POV Mediano Music

God Påske og velkommen til en vaskeægte genopstandelse af podcastserien “Det tunge stedbarn”, nu med fokus på heavy metal-genren i 90’erne! I vort første afsnit fra 1990, “Overgang, opsamling, optur” trækker vi tråden fra sen-80’erne ind i det nye årti med etablerede ikoner som Judas Priest, Black Sabbath, Iron Maiden og AC/DC, og massive metalbands som Pantera, Megadeth, Slayer, Annihilator og Artillery til nye navne som Danzig, Alice in Chains og Zoser Mez med den gamle Mercy-guitarduo Shermann og Denner. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår det omfattende og hårde rock år 1990 sammen med vores tre faste studiegæster Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Det er bare at åbne det auditive, metalliske påskeæg og lytte med! Nedslagspunkter: - Judas Priest udgiver “Painkiller” og jerner metalskabet helt på plads. Steffen Jungersen og Michael Stützer jubler samstemmende med nærmest 80'er-agtig begejstring. - Jungersen og Stützer giver bevingede metal-ord med på vejen til årets ferme udspil fra Pantera, Megadeth og Annihilator. - 1990 rummer også masser af god hård metal, thrash og crossover fra blandt andre Biohazard, Suicidal Tendencies og Slayer. - 1990 er også året, hvor de dødsmetalliske slubberter Cannibal Corpse albumdebuterer og hvor svenske Bathory indvarsler ny norrøn metallyd. - Der er gang i den nye danske metalundergrund, og i Artillery, der vender hjem fra det fjerne Sovjet-østen og udgiver hovedværket “By Inheritance”. - King Diamond udsender “The Eye”, mens hans gamle Mercyful Fate-makkere, Hank Shermann og Michael Denner arbejder med et nyt projekt, Zoser Mez. Denner beretter om begge bands, og om Zoser Mez-bassist Claus Weigangs (RIP) albumdebuterende band Jackal. - Deep Purple-bassist Roger Glover producerer et par pænere udgaver af danske Pretty Maids og af sit eget band. - Los Angeles 1990 præsenterer både puddelhundsheavy og dunklere toner. Fra henholdsvis Warrant og Danzig, eksempelvis. - Seattle 1990 byder på et tragisk debutalbum fra Mother Love Bone og et højinteressant ditto fra Alice In Chains. - Black Sabbath holder den solidt kørende på deres tredje Tony Martin-frontede album, “Tyr”, mens Iron Maiden-pladen “No Prayer For The Dying" er langt bedre end dens rygte, ifølge Jungersen og Stützer. - Maiden-sanger Bruce Dickinson har et særligt travlt år, der også indbefatter en solodebut. - 1990 afrundes i komfortzonen med AC/DC, som er tilbage med det bedste album i en rum tid, “The Razors Edge”, der dog nok har en lidt højere stjerne hos studieværten end hos Jungersen og Stützer. Stor tak til vores studiegæster Steffen Jungersen, Michel Stützer og Michael Denner, supervisor Jan Eriksen, og til dig, der lytter med… og på genhør i det nye metal år 1991 om små 14 dages tid! PS: Det er første podcastafsnit med studieværten som producer og klipper, men som det stod i noterne til en gammel liveplade med Delta Blues band: “Bøfferne får du med gratis!” Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens "Jam" Rasmussen Ass. produktion og supervision: Jan Eriksen Foto: Henriette Jungersen

Vi er fremme ved seriens sidste afsnit, metalåret 1989, og vores overskrift giver sig selv: “Afrunding på metal-årtiet”. Eller i bestemt form: “metal-årtiet”, for det var i 1980’erne at heavy metal for alvor fik manifesteret sig som meningsfuldt begreb. Hvor de store bands brød igennem og hvor forskellige undergenrer blev defineret. I 1989 handler det blandt andre om genrens grundlæggere Black Sabbath, nærmere bestemt riffmesteren Tony Iommi, der får både de første og sidste “ord” (guitartoner!) i dette afsnit. Vi runder også årets bevægelser fra de danske og delvist danske bands D-A-D, White Lion og King Diamond. Desuden kommer vi omkring de store hard rock-navne anno ´89: The Cult, Aerosmith, Mötley Crüe, nykommeren Skid Row og tilbagevendte Alice Cooper. Og i den helt hårde afdeling har vi fokus på bands som Sepultura, Obituary, Kreator, Exodus og Testament. Og sidst, men ikke mindst, er der de nye amerikanske navne som Faith No More, Nine Inch Nails, Soundgarden og Nirvana. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår metalåret 1989 og afrunder de metalliske 80’ere sammen med vores tre faste studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Anno ‘89 er riffmester Tony Iommi det eneste originale medlem tilbage i Black Sabbath, der udsender bandets 14. og såre solide studiealbum “The Headless Cross”. Vores tre studiegæster giver alle deres besyv med, og vi får også “besøg” af selveste Brian May fra Queen. - King Diamond udgiver det fjerde album “Conspiracy”, og Michael Denner fortæller hvorfor han forlod bandet allerede inden forgængeren “Them”. Det handlede blandt andet om for meget sukkervand i håret. - Mike Tramp og White Lion holder sig tilpas på hitlistetoppen, især i USA, hvor også D-A-D giver den et skud med gennembrudsalbummet “No Fuel Left For The Pilgrims”. Jungersen og Denner kommenterer sidstnævnte udspil. - Den melodiske hard rock og poppede “puddelhunds-heavy” dominerer stadigvæk i 1989, hvor Alice Cooper får et stort comeback hit med “Poison”. - Koncertmæssigt topper den melodiske 80’er hard rock med to mindeværdige dobbeltkoncerter i KB Hallen i efteråret ‘89: Først Motley Crüe og Skid Row, dernæst Aerosmith og The Cult. Studieværten og Steffen Jungersen sætter turbo på tidsmaskinen. - “Kings of Metal” hedder årets album fra Manowar. Men er de så dét, Steffen Jungersen? - Et forholdsvist stille udgivelsesår for de store, klassiske heavy metal-navne, men sørme om ikke Accept omsider finder en ny sanger i amerikaneren David Reece, som præsenteres på “Eat The Heat”. - Obituary debuterer med albummet “Slowly We Rot”, som giver endnu mere growler-gødning til den nyligt såede death metal-genre. - Michael Stützer og Steffen Jungersen runder året og årtiet af i den særdeles thrashede afdeling. Ekspert-duoen diskuterer således årets udgivelser fra Sepultura, som også afholder en dobbelt dundrende Danmarkspremiere i ‘89, Kreator, Exodus og Testament. - I den sidste del af metalåret ‘89 blinker også 90’erne forude: der er funky metalrock fra Mordred og Faith No More og dunkel elektronisk debut-lyd fra Nine Inch Nails. Og så er der autentisk garagerock fra Seattle via Soundgardens andet album “Louder Than Love” og Nirvanas debutalbum “Bleach”. - Og som nævnt, så kommer afsnittets sidste lydtoner fra Tony Iommi… Afslutningsvis: Stor tak til hele vores hårde 80’er hold, d’herrer studiegæster Steffen Jungersen, Michel Stützer og Michael Denner, og producer Jan Eriksen, og til alle jer, der har været med os i denne podcastserie. Vi håber at kunne lancere den næste podcastserie om metal-90’erne efter nytår, formentlig i løbet af februar/marts 2026. Hold øje! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I 1988 blev hård rock og heavy metal strakt yderligere ud, og i modsatrettede undergenrer - fra det mest poppede til det ekstremt brutale. Fra Bon Jovi til Napalm Death. Fra Death til Poison. Og så var der alle de forskelligartede, men mere klassiske metal-dyder hos bl.a. Megadeth, Metallica, Maiden, Ozzy, Pantera og Priest. I undergrunden lurede nye navne som Soundgarden og Nirvana, der måske snart kunne udgøre et alternativ til den traditionelle metalrock-lyd? Studievært Jens "Jam" Rasmussen går i bredden og dybden af metalåret 1988 sammen med stamgæsterne, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Dave Mustaine og Megadeth indleder året med udgivelsen af 3. albummet “So Far, So Good… So What!”, der indeholder nummeret "In My Darkest Hour", inspireret af Cliff Burtons bortgang. - Metallica mindes Cliff Burton ved at skrue ned for bassen på bandets fjerde album “… and Justice For All”. Vores gæstepanel hylder dog problemfrit bandets evne til at lave gode numre, og til at tage skridtet videre fra det frygtindgydende album par, “Ride The Lightning” og “Master of Puppets”. - Et særligt samtaletema rundt Metallica anno ‘88 er den vitale udvikling af James Hetfields’ vokal. - Michael Denner giver også sit besyv med om Metallicas fjerde album, og får lov at filosofere lidt over, hvordan Mercyful Fates fjerde udspil mon ville have lydt i 1988. - Denners grænse for hård metal går ved Slayer, som han sender til tælling i guldbajere på en café i det indre København. - Kommer Slayer så godt videre på årets album udspil, “South of Heaven”? Det mener deres gamle koncertkammerat Michael Stützer, som hylder bandets “kaos i hjertet”. - Vi tager verden rundt i den mest voldsomme metal, hvor Birmingham-bandet Napalm Death leverer den mest ekstreme metal på den anden side af Slayer. - Bay Area-thrashen gløder fortsat. I 1988 særligt med debutanterne Forbidden, og med album nr. 2 fra både Testament og Death Angel. - I Florida definerer Death fortsat deres nye stil, death metal. I New York udgiver Anthrax “State of Euphoria”, og besøger København med LA-bandet Suicidal Tendencies. - AC/DC kæmper fortsat med at lave det fede midt/sen-80’er album, men er i vanlig superb koncertform på turneen med albummet “Blow Up Your Video”. Rytmeguitarist Malcolm Young checker ind på en alkoholafvænningsklinik undervejs, og erstattes af nevøen Steve Young. - Ozzy introducerer ny guitarist i Zakk Wylde på “No Rest for the Wicked". Steffen kommer sig over fraværet af forgængeren Jake E. Lee, og både Steffen og Stützer kan omfavne dette femte Ozzy studiealbum. - Ozzy optræder også i smuk duet med Lita Ford, og forbereder en gæsteoptræden hos Gary Moore. - Vi kommer også omkring Iron Maidens syvende album, “Seventh Son of a Seventh Son”, og Seattle-bandet Queensryches gennembrudsalbum, “Operation Mindcrime”. - The Scorpions leverer fortsat fin heavy-hygge, mens Saxon forsøger sig med melodisk hard rock på deres niende studiealbum, “Destiny”. I LA hitter Poison med poppet glam metal på “Open Up and Say… Aah!”, mens Bon Jovi holder sig på hitlistetoppen med reference til deres ophavssted, “New Jersey”. - I Seattle-området lyder der nye rock-toner fra de albumdebuterede Soundgarden og singledebutanterne Nirvana. - Texas-bandet Pantera og deres nye forsanger Phil Anselmo sværger til den Judas Priest-tro metal på albummet “Power Metal”. - Judas Priest selv laver en del af deres 11. album, “Ram It Down” i Puk-studiet nær Randers. En fortsættelse af elektro-stilen fra “Turbo”, men også med heavy metal statementet… “Heavy metal”. - PS. Og så er Priests udskældte cover af Chuck Berry-klassikeren “Johnny B. Goode” faktisk i orden, mener både Steffen og Stützer. God lytning, og på genhør i seriens sidste afsnit, 1989, om cirka en uges tid! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I metalåret 1987 stod den på både heavy-hits og benhård metal: på den ene side poppet metalrock som Def Leppard og megasællerten “Hysteria”, og det nye Whitesnakes “1987” album. På den anden side hårdføre bands som de danske thrash-konger Artillery og dødsmetal-pionererne Death. Sat lidt på spidsen, selvfølgelig, for der var også de bands, som hverken var det ene eller det andet; eksempelvis Guns n’ Roses og deres gedigne gennembruds-debutalbum “Appetite For Destruction” og King Diamonds fuldendte metalværk “Abigail”. Og så bød 1987 også på stor international opmærksomhed på andre danske og delvist danske bandprojekter som Pretty Maids, White Lion og Metallica. Metalåret 1987 gennemgås af Jens "Jam" Rasmussen, studievært, og det faste og fornemme triumvirat af studiegæsterne Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Det hårdt rockende metalår 1987 må nødvendigvis bydes velkommen af Guns N’ Roses og “Welcome To the Jungle”. Studieværten og Steffen Jungersen taler om nummeret, bandet og albummet, naturligvis, “Appetite For Destruction". - Bragende fedt comeback-album fra Guns-forbillederne Aerosmith, det perfekt producerede “Permanent Vacation”. - Def Leppards længe ventede “Hysteria” album er en sand hitparade af fængende heavy-pop sange, som skaber et af historiens bedste sælgende rockalbum. - Motley Crüe udråber et glammet, trefoldigt hard rock-hurra til pigerne på albummet “Girls, Girls, Girls”, som dyrkes af både metal-drengene og heavy-pigerne. - Producer Rick Rubin kaster sin AC/DC- og Rolling Stones-kærlighed over The Cults autentiske rock’n’roll-udspil “Electric”, mens AC/DC’s lydtekniker fra “Highway To Hell”, Mike Dearnley, producerer D-A-D debuten “D-A-D Draws a Circle”. - Deep Purples velkomne comeback med mark II lineuppet fortsætter ufortrødent fedt på albummet “The House of Blue Light”, mens Tony Martin debuterer som Black Sabbath-sanger på “The Eternal Idol”. - Det var rock’n’roll, vi kom fra, og som Motörhead deklarerede på deres albumtitel fra 1987. Samme Motörhead, som sprængte samtlige volumeskalaer ved deres koncertbesøg. - Jungersen, Stützer og Rasmussen tager den decibel-blæsende tur tilbage til legendariske Saga i 1987. København, hvor også Manowar skruede op. - Vi fortsætter til Sagas genbo og “lillebror” Carlton, hvor studieværten headbanger ind i sin makkers hoved til showet med Helloween, Running Wild og Overkill, og rammes af en stagedivers militærstøvler til showet med Artillery og Destruction samme sted. YEAH! - Michael Stützer fokuserer mest på sit guitarspil og sit band, hvilket resulterer i det andet Artillery album, “Terror Squad”, som fører an i den europæiske thrash metal-liga sammen med Kreator og førnævnte Destruction. - I januar ‘87 genoptager Metallica deres Europa-turné. Først i Falkoner Teatret, København, og dagen efter i Holstebro Hallen. Senere på året udkommer bandets første indspilning med bassisten Jason Newsted, cover-EP’en "Garage Days The 5,98 Dollar EP". - Fuld smæk på Bay Area-scenen, hvor Exodus udsender album nr. 2 “Pleasures of the Flesh”, Testament deres debutalbum "The Legacy" og Death Angel deres debut “The Ultra-Violence”. Sidstnævnte med en chokerende optræden på hovedscenen på årets Roskilde Festival. - På østkysten rykker Anthrax med “Among The Living”, og der tærskes løs fra Brasilien til Birmingham. Fra Sepultura til Napalm Death. Og i Tampa Bay, Florida udsender Death deres genredefinerende debut “Scream Bloody Gore”. - Michael Denner dukker op i studiet, hvor han og Jungersen tager pulsen på årets danske/dansk-relaterede udspil fra White Lion, Pretty Maids og Denners eget King Diamond, der udsender deres episke hovedværk “Abigail”. God tur tilbage til 1987, og på snarligt genhør i metalåret 1988 om en uges tid! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I foråret 1986 blev København arnestedet for to historiske album på den globale heavy metal-scene: Dansk/amerikanske Metallicas hovedværk “Master of Puppets”, der udkom den 3. marts, og dansk-svenske King Diamond, som udsendte deres debutalbum “Fatal Portrait” den 14. marts. Begge indspillet i københavnske studier. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår det mindeværdige metal år 1986 sammen med vores tre faste studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Året ‘86 indledes med den sørgelige nyhed om Thin Lizzy-frontmand Phil Lynotts bortgang blot 36 år gammel. Steffen Jungersen mindes manden og musikeren. - Jungersen og Stützer ser tilbage på årets store udspil, Metallica og “Master of Puppets”. Vi tager også en tur til Roskilde Festival 1986. - Metallicas forsmåede leadguitarist Dave Mustaine snerrer sig igennem Megadeth album nr. 2, “Peace Sells… But Who’s Buying?". - Slayer udraderer alt og alle på under en halv time med thrash metal-infernoet, “Reign In Blood”, produceret af Rick Rubin, der også stiller skarpt på fusionen af rap, rock og metal i løbet af året. - Vi gennemgår årets mange thrash- og crossover udspil med et oplagt fokus på Flotsam and Jetsam, hvis bassist Jason Newsted snart går en ny bandfremtid i møde. - Den fatale dag, den 27. september 1986: Metallicas turnébus forulykker på vej fra Stockholm til koncerten i Saga, København, hvor bassist Cliff Burton omkommer. Bandet fortsætter med den nye bassist, Jason Newsted. - Et par uger efter “Master of Puppets” udkommer det første King Diamond-album “Fatal Portrait”. Vi går i dybden med debuten sammen med Michael Denner: guitarist, co-producer og med-sangskriver på tre numre. - I Tyskland suppleres de gamle hovednavne Scorpions og Accept med nye kvindestemmer: den brutale Sabina Classen i Holy Moses og Doro Pesch i Warlock. - De store pladeselskaber går efter den bløde, melodiske hard rock: Fate med ex-Mercyful Fate komponist/guitarist Hank Shermann udgiver “A Matter of Attitude”, mens jyske Skagarack udsender deres debutalbum og lukker årets Roskilde Festival. - I USA går Bon Jovi til tops med tredje albummet “Slippery When Wet”, mens svenske Europe står for årets signatursang i “The Final Countdown”. - Van Halen og David Lee Roth går hver til sit, men kommer fornuftigt videre: Van Halen med en glattere keyboard lyd og ny sanger i Sammy Hagar på “5150”. David Lee Roth med et fedt backingband og festlig, funky metal-rock på “Eat ‘Em and Smile” - Rick Rubin står bag et nyt rockvinklet hiphop-projekt: New York-rapperne RUN-DMC i et friskt covernummer af Aerosmith-hittet “Walk This Way” i synergisk samarbejde med ophavsmændene selv. - I LA står den på højt hår og glam metal-hits hos bands som Poison, mens de rå rock’n’rollere Guns N’ Roses udgiver debut EP’en, “Live ?!★꩜ Like a Suicide”. - Vi tager selvfølgelig også pulsen på AC/DC anno 1986, og på Saxon, hvis ottende album “Rock The Nations” signalerer globalt heavy metal-fællesskab. - Lemmy præsenterer en ny Motörhead-udgave med to guitarister på deres syvende og slagkraftige album “Orgasmatron”. Bandet uddeler soniske lussinger og helserig rock-medicin på pladen og til koncerten i Saga. - Jungersen forsvarer Judas Priests elektroniske retning på “Turbo” og refererer til ZZ Top. Jungersen - og Stützer - kommer også omkring Iron Maiden-albummet “Somewhere In Time”. - Black Sabbath udsender deres mest yderligere udspil, albummet “Seventh Star”, der benævnes “Black Sabbath featuring Tony Iommi”, men kategoriseres som det 12. Black Sabbath studiealbum. - Vi afrunder 1986-seancen med Ozzys fjerde studiealbum “The Ultimative Sin”. God fornøjelse, og på glædeligt genlyt i det næste metal år 1987 om ca. en uge! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Foromtale Det tunge stedbarn: Heavy metal-genren i 80’erne Afsnit 6. 1985: “Bankende metalhjerter” Midtvejs i de metalliske 80’ere banker metalhjertet med tunge, dedikerede pulsslag hos blandt andre Iron Maiden, Accept, Saxon, Pretty Maids, Exodus, Megadeth og Dio. Det banker også løs i den danske metal-undergrund, hvor Artillery albumdebuterer og varmer op for både Slayer og King Diamond. Førstnævnte med benhård thrash og besværlige nitte-armbånd, sidstnævnte med et spændende soloband og en spøjs julesingle. I Los Angeles fylder undergrundsbandet Guns N’ Roses rockklubberne og indspiller en brandvarm demo. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår dette - og meget andet - i metalåret 1985 sammen med de tre faste studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - “Live After Death” hedder årets dobbelte livealbum fra Iron Maiden, der sender koncertoplevelsen hjem til stereoanlægget og - for de teknologiske fremmelige - til videoafspilleren. - Accept udgiver albummet “Metal Heart” og leverer en overbevisende optræden på det fantastiske spillested Saga i København, hvor også Saxon og Pretty Maids sørger for en mindeværdig aften. - AC/DC roder rundt på albummet "Fly On The Wall", men er ikke desto mindre en kanon-koncertattraktion. - Artillery debuterer med "Fear of Tomorrow", et pioneralbum i dansk metal og på den internationale thrash metal scene. Vi lytter til Michael Stützers guitarspil dengang og til hans ord om albummet i dag. - Thrash-året ‘85 byder også på debutalbum fra Exodus (“det ultimative thrash album”, følge Steffen Jungersen), Megadeth, Kreator, Destruction, Onslaught og Possessed. - Der er også udgivelser fra Anthrax, S.O.D. og ikke mindst Slayer, som også gæster Carlton på Vesterbrogade, København. - Slayer-guitarist Kerry Kings brede nittearmbånd giver ham vanskeligheder ved at entrere scenen, men supportbandet Artillery kommer ham til undsætning. - Der er godt gang i den danske heavy metal-scene over hele landet med bands som Alien Force, Wasted, Evil, Rigor Mortis, Maltese Falcon, Hero, samt århusianske Kim Sixx med forsangerinden Kim “Powerbaby” Sixx. - Disneyland After Dark skaber deres egen “cow punk” stil, som også appellerer til en del guitarglade heavy rockere. - Californiske Faith No More forvarsler en form for hybrid-metal på debuten “We Care A Lot”. - Aerosmith er tilbage i den originale besætning på “Done With Mirrors”, mens party-rockerne Motley Crüe hitter videre med hedonistisk hard rock på “Theatre of Pain”. - I Los Angeles-undergrunden summer det løs rundt om bandet Guns N’Roses, der indspiller en lovende demo. - Stryper kører også glam looket i LA, men spiller kristen hård rock, også kaldet white metal. - Dio udsender sit tredje album, mens Gary Moore og Phil Lynott laver et sidste, vellykket samarbejde med hittet “Out In The Fields”. - King Diamond afrunder året med en koncertpremiere i Saga, København fire dage før jul, og finder deres indre metalliske drillenisse med debutsinglen “No Presents for Christmas”. Michael Denner fortæller om opstarten på King Diamond projektet. God lytning, og på snarligt genhør i det nye metalår 1986 om blot en uge! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Metalåret 1984 rummer mange mesterlige album udspil, men intet over eller ved siden af Metallicas “Ride The Lightning”, færdigskrevet og indspillet i København. Det skulle da lige være Mercyful Fates fabelagtige opfølger “Don’t Break The Oath”, måske? Eller Judas Priests gennemførte “Defenders of the Faith”? Eller eventuelt Deep Purples nær-perfekte comeback med “Perfect Strangers”? Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår dette mægtige og mangfoldige metalår sammen med vores tre faste studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter; - Metalåret 1984 må nødvendigvis starte på Amager, hvor Metallica låner Artillery og Mercyful Fates fælles øvelokale. Her skriver bandet de sidste par numre til “Ride The Lightning”, som de indspiller i Sweet Silence studiet i samme bygning. - Michael Stützer beretter om besøget, og om at være blandt de første til at høre de nye numre fra “Ride The Lightning”, der ifølge Steffen Jungersen betød et reelt vagtskifte i heavy metal. - Metallica afholder dansk koncertpremiere i København, mens den danske metal undergrund summer livligt løs med bands som Wasted, Evil, Maltese Falcon og Witch Cross, der bliver det første heavy metal-band på Roskilde Festival. - Jyske Pretty Maids udsender deres suveræne debutalbum “Red, Hot & Heavy”, der gør Steffen Jungersen til rendyrket fandreng. - Mercyful Fate følger fornemt op på mesterværket “Melissa”: Michael Denner fortæller om indspilningen af “Don’t Break The Oath”, turnélivet i Amerika, og om at kaste sig ind i en karate-turnering med Motörheads hårdføre roadcrew. - Den nye og hårdere metal bevæger sig fra NWOBHM-inspiration til noget hurtigere og allerhelvedes grummere: fra Anthrax i New York og Slayer i Los Angeles, over Bathory i Sverige, Celtic Frost i Schweiz og tysker thrasherne Destruction, Sodom og Tormentor (snart Kreator), til Voi Vod i Quebec, Canada. - Doro Pesch og Warlock udsender deres debutalbum, og metal scenen får en stærk og sympatisk frontkvinde. - Twisted Sister kan bare ikke snuppe mere på hverken MTV eller alverdens koncertscener, og skriger “NO! We’re Ain’t Gonna Take It”; Van Halen hitter med klassiker-keyboardriffet på “Jump”; og Scorpions giver os en ny, catchy heavy schlager, “Rock You Like A Hurricane”. - Studieværten og Steffen Jungersen gennemgår årets udspil fra Saxon, Iron Maiden og især Judas Priest og Dio. - Vi runder det mangfoldige metalår ‘84 af ved at lovprise David Coverdale og Whitesnake for “Slide It In”, inden studieværten og Jungersen går i jubelmodus over comebacket fra Deep Purple mark II, “Perfect Strangers”. God lytning, og på gedigent genhør i metal-året 1985 om blot en uge! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

