POV Mediano Music

Efter en pause på et par måneder, hvor POV Mediano Musics Jan Eriksen bl.a. har skrevet roman og holdt ferie, er vi tilbage med en ny podcast. Denne gang er gæsten rockveteranen Henning Stærk. Også han har holdt en længere pause – en album pause. Faktisk har han ikke udgivet en plade siden 2009. Han har overvundet gigtproblemer, men er nu fit for fight og aktuel med "Big Boss Man", opkaldt efter et af de numre, der var med til at give Elvis Presley et comeback i 1968. Flere numre på den nye plade er inspireret af Cash’s "American Recordings"-plader. Bl.a. en flot version af Tina Dickows "Someone You Love". Henning og Jan taler om Stærks sanglærer Elvis Presley, der lærte ham at synge i barndomshjemmet i Holstebro. Om den første koncert, hvor Stærk sang iført en nyindkøbt Stones-trøje (rullekravebluse). Og om drømmen om at undslippe Holstebro, der resulterede i ”flugten” til Aarhus, hvor han til sin overraskelse bestod første år på jurastudiet, indtil der blev fuldt fokus på musikken. De taler om de første pionerdage med pigtrådsmusik, og miljøet i Aarhus, hvor musikere som Lars Hybel, Lars Muhl, Per Frost, Georg Olesen, Lis Sørensen og Hans Erik Lerchenfeldt spillede og jammede sammen på byens scener. Inden Stærk for alvor blev solist i 1982, var der årene med Jackie Boo Flight, Spillemændene og Gnags, der havde brug for en en "anden-trommeslager" model Allman Brothers. Gennem de sidste 40 år har Stærk etableret sig som en af landets bedste fortolkere af den klassiske, autentiske rockmusik, country og soul. Og han har arbejdet sammen med producere som Mike Vernon (som bl.a. producerede en legendariske John Mayall & The Bluesbreakers plade med Eric Clapton i 1966) og Joe Hardy (ZZ Top). Det har ført til hits som signatur americana-sangen, Poul Krebs ”Sweatheart” og Niels Maatofts ”Tender Care – Tender Touch” og fortolkninger af bl.a ”Fire”, ”Switchboard Susan”, ”Hard to Handle” og ”Heart of Gold”. Der er nørdesnak om bl.a. Johnny Cash (som Stærk har mødt en enkelt gang), Hank Williams, Maetoft, Micky Jupp, Kris Kristofferson, John Prine og Elvis gamle samarbejdspartnere, gospelkoret The Jordanaires, som medvirker på flere Stærk-numre på "Dreams to Remember", der blev en kæmpe kommerciel succes. ”Det var en overraskelse, at det blev et gennembrud. Det var et resultat af mange tilfældigheder, en af dem, at The Jordanaires kom til at synge kor, som var et stort historisk vingesus for mig. Fordi jeg er gammel Elvis-fan. Da vi hørte det kor, de lagde på, kunne vi bare høre, hold kæft hvor lyder det svinefedt, det her,” siger Henning Stærk blandt meget andet.

Denne POVcast består af fire kapitler eller sekvenser, alle med læge, professor og musiker Michael Krogsgaard i hovedrollen. Det er historiefortælling med visse elementer af nørderi. 69-årige Michael Krogsgaard er aktuel med albummet ”Ready For Fun”. Gennem de sidste godt og vel 40 år har han vekslet mellem sit arbejde som læge og arbejdet som Bob Dylan dokumentarist med tre bogudgivelser på sit CV. I dag regnes han for en af de førende Dylan-eksperter i verden. Hvilket siger en del. Der er mange dylanologer derude. Helt eksklusivt har han over en tiårig periode haft mulighed for at begrave sig i tusindvis af Bob-arkivalier i en nedlagt bunker nær Woodstock. Det blev bl.a. muligt, da Dylan og hans forretningsfører blev vred på Mariah Careys daværende mand, Tommy Mottola. Hør mere om dette og meget andet Dylan i podcasten. Derfor tager podcasten udgangspunkt i Bob Dylans andet album, ”The Freewheeling Bob Dylan”. D. 27. maj er det præcis 60 år siden, pladen med det ikoniske cover med Dylan og hans daværende kæreste Suze Rutolo udkom – bl.a. med sange som ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall” og ”Blowing in the Wind”. Jan Eriksen og Michael Krogsgaard taler desuden om sidstnævntes seks år i 70’erne som ejer af pladeselskabet Hookfarm (Krogsgaard på danlish), som bl.a. udgav de første to, ikoniske C.V. Jørgensen-album, ”En stynet strejfer” og ”T-shirts, terylenebukser og gummisko” - og bl.a. også plader med Buki Yamas og Buffalo. Det handler om samarbejdet med Carsten Jørgensen, som han hed, indtil han og Krogsgaard fandt på et mellemnavn. I podcasten taler de bl.a. om de første demooptagelser og videooptagelser med de to Lyngby-drenge, som de to optog i Krogsgaards barndomshjem ved Fortunen ved Dyrehaven. Disse optagelser eksisterer selvfølgelig stadig, og er sammen med et tidligt livealbum klar, hvis CV skulle få lyst til at dokumentere sin karriere. Endelig handler det om sangene på Krogsgaards nye bluesrock album, og det handler om at springe ud som solist i en alder af 69. På pladen synger han om partnervold, alderdom, Alzheimer, traficking, krigstraumer, sex og savn. Som i nummeret ”Miss You”, som er en dedikation til den nu afdøde musikjournalist og ven Jan Sneum. Dette og meget mere i denne podcast.