1983 var året, hvor Metallica, Slayer og Mercyful Fate hver især albumdebuterede på fuld fræs med henholdsvis “Kill ‘Em All”, “Show No Mercy” og “Melissa”. Det var nyt, det var hårdt, det var vildt åbenbarende, og der var bare smæk på. Men de gamle og tunge drenge bed stadigvæk fra sig i ‘83: Ozzy, Dio, Sabbath, Lizzy, Motörhead, Maiden, Priest og Accept. Sidstnævnte med en sand metal schlager-slagsang i “Balls To The Wall”. Studievært Jens "Jam" Rasmussen rocker året benhårdt igennem sammen med de tre top-kyndige studiegæster: Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Hardcore punken rykker i studieværten, der ser pogo, slamdans og stagediving udfolde sig til koncerten med engelske G.B.H. i København i marts ‘83. - Efterfølgende undrer studieværten sig: hvorfor er der ingen bands, som kombinerer hardcore punkens aggressive fart med metallens tyngde og gnistrende guitarer? Svaret følger pronto med årets debut album fra Metallica (“Kill ‘Em All”) og Slayer (“Show No Mercy”). - Steffen Jungersen glæder sig over det fede metalliske rifferama på “Kill ‘Em All”, mens Michael Stützer hæfter sig ved den energi og friskhed, der præger albummet. - Masser af interessante debutanter på den nye amerikanske metal scene anno 1983: Armored Saint, Exciter, Pantera, Savatage og Anthrax. - Motley Crüe udvider fanbasen med “Shout At The Devil”; Twisted Sister mener det bogstaveligt med “You Can’t Stop Rock’n’roll”; Manowar spiller med metal musklerne på “Into Glory Ride”. - Nye album fra Saxon, Iron Maiden og Accept. Vi går i dybden med sidstnævnte, der laver en af de ultimative heavy metal slagsange, “Balls To The Wall”. - AC/DC producerer selv “Flick of the Switch” til kernefansene, mens ZZ Top laver moderne boogie rock på mega-sællerten “Eliminator”. - Motörhead får tilført feinschmecker guitarsoli fra Brian Robertson på “Another Perfect Day”, mens Robertsons gamle band Thin Lizzy afrunder i dynamisk stil med deres sidste studiealbum “Thunder and Lightning”. - Med “Pyromania” peaker Def Leppard som nr. 2 på den amerikanske hitliste, og giver et intimt show i København. Desværre er guitaristen Steve Clarke i problemer. - Dio anmoder os på det kraftigste, om at komme op af stolen og skråle med på “Stand Up And Shout”, der åbner hans forrygende debutalbum “Holy Diver”. - Ozzy kommer solidt videre efter det tragiske tab af Randy Rhoads året før. På “Bark At The Moon” var Rhoads erstattet af guitaristen Jake E. Lee, der gik rent ind hos Jungersen og Stützer. - Black Sabbath forbløffer med Ian Gillan som frontmand på “Born Again”. Albummet skiller vandene. Jungersen og Stützer forklarer, og samstemmer: Sabbath og Gillan skulle altså ikke have spillet “Smoke On the Water” den aften i Falkoner Teatret. - Dansk heavy metal rykker med Pretty Maids og Witch Cross, som står på scenen til studieværtens metal koncertdebut. Op på motorcyklen og afsted. - Vi afrunder i den dunkle og absolut metallisk mesterlige afdeling: Mercyful Fates genredefinerende debut album, “Melissa”. Michael Denner fortæller om tilblivelsen og det telepatiske samarbejde med Hank Shermann, mens Steffen Jungersen står for metalliske superlativer de luxe. God lytning, og på tungt rockende genhør i metal-året 1984 om ca. 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Metal-året 1982 blev et allerhelvedes hårdt af slagsen med Metallica og Mercyful Fates første udgivelser. Venom beredte sporet for black metal og Accept inspirerede til speed- og thrash metal. 1982 var også året, hvor Ozzy-guitaristen Randy Rhoads omkom ved en tragisk flyulykke, og hvor der udkom store og vigtige album fra blandt andre Iron Maiden, Judas Priest og The Scorpions. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår dette helvedes interessante heavy metal-år sammen med vores tre faste studiegæster: Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - “Mettallica” er sidste band på opsamlingspladen “Metal Massacre”. Det ekstra “t” er en stavefejl, og rettes til “Metallica” i de senere oplag. - Metallicas forbilleder i Motörhead udgiver det album, bandet arbejdede på under Lars Ulrichs besøg i deres øvelokale året forinden: “Iron Fist”. - Engelske Discharge udgiver det hidsige hardcore-album, “Hear Nothing See Nothing Say Nothing”, der inspirerer de fire unge skole-elever og bandkammerater i LA-bandet Slayer. - Mercyful Fate tager til det metal-begejstrede Holland og indspiller deres debut-EP “Mercyful Fate”. Bandmedlemmet Michael Denner tager os med på turen, og Steffen Jungersen erindrer, da EP’en ramte ham lige i smasken. - Venom udsender det diabolske og hæsblæsende album, “Black Metal”, der afføder navnet på den mørkeste, metalliske subgenre. - Accept-nummeret “Fast as a Shark” sætter nye standarder for speedet metal, og tænder ild i brødrene Stützer i bandet Devils Symphony. - Tank-sangen “Heavy Artillery” giver ideen til et nyt bandnavn hos brødrene Stützer i Tåstrup. - Sangeren Paul Christensen fra Vejle og guitaristen Kenneth Hansen fra Horsens er begge til Thin Lizzy-koncert i Århus i januar, og finder sammen i bandet Pretty Maids senere på året. - De gamle Deep Purple-medlemmer er fortsat aktive rundt omkring - i Gary Moores band, Whitesnake, Rainbow og Gillan. - De gamle venner i Uriah Heep er ude med en ny sanger, og hyrer den fyrede Ozzy-rytmegruppe, Lee Kerslake og Bob Daisley. - Den helt store tragedie finder sted om morgenen den 19. marts 1982 i Florida, da guitarist Randy Rhoads omkommer i et flystyrt undervejs på turneen med Ozzy. - Ozzy udgiver et dobbelt livealbum, udelukkende med Black Sabbath-sange, “Speak of the Devil”, den 22. november 1982. Black Sabbaths livealbum med den nu afgående Dio, “Live Evil”, følger en måneds tid efter. - Led Zeppelin udsender det niende og sidste studiealbum “Coda”, to år efter bandets opløsning. - Amerikansk hard rock og gang i den: KISS hylder den højtlydende rock’n’roll i “I Love it Loud”; Twisted Sister debuterer med dedikeret rock’n’roll-attitude; Aerosmith rocker videre uden bandets vanlige guitarduo; og Van Halens leger løs på deres femte album, “Diver Down”. - Metalkrigerne i Manowar debuterer med deres power metalliske slagsange på “Battle Hymns”. - Lars Ulrich og James Hetfield har rekrutteret et par nye medlemmer til Metallica, Cliff Burton og Dave Mustaine, og skaber stor opmærksomhed med demoen “No Life ‘Til Leather”. - Iron Maiden udgiver deres første album med Bruce Dickinson, ”The Number of the Beast”, der går rent ind hos metalfolket. Men var det så bedre end forgængeren “Killers”? Jungersen og Stützer går i dybden og måler de to album på decimaler. - Judas Priest er tilbage i topform på "Screaming for Vengeance". Jungersen og Stützer er igen i zen. - Vi afrunder det tungt rockende 1982 med The Scorpions’ fremragende album “Blackout”, der også hyldes af Jungersen og Stützer, som ikke mindst stiller skarpt på guitarerne, inden røgen lægger sig. God lytning, og på glædeligt genhør i det næste metal-år 1983 om ca. 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I 1981 skyllede bølgen videre fra den engelske New Wave of British Heavy Metal, og bands som Iron Maiden, Samson, Saxon, Def Leppard og Tygers of Pan Tang. Der var også fuld gang i de britiske frontløbere Black Sabbath, Ozzy Osbourne og Motörhead. Jens ‘Jam’ Rasmussen og hans gæster, anmelder og forfatter Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen, bl.a. radiovært og guitarist i metalbandet Artillery, og musiker med meget mere, Michael Denner, fortæller. Motörhead havde endda besøg af danske Lars Ulrich i deres øvelokale. Et par måneder senere havde Ulrich selv sin første Metallica-øver med James Hetfield ovre i LA. I Danmark stillede Brats knivskarpt på metallen og blev til Mercyful Fate. Der var megen anden hård rock i 1981, så tag med os tilbage til dette mægtige metal-år sammen med vores faste, tunge hold: Jens "Jam" Rasmussen, studievært, og de tre kompetente studiegæster, journalist Steffen Jungersen og d’herrer guitarister Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Lyt til POVcasten her: 1981 i nedslagspunkter - The New Wave of British Heavy Metal skyller videre, og i forskellige retninger: Iron Maiden udgiver monsterværket Killers, Samson byder på den kommende Maiden-sanger Bruce Dickinson, og Saxon hylder heavy metal-kulturen på Denim and Leather. Def Leppard laver AC/DC partyrock på High N’ Dry og Tygers of Pan Tang laver fed riff-metalrock på begge deres 1981-album. - Danske Lars Ulrich er flyttet til Californien for at forfølge sin tenniskarriere, men tager lige på en metallisk dannelsesrejse til England i sommeren 1981, hvor han blandt andet er til festival med Ozzy Osbourne og Motörhead, som han også besøger i deres øvelokale. - Opildnet af dannelsesrejsen, beslutter Lars Ulrich sig for selv at danne et band. I oktober 1981 har han sin første Metallica-øvesession med guitaristen James Alan Hetfield i Los Angeles, Californien. - Jungersen og Stützer jubler over Ozzys andet soloalbum Diary of a Madman og Motörheads vaskeægte livealbum No Sleep ‘Til Hammersmith. - Venom debuterer med rå garage metal, diabolsk image og eksplicit Satan-retorik. - Danske Brats skruer bissen på, laver fede heavy metal demoer, får Michael Denner tilbage i lineuppet, og bliver til… Mercyful Fate. - Denner og Stützer fortæller om Mercyful Fates koncertpremiere på Selsmoseskolen i Tåstrup, og lidt om anden dansk hård rock anno ‘81: Devil’s Symphony, The Studs, Pretty Maids og Pulze. - Los Angeles 1981 er andet end stedet for den første Metallica-øver: Joan Jett grovhitter med I Love Rock’n’Roll og Motley Crüe albumdebuterer med hedonistisk hard rock på Too Fast For Love. I Helsinki albumdebuterer Motley Crües åndsbrødre i Hanoi Rocks. - Tilbage i LA, aflirer Y&T en stor smule AC/DC og tænder en tidlig glød i Lars Ulrich, mens Van Halen fortsætter rockfesten på deres fjerde album. - Ritchie Blackmore og Rainbow indspiller nyt album i Sweet Silence med Flemming Rasmussen, hvilket ikke mindst noteres af ovennævnte Ulrich. - De tidligere Deep Purple-sangere, David Coverdale (i Whitesnake) og Ian Gillan (i eget band) er fortsat produktive. Sidstnævnte udgiver endda hele to album i 1981. - Jungersen gen-introduceres i studiet til tonerne af Accepts Son of A Bitch, men lever fint med det. - Vi afrunder med årets album fra Black Sabbath, Judas Priest og AC/DC, som alle tre havde noget at leve op til fra året før. God lytning, og på genhør i 1982 om ca. 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I fjortende episode i podcastserien om 'Det tunge stedbarn' er vi nået til det første år i det store gennembrudsårti for heavy metal. Hvor "heavy metal" blev et kendt musik-begreb, og hvor metal-musikken blev hårdere og tungere, men også pænere og mere poppet. Jens ‘Jam’ Rasmussen og hans gæster, anmelder og forfatter Steffen Jungersen, og Michael Stützer Hansen, bl.a. radiovært og guitarist i metalbandet Artillery fortæller. I første afsnit af podcastserien "Det tunge stedbarn: Heavy metal genren i 80'erne" brager det løs med etablerede navne i nye former (Black Sabbath med Dio, Ozzy solo, AC/DC med Brian Johnson), de helt nye headbanger-bands (Iron Maiden, Saxon, danske Brats), og Judas Priest, der indrammede den tunge tidsånd med "British Steel". Studievært er Jens "Jam" Rasmussen, og som studiegæster har vi fortsat den sublime ekspert-duo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen, der også var med i vores forløber "Det tunge stedbarn: Heavy metal-genrens fødsel". Desuden kan vi byde hjerteligt velkommen til vores nye gæsteekspert, guitarist og komponist Michael Denner (Brats, Mercyful Fate, King Diamond m.fl.). 1980 i nedslagspunkter: - Black Sabbath kommer fornemt videre uden Ozzy Osbourne, og Ozzy kommer overbevisende videre uden Black Sabbath. - Vi går i dybden med deres overrumplende 1980-værker, Black Sabbath med Dio: "Heaven and Hell" og Ozzy Osbourne: "Blizzard of Ozz". - Årets tragiske dødsfald: AC/DC-sanger Bon Scott (1946-1980) og Led Zeppelin-trommeslager John Bonham (1948-1980). - AC/DC hyrer den nye sanger i Brian Johnson ind, og laver tidernes hard rock-mastodont. "Back in Black", mens Led Zeppelin går i opløsning. - Vi kommer også omkring årets bevægelser fra blandt andre Whitesnake, KISS, Def Leppard, Thin Lizzy, The Scorpions, Van Halen, Motörhead... og de seje kvinder på heavy banen: Joan Jett, Heart og Girlschool. - 21-årige Steffen Jungersen er på pilgrimsfærd i det heavy metal-bølgende London, hvor han bl.a. oplever Iron Maiden, Saxon og Judas Priest på få dage. - Jungersen og Stützer kommenteret årets udspil fra de tre ovennævnte bands: "Iron Maiden", "Wheels of Steel", "Strong Arm of the Law" og årets store heavy metal-statement "British Steel". - Guitarist Michael Denner fortæller om Brats' bevægelse fra punk til heavy metal på debut albummet "1980", og om mødet med sangeren Kim Bendix Petersen alias King Diamond fra bandet Black Rose. - Den 16-årige Lars Ulrich flytter til Californien, hvor han begynder at spille trommer til idolerne Diamond Head, hvis 1980-album "Lightning to the Nations" bliver hans store inspirationskilde og pejlemærke. God lytning, og på genhør i 1981! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Med både vemod og glæde præsenterer vi her vores sidste afsnit i serien om den tunge rock i 1970'erne, "Det Tunge Stedbarn - heavy metal genrens fødsel". Vemod, fordi det er sidste afsnit om det fundamentale årti i den tunge rocks historie. Glæde, fordi 1979 byder på en række fabelagtige nedslagspunkter. Som i de foregående afsnit gennemgås heavy-året 1979 af studievært Jens "Jam" Rasmussen og den metal-kyndige gæsteduo Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Fansene i Londons metalundergrund efterspørger forgæves en Iron Maiden-plade, så bandet udgiver deres demo som "The Soundhouse Tapes". - I maj '79 åbenbares The New Wave of British Heavy Metal over hele Storbritanien med bands som netop Iron Maiden, Samson med den lovende sanger BruceBruce, Trespass, Mythra og Son of a Bitch. Sidstnævnte albumdebuterer i 1979 under navnet ... Saxon. - Heavy metal-forløberne fra Birmingham, Judas Priest, udgiver et af årtiets bedste album, "Unleashed in the East", mener begge vores studiegæster. - Lemmy Kilmister realiserer for alvor Motörhead på albumparret "Overkill" og "Bomber". Bandet associeres med både den nye metalbølge og punk, men er mest rock'n'roll. Det band har ikke mindst Steffen en mening om. - Det nye heavy metal-udtryk dyrkes også i Tyskland af de albumdebuterende Accept og fremdeles af The Scorpions, som atter har Michael Schenker tilbage i folden. Han kan dog også høres i sin sidste tid med UFO på det dobbelte livealbum “Strangers In The Night”. - Hank Shermanns band Brats pladedebuterer på den legendariske punkopsamling "Pære Punk". Kort efter inviteres Michael Denner med i bandets nye line-up, som drejer sig fra ren punk mod heavy metal. Judas Priest-inspirationen begynder at sætte sig igennem. - Shermann og Denner har endnu til gode at møde Kim Bendix Petersen, der stadig laver Deep Purple-orienteret heavy rock i Black Rose ude på Københavns Vestegn. - Livet efter Deep Purple: Ritchie Blackmore udgiver den første - og mere polerede - Rainbow-plade efter Dio's exit, mens David Coverdale har Jon Lord med på Whitesnake-albummet "Lovehunter". - Led Zeppelins første udgivelse i tre år, “In Through The Outdoor”, bliver også bandets sidste studie album. - Over til Amerika, hvor KISS inspireres af samtidens disco på deres spidsfindige hit, "I Was Made For Lovin' You". - Aerosmith hærges af skriveblokering og interne stridgheder, men får alligevel færdiggjort "Nights In the Ruts", mens Van Halen rocker hårdt og festligt videre på deres andet album. - Thin Lizzy byder Gary Moore velkommen som ny guitarist, og laver deres velsagtens bedste og mest kreative album "Black Rose: A Rock Legend". - Vi afrunder året og årtiet på hovedvejen mod helvede og det nye 80'er årti. AC/DC begår deres gedigne gennembrudsværk "Highway To Hell", der bliver det sidste med Bon Scott som sanger. Som sådan er 1979 en slags kulmination, men også en overgang. Til metalrockens store gennembrudsårti i 1980'erne, både kulturelt, kunstnerisk og kommercielt. Vi planlægger at starte den nye serie om 1980'erne op til sensommeren/i det tidlige efterår. Hold øje. Indtil da: Hav en fornøjelig lytning af dette 1979-afsnit, god sommer, og på gensyn i 1980! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Året er 1978 og vores tunge rockverden åbenbares af den himmelstormende debut fra amerikanske Van Halen med vidunderguitaristen Eddie i spidsen. 1978 byder også på det sidste Black Sabbath album med Ozzy ved mikrofonen i 35 år, mens bands som AC/DC og Judas Priest stormer frem med to x to topsolide albumudgivelser. Ronnie James Dio laver sin sidste plade med Rainbow, og Brian Robertson tager afsked med Thin Lizzy. Inden da laver han lige “verdens bedste guitarsolo”. På årets sidste dag indspiller Iron Maiden deres første demo.Det tunge rock år 1978 bliver behørigt vendt af studievært Jens “Jam” Rasmussen og vores faste og fabelagtige gæsteduo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Van Halen debuterer med et af 70’ernes absolutte hovedværker, hvor guitar virtuosen Eddie Van Halen danner skole for tusindvis af metal guitarister.- Den sidste heavy rock-energi klemmes ud Black Sabbath med Ozzy i front på “Never Say Die!”- AC/DC leverer rusten, beskidt bluesrock på “Powerage” og rødglødende rock’n’roll på “If You Want Blood”.- Judas Priest skærper deres definerende metal-lyd endnu et hak, og designer deres tidlige heavy metal-outfit med læder og nitter. Michael Stützer Hansen inspireres af både look og guitarlyd. - Den unge guitarist Hank de Wank (f. René Krølmark) udfolder sig i det københavnske punkband Brats og inspireres af både KISS/Ace Frehley, The Ramones… og Judas Priest. - Mens Hank er ved at omdirigere Brats i heavy metal-retningen, udgiver københavnske Zig Zag Band et hårdt rocket album med titlen “To Streger Over Den Fede”.- Den europæiske metal-scene anno ‘78 præges af blandt andre schweiziske Krokus, tyske Scorpions og walisiske Budgie. - I Amerika udgiver Aerosmith “Live Bootleg”, som bl.a. indeholder den funky rocker “Walk This Way”, der kommer til at inspirere New Yorks hiphop-scene i det efterfølgende årti. - Ronnie James Dio laver sit sidste album med Ritchie Blackmore’s Rainbow, mens David Coverdale sammentrækker ordene “White” og “Snake”. - Thin Lizzy udgiver det dobbelte livealbum “Live & Dangerous”. Brian Robertson forlader bandet kort efter udgivelsen, hvorpå han laver “verdens fedeste guitarsolo”. Steffen Jungersen føler og forklarer. - Iron Maiden indspiller deres første demo på årets sidste par dage, og gør sig klar til at erobre Londons metal undergrund i det nye år.Vi byder på en lille times tråd-snak fra 1978, og ønsker god lytning! Og dernæst på genhør til seriens sidste afsnit, fra 1979, om ca. 14 dage. Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