Efter en længere pause er Nikolaj Christensen tilbage med ny musik - foreløbig tre singler og snart et helt album. Efter et larmende gennembrud i slutfirserne/starthalvfemserne med hits som ”Du er min” og ”Kommer nok hjem” – og senere en del job som skuespiller – er det gået op og ned og op igen for Nikolaj og hans piloter. Altid har han holdt fanen højt, selvom, eller måske fordi, det indimellem har lydt som om, han var den sidste musiker i Danmark med et sikkert greb som arven fra classic rock. Nikolaj Christensen var teenager, da han mistede sin mor. Efterfølgende måtte han til dels selv finde en vej gennem livet. Og den vej blev musikken. ”Jeg var med min far inde og tale med en vejleder på et HF-kursus, og sprugte: Er der musik? Ja, der er en times musik om ugen. Der var jeg bare sådan: forget it. Jeg har aldrig set mig tilbage.” Fremefter var det som som at sidde "på en raket nu”- og han kom som noget ret usædvanligt til at opleve to gennembrud. ”Jeg var jo åben over for nye eventyr, totalt modig, hidsig og let antændelig. Jeg var en lille lort, jeg vejede under 60 og hvis der nogen, der sagde noget, så slog jeg til.” Men omkring 2010 satte en mere eller mindre kronisk angst og pludselig døvhed midlertidigt Nikolaj ud på sidelinjen. Men nu har piloten genfundet sin plads i cockpittet – og i den hvide stol i POVs podcaststudie, hvor Jan Eriksen interviewede ham. Som altid med Nikolaj Christensen blev det til en ærlig og selvironisk snak. Om klassisk rock, inspiration, om fejl, om det brændstof, der har drevet ham, kompromisløsheden - og kompromiserne - om det, der gik godt, og de fede øjeblikke på scenen. Om fortrydelser. Lyt med og hør mere, om: … da Nikolaj fandt sit første band i Politikens Kom Frit Frem – og hvordan musikanmelderen Torben Bille hjalp ham videre. … inspirationen fra John Mellencamp, Bruce Springsteen, John Hiatt, The Rolling Stones, Arne Würgler – og svenske Cornelis Wreswijk. … dengang, trommeslageren i Nikolaj og Piloterne, Flemming Rothaus boede sammen med Guns’N’Roses – og inspirationen fra dem og Aerosmith … dengang af Nikolajs kærester arbejdede som babysitter for Keith Richards og hans kone. … da en rejse med to kvinder i Italien blev til en af de mange, mange sange om forsmået kærlighed. … at "mangle sin hjerne – jeg har aldrig været særlig udspekuleret eller velovervejet. Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til".

Den 25. februar 2023 ville George Harrison være fyldt 80 år. Selvom det er lidt mere end 21 år siden, The Beatles guitarist døde, og hans aske for længst er strøet ud over de hellige floder Ganges og Jamuna, virker det nogle gange som om, han og de tre andre er stadig er lige så fab som for 50 – 60 år siden. I denne podcast hylder Jan Eriksen og foredragsholder, musiker og forfatter Per Vium George Harrison som medlem af The Beatles. Der kommer senere i år en POVcast om Harrison som solist. Det er fjerde gang, Per Vium gæster POV Mediano Music for tale om John, Paul, George og Ringo – men denne gang er det altså George – og de andre. Det handler om George Harrisons karakteristiske, økonomiske spil på sin Rickenbacker og de andre guitarer. Og en smule om hans muse dengang, Patti Boyd. Det handler om hans fortsatte kamp for at få plads i og påvirkning af The Beatles. En påvirkning, der efter Sgt. Pepper ikke bare var begrænset til studiet på Abbey Road, men også kom til at omfatte rockmusikken som sådan. Harrison var den mørke, spirituelle beatle, der bragte inspirationen fra østerlandsk filosofi ind i den vestlige ungdomskultur. Jan og Per taler om hans kompositioner, der i stigende grad blev mere centrale på The Beatles skelsættende album – hvad der kendetegnede hans sang, stil og guitarspil. De taler også om Peter Jacksons film ”The Beatles: Get Back”, som Per Wium mener er særdeles unfair overfor George Harrison. Playlist: Do You Want To Know a Secret Don't Bother Me I Need You Think For Yourself Taxman I Want To Tell You Within You Without You While My Guitar Gently Weeps Something I Me Mine All Things Must Pass

Sort Sol-legenden Steen Jørgensen er aktuel i en helt anden sammenhæng, end man normalt forbinder ham med. Da Jørgensen og hans partner, pianist og billedkunstner Marina Botes, forsigtigt sendte de første par numre fra deres fælles pladeprojekt til pladeselskabet var de i tvivl. Ramte de for langt fra den musikalske skive anno 2022/23? Hvad den så i øvrigt er. Steen Jørgensen er kendt som en af de helt store i dansk rock’n’roll. Projekt ”Jørgensen Botes” er alt andet end rock. Men de blev modtaget nærmest overstrømmende på pladeselskabet: gør, hvad I vil, og vi udsender det. 10. februar udkom så pladen, hvor de med egne ord undersøger ”felterne mellem klassisk musik, elektronisk musik, rock og danske tekster”. Jan Eriksen inviterede dem i POVs studie til en samtale om samarbejdet. Hvordan opstod musikken i det intime rum i deres hjem ved den klassisk uddannede Marina Botes klaver? Hvordan er albummet opstået - musikalsk og tekstligt, hvordan er deres samarbejde - og hvor kommer den musikalske inspiration fra. Og hvordan er det at synge på dansk på et helt album? ”Jo, det er lidt grænseoverskridende at synge på dansk, men jeg har haft lyst til det i mange år. Det skulle løsrive sig fra det, jeg ellers har lavet i mange år, Sort Sol og andre projekter, og blive fuldført med Marina,” siger Steen Jørgensen i podcasten, og tilføjer om den turne, der følger op på albummet: "Jeg har heldigvis altid nerver på, men det er gode nerver. Der skal helst være nerver på." "Vi ville undersøge, hvordan det ville gå, hvis vi byggede bro mellem vores respektive verdener," siger Marina Botes. Nummeret "Dråberne" peger på et af albummets temaer, tiden - og hvordan vi bruger den, og måske ikke bruger den: ”Nummeret er et stille, diskret opgør med, at tingene går så stærkt. Det er virkelig rart at give sig selv lov til at gå i ring. At man kan forsvinde og miste tidsfornemmelsen. Det ligger også indlejret i teksten, for når sommerregnen falder går man ofte i ring indenfor. Eller går udenfor og dufter til den." "Maskemand" handler om de masker, vi iklæder os, ofte mange i løbet af dagen. Og for den sags skyld også masken, Steen Jørgensen selv iklæder sig, når han stiller sig op på scenen som midtpunkt i Sort Sol, som solist eller nu med Marina Botes. ”Det er jo også et rollespil at stå på scenen. Masken er også en måde at overleve på. At man kan træde ind i en rolle og have noget for sig selv. Og jeg mener også, at man har ret til det,” siger Steen Jørgensen. I podcasten kommer Steen, Marina og Jan Eriksen en tur omkring et ørkenlignende område i Sydafrika, der eftersigende ser ud, som da jordkloden var beboet af dinosaurer, og Rudolf Tegners skulptur Herakles og Hydraen ved Kronborg og tegneren og grafikeren Palle Nielsen. Desuden lidt nørdesnak om bl.a. ”uafrystelige” Leonard Cohen, The Beatles "Eleanor Rigby" og såkaldt barok pop, Richard Strauss’ ”Vier Lezte Lieder”, Moody Blues og Roxy Music.

Da Infernal i slutningen af 2022 udsendte jubilæumsalbummet ”Hormesis”, skete der noget ret overraskende. De fik flere, meget positive anmeldelser i de store medier – ”For første gang nogensinde,” som Lina Rafn grinende siger i denne POVcast. I anledning af jubilæet har hun og Paw Lagermann besøgt Jan Eriksen i POV.Internationals studie. Infernal var og er et af Danmarks første electroniske danceacts med kommerciel succes, ”da vi først fik hovederne ud af vores undergrundsmåse,” som Rafn også siger. De er still standing med stoltheden i behold, optræder stadig til festivaler og fester landet over, og plejer med succes imaget som feststartere. I podcasten taler Lina og Paw om 25 års jubilæet, som de markerer med ”Hormesis” – et anderledes, ambitiøst musikalsk konceptalbum. Noget andet end det, man normalt har hørt fra duoen. Til dels inspireret af filmen ”Tron Legacy” fra 1982. På albummet ser Infernal ind i fremtiden og ser tilbage til den første spæde musikalske forelskelse i Underworld, Prodigy og Chemical Brothers, dengang Paw og hans venner indspillede musik i et skoskab i en kælder. Og til dengang det begyndte med ”gimmick dance”, sækkepiber og S/M outfit på Club In i Nørregade. Det var dengang, ”vi var for hårde til Crazy Daisy og DR og TV-2”. Vi kommer selvfølgelig omkring Infernals helt store succes, singlen ”From Paris to Berlin”, der førte en stribe andre hits med sig i store dele af Europa. Efter gruppen var kylet ud af pladeselskabet EMI – som må have ærgret sig senere. ”Vi havde bare brug for at vise de andre, at de havde hovedet oppe i røven, at vi var den fedeste artist de kunne få. Den følelse af at blive overset og underkendt den sidder stadig lidt i kroppen på os,” siger Lina Rafn. Altid ærlige Lina og Paw fortæller lige ud og der er plads til selvransagelse og selvkritik. Eller som Lina siger: ”Jeg lød for pompøs, for overkorrekt, for skoleengelsk agtig, jeg kan ikke holde ud at høre de tidlige sange. Det er for karikeret. Min tekstskrivning i dag er et parløb med at gøre det mere troværdigt, komme ud af det at lyde som en musicalsangerinde – hen til et menneske.” Lyt til podcasten og hør nærmere om : - da Infernal bevidst søgte det homoseksuelle publikum i deres disco ”Electric Cabaret”-periode, men til sidst måtte bevæge sig videre musikalsk og æstetisk. ”Der er folk, der tror, at jeg er homo. Det har jeg ikke noget imod, jeg havde det fint med det - men det blev kørt meget langt ud og til sidst var det for meget,” siger Paw Lagermann. - historien om, hvordan en skitse, oprindelig skrevet af Tommy Seebach endte på et Infernal album – efter at have været en tur omkring Kylie Minogue- Forhandlingerne med Seebachs sønner var hårde. - samarbejdspartneren, der kom til at skrive ”Horemis” i stedet for ”Hormesis”. - deres hyldestnummer til Kenneth Bager, der i sin tid gav dem deres første kontrakt.