For mange rockfans er 1977 synonymt med den såkaldte "77-punk", der i høj grad definerede den nye punk bølge med The Sex Pistols og The Ramones i spidsen. Men 1977 var også - eller især - hårdt rockende tiltag fra bl.a. AC/DC, Motörhead, Thin Lizzy, Rainbow og UFO, samt overbevisende pioner-metal udgivelser fra amerikanske Riot og engelske Judas Priest. Og var der måske et lille inspirationsmæssigt link mellem kvindebandet The Runaways i Los Angeles og undergrundsbandet Iron Maiden i London? Også dét runder vi i vores podcastafsnit fra det tunge rock år 1977. Som i de foregående 70'er år er studievært Jens "Jam" Rasmussen i yderst kompetent selskab med heavy metal-eksperterne Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - AC/DC lander midt i Londons punk virvar, og forkynder rock'n'roll musikkens lyksaligheder. - Thin Lizzy mener det alvorligt med deres 8. album "Bad Reputation". - The Sex Pistols og The Ramones kommer begge til Danmark, hvor den 13-årige Lars Ulrich er blandt koncertgæsterne. - Motörhead albumdebuterer et rock'n'rollet sted mellem heavy rock og punk. - Hvordan oplevede vores studiegæster så 77-punken? Ganske positivt, såmænd. - Hård rock anno '77 var ikke bare punk, men også Blue Ôyster Cult, KISS og Rainbow. - David Coverdale solodebuterer med albummet "White Snake" og får inspiration til sit kommende bandnavn. - 1977 er også hitlistevenlig boogie rock fra Status Quo og arena rockende klassiker-omkvæd fra Queen. - I Nordamerika leverer Rush og Ted Nugent rockhits på hver deres måde. - UFO udgiver "Lights Out" og tænder lys i blandt andre Iron Maidens Steve Harris, som måske også hører et særligt nummer med kvindebandet The Runaways? - Amerikanske Riot laver solid heavy metal på debutalbummet "Rock City", der er på forkant med den forestående og banebrydende New Wave of British Heavy metal. - Slade polerer lyden i Amerika, Aerosmith rocker videre samme steds, mens Alice Cooper kæmper med alkoholisme og dårligt mentalt helse hjemme i Detroit, Michigan. - Et par triste sensommerskæbner: I august afgår rock'n'roll kongen Elvis Presley ved døden, og måneden efter går glam rock-ikonet Marc Bolan bort. - Judas Priest banker hovedet på metal-sømmet og sætter deres læder og nitter på plads på tredje albummet "Sin After Sin". Tag med os tilbage til det tunge og mangfoldige rock år 1977, så skal vi nok sørge for både heavy metal, punk, rock'n'roll, hard rock, glam og garage rock! Rigtig god fornøjelse, og på gensyn i 1978! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I tiende episode i pod krøniken om heavy metals fødsel er vi nået i skolealderen, hvor bolden især lå på Judas Priests banehalvdel. Jens ‘Jam’ Rasmussen og hans gæster, anmelder og forfatter Steffen Jungersen, og Michael Stützer Hansen, bl.a. radiovært og guitarist i metal-bandet Artillery, guider dig gennem det hele. Vi er nået til den sidste halvdel af 70’erne, hvor punkrocken sendte dens første frenetiske snotklatter i hovedet på alt og alle, mens især Judas Priest definerede den nye heavy metal-lyd. Der var også hard rock i topklasse fra bl.a. Thin Lizzy AC/DC, Aerosmith, Rainbow og Blue Ôyster Cult, mens Black Sabbaths syvende album viste sig bedre end dets rygte. I undergrunden lurede opkomlingene Motörhead og Iron Maiden. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår det hårde rockår 1976 i dedikeret selskab med de faste metal-eksperter Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Judas Priest udgiver deres andet album, Sad Wings of Destiny, der af eksperter ofte kaldes den første fuldblods heavy metal-plade. - De tidligste udgydelser i den nye punk rock bølge: Først newyorkerne The Ramones’ debutalbum, dernæst de første udspil fra Londons notoriske The Sex Pistols og The Damned. - Black Sabbath omgives af både tung metal, melodisk hard rock, aggressiv punk, soft rock… og nikker til de gamle idoler i The Beatles. - De nye amerikanske hard rock-hittere Boston supporter Black Sabbath og fylder de store koncerthaller op. - KISS fortsætter rockballet i Detroit Rock City, mens Led Zeppelin udgiver både en koncertfilm og et nyt studiealbum. - Thin Lizzy har et overbevisende udgivelsesår med to stærke studiealbum. Det første, Jailbreak, bliver bandets gennembrud. - AC/DC er ude med deres to første internationale album, High Voltage og Dirty Deeds Done Dirt Cheap, som charmerer med kæk og bundsolid boogie rock. - Vores studiegæster jubler vildt og inderligt over årets Aerosmith-album, Rocks. - Lemmy og Motörhead indspiller deres debutalbum, men pladeselskabet vil sgu’ ikke udgive det! - Blue Öyster Cult profilerer sig med albummet Agents of Fortune og hittet “(Don’t Fear) The Ripper. - Dio og Rainbow på vej frem mod nye triumfer, David Byron og Uriah Heep på vej mod deres afsked. - Alice Cooper går ad H’ til, Marc Bolan og T-Rex elsker (fortsat) at boogie rocke. - Slade tager til USA og polerer deres rocklyd, Queen forbliver majestætisk rockende i London. Iron Maiden koncertdebuterer, The Scorpions finjusterer deres heavy metal. Masser at lytte til, altså, så tag turen med os tilbage til det hårde men alsidige rockår 1976. Med både fuldblods heavy metal, fræsende punk, melodisk hard rock og festlig boogie rock. God lytning! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Ingen midtvejskrise at spore i heavy metal-året 1975, hvor vi i år fejrer 50 års jubilæum for hovedværker fra både Alice Cooper, Led Zeppelin og Black Sabbath. Vi kommer selvfølgelig omkring disse i dette podcastafsnit, men også andre virile 50-års jubilanter som Ritchie Blackmore's Rainbow, Queen, Aerosmith, The Sweet og Thin Lizzy. Og så er der den spøjse danske heavy-vinkel anno 1975: Røde Mor. Ja, sgu'! Som altid er studievært Jens "Jam" Rasmussen i engageret selskab med de tungt rockende eksperter Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Alice Cooper går solo, optræder i København og sætter kursen for King Diamonds senere sceneoptræden. - I 1975 hedder King Diamond endnu blot Kim Bendix Petersen. Her gør han sig som rytmeguitarist i bandet Brainstorm, som bl.a. spiller Deep Purple covernumre. - Den ikoniske ex-Purple guitarist Richie Blackmore debuterer med sit nye band Rainbow, der har den magiske metalrock-sanger Ronnie James Dio i front. - Deep Purple rekrutterer ny guitarist i den unge amerikaner Tommy Bolin, der har godt greb om spaden, men kun en kort epoke i bandet. - Lemmy skriver og indspiller sit sidste nummer inden han forlader Hawkwind. Nummeret hedder... "Motorhead". - Det rocker på forskellig vis i Amerika: fra ZZ Top over KISS til Blue Öyster Cult. - Michael fortæller om raketguitaristen Ace Frehley, Steffen om en særlig guitarstemning i Blue Öyster Cult-balladen "Then Came The Last Days of May". - Queen indspiller "A Night at the Opera" og hæver baren op i himmelstørrelse med uforlignelige "Bohemian Rhapsody". - Rush og Thin Lizzy er fortsat produktive og på vej fremad. - Det danske venstrefløjs kunstnerkollektiv Røde Mor laver rødglødende heavy rock, og en satire over betonforstadens ulykkelige skæbner. - En epokegørende aften i netop betonforstaden: studieværten befinder sig vis á vis selveste glamidolerne The Sweet lige inden de forvandler sig til sorte metalrockere. - The Scorpions giver den som tysksproget Sweet-coverband, og laver deres eget tredje album... på engelsk. - Power balladen slår igennem hos Aerosmith, Nazareth, Alice Cooper og på hitlisterne, men ikke hos AC/DC. - Vi afrunder med to hovedværker: Led Zeppelins ambitiøse dobbelt album "Physical Graffitti" og Black Sabbaths eminente udkomme af ryggen-mod-muren "Sabotage". Tag med os tilbage til 1975 og kom i guldrandet jubilæumsstemning med vort metalrockende studiehold og hard rock- og heavy-klassikere ad libitum. God lytning! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Så er vi nået til det herlige heavy år 1974, hvor de "gamle" forløbere Black Sabbath, Led Zeppelin og Alice Cooper ikke udgav nye albums, men forberedte hver deres monsterværk til året efter. Til gengæld var der debutudgivelser fra de unge knøse i Judas Priest, AC/DC og KISS, og de første par albums fra den nye udgave af Deep Purple. 1974 var også året, hvor Bachman-Turner Overdrive begejstrede med fængende hard rock-hits á la '74, Slade hev rockfans i biografen, læderklædte Suzy Quatro var kvinden på scenen, og The Sweet affyrede en tidlig heavy metal-raket med kurs mod sen-70'erne og 80'erne. Vi er atter i selskab med studievært Jens "Jam" Rasmussen og vores sublime gæsteduo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslag: - Flammen tilbage i det nye Deep Purple line-up med "Burn" albummet og den unge frontmand David Coverdale. - Men... flammen brænder hurtigt ud for Ritchie Blackmore, der kvitter Deep Purple efter "Stormbringer" pladen. - Efter fem års tilløb albumdebuterer Judas Priest med et forvarsel om de nye metaltider. - AC/DC singledebuterer og fjoller lidt rundt i dresseringen. Skoleunifomen sidder dog godt fast på Angus Young. - KISS debuterer med deres ikoniske maskering og festklædte syng-med-rock-og-rul. - Amerikansk rock'n'roll og heavy fra Aerosmith, Lynyrd Skynyrd og Blue Öyster Cult, og sprød europæisk hard rock-lyd fra Free, Queen, The Scorpions og Thin Lizzy. - Canada byder sig til med Rush og Bachman-Turner Overdrive, der skaber eufori hos gæstepanelet 51 år efter. - I Danmark spiller den 15-årige guitarist Michael Denner progressiv rock og heavy med syre-elementer i Iron Space, mens Mo I Rana laver solid Led Zep-inspireret rock. - Slade går til filmen med "Slade in Flame", som Vesterbro-knægten Michael Trampenau ser tre gange på sin konfirmationsdag. - Amerikanske Suzy Quatro hitter med sin tætsiddende læderdragt og numre som "Devil Gate Drive". - Vi går i dybden og afrunder med The Sweets pioner heavy metal-nummer "Set Me Free". Hav en fin tur tilbage til 1974, og på snarligt genhør i det næste afsnit fra 1975, som udsendes om ca. 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