Den 1. marts er det 50 år siden, det ikoniske "The Dark Side of the Moon" udkom. Mange tal taler deres eget sprog om albummets popularitet og blivende status som et af rockhistoriens vigtigste album – her er bare et enkelt: Gennem 24 år lå albummet på den amerikanske album top 200. I anledning af jubilæet har POV Mediano Musics Jan Eriksen inviteret Pink Floyd eksperten Thomas Ulrik Larsen i studiet. Blandt sine mange meritter er Larsen tidligere guitarist i det danske hyldestband Pink Floyd Project. Altså har han været den danske David Gilmour i en periode. Eriksen og Larsen taler da blandt meget andet også om Gilmours guitarspil i podcasten. "Gilmour er bluesguitarist. Det er nogle relativt enkle figurer, men der er noget med anstrøget. Noget af det, man ofte glemmer, når man taler guitarsoli, er at man er ilde stedt, uanset hvad man laver, uden rytmik. Han er en fantastisk rytmeguitarist, og det hører man også, når han spiller soloer," siger Thomas Ulrik Larsen. "The Dark Side of the Moon" er det første Pink Floyd album med Roger Waters som eneforfatter til teksterne, og det første, hvor de enkelte numre hænger sammen i suiteform. Med andre ord er det Pink Floyds første konceptalbum. For første gang taler Waters direkte til sine lyttere uden flyvske metaforer. Det handler om alt det, der truer med at påføre det moderne menneskes ”Brain Damage” - penge, dødsangst, fobier, identitetskriser, nationalisme samt samfundets manipulation af vores tanker og holdninger. I dag står "The Dark Side of the Moon" med Thomas Ulrik Larsens ord som: ”Den langsommelige kæmpe, der ikke vil gå væk. Det der med, at det trisser afsted fra start til slut. Der er et enkelt nummer, nemlig "Money", hvor de kommer op i omdrejninger. Det er den langsommelige dinosaurus, som har været her siden tidernes morgen, og vi hører den stadigvæk. Det har noget at gøre med dens langtidsholdbarhed, at den har fået denne her status." Og selvfølgelig kommer podcasten omkring ”The Gig in the Sky”, der har givet sangerinden Clare Torry en evigt lysende plads i rockarkiverne med sin udtryksfulde sang – som nogen har kaldt "en dødskantate". Ifølge Thomas Ulrik Larsen kan det nu ligeså godt handle om sex. "Det siges, at "The Great Gig in the Sky" blev brugt som lydspor til de såkaldte liveshows i Amsterdam, hvor man kan se par dyrke sex," siger han. NB – POV Mediano Musics aftale med rettighedsorganisationen KODA, som vi selvsagt respekterer, at vi kun spille uddrag af de enkelte numre. Desuden forekommer de enkelte numre ikke i samme rækkefølge som på albummet. Så meget desto mere grund til sætte albummet på grammofonen, CD-afspilleren eller finde det på pc, iPhone e.lign., når du er færdig med podcasten. I podcasten taler Thomas Ulrik Larsen og Jan Eriksen bl.a. om: - det stiftende medlem af Pink Floyd, Syd Barrett – er det rigtigt, som myten siger, at Waters tekster direkte handler om Barretts psykiske sygdom? - sammenhængen mellem "The Dark Side of the Moon" og tidligere Floyd-album, specielt "Meddle". - udviklingen fra psykedelisk band til en del af den voksende engelske bølge, progressiv rock, også kendt som prog rock. Eller var Pink Floyd overhovedet et prog rock band? - hvad det var for noget med Wrights joystick? - et eller rettere flere bud på, hvorfor albummet har opnået sin status som et af de vigtigste rockalbum nogensinde.

Uden store armbevægelser har duoen Maja Og De Sarte Sjæle manifesteret sig som et af de mest krøllede og personlige popacts i Danmark. Alene navnet siger noget om en skæv tilgang til musikken. Man kunne også nævne titlen på deres nye album, ”Vroom Vroom”. Faktisk findes der ikke en kunstner på den danske musikscene, der ligner sønderjyske Maja Og De Sarte Sjæle. Det skulle være Annika Aakjær, som gruppen har turneret med. Det er en påstand, men hvem kunne ellers finde på at inddrage Egon Olsen i en sang om eksistentiel udlængsel. Det gør Maja og de sarte sjæle i ”Olsen Bandens sidste bedrifter”. Hvor Maja bl.a. synger: Hun havd' en chef i SuperBrugsen / Som hun havd' lyst til at spark' i struben / Så en dag sagde hun op og sagd' / Maja, ville du ha' min ryg / Hvis jeg sku' bruge en Gajol, et bat og en hamburgerryg? Som i Olsen-bandens sidste bedrifter / Hvor de til sidst stikker af til Mallorca Eller tekstlinjer som: Jeg har aldrig ku' li' fantasy / Og jeg har aldrig ku' li Game of Thrones / Der er alt for mange karakterer / Plottwist og incest og barnemord / Men du elsker det crap / Og jeg elske at se de med dig. POV Mediano Musics Jan Eriksen bemærkede første gang for alvor duoen, da de stillede op i Melodi Grand Prix med en sang med titlen, ”Den eneste goth i Vejle”. Andre titler som det seneste hit, ”Euro 92”, ”Wittgenstein”, ”Den værste jul ever” og ”Din bodycount T-shirt” og ”Game of Thrones” siger noget om en duo, der står helt på deres egne ben. I anledning af det nye album tog Maja toget fra Haderslev gennem det dengang sneklædte Danmark for at medvirke i denne podcast. Her fortæller hun om, hvordan de to fandt sammen om deres popduo med de på en gang sjove og meget hverdagsnære og realistiske tekster. Og om: - deres udgangspunkt i Sønderjylland, som de ikke har planer om at forlade. - inspirationen – måske – fra Marie Key. - Nørre Nebels rolle i dansk Melodi Grand Prix’s historie - at synge duet med sit helt store ungpigeidol og føle sig lidt fangirl-agtig - arbejdet med at følge op på det første hit, Uden dig. - hvordan Maja og de sarte sjæle er blevet ’adopteret’ af de succesrige producere Pitchshifters (Andreas Odbjerg, Medina) og Lasse Lyngbo (Vinnie Who, Hjalmer, mfl.). - en pause, der var nødvendig på grund af stress, bl.a. - at skrive en uuofficiel fodbold til EM 2021, som blev et stort hit. - drømmen om at kunne leve af musikken, der blev tændt allerede i pigeårene.