12. april var det præcis 60 år siden, The Byrds single, ’Mr. Tambourine Man’ udkom. En af de mest betydningsfulde sange på 60ernes konstant pulserende rockscene. Sangen - såvel som lyden af The Byrds generelt - var med til at etablere fænomenet folk-rock og senere afledte genrer som bl.a. psykedelisk rock, countryrock og indierock. Johnny Marr fra The Smiths har sagt om kilderne til det, der skulle blive hans distinkte stil: “George Harrison and Roger McGuinn’s influence was so all-pervasive. You can’t get around it if you were born anywhere between 1963 and the present day.” Sagt på en anden måde var det i Roger McGuinns 12-strengede Rickenbacker, vokalharmonierne og den skarpe vellydende produktion, at The Beatles og Bob Dylan første gang mødtes udenfor deres egne udgivelser og liveoptrædener – så at sige. For Bob Dylans vedkommende var påvirkningen meget konkret. Som mange andre af The Byrds senere hit er ’Mr. Tambourine Man’ skrevet af Dylan – som også ’All I Really Want To Do’, ’Chimes of Freedom’ og ’My Back Pages’. I dette ekstranummer af POV Mediano Music taler Jan Eriksen og journalist Jakob Lambertsen om The Byrds sange og betydning. - "Mr. Tambourine Man" – hvad gør den sang så fantastisk i The Byrds version – og hvordan endte den hos The Byrds? - Hvad var det med The Byrds og Bob Dylan? Hvordan gik det til, at fem unge mænd fra Californien (eller i hvert fald med L.A. som geografisk udgangspunkt) fik noget, der lignede et samarbejde, med den allerede berømte nordøststatsamerikaner? - The Beatles var en anden inspiration. Hvordan ytrede det sig? - Hvilket slags år var 1965 musikalsk? Hvad var The Byrds oppe imod? - Hvor meget var trend og attitude? Hvordan var det miljø, gruppen var en del af? - Hvilke personligheder var de Roger McQuinn, David Crosby, Chris Hillman, Gene Clark og Michael Clarke. Hvor kom de fra? - Hvori bestod modsætningerne, dynamikken ... hvorved adskilte de sig fra f.eks. The Beatles og The Beach Boys? - Efter tre store hits forlod Gene Clark, den ene af forsangerne, gruppen i februar 1966. Hvorfor og hvordan? - Hvilken betydning kan et tiltagende stofmisbrug have haft på musikken og kemien mellem gruppemedlemmerne? - I sommeren 1967 blev David Crosby fyret af de øvrige tilbageværende for at skabe historie med Crosby, Stills, Nash & Young. Han blev kortvarigt erstattet af ... Gene Clark. Hvorefter de var tre tilbage. Roger McGuinn, guitar og sang. Chris Hillman, bas og sang. Michael Clarke, trommer. - The Byrds musikalske udtryk forandrede sig indtil de stoppede i 1973. Hvordan?

Velkommen til oliekriseåret 1973, hvor Richard Nixon indtager det Hvide Hus, og Alice Cooper hærger de amerikanske koncertscener og hitlister med chok, rock og horror. Herhjemme betyder oliekrisen bilfrie søndage, og i stedet kommer støjen fra bands som Slade og "Cum On Feel The Noise", Nazareth og Black Sabbath, som endda komponerer blandt genfærd, mens danske Midnight Sun sætter "Kul På". Så, tag med os tilbage til heavyåret '73, der nok var fattig på olie, men ikke på tung rockenergi! Som altid er vi i selskab med studievært Jens "Jam" Rasmussen og vores formiddable gæste duo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Alice Cooper går til tops med "Billion Dollar Babies", mens bandet imploderer indefra. - De fire new yorkere i Wicked Lester inspireres stort af Alice Cooper og bliver til... KISS. - Aerosmith debuterer, de transvestit klædte The New York Dolls lancerer deres præ-punk/glam og Iggy & The Stooges udviser frenetisk rå kraft. - Det amerikanske band Grand Funk hylder den søde, søde Connie , mens texanske ZZ Tops' hyldest til øldrikkerne inspirerer Lemmy i England. - Looooovende lyde på den nye britiske rockscene: Thin Lizzy, Judas Priest og Queen. - T-Rex hitter fortsat, og inspirerer blandt andre de senere Def Leppard- medlemmer i Sheffield. - Glad rock'n'roll til en krisetid fra Slade, Nazareth og Geordie med en ung Brian Johnson i front, syv år før AC/DC. - Led Zeppelin på amerikansk monsterturné og en musikalsk tur rundt i både funk, pop og reggae. - Uriah Heep.sanger David Byron med nok en solid blåkopi til den senere King Diamond. - Hollandske Golden Earrings "Radar Love" hitter hos både Kim Bendix Petersen og Michael Trampenau. - I KB Hallen er Lars Ulrich til sin første Deep Purple-koncert, og dagen efter køber han sin første heavy rock plade. - Black Sabbath indlogerer sig på et 1700-tals slot, hvor den gamle slotsherre optråder som genfærd, og hvor bandet vender tilbage til den tunge, okkulte stemning på "Sabbath Bloody Sabbath". - Lars Ulrich får "Sabbath Bloody Sabbath" i julegave, og hører "Kul På" med Midnight Sun. Hav en fornøjelig tur tilbage til 1973, og på snarligt genhør i det næste afsnit fra 1974, som udsendes om 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Så går den hårde rocktur tilbage til 1972, som bød på både stener rock og tunge spidsfindigheder fra Black Sabbbath, signatursange fra Deep Purple, Uriah Heep, Thin Lizzy og Alice Cooper, og et par drengedrømmedrøn fra Status Quo og Slade. Vores faste gæste duo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen, fortsætter topformen. Nedslagspunkter: - Black Sabbath laver tung stener rock på "Vol. 4". Det fjerde mesterværk ud af fire mulige. - Deep Purple laver fede numre på "Machine Head", men de lyder bare bedre på "Made In Japan", mener Steffen. - "Smoke on the Water". Hvad er det nu med dét riff? Michael Stützer forklarer. - Dobbelt op med det bedste Uriah Heep. - Vi hører danske beton rock toner fra både Horsens og Skive. - Vi kommer omkring Lemmy i Hawkwind, Dio i Elf og Marc Bolan i T-Rex. - Blue Öyster Cult, Thin Lizzy og Nazareth er også med. - Status Quo og Slade tænder drengedrømme hos både Steffen og Michael. - Vi takker af med Alice Coopers absolutte signatursang. God lytte-tur tilbage til 1972, og vi høres ved i det næste afsnit fra 1973, som udsendes om under to uger! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Efter vores første to-delte afsnit fra fødselsåret 1970 er vi fremme ved det gode år 1971, som blev et særdeles interessant inspirationssår for mange metalmusikere og rockfans, blandt andre vores faste gæste duo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Med "Fireball" laver Deep Purple forarbejdet til noget, der ligner speed metal. og rammer lige i øregangene på Steffen, Michael og knægten Lars Ulrich. - David Byron og Uriah Heep leverer falset-inspiration til teenagedrengen Kim Bendix Petersen. - Jethro Tull inspirerer Michael, og får Steffen til at sige noget flabet om Tony Iommi (hvor er den gule breaking news bjælke, når man skal bruge den!?) - Led Zeppelin laver en album klassiker, genopdager 50'er rock'n'roll, og lader John Bonham banke ekstrahårdt til gryderne, noterer Michael. - Black Sabbath's tredje album, "Master of Reality": På højde med det højeste, mener Steffen. Ikke kun i bandkataloget, men i hele rockhistorien. - Moses fra Esbjerg byder på et af Danmarks første heavy rock albums, og med en vis inspiration fra Black Sabbath. - Grand Funk og Budgie tænder også ilden hos den unge Kim Bendix. - The MC5 besørger Motörheads senere eksistens. - Marc Bolan og T-Rex introducerer glam rock, og optegner måske et spor til melodisk hard rock? Steffen Jungersen var ikke T-Rex fan, men han anskaffede deres plader af smålumre grunde. - Alice Coopers gennembrud, både kommercielt og kunstnerisk. Lyt endelig med, og vær klar igen til det næste program, Afsnit 3: 1972, som udsendes om cirka 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Det handlede meget om Black Sabbath dengang i 1970. Det handler fortsat meget om Black Sabbath i disse februardage i 2025, men det er så en anden historie. Men, der var en masse andre gode, tunge bands og heavy rock pionerplader i det herrens første heavy år 1970, som vi gennemgår i denne anden del af vort første afsnit om heavy metal-genrens fødsel. Igen sammen med vores kære, kyndige gæster, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. I “Afsnit 1. 1970: Den smertefulde fødsel - del II” har vi blandt andet følgende nedslagspunkter: - Deep Purples nye “mark II” line-up lægger et gedigent grundfundament med albummet “In Rock”. - Den tidlige tunge lyd hos Uriah Heep, Grand Funk, Mountain og The Doors (!) - Den rå rocknerve hos MC5, The Stooges og Alice Cooper - Den første danske præ-heavy kommer via den hårde blues rock og det psykedeliske power format hos Blues Addicts nord for København, Cinderella i Randers, Terje, Jesper og Joachim i Esbjerg og hos Pan i hovedstaden - Heavy metal-ordet tages i anvendelse af amerikanske anmeldere, mens “beton rock” (den danske betegnelse) bliver genstand for både ørefigner, forståelse og ivrig debat. - Den følsomme side af beton rocken: Purple, Heep, Sabbath (ja, selvfølgelig sniger de sig også med ind i dette afsnit). - Led Zeppelin bliver klodens største rockband, laver akustisk folk rock og en metaforisk slagsang for heavy rockens indtog anno fødselsåret 1970. Stor tak til Jungersen og Stützer, til producer Jan Eriksen og POV Mediano Music, for at facilitere denne 50 minutters tunge heavy-snak fra fødselsåret ‘70! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Så oprandt den store, tunge dag endelig: torsdag den 13. februar 2025, selve 55-årsdagen for Black Sabbaths debutalbum, og dermed for selve heavy metals-genrens fødsel. Og hvordan fejrer man så lige dét? Man kunne måske lytte til en Black Sabbath-podcast om fødselsåret 1970? Vi udsender i alle fald netop I DAG det første afsnit af vores lydfortælling, "1970: Den smertefulde fødsel - del 1", hvor vi gennemgår de to hjørnesten, Black Sabbath og opfølgeren Paranoid, der begge udkom i det historiske år 1970. Til at understøtte vores tilbageblik til fødselsåret og Black Sabbath-pladerne har vi landets førende heavy metal-skribent Steffen Jungersen og Artillery-guitarist Michael Stützer Hansen, som begge har været Black Sabbath-fans i over 50 år. Stort tak til begge d'herrer, til producer Jan Eriksen og POV Mediano Music for at facilitere denne lille times Black Sabbath-snak. Værsgo' og lyt, og hiphip for de(n) 55-årige! Nedslag: - Det tunge stedbarn fødes i og af smerte - Hvad F..... foregår der her? Black Sabbath skaber en ny stemning - Kritikerne giver stedbarnet klø, mens Steffen Jungersen møder Black Sabbath på en helt særlig skoledag - Tony Iommis nedstemte, dunkle guitartone. Gibson-eleven Michael fortæller - Black Sabbath beder Gud og ikke Satan om hjælp, men skaber okkult uhygge - Black Sabbath lander på den britiske Top 10 hitliste, og får selskab af landsmændene Black Widow - Black Sabbath skifter spor fra "Walpurgis" til "War Pigs" og indspiller album nr. 2, Paranoid - Black Sabbath starter og slutter med singlehittet "Paranoid" ved deres første danske koncert - i KB Hallen den 12. december 1970 - Paranoid udsendes, inspiratoren Jimi Hendrix dør - Black Sabbath (og Wishbone Ash) inspirerer et garageband i hjembyen, der kalder sig Judas Priest NB: Jo, fødselsåret var selvfølgelig andet end Black Sabbath, men vi mente bare, de fortjente deres egen 1970-podcast. I anden del af "1970: Den smertefulde fødsel" kommer vi således omkring Deep Purple, Uriah Heep, Led Zeppelin, Alice Cooper og andre mægtige musiksager fra året 1970. Denne del 2 udsendes næste torsdag den 21. februar. Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I vores podcast serie "Det tunge stedbarn: Heavy metal-genrens fødsel" fortælles om heavy metal.genrens fødsel i 1970, og genrens udvikling op gennem 70’erne: èt afsnit for hvert metal-år 1970 til 1979. Men hvem og hvad blev heavy metal- og hård rock-pionerer som Black Sabbath, Led Zeppelin og Deep Purple selv inspireret af? Hvordan udviklede rockmusikken sig i en hårdere retning? I den første af to dele af vores prolog, fortæller vi om populærmusikkens udvikling fra den tidlige rock’n’roll i 50’erne, over den britiske bølge i start- og midt-60’erne og den danske pigtråds-scene i samme periode, frem til psykedelisk beatmusik og hård blues rock i power trio-formatet. Som gæst i programmet har vi Kim Kofod (f. 1947), bedre kendt som “Rockuglen”, der er en essentiel figur på den danske metal scene, hvor hans pladebutik Rockuglen var en institution i hovedstadens metal-miljø fra omkring 1983 og cirka 33 år frem - også som pladeselskab og koncertarrangør. Kim er en af de eneste nulevende personer, der dedikeret har været med hele vejen - fra start-60’er pigtrådsmusikken, hvor han selv spillede i band og oplevede The Beatles live i KB Hallen, over ungdomsoprørets hippie beat i sen-60’erne, den politiske rock i 70’erne, og frem til alskens metal-subgenrer i 80’erne, 90’erne og fremefter. Vi kommer blandt andet ind på: – Chuck Berry og Link Wray, som sætter tingene i gang i 50’erne – Hårdhedens hierarki: The Beatles, The Rolling Stones og The Pretty Things – Pigtråd som ungdommens udtryk og skældsord for forældrene – Overgangen fra pigtråd til beat til psykedelisk rock – Skillelinjen: The Who og Jimi Hendrix går amok, Cream blæser salen omkuld – Blue Cheer skruer op og opfinder “heavy” – Grand Funk åbner porten til masse-publikummet POVcasten om heavy metal-genrens fødsel er godt i gang, og vi er på vej til selve undfangelsen i anden del af prologen! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens 'Jam' Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Så byder vi velkommen til anden del af prologen til "Det Tunge Stedbarn - heavy metal genrens fødsel". En lydfortælling i elleve afsnit - fra undfangelsen af heavy metal i sen 60'erne til genrens fødsel og omflakkende opvækst i 70'erne. I denne del II af vores prolog, går vi tæt på den sidste del af 60'erne, hvor det for alvor begyndte at lyde hårdt og tungt i garagerne og klubberne i Michigan og Californien, over London og Birmingham, til Københavns Vestegn. Vi kommer omkring de mere hårdt rockede anslag, der lød i årene 1967, 1968 og 1969, lige ved indgangen til heavy metals fødselsår, 1970. Blandt andet med følgende nedslagspunkter: - Michigan rocker massivt med Grand Funk, MC5, Iggy og the Stooges og Alice Cooper - Engelske Arthur Brown introducerer maskering og ild i håret - Chicagos Coven præsenterer okkultisme og sangtitlen "Black Sabbath" - Efteråret 1969: Hippieutopien topper og braser sammen - Californiske Steppenwolf serverer os "heavy metal" ordet - "Easy Rider" filmens ærinde og motorcyklens symbolik - En snak om motorcykelkultur, arbejderklasse og musikpræferencer - 1968: Amerikanske anmeldere anvender "heavy metal" ordet - Tony Iommi mister et par af sine fingerled, men reddes af en handicappet sigøjnerguitarist - Birmingham-bandet Earth hygger sig med blues rock - Led Zeppelin bliver til efter deres debutaften i Gladsaxe og Brøndby - Deep Purple debuterer i Tåstrup og optræder på en P-plads i Mørkhøj - Earth inspireres af skrækfilm og bliver til... Black Sabbath Som gæst i studiet har vi igen den navnkundige Kim Kofod, kendt som "Rockuglen", der oplevede de førmetalliske bevægelser da de skete i sen-60'erne. Stort tak til Kim, til producer Jan Eriksen og POV Mediano Music for at facilitere - i denne omgang knapt en time og tre kvarters præ-heavy snak og masser af fed musik, værsgo' og lyt! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen - som beklager, at lyden ikke er optimal. Det skyldes en program-fejl, som er rettet før de næste episoder.

Selvom det snart er 55 år siden The Beatles stoppede, er de næsten mere populære end nogensinde. Sidst i november er der premiere på Scorseses nye dokumentar 'The Beatles '64'. I denne POVcast møder du et af de mennesker, der var tættest på, da musikverdenen drejede sig om The Beatles akse. Fra 1962 til 1972 var Freda Kelly ansat som sekretær og fanklubleder, først for Brian Epstein - senere efter hans død i 1967 for Apple Corps. Og dermed for The Beatles. Hun var førstehånds vidne til deres, ja, sensationelle udvikling. Da The Beatles var på toppen, blev Freda Kelly i en overskrift kaldt 'Verdens mest eftertragtede kvinde'. Egentlig er Jan Eriksen stoppet som podcaster. Men dette POVcast ekstranummer – og et par andre - har ligget i en digital skuffe, siden han sammen med andre Beatles fans besøgte Liverpool i foråret 2024 – under en rejse arrangeret af den danske Beatles fan, Søren Mathiasen. Ved en spontan indskydelse optog Jan Eriksen en samtale med Freda Kelly i baren på hotel A Hard Day’s Night i det centrale Liverpool. Den er optaget på en telefon og lyden på POVcasten er ikke optimal. Det beklager vi. Alligevel håber vi, at du vil lytte med. Musikken er god. I POVcasten fortæller Freda Kelly, i dag 79, anekdoter om sin tid sammen med The Beatles, der begyndte, da hun igen og igen så dem i den ikoniske musikklub, The Cavern. ”Selvfølgelig var det kærlighed ved første blik. Kvinderne her vil forstå det. Du havde fire flotte fyre på scenen. Med al respekt for andre musikere – nogle gange har du et band med måske to flotte fyre, måske en pæn sanger. I The Beatles så de alle godt ud,” siger hun. Og senere blev de vist meget gode, som Shu-Bi-Dua synger. Hør hende fortælle om: - forskellene mellem de fire beatler indbyrdes. - samarbejdet med manager Brian Epstein. - Epsteins død, der i årene efter har været omgærdet af en vis mystik. - øjeblikket, da hun indså omfanget af vanvittige beatlemania, der kulminerede midt i 60erne. - Magien. - The Fab Fours luner. - festerne, der fulgte i kølvandet på deres færden. - da hun blev fyret af John Lennon. - to af de største oplevelser med The Beatles. - mødet, hvor det lykkedes hende at overbevise George Harrison om, at hun forlod familien The Beatles, og som derfor besluttede at lukke den officielle Beatles-fanklub. POVcasten et mini-indblik i, hvordan The Beatles var som kolleger.

Ved udgangen af 1963 og godt ind i 1964 hærgede Beatlemania den halve verden. Den eksplosivt voksende succes må have virket inspirerende på John, Paul, George og Ringo, for albummet ’A Hard Day’s Night’, der udkom for 60 år siden (primo juli), er et overflødighedshorn af formidabelt melodiske rocksange, to- og trestemmige harmonier. Med sin delvis akustiske Rickenbacker-lyd blev albummet en masterclass for, hvad der skulle følge af populær rockmusik de følgende foreløbig seks årtier. Og så er det albummet, hvor John Lennon med hele 10 sange, som han overvejende har skrevet, shiner mere end han skulle komme til i resten af The Beatles levetid. I øvrigt er albummet jo også delvis soundtrack til filmen ’A Hard Day’s Night’. For sjette gang har Jan Eriksen inviteret musiker og foredragsholder Per Wium med som gæst i en POVcast. Per og Jan er begge tilbøjelige til at kalde ’A Hard Day’s Night' til det bedste af de 12 ’officielle’ The Beatles album. ”I 1964 har The Beatles forfinet deres sangskrivning, og de de får den interne konkurrence. Både Lennon og McCartney skriver fantastiske sange på dette tidspunkt. De har optrådt så utrolig mange gange op til albummet – så de er dødhamrende rutinerede. De spiller smaddergodt sammen. De er på vej mod noget nyt og spændende med et utrolig højt udgangspunkt," siger Per Wium. ”Jeg synes, The Beatles er lige så spændende i starten, som de bliver senere hen. Nogle gange føler jeg mig næsten som ambassadør for det tidlige Beatles. Og det er så det, jeg er, og det vil jeg også gerne være. Jeg synes, The Beatles er musikalsk spændende fra 'Please, Please Me' albummet fra 1963." Per Wium driver Facebooksitet ’A Hard Day’s Night – kom tæt på musikken’ i samarbejde med redaktør Hans Henrik Schwab. Hans Henriks artikel om ’A Hard Day’s Night’ citeres et par gange i POVcasten. --- Efter fem et halvt år og, ifølge SoundCloud, 280 POVcasts er dette den sidste. De seneste par år har Jan Eriksen drevet platformen selv: "Det har været en fantastisk hobby – en passion, måske ligefrem - for mig. Den bedste hobby, jeg kunne forestille mig. Men fremover vil jeg prioritere min tid anderledes. Det er tidskrævende, og det er ingen hemmelighed, at rigtig meget kreativt arbejde finder sit endelige udtryk uden anden belønning end glæden ved at se og høre det finde et publikum. For nu at sige det sådan. På et tidspunkt satte jeg en grænse – når jeg når 300.000 streams på hhv. Mediano Musics og POV Internationals SoundClouds platforme tilsammen, stopper jeg. Det tal nås inden sommer. Tusind tak til alle jer, der har lyttet med og jer, der vil gøre det i fremtiden. POVcastene ligger der jo stadig på diverse platforme. https://soundcloud.com/mediano_music medianomusic.nu https://www.janhaveeriksen.dk/podcast/ Og selvfølgelig kæmpe stor tak til alle, der har støttet undervejs: Peter Brüchmann, Peter Rubek Nielsen, Tanja Brinks Toubro, Thomas Nørskov Hansen, Lasse Yde Hegnet, Jens Jam Rasmussen, Per Wium, Thomas Ulrik Larsen, Steffen Jungersen, Henrik Tuxen, Thomas Trolle Hemdorff, Arno Guzek, Dennis Greis Lydom, Andreas Hemmeth og Anna Lidell.

Pligten Kalder har netop udsendt EP'en 'Til afståelse'. Under deres seneste turne optrådte Johan Olsen - også kendt fra Magtens Korridorer - Torben Steno, Peter Jessen og Søren Mikkelsen flere steder for udsolgte huse. Orkestret, der egentlig begyndte som en værtshusjoke, har i sit eget rolige tempo opbygget et stort stampublikum. Man kan roligt sige, at intet andet i Danmark lyder som Pligten Kalders kabaretagtige chanson og poppoesi. Torben Steno er kendt for sit journalistiske virke som radio, podcast- og tv-vært, men i denne i POVcast handler det altså om musikken. Steno og Jan Eriksen taler blandt meget andet om Pligten Kalders nye EP – og diverse andre plader i Stenos eget navn. Bl.a. ældresagspop-nummeret ”Kun kommunen kender din krop,” (oprindelig skrevet til Mette Horns teaterforestilling ”Damen med de blå tænder”). Sangen handler om livet som gammel på den sidste station, plejehjemmet, og den haft ret svært ved at trænge igennem lydmuren. ”Man kan skrive og fremføre sange om hvad som helst, men åbenbart ikke om at gå med tung voksenble på et plejehjem,” som Steno siger, og tilføjer: "Nu ved du jo, at dem, der i dag sidder på plejehjemmet, er dem, der var unge, da Jimi Hendrix var på toppen." Men hvorfor har ældresagspoppen trange kår? Det taler Torben og Jan om i POVcasten. Lyt med og hør: - om at sætte ord på det, som ’man’ ellers ikke synger om. - inspirationen til Pligtens Kalders dansktophit 'Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november'. - om Torben Stenos ikoniske elastikoptrukne Optigan-orgel, som han frelste fra et kummerligt endeligt i Svendborg, og som nu spiller en særdeles central rolle i Pligten Kalder. - hvilken rolle Sidse Babett Knudsen og for den sags skyld også Amanda Lear spiller i en af Stenos mange sange. - en uforbeholden hyldest til John Mogensen, der med Stenos ord "flyder i hans årer". - Guitaristen Ivan Horns sidste indspilning nogensinde - Pligten Kalder-musicalen ”Emhætte og ulven”, hvor Johan Olsen spiller figuren Emhætte, der besidder en glidende kønsidentitet et ubestemmeligt sted mellem de p.t. kendte 74 køn. - ”Det eneste, der er en stensikker kommerciel succes lige nu. Det er musicals,” som Steno siger. - Steno, om end lidt skeptisk, give et lille indblik i arbejdsprocessen i Pligten Kalder. "Hvad er der så mere?," for nu at citere den ene af to John Mogensen-sange, du kan høre i POVcasten. Ja, der er så bare det at lytte med her:

I denne POVcast taler Jan Eriksen med en af de første kvindelige danske kvindelige sangskrivere med succes, Pia Raug. Album som ”Hej lille drøm”, ”Saga”, ”Det” (med Inger Christensens digte) og ”Iskrystaller” satte en gang for alle pioneren på det musikalske danmarkskort. Efter et par årtier som fagpolitiker oplever hun nu et sent comeback. Unge kolleger som bl.a. Tina Dickow og især Kresten Osgood og Signe Høirup Wille-Jørgensen, som Raug har optrådt sammen med, viser deres respekt. Alene i marts har Pia Raug og hendes faste medmusikant og nabo Søren Thuesen syv job. I begyndelsen af marts kørte POVs Jan Eriksen til Omø - med bare 152 indbyggere - sydvest for Sjælland, for at tale med ”Den danske Joni Mitchell”, som hun engang blev kaldt. Om historien og vejen tilbage til scenen og hvad, der blev af den lille drøm. Pia Raugs ”Regnvejrsdag i november” – den med ”Jeg vil male dagen blå” - er for længst folkeeje og optræder i adskillige sangbøger – også Højskolesangbogen. Den kan findes i et hav af versioner på sociale medier. Det skulle vise sig at blive en humørfyldt, meget ærlig og til tider følelsesladet samtale i det gamle husmandssted på Omø. I årevis havde Pia Raug følelsen af at være ude af sync med sin samtid. ”’Hej lille drøm’ blev enormt populær, men det har også været den, der kunne skille mig fra mine samtidige musikere. De kunne godt nok brække sig i lårtrykke stråler over den plade. Det har jeg som sanger været ked af. For man drømmer om at have et fællesskab.” I forbindelse med udgivelsen I 2015 af bokssættet "Fugleflugt" lyttede Pia Raug for første gang i årevis til "Hej lille drøm". ”Pludselig kunne jeg forstå, hvad de mente. Men samtidig kunne jeg høre, hvor afsindigt flot akkompagnementet er. Jeg kunne forstå, at det var den, der satte min karriere i gang, og som har gjort at jeg kunne blive ved indtil nu,” siger hun, og tilføjer: ”Jeg har opdaget, at der har været en del mødre som har tvangsstoppet deres børn i lange perioder, flere år, med Pia Raug-sange – i dag møder jeg nogle af dem, hvis mødre har introduceret dem til en anden måde at tænke musik på, som kunne få dem til f.eks. at blive malere, fotografer og hvad ved jeg." Så det handler om anerkendelse og genkendelse. Men det handler også om: - arbejdet og succesen med Raugs musik til Inger Christensens langdigt ”Det”. Og det menneskelige grundvilkår, angst – og poesien som den eneste rigtige medicin. - de tidlige år, hvor hun bl.a. var med til at starte Midtfynsfestivalen. - Joni Mitchell, som hun engang var til bal i den borgerlige sammen med. Betalt af ABBA. Kan man sige. - Raugs arbejde i diverse faglige råd og foreninger, i Danmark og internationalt. - samarbejdet med og begejstringen for diverse musikere og især lydtekniker og producer Flemming Rasmussen, der ubesværet skiftede fra indspilninger med Metallica til Pia Raug. - Forholdet mellem kunst og krig – for 30 år siden og nu. - myten om Achilleus og skildpadden … I slutningen kan du høre den endnu uudgivne sang "Flaget", en sang Pia Raug skrev til sin gode veninde Lisbeth Kirk, der var gift med den nu afdøde EU-parlamentariker Jens-Peter Bonde. Sangen fortjener en bedre indspilning end via Jan Eriksens telefon. Men optagelsen giver en fornemmelse af, hvad det er for en sang.

"I arrangementerne på de fleste numre findes en hjerteligt intim og tidløs atmosfære, som jazzvokalist er hun meget varm og blid og en af de bedste, der findes." (Anmeldelse i det svenske musikmagasin LIRA). Den danske jazzsanger og -guitarist Mette Juul høster store roser verden over for sit seneste album, ”Celeste”. Herhjemme har Gaffa givet det fem stjerner. De seneste tre-fire år er POV Mediano Musics Jan Eriksen i stigende grad begyndt at lytte til jazzmusik. Først og fremmest blå jazz – cool jazz, bossa nova. Læs evt. mere her: https://pov.international/kind-of-blue/ Så tiden er inde til jazz i en POVcast – der har dog tidligere været besøg af Cæcilie Norby, Fredrik Lundin og Trinelise Væring. Denne gang handler det altså om Mette Juul. Det er historien om en kunstner, der voksede op i østjyske Hornsyld, mødte et vendepunkt, da hun som 13-14årig tilfældigt hørte en percussionist (formentlig Marilyn Mazur) i Horsens. Et senere vendepunkt var et kassettebånd med Joni Mitchells album ”Don Juan’s Reckless Daughter”, som en kæreste sendte til hende. ”Jeg malede meget dengang, og røg i øvrigt også - så der stod jeg og malede og røg og lyttede til Joni Mitchell,” som hun siger… Når jeg lytter til hende, har jeg det som om det er mig, alene hun rammer i hjertet. Men det samme kan masser af andre jo sige.” Derfra gik det videre gennem undervisning – bl.a. på musikkonservatoriet – til en karriere som solist. Efter sejren i en musikkonkurrence i Estland har Juul optrådte meget rundt omkring i Europa. På det nye album, ”Celeste”, er der versioner af diverse jazzstandarder og numre, hun selv har skrevet. Det er klassikere, ja, men i det musikalske rum, der opstår mellem Juul, den amerikanske guitarist Mike Moreno og den svenske bassist Lasse Danielsson er der intet, der lyder helt, som det plejer. ”Celeste betyder himmelsk eller at være tæt på himlen. Et sted, hvor lytteren inviteres til at drømme sig væk fra tidens intense verden og ind i et håbefuldt sfærisk lydunivers,” som det er skrevet om det nye album. Et eksempel er ”Nothern Woods”, som kan høres i POVcasten. ”Jeg tror på, at der sker noget med én, når man kommer ud i en skov. Hele ens sanseapparat, duftene – man bliver påvirket af luften, også øjet. Det grønne. Det kan være, at jeg har skrevet Northern Woods, fordi jeg har en længsel efter noget mere natur,” siger Mette Juul. I denne POVcast handler det om sang, musikalsk proces, at finde sig selv i en kreativ verden, at kaste sig ud i sange fra den såkaldte The Real Books, der er sunget hundredevis af gange før – og om at finde sine ben, når man ankommer fra en lille jysk provinsby til jazzland med firetoget. ”Jazz holder dig openminded. Det slår mig, at det sgu er et meget godt drug. Det er sundt, der er god næring i. Musikken er levende, du kan ikke tage den i hånden. Den vil hele tiden komme glide ud gennem fingrene og komme ud i nye formationer."

Vi kender alle lyden af korsangerne, der besmykker og bringer harmoni og luft i musikken. Vi hører dem løfte omkvæd efter omkvæd, men hvem er de? Mange af de såkaldte korsangere arbejder i skyggen af stjernerne. I denne POVcast taler Jan Eriksen med Gry Harrit, der medvirker på mere end 100 danske plader. Efter en pause i 0’erne vendte hun tilbage som korsanger nu kun for Sebastian – og ellers som solist. Foreløbig har Gry Harrit udgivet en del singler, et album og en EP. Den aktuelle anledning, medio februar 2024, er Gry Harrits rolle som primus motor i en hyldestkoncert d. 25. februar i Amager Bio til ære for en anden af Sebastians musikere, bassisten Michael Friis, der døde lillejuleaften 2023. Det siger en del om Friis mangeårige karriere og betydning for den danske musikscene, at legendariske bands som Kenneth Knudsens Anima og Culpeppers Orchard er gendannet til lejligheden. Af andre navne ved koncerten kan nævnes Sebastian, Kenneth Knudsen, Paul Banks, Lasse & Mathilde, Ole Fick, Jesper Haugaard, Anne Eltard, Klaus Menzer, Esben Just, Søren Frost, Henrik “SP” Schou Poulsen, Perry Stenbäck, Ole “Fessor” Lindgreen, Søren Rislund, og Gry Harrit selv. Plus mange flere. "Det er meget sjældent, at man kan have et venskab på tværs af køn og som spænder over en stor aldersforskel. Jeg er stolt over, at Michael og jeg kunne sige, at vi elskede hinanden uden, at det handlede om, at vi skulle være kærester," siger Harrit. POVcasten er også en historie om hårde arbejdsvilkår i musikbranchen, hvor alle er freelancere og kun få er bedre end deres seneste hit. Som datter af saxofonisten Niels Harrit er Gry nærmest født ind i branchen. "Når man laver musik, bruger man afsindigt mange timer og økonomisk er det også store udlæg. Indtjeningsmulighederne bliver færre og færre. Jeg er et ret handlingsorienteret menneske, og har også mange ressourcer, men jeg har også spildt mange ressourcer og lavet sindssygt mange fejl. Og forsøger på at undgå at gentage mine fejl," siger hun grinende. Det er en historie om arbejdsvilkårene i en hård branche, hvor Gry Harrit bl.a. har oplevet at ”blive lagt ned i en skuffe i tre år” på et pladeselskab. Så det handler om tvivl, misogyni og modstand. Men det er også en historie om de gode ting, venskaber, samarbejde, støtte, kærlighed i musikbranchen. Harrit er aktiv i Foreningen Musikbevægelsen af 2019, en forening for kvinder, ikke-binære og transpersoner med virke i musikbranchen. Med andre ord kønsminoriteter i musikbranchen. Foreningen arbejder bl.a. for at sprede budskabet, at – for nu at låne af Sebastian – du er ikke alene. Gry har blandt mange andre sunget kor på plader med og/eller optræde med bl.a. Lene Siel, Svenne & Lotta, Birthe Kjær, Michael Falch, Nikolaj Christensen, Peter Belli, Björn Afzelius, Ivan Pedersen, Anne Linnet, Big Fat Snake, SPJustFrost, Allan Olsen, Szhirley, Henning Kvitnes, Sebastian, Krebs – inden en selvvalgt pause. Nu udgiver hun selv musik og er engageret er altså en del af Sebastians band. "Det er magisk for mig. Mange siger, at det er en stor ære. Og det er det også. Og så siger jeg bare, "Tak, Knud"," siger Gry Harrit. Denne POVcast er Gry Harrits historie – det er en hyldest både til sangerne i baggrunden uden hvem musikken ville miste en dimension – og det er en hyldest til Michael Friis. Og måske også lidt til Knud Christensen aka Sebastian. Og kan sagtens lyttes til efter mindekoncerten 25. februar 2024.