I denne episode af POV Mediano Music har Jan Eriksen besøg af Bjørn Fjæstad, der netop har udsendt albummet ”Uncover”. Fjæstad er multikunstner – eller med hans egne ord: ”Jeg er lidt af en kludetæppe-dude”. For godt og vel 30 år siden var han med til at skabe Baal, der lød som intet andet på den danske rockscene, dengang ofte sammenlignet med David Bowie og Queen. Siden har Baal udgivet otte studiealbum og to livealbum og turneret flittigt. Samtidig er Fjæstad blevet en dansk Mr. Teaterkoncert – indtil videre har han været med i 13, fra Bob Dylan over Mozart til Bowies "Lazarus". Du kender ham sikkert også fra tv, ikke mindst "Rytteriet". Som det ligger i titlen, er ”Uncover”en samling coverversioner af sange, der har haft stor betydning for Fjæstad siden drengeårene. Som han siger: ”Sangene er en mikroskopisk lille del af soundtracket til min ungdomsforelskelser og den ulykkelige kærlighed. Sangene som satte lyd på drømme og fik mig til at glemme hverdagen for en stund.” Det er sange som Bee Gees' "To Love Somebody", The Cars' "Drive" og The Korgis' "Everybody's Got to Learn Sometime". Og som altid i POV Mediano Musics podcast dykker vi også tilbage i historien, til dengang Baal blev dannet i resterne af et andet band. "Vi lavede sådan en selvspunden mytologi om os selv, som vi kaldte Baal manifestet. Når jeg taler om det i dag lyder det helt skørt, men det var dels for vores egen skyld, dels for sjov. Det var noget med, at vi havde fundet hinanden i Krakow, nogle af os." Lyt med og hør Fjæstad fortælle om: - inspirationen fra Bertolt Brechts teaterstykke Baal om en kvindeglad outsider. - den musiker, han mener skal have æren for, at Baal stadig eksisterer. - dogmet bag indspilningen af "Uncover": afstå, afstå, afstå. - hvad der første frem til, at han indspillede en version af Dolly Partons evigt grønne ”I Will Always Love You”. - sine to møder med David Bowie, det første gang tilfældigt som dreng i Grøften i Tivoli, anden gang backstage i Vega. Hør hvordan det spændte af. - hvad musikken kom til at betyde for ham, da han som dreng så sin stedfar tæve moren indimellem. - dengang han og barndomsvennen Lars hoppede i fløjssofaen med hver sin badmintonketcher og spillede luftguitar til Meat Loafs ”Bat Out of Hell”. - hvilken Baal-tekst, Bjørn Fjæstads datter har tatoveret på sin arm. - baggrunden for "sorg"-solopladen "Du kender intet til mig". ... og meget andet.

I denne POV Mediano Music podcast har Jan Eriksen besøg af Billy Cross og Rasmus Dissing. Den dansk-amerikanske guitarist har slået sig sammen med trioen Dissing, Dissing, Las – til lejligheden udvidet med Dan Hemmer på keyboard og Jesper Elnegaard på trommer. Det har resulteret i albummet ”Copenhagen Skyline” med sange af Billy Cross. Dog er to af dem skrevet af Bob Dylan (den ene sammen med Helena Springs), som Cross arbejdede sammen med på albummet ”Street Legal” og den efterfølgende turne – foreviget på ”At Budukan”. Den ene sang, ”Legionaires Disease”, har Cross før indspillet med Delta Blues Band – den anden, ”More That Flesh and Blood Can Bare”, er aldrig indspillet før. ”Der gik kun et kvarter efter, jeg bad om Bobs tilladelse til at indspillede den, før jeg fik svar,” siger Cross i podcasten. I podcasten slås en del cirkler frem og tilbage i Cross og Dissings samarbejde. F.eks. fortæller Rasmus, at hans salig far Povl, der i sin tid blev inspireret af Dylans første plader, lige akkurat nåede at se sine sønner optræde sammen med Dylans gamle guitarist. I denne podcast taler Jan Eriksen med Cross og Rasmus Dissing om samarbejdet, som de kalder lykkeligt. Det opstod efter Cross havde set Dissing, Dissing og Las optræde i en kirke. De taler om at skrive og indspille musik, der er trofast over den organiske rocktradition. ”Gud holdt fridag, den dag han gav mig sangstemme. Rasmus er den perfekte mand til at synge mine sange,” siger Billy Cross. Nogle af sangene har ligget i årevis og ventet på den rette sanger. En af dem handler f.eks. om den eksistentielle ensomhed, der bebor de fleste kreative mennesker, og altså også Billy. Og selvfølgelig handler det også om Cross og Dylan. Vidste du, at: - B-stykket i en vis dansk rocksang, der handler om livet på den spanske sydkyst (den er ikke skrevet af Thomas Helming...) er planket fra sangen, der har lagt navn til Billy Cross’ trio, Everybody’s Talking. - Billy Cross var en af de første overhovedet, der hørte Dylans album ”Highway 61 Revisited”. Hvordan kan du høre i podcasten. - Billy Cross sad ved siden af Dylan i en turbus, da han skrev ”Slow Train”. Dette og meget mere i denne podcast. Rasmus Dissing udstod sin første musikalske læretid hod faderen Povl. Sammen med broderen Jonas medvirker han på flere af faderens album og på tre album under navnet Dissing, Dissing, Las og Dissing. Sideløbende dannede de sammen med Las Nissen trioen Dissing og Las. De har udgivet en håndfuld album. De seneste år har de blandt meget andet optrådt med fortolkninger af Bob Dylan-sange, på det seneste suppleret af Billy Cross. I 2022 udgav de sammen albummet ”Copenhagen Skyline” bestående af Cross-sange af Cross-sanger med Rasmus som sanger. Billy Cross begyndte som studiemusiker i USA i 1960’erne og medvirkede bl.a. på album med Sha Na Na og Topaz. Han besøgte Danmark i 1974, hvor han spillede to koncerter i København. Herefter vendte han ofte tilbage til København samtidig med, at han arbejdede sammen med Bob Dylan og Meat Loaf i USA. I 1979 indspillede han ”No Overdubs” sammen med Delta Blues Band. Kort efter blev han fast medlem af dette band, som efter navneskifte til Delta Cross Band udgav fire albummer mere. Han har produceret plader med C.V. Jørgensen, Johnny Madsen, Anne Dorte Michelsen, Søs Fenger, Pretty Maids, Dr. Hook, Mikael Wiehe, Björn Afzelius, Allan Olsen, Henning Stærk, Lars Lilholt, Dalton og flere endnu. Han har udgivet tre soloalbum. Optrådt med flere bands og udgivet en kogebog og erindringsbogen, ”Så langt så godt – et liv med rock”.