I år er det 45 år siden, Pink Floyds foruroligende storværk "The Wall" udkom. At historien om Pink og muren stadig er relevant blev bevist med teaterkoncerten "The Wall", der netop har kørt for fulde huse i Østre Gasværk og Musikhuset Aarhus. På verdensplan er "The Wall" det ottende mest solgte album nogensinde. Afhængig af, hvem man spørger, har det solgt mellem 23 og 30 mio. vinyler. Jan Eriksen købte albummet den dag, det udkom – 30. november 1979 - i Guf på Skt. Hans Torv på Nørrebro. Det gør ham ikke til ekspert i ”The Wall”, men det er foredragsholder og musiker Thomas Ulrik Larsen til gengæld. Så i årets første POVcast hjælper han Jan med at bryde mammutværket om muren ned. Thomas Ulrik Larsen har tidligere bl.a. medvirket i en POVcast om et andet Pink Floyd storværk, ”The Dark Side of the Moon”. I den nye POVcast sætter vi bl.a. fokus på disse spørgsmål: - Sådan helt ærligt, Larsen: Er “The Wall” et Pink Floyd eller Roger Waters-album? - Hvad inspirerede Roger Waters? - Hvor meget Rogers Waters er der i Pink? - Er der tråde tilbage til det oprindelige Pink Floyd på albummet? - Hvad er det i al grimheden på ”The Wall”, der tiltrækker? - Hvordan var rollefordelingen mellem Waters og de tre andre medlemmer og producer George Ezrin? - Hvordan er historien om Pink struktureret på albummet? - Hvilken rolle spiller Waters forhold til mor og far, der døde i Krigen? - Hvor mange "mure" er der i historien om "The Wall". - Hvad er "The Wall"s relation til Waters soloalbum "The Pros and Cons of Hitch Hiking". - Hvorfor blev ”Another Brick in the Wall, part 2” et hit – og så endda et diskohit? Og hvilken diskoklassiker inspirerede især producer Georg Ezrin? - Hvor kom David Gilmours signaturnummer og -solo i ”Comfortably Numb” fra? Eller rettere soli. Der er to. - Hvilken er den bedste udgave på plade af ”The Wall”? - Hvad var det med den samtidige punkscene og Pink Floyd – og specielt ”The Wall”? - Hvad har vært Jan Eriksen – noget overraskende – til fælles med David Gilmour? Dette og meget mere i denne POVcast:

Mange forbinder sikkert navnet René Wulff med bandet C.V. Jørgensen, hvor han var trommeslager. Det ganske lille band udgav tre album i perioden fra 1976 til 1979. ”Storbyens små oaser”, ”Vild i varmen” og ”Solgt til stanglakrids” er milepæle i dansk rockmusik. Der var næppe noget i dansk rock på det tidspunkt, der swingede så tæt som dét band, og så med de tekster. ”De senere par år har jeg været ude med nogle foredrag. Og i den forbindelse, har jeg mødt rigtig mange mennesker, der har fortalt, hvor meget C.V. Jørgensen dengang betød for dem. Det nærmest fremkalder tårer i øjnene,” siger René Wulff i denne POVcast. Men det var trods alt bare fire-fem år i alt og René Wulff var og er meget mere. Faktisk kunne hans rejse gennem dansk rock i 70’erne være foregået bag trommerne i Gasolin’, da hans ven, Bjørn Uglebjerg forlod bandet, men Wulff takkede pænt nej. Hør mere om dét i podcasten. Jan Eriksen har besøgt Wulff i hans hjem i Gudme på Fyn, bl.a. for at tale om det nye album ”Small Steps – High Spirit”, som han har indspillet med en håndfuld rutinerede danske musikere. Men det handler også om det livsforandrende øjeblik i barndommens Hvidovre, da en stemme en dag lød fra storebrorens grammofon: ”You ain’t nothing but a hounddog!!!” Derfra gik bl.a. turen gennem bandet Hutlihut – det hed det! – Sensory System, Barbarella – og C.V. Jørgensen. Og da det band stoppede, fortsatte rejsen i den Police inspirerede trio Tass, efterfulgt af et par begivenhedsrige år i USA med bl.a. zydeco legenden Queen Ida og bluesmusikeren Sonny Rhodes. Hjemme igen i Danmark gik det en tur omkring bandet Sidewalk, der blev hyret af ”Den femte ABBA”, Stickan Andersson til Polar Music. Sprutten flød, hvor Stickan gik, og sådan var det også i Wulffs næste band The Intellectuals, det nærmeste Danmark kom et PUB-rock band i stil med det desværre kortlivede Rockpile. Uden at overdrive kan man sige, at bandet med Wulff, Niels Maetoft og Lars Hybel spillede for de stoffer, de selv rendte rundt og indtog. ”Det er nok det mest sindssyge band, jeg har arbejdet med. Nogle af de ting, vi fik lavet, er jeg meget stolt af. Når vi var gode, var vi skidegode. Men når tingene kører med sprut og galar opstår der tit uenigheder.” René Wulff har udgivet to soloalbum, det første, ”Blue Rendezvouz” i 2010, det seneste er ”Small Steps – High Spirit”. Mediano Music har tidligere udgivet en podcast med René Wulff specifikt om hans år i C.V. Jørgensen og hans bog "Det Ganske Lille Band - mine år med C.V. Jørgensen". Den podcast blev optaget via Skype og lyder mildt sagt ringe. Ikke desto mindre er det POV Mediano Musics fjerde mest lyttede/downloadede podcast. Noter: Det skal understreges, at: - Wulffs ven, Bjørn Uglebjerg, ikke medvirker på indspilningen med Les Rivals i POVcasten. Uglebjerg var med til at starte Les Rivals. - René Wulff ikke medvirker på Queen Idas “Home on the Bayou”, som kan høres i POVcasten. - teksten til "Time Slips Away" fra Wulffs nye album er skrevet af Ray Weaver. Herboende amerikansk musiker og sanger med egen karriere og som ofte spiller i Nashville. - du kan følge Rene Wulff og albummet "Small Steps - High Spirit" på Facebook.

Denne POVcast dykker ned i et forholdsvis uopdyrket kapitel i dansk rockhistorie. Den er først og fremmest en hyldest til en af de store originaler i danskrockens tidlige år, Hans Vinding - og hans band, Hyldemor. Den aktuelle anledning er vinyl dobbeltalbummet ”Glem det hele – husk det live 1979 – 81”. Jan Eriksen har inviteret guitarist John Teglgaard i studiet. Han var medlem af Hyldemor og senere Bifrost og havde bl.a. et kort ophold i Lone Kellermanns band. Hans Vinding, der døde i 1999, var det absolutte centrum i Hyldemor. Bortset fra den nævnte hyldest er POVcasten en vandring gennem et kreativt musikmiljø i det dengang nyetablerede Christiania, hvor både Hyldemor og Tom Lundens Bifrost en periode slog rødder, og hvor Lunden skrev den ikoniske ”I kan ikke slå os ihjel”. Teglgaard etablerede øvehuset REBEFA (Rock er bedre end fast arbejde) i Christiania. ”Jeg kan godt se, når jeg tænker tilbage, var det ikke lige økonomien, jeg tænkte på. Men jeg havde set, hvordan mange voksne i Horsens, hvor jeg kom fra, var fuldstændig nedslidte af hårdt fysisk arbejde. Jeg ville en anden vej,” siger Teglgaard bl.a. I POVcasten fortæller han om sin vej ind i Hyldemor efter – i tidens ånd - bl.a. at have været i lære i Indien hos en sitarlærer og have etableret bandet Masala Dosa. Som Steppeulvene nåede Hyldemor kun at udgive ét album, ”Glem det hele”. Bandet har aldrig helt fået samme anerkendelse som Eik Skaløes band, men dykker man ned i Hans Vindings tekster, finder man indimellem guld af lige så høj karat som hos Skaløe. ”Hans var et af de mest empatiske mennesker, jeg har kendt – men når han var plaget af smerter, det kunne være efter et epileptisk anfald eller p.g.a. livets hårde realiteter, så led han meget. Så sad hans følsomhed helt uden på tøjet”. I perioden, hvor livealbummet er optaget, bestod Hyldemor af Hans Vinding, Steen Claësson (tidl. Furekåben og Burnin' Red Ivanhoe) på violin, Jens Breum (tidl. Alrune Rod, død 2014) på trommer og John Teglgaard på guitar. I POVcasten taler John Teglgaard og Jan Eriksen om: - Hans Vindings kontakt med kreative kilder, ingen andre kendte – og perioderne hvor han var fanget af mørket. - inspirationen fra jazz, jazzrock, indisk, afrikansk musik, britisk folkrock, ikke mindst Bert Jansch. - bevidsthedsudvidende stoffer og hvad de gjorde ved dem, der indtog dem. F.eks. dengang en mand stillede sig bag John og placerede en dolk mod hans strube. - lyden af Teglgaards sitar på en kultplade med Rudi og hans letbitre band. - cadeau til Uffe Lorentzen og Peter Sørensen, der begge har stor andel i den fornyede respekt, Hyldemor har opnået de senere år. - cadeau til de producere og lydteknikere, der var med til at løfte dansk rock til et nyt niveau i slutningen af 70’erne. - årene med Bifrost på rejsen fra udgangspunkt i Christiania til kommerciel succes. John Teglgaard var medlem fra 1978 til 1985. - ikke mindst den rolle Vivi Flindts guldtrusser spillede for Hans Vinding. - et Hyldemor-nummer der blev skrevet på Eiffelbar på Christianshavn af Tom Lunden og Hans Vinding. Lyt med her:

I denne POVcast er Jørgen Klubien gæst. For anden gang i POV Mediano Musics femårige historie. Første gang handlede det om Klubiens liv og karriere, denne gang tager han og Jan Eriksen udgangspunkt i en ny plade. Titlen på Jørgen Klubiens nye album, ”Wonderland”, er ikke tilfældig valgt. Dels er soulmusik i almindelighed og Stevie Wonder i særdeleshed fællesnævner for Klubiens samarbejde med den nye makker, multiinstrumentalisten Zacharias Celinder. Dels er ”Wonderland” en hyldest til smørhullet Danmark – som det ser ud på afstand for en udlandsdansker som Klubien. Albummet udkommer under navnet Dans’orkestret, som selvfølgelig er en forkortelse af det oprindelige band bag hits som ”Kom tilbage nu” og ”Regndans”. Det er især ment som en hyldest til percussionisten, salig Jacob Andersen, der for 40 år siden tid etablerede Danseorkestret – hvor Klubien hurtigt blev inviteret indenfor som sanger. ”Jeg opfattede Jacob som kapelmesteren og komponisten. Hvis jeg tænker Beatles, så var Jacob John Lennon, for det var ham, der startede det, og han var den kraft, der havde troen på det. Han stod fast. Jeg opfattede meget Danseorkestret som hans – i begyndelsen i hvert fald. Med tiden følte Jacob en mæthed, og det prægede ham måske også at de nye numre ikke rigtig kunne hamle op med de gamle hits,” siger Jørgen Klubien. Dans’orkestret består af yngre musikere. I podcasten taler Jørgen Klubien om det nye band og om det drive, der gør, at han stadig rejser hjem til Danmark for at udgive ny musik og holder liv i arven efter Danseorkestret. Det, der gør, at han bliver ved med at indspille musik, selvom han jo egentlig også har en imponerende karriere som animator og tegner, bl.a. i Disney-regi. Med et citat fra selveste Clint Eastwood, "I don’t let the old man in" (når det værker i kroppen om morgenen), synger og fortæller Klubien om sit liv, der aldrig har været bedre end nu. ”Jeg har selv været der som ung og hot, og det var det, de syntes, de kunne sælge. Nu ligger jeg i kategorien ældre herrer på 65 med gråt hår og skæg. Skal jeg så bare holde op eller hva? Det, jeg godt kan lide at lave, det er det samme som da jeg var 15. At lave lidt tegnefilm og spille lidt musik. Så jeg bliver da ved.” Lyt med og hør Jørgen Klubien og Jan Eriksen tale om: - samarbejdet med Pixar-bossen Lasseter, der ikke nødvendigvis var rosenrødt. - kærligheden til Klubiens kone, som han bor sammen med i Los Angeles - at finde fornemmelsen af ro og sikkerhed i sit liv i en forholdsvis sen alder. - at holde fast i soulmusikken, selvom det er en ret smal genre i det kølige Danmark. - at optræde sammen med sin helt unge datter, der gerne så, at faren droppede sine ungdommelige moves. - at synge om sine håb og drømme for en bedre og renere verden. Kan man ændre noget med sin musik?

”Alle har en drøm at befri," synger Jens Unmack på et Love Shop-nummer. Indtil for nylig har en af Jan Eriksens beskedne, ubefriede drømme været en POVcast med Jens Unmack. Love Shop udsendte for nylig albummet "Blues Europa", det 14. Som samtidig er det 7. med Love Shop Mark II, bandet Unmack dannede efter Hilmer Hassigs og senere Henrik Halls død. At det efterhånden er et solidt sammenspillet band blev bekræftet under en uges koncerter i Hotel Cecil efter pladeudgivelsen sidst i oktober. I denne POVcast handler det især om Love Shop 2023. Men ikke kun. For som Unmack siger, ”flere af sangene har et erindringsagtigt fokus”. Nye sange som ”For blinde børn” og ”Tilbage til Viborg” peger tilbage mod det første album, "1990". Flere sange – bl.a. klassikeren ”En nat bliver det sommer” – tog udgangspunkt i Unmacks rejse dengang fra domkirkebyen Viborg til København, og alt det, der skete i den nye by. ”Jo ældre, jeg bliver, kan jeg ofte gå og have en dialog med mig selv, eller blive mindet om steder, jeg har boet eller har været. Har været til fester eller har kendt folk, der har boet. Jeg er bevidst om den forandring, København har gennemgået, når jeg går igennem byen. Eller om den pige, jeg kendte i London, som jeg engang besøgte hos hende og hendes ven, hvor hun spillede Enyas ”Orinico Flow” hele natten. Jeg boede sammen med en, der var helt besat af bandet Ballet Mécanique, derfor er den sang og det navn med i teksten til "For blinde børn". Hvad blev der af dem?” Dermed er vi inde på de hukommelsesfragmenter, inspiration, referencer og det stof, Jens Unmack tekster bliver skrevet på. ”Vi har altid dyrket intertekstualitet, som det hedder med et fint ord, i Love Shop. Hvor man blander referencer til film, musik, bøger ind i teksterne, hvor de optræder i et nyt lys. Hilmer prøvede at lære mig om David Bowies cut-up teknik, hvor jeg hellere ville fortælle historier. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde historier at fortælle, fordi mit liv var ret begivenhedsløst som sådan.” Og så er der det klassiske grundvilkår i Love Shop. Der SKAL ikke være, men MÅ meget være en god melodi til at sætte stemningen, ofte med en melankolsk tone. Meget få på den danske rockscene kan pakke fragmentariske tekster, nuancerede musikalske arrangementer ind i så stemningsfyldte melodier som Love Shop. ”Jeg tænder på melodien i en sang, og det en melodi kan rent stemningsmæssigt. Jeg kan godt høre kunstmusik eller vanskelig rockmusik, men det er en kæmpe force, hvis melodien også er der.” Hør også Jan Eriksen og Jens Unmack tale om - Love Shops første koncert overhovedet – ”under det happy go lucky navn Lit de Parade” - som opvarmning for Velvet Underground-ikonet Nico. - krige og konflikter i det gamle Love Shop – og samarbejdet i det nye Love Shop. - så forskellige referencer som Kenyas nationalmelodi, Telegramstationen i Oslo, Norman Mailers roman ”De nøgne og de døde” og en af de nye sange, der blev ”helt Kim Larsen-agtig” og som viste sig at være svær at forløse. - Jacques Brels mesterværk "Amsterdam", alle havneby-sanges store modersang. - et citat fra forfatteren Scott Fitzgerald: "Jeg savner ikke min uskyldighed, jeg savner glæden ved at miste den." "Man kan godt savne intensiteten dengang, jeg var ny i København, men Gud, hvor var der også meget usikkerhed, skørlevned og dårligdom," som Unmack siger. - nævnte "Alle har en drøm at befri". Hvor med Unmacks ord: ”Hilmers talent stråler som en forstemmende sky på himlen.” Meget mere i POVcasten:

Oscar Mukherjee er en uhyre aktiv musiker. For nylig udsendte hans band, The Mukherjee Development, albummet ”Should I Dance For You?” – samtidig er 27-årige Oscar aktiv i bluesbandet Pay Day. Det begyndte med, at POV Mediano Musics Jan Eriksen hørte rygtet om en forrygende liveband. Så lyttede han til deres nu to album, gik til en koncert, som han forlod nærmest begejstret. Det lød som, hvis alt det bedste fra westcoast rock, sydstatsrock og britisk indierock blev forenet. Og nu er Oscar gæst i en den nyeste POVcast. Som i øvrigt ifølge SoundCloud er POV Mediano Musics podcast nr. 270. Det skal med, at omkring 50 af dem er Tanja Brinks musikalske julekalendere fra 2019 og -20. Som det fremgår af efternavnet, har Oscar Mukherjee indiske rødder - og han tilbragte de første år af sit liv i San Francisco. En opvækst der har sat sine tydelige spor i hans musik. Samtalen er ikke gammel, før kunstnere som Tom Petty, Crosby, Stills, Nash & Young, Grateful Dead, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Creedence Clearwater Revival bliver nævnt. Netop flyttet til Danmark begyndte Oscar at opsøge bluesklubben Mojo i København. ”Vi flyttede hertil, da jeg var omkring 14-15 år. Min far spurgte, om man måtte have en dreng, der var yngre end 18 år med ind på Mojo, det måtte han godt, bare ingen alkohol. Det var op på scenen med det samme og spille med i så mange jamsessions som muligt. Jeg var derinde altid.” Oscar Mukherjee spiller stadig sin egen version af The Blues i Pay Day. The Mukherjee Development spiller i en stil, der i mangel af bedre kan beskrives som en blanding af roots, americana, alt-country. Pejlemærker kunne være kunstnere som Coldplay, John Prine, Kurt Vile, The Rolling Stones, Neil Young, The War Against Drugs og Jonah Blacksmith, hvor Søren Bigum (guitarer) og Søren Poulsen (trommer) fra Mukherjee Development også er medlemmer. De øvrige medlemmer er Henrik Poulsen, bas, og Jacob Holm, guitar. Vi taler om Oscars opvækst i San Francisco, om kulturel appropriation - at spille bluesmusik, når man ikke har rødder blandt sorte i de amerikanske sydstater. Om forholdet til det gamle hjemland. USA, hvor “I used to want to be American/I take that back now tenfold," som Oscar synger i en sang. Om den procesorienterede tilgang til musikken i The Mukherjee Development. Om arbejdet med at skabe sin egen musik i en stil, hvor melodi og sammenspil er omdrejningspunktet. Om den subtile, selvironiske humor, bl.a. i titelnummeret på det nye album, Should I Dance For You?” om hende til festen, man ikke kan tage sig sammen til at kontakte. Det er en selvironisk ”anti-popsang. Det er lidt demonstrativt sumpet, det tøffer og sumper omkring. Det er alt andet end et traditionelt dansenummer.” Og så er der dem, der har hjulpet med på vejen, bl.a. Poul Krebs, som Oscar kalder sin mentor. Han har bl.a. hjulpet i forbindelse med et skriveophold i Texas. "Der er mange ting at takke Poul for. For fire-fem år siden var jeg med ham ude at spille på en turne, hvor han gav mig lejlighed til at spille. Det var en kæmpe hjælp at stå på scenen med ham. I forbindelse med min EP "Sentimental Sleep" hjalp han mig i kontakt med nogle musikere. Det er rart, at der nogen højere op i hierakiet, der rækker hånden ud, og det minder en om, at man skal huske at gøre det samme." Hør meget mere i denne POVcast.