Som datter af Annisette og Thomas Koppel er Naja Rosa Koppel er født ind i musikken. I denne podcast, der tager udgangspunkt i Naja Rosas nye album ”Closer to the Sun”, slår hun og Jan Eriksen indtil flere cirkler frem og tilbage til dengang i begyndelsen af årtusindet, da hun blev medlem af forældrenes The Savage Rose. Efter Thomas Koppels død i 2006 er Savage Rose i høj grad blevet Najas, hendes kæreste Anders Holms og selvfølgelig Annisettes fælles projekt. Sammen med søsteren Billie Koppel har de oprettet selskabet South Harbour (aka Sydhavnen), som bl.a. udsender Najas ”Closer to the Sun”. Så Naja Rosa fører altså faklen videre både som solist og som medlem af The Savage Rose. Efter 16 år i USA er hun og Anders Holm flyttet hjem til Sydhavnen – sammen med deres datter Rita Uma, der nu er med ude på koncertstederne, når mor og far optræder. Endnu en cirkel, der er sluttet. Også som sanger fører Naja Rosa depechen videre. Hun har sit eget stærke udtryk, men nu hvor chancen er der, må spørgsmålet stilles: Du har været tæt på Annisette i lidt over 40 år. Hvor kommer magien, der strømmer ud fra hendes stemme, hver gang, hun åbner munden, fra? "Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Vi er blevet virkelig et makkerpar både i venskab og i musik og kærlighed og forældreskab,” siger Naja Koppel, der efterhånden er kommet overens med tabet af sin far for 16 år siden. "De første mange år var han virkelig tæt på hele tiden, han kommer stadig forbi, ikke mindst i musikken, nogle gange står vi i cirklen – er det ikke ligesom om der mangler nogen, hvem er det, der mangler? Nåeh joeh, det er Thomas." I podcasten fortæller Naja Rosa om: - da hun satte sig ved klaveret, som ikke havde været i brug efter Thomas Koppels død, og opdagede, at hun havde ham i sig og kunne komponere. - samarbejdet og samværet i ”familien Savage Rose”. - det desværre lidt underkendte album ”The Place I Call Home”, der blev til under en rejse rundt i USA stort set uden forudgående aftaler, og hvor Holm og Naja Rosa bl.a. mødte bluesmusikeren Coco Robicheaux, der var med til at sætte sit aftryk på deres album. - en tid, hvor Naja Rosa og hendes kæreste måtte træffe nogle vigtige valg sammen for hver for sig for at kunne komme videre sammen. - mødet med produceren Brian Batz, der har været med til skabe et nyt og anderledes, meget storladent udtryk på ”Closer to the Sun”, der trækker tråde tilbage den gospel-følelse, der altid har været i Savage Rose og samtidig er mere eller mindre 100 pct. elektronisk som på det nye album. - de mange tanker og refleksioner, delvis som følge af en selvudviklingsproces, der ligger bag teksterne på det nye album.

I disse dage er det præcis 50 år siden, Steely Dans debutalbum ”Can’t Buy a Thrill” udkom. Egentlig skulle de to belæste nørder fra Bard College i New York have skrevet numre til andre, men en fremsynet pladeselskabsmand indså hurtigt, at deres mærkeligt nok BÅDE akavede OG groovy, jazzede rockmusik kun kunne spilles af Donald Fagen og Walter Becker selv. Det var musik, der er for de få og de mange på samme tid, og svært at forestille sig Barbra Streisand i pailletkjole synge "Rikki Don't Lose That Number". Så de dannede Steely Dan, opkaldt efter en ståldildo, der optræder i beatforfatteren William S. Borroughs roman ”Nøgen frokost”. I Beckers og Fagens musikalske laboratorium skulle de komme til at skrive og indspille hits som ”Rikki Don’t Lose That Number”, ”Hey Nineteen” og ”Reeling in the Years” og dermed overskride grænsen fra kult til mainstream. Selvom foredragsholder og musiker Thomas Ulrik Larsen nok også har en pointe, når han i denne podcast siger: ”De, der elsker Steely Dan, dyrker det meget, meget intenst – og så er der de andre 99,9 pct. Der er næsten større sandsynlighed for at være transkønnet i Danmark end fan af Steely Dan. Vi er nede i promiller.” I podcasten taler Larsen og Jan Eriksen om Steely Dan fra den spæde begyndelse over de succesfulde 70’ere, hvor duoen/gruppen mere eller mindre godvilligt blev en del af West Coast Rock-bølgen - og deres comeback i 90erne efter en pause. Især var der et vist slægtskab med Doobie Brothers, hvis sanger Michael McDonald også i en periode spillede og sang med Steely Dan, live og i studiet. Thomas Ulrik Larsen og Jan Eriksen taler bl.a. om - Steely Dan's tekster, der bl.a skildrer mord, utroskab og ludomani og et persongalleri, der består af prostituerede, kriminelle, stofmisbrugere, seksuelle afvigere og mennesker som anden vis er kørt af sporet eller lever på kanten. Ofte med et humoristisk islæt. Hvis de ikke ironiserer over aldrende mands forhold til en yngre kvinde. - den litterære påvirkning fra bl.a. science fiction og klassisk græsk litteratur. - hvorfra Steely Dan hentede deres inspiration. - det for sin tid måske paradoksale, at to intellektuelle æggehoveder som Fagen og Becker gjorde så meget ud af groove og musikkens kropslige aspekt. De arbejdede bl.a. tæt sammen med den legendariske trommeslager Bernard Purdie (Aretha Franklin, James Brown), der har lagt navn til The Purdie Shuffle. - albummet "Gaucho", der blandt meget andet er kendt som det første rockalbum, hvor der optræder en samplings-redigeringsmaskine til trommer, kaldet ”Wendel” - opfundet af Steely Dan's lydtekniker. - hvad ligger der bag Steely Dans eget udtryk om deres musik, "junk sculpture"?

For næsten 40 år siden fik Cæcilie Norby sin debut som medlem af gruppen Street Beat, der en periode hærgede de danske livescener. Senere skiftede hun til Frontline og så var der jo rockbandet One Two. I dag kan hun se tilbage på en imponerende karriere, der har etableret hende som internationalt anerkendt og berømmet jazzsanger, i en periode med tilknytning til det prestigefyldte pladeselskab Blue Note Records. Cæcilie Norby optræder i mange kroge og hjørner af verden. I denne podcast møder hun Jan Eriksen, og den direkte anledning er det nye album ”Earthenya”, som hun udgiver på sit eget selskab Loud Lady Music. Med sine soul-, rock og singersongwriter inspirerede sange er pladen er en slags frikvarter fra jazzen. Et storyteller-album. Med udgangspunkt i flere af albummets sange, taler Cæcilie og Jan både om karrieren og nuet, og de fordele, der kan være i at have nået en alder, hvor man er blevet bedre til at sige nej til bullshit – ud fra princippet, at det gælder om at få det bedste ud af livet. "Der er også en befrielse i det at blive lidt ældre – man lærer at sige, "ja, ja, altså pyt"." ”Jeg eksperimenterer med nogle genrer – jeg har ikke tidligere gjort mig i R&B eller soul. Jeg kunne godt tænke mig at være i nogle grooves. Jeg har spillet meget ballader og jazz som har en fremadrettet energi. Og det elsker jeg. Men jeg kunne godt tænke mig at prøve det tilbagelænede moody groove,” siger hun om sin nye plade. Hun kalder selv sine nye sange små “film” i ord og toner. En 'film' er fra hendes tidlige barndom i halvfjerdserne om vennen med de forpinte øjne. I podcasten kan du blandt meget andet høre om: - hvordan Nordbys medvirken i ”Toppen af Poppen” inspirerede til ”Earthenya”. - dengang One Two blev lagt for had i Vejle og omegn. - hvad der skete, da hun havde så travlt med at shoppe jeans i New York, at hun glemte sin aftale med selve topchefen for Blue Note Records. - samarbejdet med jazz-ikoner som Diane Reeves, Curtis Steigers og Brecker-brødrene. - hvordan Nordby finder styrke i sine relationer til barndomsveninder og livsvidner – bl.a. Nina Forsberg, som hun delte liv og job med små ti år i One Two. - hvad der egentlig skete, da Cæcilie Norby mødte Spice Girls. - mødet med en gammel, umulig kæreste, der kortvarigt tændte en ild og blev til en sang. - at tænke tilbage på barndommens bedste ven, som man nu i dag ved gemte på historier om dysfunktion.

I denne podcast møder Jan Eriksen Fallulah, aka Maria Christina Apetri - sangskriver, artist, iværksætter, aktivist og rollemodel. Den 8. oktober afholdes der Hej Søster Fest i koncertstedet Vox Hall i Aarhus. Blandt mange andre aktiviteter er denne årligt tilbagevende festival blevet til på initiativ af Fallulah. I år optræder bl.a. Anne Linnet, AySay, Annika Aakjær og Rebecca Lou i løbet af aftenen. Oprindelig var Hej Søster en playliste på Spotify bestående af danske kvindelige artister og bands, efter Fallulah havde set Gramex’ 2018 opgørelse af top 10-afspilninger i danske radioer. Der var ingen kvinder på den liste. Derom og om Fallulahs markante stemme i kønsdebatten i øvrigt i musikbranchen taler hun og Jan. Og de taler om Fallulahs nyeste single “Autumn Leaves”. Helt usædvanligt udkommer den ikke på Spotify, men kan downloades fra crowdfunding platformen Patreon. Efter uheldige erfaringer med pladebranchen har Fallulah valgt at gå sin egen vej. Som hun skriver på Patreon: “The traditional music industry way is so dated, has a screwed up power and money balance and is sometimes even dangerous. It has killed off many artists' love for music and creativity, which in my opnion is a tragedy.” I podcasten uddyber hun bl.a.: ”Jeg er også sangskriver for yngre kunstere, og jeg kan se, hvor det skrøbeligt, det bliver, hvis der kommer forkerte holdninger til deres arbejde, men som de alligevel føler at de er nødt til gå nedad. Lige så snart du gør det, har du tabt dig selv – lige så snart du gør det mister du din identitet,” siger hun: Og om det nye Patreon-initiativ: “Igennem nogle år har jeg følt mig fjern fra mit publikum på en mærkelig måde. Min musik blev spillet i radioen, også det nyere, hvilket er vigtigt, og jeg kunne godt se at de streamede godt, men jeg fik ikke noget feedback fra folk. Men det var en mærkelig vakuumagtig fornemmelse.” Lyt til podcasten og hør nærmere om: - vigtigheden af rollemodeller i en ”på mange måder rådden branche”. - Hvorfor repræsentation (det som nogle kalder kønskvotering) er så vigtig. - opgøret med det, hun kalder, en sygelig sammenligningskultur. - vigtigheden af musik, når samfundet er i krise. - dengang Spice Girls invaderede Marias pigeværelse og skulle få enorm betydning for hendes voksne persona, Fallulah - da en tidligere musik-booker gav Fallulah en offentlig undskyldning. En gestus, som hun i dag har et ambivalent forhold til. - vigtigheden af at ære dem, der gik forrest – som fx Anne Linnet og Trille, der oprindelig udsendte singlen og albummet Hej Søster. - inspirationskilderne, 60’er ikoner som Dusty Springfield og senere Fiona Apple og måske lidt Kate Bush.