I november 2023 opfører Gangway albummet ”Happy Ever After” ved to koncerter i hhv. DR Koncerthuset (22.11) og Musikhuset i Aarhus (25.11). I den anledning – og fordi en podcast om Gangway længe har været en ønskedrøm – inviterede Jan Eriksen bandets guitarist og sangskriver Henrik Balling i studiet. ”Happy Ever After” udkom i 1992, så det er 30 års jubilæumskoncerter med en smule forsinkelse. Det er det mest solgte Gangway-album overhovedet og det afstedkom efterfølgende hele fire DMA-priser. Podcasten handler først og fremmest om ”Happy Ever After”, som i øvrigt har taget navn efter en Beatles-tekst, men Jan og Henrik kommer også omkring et par andre temaer, ikke mindst kæmpehittet ”My Girl and Me” – hvor det kom fra, hvad der inspirerede? F.eks. Monty Pythons ”Lumberjack Song”. Det samme gælder et andet af Gangways store hits, "Mountain Song" fra ”Happy Ever After”, hvor vi kommer omkring pentatone musik, den russiske komponist Modest Musorgskij og engelsk krigsmusik. ”Hvordan det blev til en popsang? Det er meget svært at svare på,” siger Balling. I det hele taget handler det om den kunstneriske proces og inspiration – som dengang i 1992 foregik på en af de første Akai samplere og en Atari computer. Og om teksterne. "Jeg vil helst ikke have, at der kun er et narrativ. Hvis noget ser forfærdeligt ud, så kan jeg godt lide at skrive om noget, der er positivt ved, at det ser forfærdeligt ud." ”Happy Ever After” blev indspillet i sommeren 1992, samtidig med, at Gangway-medlemmerne kunne sidde i et studie ved Trianglen og høre jublen - når Danmark scorede under fodbold-EM - fra tilskuerne ved storskærmsarrangementer i Fælledparken. Gangway stoppede oprindelig i 1998 efter at have udsendt syv album. I 2017 blev de gendannet for en turne, nu som en gruppe med seks medlemmer. Og i 2019 udkom albummet ”Whatever It Is”. I dag består Gangway af Allan Jensen på sang, Henrik Balling, guitar, Torben Johansen, keyboards og guitar, Janus Nevel, trommer, René Thaulund, keyboards og synthesizere og Carl-Eriks Riestra på bas og synthesizer. I denne POVcast handler det bl.a. om: - heavyrockguitaristen, der skulle blive det første og sidste egentlige idol i dengang tolvårige Ballings liv. ”Han var en halvgud for mig. Han var et overmenneske.” - at komme overens med og blive ven med sin angst. Og skrive en sang om det. - hvad er det egentlig er med den der fede coda i ”Didn’t I Make You Laugh”: ”I Hope to God that no one will be late on 21st of May”. - filmmusik – der altid været et vist filmisk præg i Gangways musik. - sammenligningen i begyndelsen med The Smiths: ”Der, hvor The Smiths havde en indflydelse, var, at da vi startede var vi inspirerede af den mørke indiemusik som Siouxsie and the Banshees, Joy Division og det første The Cure – men The Smiths og The Cure efter ”The Lovecats” var med til at skubbe os i en lysere retning.” - valget af Katie Dahlstrom som lydtekniker på ”Happy Ever After”. Som havde stor betydning mht. at rydde op i tracks’ne. - samarbejdet med Anders Koppel på ”Happy Ever After". - hvad det er med den sære baggrundslyd af fransk café på nummeret "Manic Days?" Det husker Henrik ikke. Måske graver han og Jan sig frem til en løsning. Dette og alt muligt andet i denne POVcast.

En af de mest originale stemmer i dansk musik tilhører Bo Nørgaard Evers. Det gælder ikke bare hans karakteristiske stemme, men også teksterne, der er poesi på et smukt, hverdagsagtigt gadeplan. De er sjove, ofte tragikomiske – hvis ikke melankolske. Og ofte lidt dybere end de umiddelbart giver sig ud for. I denne POVcast har Jan Eriksen besøg af Bo Evers. I 2014 hittede han ud af det blå med storhittet ’Fred’ og senere især med ’Barry White’. ”Det var dengang, jeg var i heavy rotation,” som han siger. Siden har der ikke været den store medieopmærksomhed omkring Bo Evers – men nu er han altså aktuel med nyt album, 'Liv', og en turné. Efter han i fem-seks år har turneret landet tyndt med orkestret Gypsy Vendetta og Pyskow med roots versioner af sine sange. Bo Evers udtryk er flettet sammen af impulser fra svensk visetradition, jazz, folk, world music, roots, klassisk dansk sangskriverrock som Sebastian. Han har ligefrem fået det blå stempel af statsminister Mette Frederiksen. ”Jeg er stor fan. Vi kan ligeså godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li' den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte,” har hun sagt i radioprogrammet Diva og Dario. "Jeg er vokset til at acceptere min stemme, som den er. Jeg havde en ven, der er showmand på en helt anden måde end mig. Han fik lokket mig med i en musicalforening, hvor alle havde store stemmer. Det var svært at stå der og føle, at min kvækkende stemme var noget, man skulle satse på. Hvis man ikke kan lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk." Siden har Evers udviklet et udtryk som ingen andre, hvor ærlighed er udgangspunktet. Derfor er de fleste af hans tekster meget direkte. Ikke mindst de tekster, der handler om liderlighed og sex. Og dem er der en del af. ”Det er en bestræbelse på at være så ærlig som muligt. At tage paraderne ned. En god sang skal vække følelser, og hvis man skal være 100 pct ærlig, skal man være ærlig på hele registret,” siger han, men erkender at der også kan være dilemmaer. Jan og Bo taler om at balancere humor og alvor – flere af sangene på 'Liv' har et mørke og dybde under humoren. Og de taler om Christiania, der i årevis har fyldt en hel del i Evers liv. Han og hans band medvirker med 'Balladen om staden' på pladen 'Christiania – stik dem en plade', der udkom i 2020. ”Jeg har fået nuanceret mit syn på Christiania med de seneste ting der er sket i ”gaden”. Man må konstatere, at nogle af dem, der står og sælger i gaden, der ikke er byens bedste børn. Det er ikke en støttesang til gangstere, det er en støttesang til Christiania – ideen om at lave et kreativt samfund er ekstremt god,” siger han. De taler også om den – igen – originale, ligefrem søde sang 'Mor' fra det nye album. Og så er der sangen 'Alt det der', der prøver at indgyde lidt optimisme i hverdagen, mens vi ser de voldsomme klimaforandringer omkring os. Som han synger: "For verden er som verden er og enden nær og alt det der men vi kan klare mer' for ellers var vi ikke her". Dette og meget mere i denne POVcast.

POV Mediano Musics Jan Eriksen er taget en tur ud til Frelserkirken - et stenkast fra Dæmonernes Port. Franz Beckerlee er aktuel med biografien ”Franz Beckerlee – Stonefree et liv med og uden Gasolin’”. I den anledning har han været så venlig at invitere indenfor i sin lejlighed. I bogen beskriver Beckerlee sit liv som menneske og en kunstner, der for alvor så lyset, da han hørte Louis Armstrongs ”Basin Street Blues”. I mange år udtrykte han sig som jazzmusiker, indtil han som så mange andre så hørte Jimi Hendrix. Overskriften var abstrakt ekspressionisme – som jazzsaxofonist, maler og skulptør. ”Der var en stor jazzscene i Danmark dengang. Der var mange mennesker i Montmarte, men så kom tidspunktet, hvor Beatles og Stones kom ind i billedet. Så var der mange, der røg over til den form for musik. Så der blev ret ensomt inde i Montmarte efterhånden,” siger Beckerlee i POVcasten. Rockmusikken eksploderede i 50erne, men kom først til Franz senere i slutningen af 60erne. ”Vi hørte dog lidt Elvis til vores andendagsgilder efter konfirmationerne – så skulle der jo danses med damerne, og der var Elvis godt.” Selvfølgelig taler vi også om Gasolin’ og fascinationen af USA, specielt New York. Allerede under sit første ophold i The Big Apple tog tennisspiller og musiker Torben Ulrich Beckerlee til sig, og blev en form for mentor i begyndelsen. Eriksen og Beckerlee forsøger at tage en tanketur tilbage til Gasolin’s øverum for at nærme sig en forklaring på, hvad det var, Gasolin’ havde, der skulle gøre dem til det største danske rockband – som mange stadig anser dem for at være. ”Vi troede på os selv. Vi øvede hver eneste dag. Vi stod op, sent på formiddagen. Så spiste vi frokost. Så gik vi ned spillede hele eftermiddagen. Så gik vi hjem og spiste aftensmad, og så øvede vi hele aftenen, indtil vi kunne nå den sidste øl på Eiffel Bar, inden vi hjem i seng – på et tidspunkt måtte det komme ud af knappehullerne. Det virkede næsten som om, at det var forudbestemt,” siger Beckerlee. Man kan ikke tale Gasolin’ uden at tale om deres producer på flere album, Roy Thomas Baker. ”Det er lige til at blive overtroisk af at tænke på, at vi havde samme producer som Queen - samme producer som manden, der producerede "Bohemian Rhapsody,” siger Beckerlee. Roy Thomas Bakers betydning for de fire christianshavnere kan ikke overdrives, selvom Gasolin’s pladeboss Poul Bruun stod klar i kulissen. ”Poul så jo helst selv at det var ham, der fik lov til at være i studiet, jeg er da lykkelig for, at vi havde Roy,” siger Franz Beckerlee. Det handler også om - inspiration. F.eks. om et nummer, der er direkte inspireret af Gasolin’s møde med Ramones. - millionbeløbet , Roskilde Festivalen tilbød Gasolin for et comeback. Og som de sagde nej til. - Beckerlees andel i Kim Larsens hitalbum ”Midt om natten”. - kampene med Lone Kellermann i Christianshavns Blues Band. Dette og meget mere i denne POVcast.

”Bad cowgirls go everywhere,” synger Tamra Rosanes på sit nye album. Og for nylig lagde hun vejen forbi POV Mediano Musics kontor/studie. Især for at tale om sit nye album, ”New Better Day”, som hun udsender i anledning af sit 50 årsjubilæum som dansk bosiddende kunster – jubilæet fejrer hun i øvrigt med en turné her i sensommeren og efteråret. På ”New Better Day”, der er indspillet på Samsø, i København og Nashville, bevæger den danske first lady of country sig gennem forskellige genrer indenfor countrymusikken. For fire et halvt år siden optog Rosanes og Jan Eriksen en POVCast, der handler om hele hendes dengang 45 år lange karriere. Find den på medianomusic.nu, Soundcloud eller din foretrukne podcast platform. I denne omgang handler det især om New Better Day og Tamras baggrund og virke som countrymusiker. POVcasten sætter fokus på et forholdsvis ufortalt kapitel i hendes karriere og udvikling fra folke- og popmusiker til countrymusiker - de talrige rejser til Nashville. Hvordan hun for godt og vel 35 år siden blev taget under vingerne af en gruppe musikere med udgangspunkt i studiet The Cowboy Arms Hotel And Recording Spa. Det gælder især studieejeren Jack Clement. Bare for at sætte ham i perspektiv, var det ham, der i 1954 inviterede Elvis Presley på scenen i klubben Eagles Nest i Memphis - mindre end en måned efter "That's All Right" var udkommet. En af Elvis allerførste optrædender. Det var Charles Cochran, der bl.a. en periode arbejdede tæt sammen med Neil Young, guitarist m.m. Marty Stuart, trommeslager Kenny Malone, guitarist Chris Leuzinger og lydtekniker Dave Ferguson. Ferguson var blandt meget andet tekniker på og stod for mixning af Johnny Cash American Recordings plader. Bl.a. er der er et nummer, ”Wrong Road Again”, på Tamra Rosanes nye plade, indspillet for godt og vel 30 år siden med Marty Stuart på guitar. Vi taler en smule om den fantastiske koncert, Stuart og band sommeren 2022 gav i Gimle, Roskilde. ”Jeg blev accepteret som en pige, ligemand, en del af familien,” siger Tamra om de garvede countrymusikere omkring Jack Clement, som hun lærte at kende for tre-fire årtier siden," siger Rosanes, der siden har rejst flere gange om året til Nashville. ”Det var fantastisk, fordi jeg følte mig ikke som en flue på væggen, men som en del af dem. Det var det, der var så godt, for så fik jeg noget selvtillid, der gjorde, at jeg kunne komme tilbage til Danmark og vide, at jeg havde kunne præsentere noget countrymusik, der var ægte.” Tamra Rosanes rolle som ambassadør for countrymusik i Danmark er indiskutabel. I dag er der en ganske stor rootsscene her i landet. Og det glæder Tamra. ”Det blomstrer, og det er virkelig, virkelig godt. Okay, ikke for at blære mig, men jeg er amerikaner, så det må man godt … men jeg er også dansker, så jeg skal passe på. Steffen Mørk (Nashville Songwriters Festival) har fortalt nogle af dem fra Nashville om min karriere, og at country er mere accepteret i Danmark nu. Og så har de takket mig.” På det nye album er der sange som Tamras (delvis) egne “A Lot of Honky Tonky to Catch Up On”, “Love Love Love Love Love Love”, “Rusty Old Arrow” og Townes Van Zandts “The Catfish Song". ”Rusty Old Arrow” er en meget personlig sang. Jeg ville gerne skrive en autobiografisk sang. Jeg tog afsted fra USA som 19-årig og forlod alt, fordi jeg var blevet forelsket i en dansker. Sangen handler om de mange udfordringer, man møder undervejs. Jeg tror, at en af grundene til at jeg kan holde 50 årsjubilæum er, at jeg har optimisme og positivitet." Efter 12.20 er der et medley med direkte og indirekte bidrag af nogle af de musikere og teknikere, der blev Rosanes mentorer i Nashville. Marty Stuart: The Whiskey ain't Working Cowboy Jack Clement: Beautiful Dreamer John Prine: Sweet Revenge - trommer Kenny Malone U2: Angel of Harlem - lydteknikere Jack Clement og Dave Fergusson Johnny Cash: Would You Lay With Me (On a Field of Stone) - lydteknik Fergusson

Husker du ”I Count the Minutes”? Det gør vi. Siden begyndelsen for snart fem år siden har vi på POV Mediano Music talt om at lave en podcast af den klassiske ”hvad blev der af?”-type. Med en eller flere kunstnere, der pludselig brød igennem, stjal alle radioflader, hitlisteførstepladser, vandt grammyer/DMA, optrådte på alle tv-shows og festivaler - og siden, ja, så hørte offentligheden ikke så meget. Så da Jan Eriksen blev spurgt, om han kunne tænke sig at tale med den pladeaktuelle Susanne Ørum skyndte han sig at sige ja. I 1995 brød Susanne (dengang Marcussen) sammen med Trille Palsgaard og Pernille Dan igennem under navnet Me, She & Her med "I Count the Minutes". I halvandet år var de her, der og alle vegne, og så var det slut. Siden har Susanne Ørum udsendt musik alene og sammen med andre, produceret for andre, etableret hele fem kor – og nu er hun altså langt om længe klar med sit album ”Get Real”. ”Me, She and Her gav en masse helt ubeskriveligt gode oplevelser,” siger hun i POVcasten om den nærmest surreelle periode medio halvfemserne. ”Vi vandt grammyer indenfor de første fire måneder. De spillede jo ”I Count the Minutes” i radioen hver eneste dag. Det gør de stadig indimellem. Vi var i gang med plade nr. to, da, tror jeg, det gik op for os, at vi alligevel var mere forskellige, end vi havde troet. I hvert fald følte jeg, at de andre ville andet end det koncept, jeg var hevet ind i. Den ene måske mere rocket, den anden mere jazzet. Jeg skulle lige sluge det – men selvfølgelig måtte jeg respektere, hvad der var det rigtige for dem. Jeg står jo selv på mit eget,” siger Susanne Ørum. Siden har hun forfulgt barndomsdrømmen om at arbejde som sanger. Stædigt har hun som solist fastholdt sit udgangspunkt i soul, gospel og jazz, selvom det ikke er kommercielt gangbare genrer i Danmark. I POVcasten taler vi om de mange kunstnere, Ørum og de to andre fra Me, She & Her arbejdede sammen med i sidste halvdel af 90’erne. Om hendes arbejde som korleder, underviser og coach, der bl.a. ført hende på scenen sammen med Mariah Carey i Royal Arena og ved en koncert i Sverige. Om oplevelser i USA, der bl.a. første til et tilbud om en kontrakt – som hun dog takkede nej til. ”En af mine veninder spurgte mig engang, hvor i al verden, jeg ikke gjorde det. Jeg turde simpelthen ikke,” siger Susanne Ørum. Nu udkommer albummet "Get Real" altså langt om længe. Undervejs har Ørum mødt indtil flere benspænd. En periode mistede hun sin stemme. Hun blev skilt. ”Jeg havde det, som om solen forlod månen. Hvordan kunne verden overhovedet eksistere, når det skulle ske, at jeg skulle skilles?”. Men der har også været positive vendepunkter. Som da en kendt engelsk DJ, efter Ørum gennem ti år havde forsøgt at komme i kontakt med ham, ringede til hende. "Jeg kan huske, at jeg stod på Hvidovre Station en kold tirsdag, og for mig var det bare en wouw, ham her radioværten ringer til mig. "Vi er vilde med din musik, du er ”ugens uundgåelige”". En mand jeg har skrevet til gennem ti år, pludselig ringer han." Alt dette og meget mere i denne podcast. OBS - de fem sange i medleyet med sange, hvor Me, She & Her synger med på kor, er: Flemming Bamse Jørgensen: “Suzanne” Michael Learns to Rock: “I’m Gonna Be Around” Ib Glindemann Orchestra: ”My Heart Belongs to Daddy” Lars H.U.G: "First Love in Space" Lis Sørensen: “Kærtegn”

Som The Beatles havde The Quiet Beatle, George Harrison, havde – og har – Shu-Bi-Dua den stille guitarist og producer, Claus Asmussen. Det handler som regel om Michael, når man taler Shu-Bi-Dua, men i denne POVcast er Claus i centrum. I år fejrer Shu-Bi-Dua 50 års jubilæum – Shu-Bi-Læum, som Michael Hardingers band selvfølgelig kalder det. Egentlig har der ikke eksisteret et Shu-Bi-Dua, siden Michael Bundesen blev syg i 2011. Bundesen er ikke længere iblandt os – men musikken lever videre på alle platforme, ikke mindst i Hardinger Band og Claus Asmussens band, Shubberne. Begge bands er på jubilæumsturne. Udover jobbet som guitarist i SBD gennem 30 år var Asmussen Shu-Bi-Duas lydtekniker – og, tør vi godt sige, producer. I denne podcast fortæller Asmussen om sin karriere, der begyndte med bandet Noblemen, senere blev han headhunted af Tommy Seebach til Sir Henry & His Butlers, spillede med på guitar under de første opsætninger af "Hair" og "Jesus Christ Superstar" i Danmark - derefter blev han lydtekniker på de to første Shu-Bi-Dua album – og medlem af bandet fra 1975 til 2005. Du får et indblik i Shu-Bi-Duas historie. Særligt de numre, Claus Asmussen bar med ind i studiet, bl.a. klassikere som f.x. ”Emma”, ”Rosita”, ”United Steakes” og ”McArine”. ”Allerede til to’eren kom Hardinger med ”Vuffelivov”, men den blev droppet. Vi synes simpelthen, den var for tåbelig. ”Jeg har en hund med fire poter.” Yes, kunne det være meget anderledes? Så den blev droppet på 2’eren.” Men da der manglede numre til fireren, kom både ”Vuffelivov” og Asmussens ”McArine” med. Lyt med, og hør om de mange timer, der blev brugt i studiet til at forfine andre klassikere som ”Rom & Cola” og ”Minus til plus”. Hvis mellemstykke med musik af faren, Svend Asmussen, og Claus selv, han har et helt specielt forhold til. - Er det rigtigt, at SBDs første plader blev indspillet på Danmarks første ottespors båndoptager? - Hvorfor lyder Asmussens dobbelte solo på "Krig og fred" – som, ja, krig uden fred? - Hvorfor blev SBD's studie i Kbh. K kaldt "en schweizisk bank". - Hvor hentede Shu-Bi-Dua deres inspiration? - Hvordan var deres arbejdsproces? - Hvorfor stoppede Claus Asmussen i Shu-Bi-Dua i 2005, da bandet udsendte H.C. Andersen 200 års albummet. - Hvorfor stopper Asmussen og den anden gamle SDB-kæmpe, Willy Pedersen, nu i Shubberne? - Hvem har kaldt Shu-Bi-Duas plader de bedste westcoast rock-plader, produceret udenfor USA? - Hvilke SBD-numre er hyldestnumre til Kim Larsen? - Er det rigtigt, at det er Claus selv, der spiller guitaren på Jarl Friis-Mikkelsens SBD-parodi med Kester, "Bare man kan logre". Disse og mange andre spørgsmål bliver besvaret.

"Mine album udkommer tæt. Der er ikke mere end 20 år i mellem dem," siger multikunstneren Søren Kragh-Jacobsen selvironisk i denne POVcast. Og sandt er det, at hans bidrag til den danske musikskat er forholdsvis få. Til gengæld er de kendt af mange. De seneste to album, ”Isalena” og det nye, ”Tranedans”, har manifesteret Kragh-Jacobsen som sangskriver og formidler med sit eget udtryk og dybde - som et sted mellem en dansk Mikael Wiehe, Leonard Cohen og idolet Charles Aznavour. Kragh-Jacobsens ikoniske – og her giver ordet mening – værker, sangene ”Kender du det” og ”Hej Claus” og filmen ”Vil du se min se min smukke navle” er blevet en form for sindsbilleder for flere generationer. "Jeg har det godt med hende Mona. Hun har været min flittigst brugte sang. Jeg har det ikke spor dårligt med den, og det har jeg faktisk aldrig haft. Det eneste, der trækker søm ud i dag, er, at det jo er som at løbe en maraton at synge den. Jeg kan aldrig huske mine tekster, men lige med Mona har jeg det, som Otto Brandenburg havde det. Han affotograferede en side, og så kunne han huske den”,” siger Søren Kragh-Jacobsen. Især Dogme-filmen, "Mifunes sidste sang" manifesterede Kragh-Jacobsen som international instruktør. "Jeg synes, det er lidt korrumperende at have masser af succes. Jeg synes, jeg blev drevet rundt i verden i årene efter Dogme på presseture og den slags. Kørte limousiner og vandt Sølvbjørn i Berlin. På en eller anden måde begrænsede det min kreativitet." Han fortæller ærligt og humoristisk om sine to spor som hhv. filmmager og musiker, om inspirationen, musikalsk og fra alt det, der foregår omkring ham, musikkollektivet i Sjöryden i Sverige, naturen, rejser, sit private liv. Det nye, aktuelle album, ”Tranedans" sange, er, som POV.Internationals Henning Høeg skriver: "Sange, der handler om alt det, 76-årige Kragh-Jacobsen går rundt og tænker på – alder, kærlighed, ensomhed, lykke og øjeblikkets magi." Der er bl.a. en sang til hans egen generation, der gennem de seneste fire-fem årtier ofte er stået for skud – ofte under overskriften: "I har været r..forkælede". ”Jeg har ofte hørt, at min generation har fået det hele forærende. At vi har været utroligt heldige. Jeg synes, vi fortjente en sang, der en lille smule handler om, at vi sgu godt han ranke ryggen, når vi en gang stiger ned fra den store scene. Det er en hyldest til min generation.” Lyt her til samtalen mellem to mænd, hvis stemmer for længst har været i overgang: Om Søren Kragh-Jacobsen – fra dfi.dk: Hans to første spillefilm 'Vil du se min smukke navle?' (1978) og den prisbelønnede 'Gummi Tarzan' (1981) fornyede den danske børne- og ungdomsfilm med frisk fabuleren og charmerende præstationer. 'Guldregn' (1986 - først udsendt som tv-serie) og 'Skyggen af Emma' (1988) er raffineret komponerede spændingsfilm for både unge og ældre. Kragh-Jacobsen var en af de oprindelige Dogme-brødre sammen med Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Kristian Levring. Flere af hans senere kritikerroste film handler om børn, men Dogme-filmen 'Mifunes sidste sang' (2000) blev den mest kendte internationalt. Filmen vandt Sølvbjørnen ved Berlinfestivalen. Også 'Isfugle' (1984), 'Skagerrak' (2003) og 'Det som ingen ved' (2008) handler om rodløse voksne - den sidste i thrillerform. 'Drengene fra Sankt Petri' (1991) er en 2. Verdenskrigshistorie om den første danske modstandsgruppe, bestående af skoledrenge. Også den engelsksprogede 'Øen i Fuglegaden' (1997) om en efterladt dreng i en jødisk ghetto har 2. Verdenskrig som baggrund. I nyere tid har Kragh-Jacobsen stået bag film som 'Det som ingen ved' (2008), 'I lossens time' (2013), mens han også har været konceptuerende instruktør på DR's dramaserie 'Borgen' (2010-13) og episodeinstruktør på første sæson af 'Bedrag' (2016).

For præcis 40 år siden udkom The Polices album ”Synchronicity”, som skulle vise sig at blive trioens sidste. I den anledning har Jan Eriksen inviteret musikeksperten Thomas Ulrik Larsen i POVs studie, hvor han splitter "Synchronicity" ad og forklare alt det, der ligger bag et af musikhistoriens mest intellektuelle rockalbum. The Police forstod at få hitliste tilgængelig pop, dissonans, personlig fremmedgjorthed og dybdepsykologi til at hænge sammen. ”Fuck” ”Off” ”You” ”Cunt” stod der på Copelands fire tam-tammer (trommer). På den måde var det let for ham at forestille sig, at han hamrede løs på Sting, når han slog på sine trommer. Ja, det slog gnister, når The Police spillede og indspillede. 0- ”Det var måske The Polices største succes – at de havde det så svært med hinanden, at deres spændinger udløste nogle fantastiske plader. Og det mest anspændte af dem var "Synchronicity", fordi det var det mest uafklarede. Det er en psykologisk rejse ned ikke bare i en enkelt persons bevidsthed – men også for at se, om der fandtes noget fælles kollektivt ubevidst, der kan holdes os sammen på et tidspunkt, hvor alt var splittet.” I podcasten fortælles historien om Gordon Sumners, Stewart Copeland og Andy Summers trio. Efter Summer havde erstattet den oprindelige guitarist, korsikaneren Henri Padovani. Musikerne havde baggrund i pomprock, psykedelisk rock, folk og jazz, men begyndte at spille new wave - på falske forudsætninger. "Med ”falske forudsætninger” menes, at gruppen, alders- og miljømæssigt intet har med punken at gøre. De bliver også derfor ugleset af de autentiske punkbands,” siger Thomas Ulrik Larsen i podcasten. ”Selvom der er knald på, selvom der er baglæns rytmer, er der også en litterat og en stor tænker inde i The Police,” siger han. I podcasten inviterer Thomas lytteren ind i The Polices øverum. Hvad var det, der skabte den evigt fornemmelse af kant og uro i deres musik. "Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste langsomt Police-nummer. Der er en konstant uro, rastløshed og hyppig dissonans i deres musik. Som i høj grad var motiveret i Stings kroniske flugt fra sin dysfunktionelle arbejderklassebaggrund." Hvad var gruppens vision. Hvem skrev musikken – hvor kom reggae-inspirationen fra. Hvad med Stings sang, der, som Thomas siger, især i begyndelsen lød som Mickey Mouse i et ondt lune. Hvordan opstod kommende klassikere som ”Roxanne”, ”Message in a Bottle”, ”So Lonely”, ”Can’t Stand Losing You”? The Police var jaget vildt i den engelske musikpresse – og blandt musikere. ”Man skal ikke underkende at mange af de musikere, der har street credibility har fået deres instrumenter af mor og far. VI andre har måttet arbejde for føden, som Stewart Copeland har sagt. The Police havde en professionel selvsikkerhed,” siger Thomas Ulrik Larsen. Han går i dybden med "Synchronicity" og fortæller om inspirationen fra især den skoledannende psykolog C.G. Jungs teori om det kollektive ubevidste - og forfatteren Arther Koestler. "Synchronicity" er et album med mange, mange lag.

En af de store sangskrivere på den danske musikscene, Anne Dorte Michelsen, har udsendt albummet ”Thumbs Up” – og så har hun i øvrigt modtaget Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. I anledning af det nye album har Jan Eriksen inviteret Anne Dorte Michelsen i POV Mediano Musics studie. Det handler selvfølgelig om det nye album, hvor der bl.a. er et par sange, der hver på sin måde tager udgangspunkt i MeToo – nemlig ”Det var de år vi var mest vrede” og ”Fucking feminister”. Desuden er der nærmest en lille podcast i podcasten - en samtale om Carole Kings album "Tapestry". Ja, det er feministiske sange, men så alligevel måske ikke sådan 100 pct. Som ofte med Anne Dorte Michelsen er de sunget både med tongue in cheek og med dyb alvor. Hvilket er Michelsens særkende. ”Vreden er destruktiv og kan gøre dig ensom, men ikke desto mindre er det befriende, berettiget og nødvendigt at udtryk for sin vrede. Som menneske skal man finde ud af, hvor man skal finde nødudgangen, ellers bliver man spist af sin vrede," siger Anne Dorte Michelsen, og fortsætter. ”Det er sådan noget, man som kvinde har fået tudet ørerne fulde af: hvis du viser denne her vrede, hvis du viser de her følelser, så er du bare ikke sexet. Rødstrømperne var bare IKKE sexede. Det er jo sådan, man har plaffet kvindebevægelsen ned. De går med lilla ble, de har hængepatter. Det er en form for mobning, men det er også en magtkamp,” I årene mellem 1979 og udsendte Tøsedrengene seks album og et hav af singler. Man kan sige, at Anne Dorte Michelsen og fx kollegaen Elisabeth tog den videre fra det fundament, som bl.a. Shit & Chanel, Trille og Hos Anna skabte i 70erne. Sangtekster med et kvindeligt perspektiv. Som Michelsen også har videreført i cabaretgruppen Venter på far. Det gav en del knubs i det meget testoteronfyldte mandlige anmelderkorps. ”Det var hårdt,” siger Anne Dorte i podcasten, der dog både som solist og medlem af Tøsedrengene kunne varme sig ved et enormt pladesalg og den ene succes efter den anden. Podcasten handler også om, som i et par af de bedste sange på "Thumbs Up" - om at omfavne, at livet blev det, som det blev og er. Det er okay, det er godt nok "Efter en lang periode med mange bryderier og mange mørke stunder og fortvivlelse og utilfredshed med min egen manglende evne til at håndtere ting i tilværelsen, som er kommet imod mig, og som jeg ville ønske, at jeg havde kunnet gribe anderledes an. Men det kunne jeg ikke. Så bliver det sang om det utroligt smertefulde med, at man hele tidens synes, at man burde kunne gøre det bedre. Det her optimeringsvanvid." Og det handler om som plus 60-årig at lytte til yngre generationer og samtidig sige fra, når man ikke synes, at man personligt kan tage det kollektive ansvar for klimakrisen. Som hun - igen med et glimt i øjet - synger: "Jeg har hørt, I kalder mig for boomer, jeg aner ikke, hvad det er. Jeg fatter ikke jeres humor. Og lytter ikke så meget mere. Jeg kører bilen i garage og skænker mig et glas bordeaux. Jeg hører I kalder mig for boomer. Jeg lærte kun at riste runer, og det er der ingen fremtid i." I podcasten taler Anne Dorte Michelsen og Jan Eriksen desuden om … - Anne Dortes og Maria Bramsens comeback i duoen Michelsen og Bramsen, hvor de synger de gamle sange. - inspirationen fra Anne Linnet og Holger Laumann, dengang Michelsen som 13-årig drømte om selv at komme til at stå på scenen. - samarbejdet med Poul Bruun og Billy Cross. - noget så eksotisk som lykkelige sange. - den bizarre begejstring for Barry Manilows "Mandy".

I 1999 lærte alle med et radioapparat nærmest fra den ene dag til den anden Marie Frank at kende. Sange som "Symptom of My Time", først og fremmest, "Save a Little Love", "Worth it" (2001) og "Under the Water" i et remix blev spillet igen og igen. Også i udlandet. Nu, 24 år senere udsender Marie Frank en EP med titler som "Det bedste ud af alting", "Hvem ved hvad vej det går" og "Stenslag". POV Mediano Musics Jan Eriksen har besøgt Marie Frank i Langå, hvor hun med en fantastisk udsigt til Langå sø bor sammen med sin mand, musikeren Anders Pedersen og deres to børn. I podcasten taler de om alt det, der skete dengang, hvor hun rejste rundt i verden, og bl.a. øvede sit håndværk i New York – og hvad der er sket siden og, hvor de nyeste sange kommer fra. ”Måske havde Danmark brug for en pige med en guitar dengang,” siger hun selv som en mulig forklaring på det pludselige gennembrud. I USA havde de Sheryl Crow, Suzanne Vega og Joni Mitchell. Det handler om tilfældige møder som blaffer bl.a. med bossen for Spot Festivalen og en DR radiovært, der skulle komme til at hjælpe hende videre. Indspilningen af debut-albummet ”Ancient Pleasures” i et studie i New York med det funky navn Dan's House of Love. Det handler om en turne, som Marie måtte gennemføre i en kørestol og på krykker. Efter et par hektiske år i begyndelsen af 0’erne blev Marie Frank selvstændig – hverken hun eller det tidligere pladeselskabet havde særlig travlt med at forhandle ny kontrakt – og selvstændig har hun været siden. Så det er også historien om kampen for at bevare sin integritet i en branche hvor alle flår i en. ”Jeg følte, at jeg blev modarbejdet af mit pladeselskab, der gerne ville flytte rundt med mig. Du bliver hele tiden stillet overfor det spørgsmål: hvis du bare vil det og vil det. Det konstante pres. Der var så mange, der havde en holdning, vi synes du skal gøre det og det. Jeg synes på en måde det er en barsk måde at henslæbe sine tyvere på.” Det handler om et gedigent benspænd, da festivalen Wig Wam krakkede med et brag og efterlod en række uskyldige musikere uden penge. Men det handler Ikke mindst om mødet med Howe Gelb, lederen af et af første markante alt-country bands, Giant Sand, og andre amerikanske musikere som Grant Lee Phillips og legenden Lucinda Williams. Møder som naturligt har påvirket hendes sangskrivning og betydet en masse gode oplevelser og rejser. Albummene "Where the Wind Turns the Skin to Leather" og "Kontinua", Franks første dansksprogede album, er ganske udmærkede danske americana-album. Og selvfølgelig taler Marie og Jan om arbejdet med at etablere et musikmiljø i Langå. "Det er en lille smule mere hillbilly-agtigt herude i Langå," som hun siger. Dette og meget mere i denne podcast.