Under pandemien reagerede Aura Dione lidt anderledes end så mange andre. Hun begyndte at optræde så meget som muligt – først digitalt, senere lidt på gader og stræder, på små steder. Ud af disse koncerter opstod ideen om at genindspille en stribe gamle sange i nye mere autentiske, ’pure’ versioner, hvor Auras vokal om muligt står endnu tydeligere frem end på de oprindelige. De udkommer nu på albummet "Life of a Rainbow". I den anledning mødte Aura Jan Eriksen i studiet. Med udgangspunkt i "Life of a Rainbow" fortæller Aura ærligt og reflekteret om sin rejse fra debutalbummet "Columbine" til nu, 14 år senere. En rejse, der har budt på lidt af hvert – store hit med bl.a. "I Will Love You Monday", "Song for Sophie" og "Columbine". Med mere end 2.600 optrædener de første år, 138 flyrejser bare et enkelt år, en flytning til Los Angeles, en meget omtalt skilsmisse – og et langt ophold på et buddhistisk kloster i Nepal, som inspirerede hende til at finde et nyt menneskeligt, spirituelt ståsted. ”Jeg gik igennem en rigtig speciel skilsmisse – jeg kom lige fra L.A. i USA og fra et jetsetliv med privatchauffør og et fuldstændig crazy liv til lige pludselig at sidde med en kuffert og se ud over dette helt anderledes sted, hvor der ikke var kontakt med nogen. Jeg tænkte, at det kunne være, at jeg kunne bruge det helt anderledes liv til at genoprette balancen. Og det sluttede da også med, at jeg flyttede ind i Klosterstræde i København og landede på begge mine ben,” siger hun bl.a. Og som hun også siger: "Man kan frarøve et menneske alt, men du kan ikke tage det, der er genetisk givet. Så da jeg følte, at jeg var på grænsen til ikke at vide, hvad jeg skulle i mit liv efter nogle vilde år, så var det musikken, der sagde: jeg er her stadig. Det gav mig den største power og styrke. Jeg har aldrig følt mig så rig, som da jeg opdagede, at musikken var en uudtømmelig kilde inden i mig. Selv da jeg ikke ville mig selv eller ville verden, var musikken en indre kraft. Den tanke havde jeg lyst til at give videre til verden." Det handler om at finde ind til kernen: "Det er ikke mit kald at stå på scenen at synge "Geronimo" som karaokemaskine." Aura Dione og Jan Eriksen taler bl.a. også om: - den i første omgang skræmmende og intimiderende oplevelse at skrive sange sammen med Rick Nowell, der har bl.a. arbejdet sammen med Madonna, Lana del Rey og Stevie Nicks. - at søge ud om aftenen og natten i country-klubberne i Los Angeles og blive hængende sammen ”gamle mænd med skæg til navlen” og tale om mandolin og banjo. - drømmen om at skrive en klassiker som ”Jolene”. - at balancere sine feminine og maskuline sider. - at finde sin indre Sound of Music på Færøerne, hvor Aura har familie og hele syv videoer til det nye album er indspillet. - at turnere i Rusland og Kasakhstan og optræde nogle steder, som "jeg aldrig nogensinde har lyst til at optræde igen".

I denne podcast møder Jan Eriksen den danske ”rock’n’roller by heart”, Mike Tramp, og journalist og forfatter Lars Daneskov – sikkert kendt af mange for sine mange år som vært på DR Radio. Kimen til deres venskab opstod for mere end 30 år siden, da Daneskov rejste til Lund i Sverige for at interviewe Tramp - dengang kommercielt på højden af sin karriere med heavyrock bandet White Lion. De to har tidligere skrevet biografien ”Vagabonden – Historien om Mike Tramp” sammen – og nu albummet ”For første gang”. Daneskov har skrevet teksterne og Tramp musikken. Mike Tramp kalder det sin mest personlige plade nogensinde. I podcasten kan du høre dem fortælle om venskabet og processen. Som har resulteret i en plade, der på den ene side handler om et stærkt venskab mellem to mænd, hvor musikken, livet, omverdenen bliver behandlet, og hvor de i kritiske stunder har spurgt hinanden: ”Var det virkelig, hvad livet havde til os?”. Glæder, opture, nedture, dybde som i de fleste nære venskaber. Hør Daneskov og Tramp komme hele vejen rundt i denne podcast. På albummet synger Tramp varmt Daneskovs tekster om sine rødder på Vesterbro. Der er en hyldest til Tramps afdøde bror, barfly’en Kim Trempenau. Om fordommene, Mike gennem årene har mødt i den danske presse og om lukkede porte og fundamentalisme i hård rock – og den latente følelse af hjemløshed hos en musikalsk kosmopolit. Om en af teksterne, ”Drømme”, siger Lars Daneskov: ”Jeg tænkte, at det bliver nok en up tempo glad popsang, for den er kæk og glad og et glad lille omkvæd. To dage senere talte jeg med Mike, og du sagde. Jeg går lige og prøver at finde en vej ind i det, så det ikke bliver Kurt Ravn eller Poul Bundgaard. Og jeg tænkte, hvad er det for isflage, du har bevæget dig ud på? Så kom der en pianovals, hvor det eneste akkompagnement udover piano er strygere - og der har du sgu aldrig været.” Som det ligger i albumtitlen ”For første gang” er det første gang Mike Tramp synger på dansk, siden han og Mabel vandt Det danske Melodi Grand Prix for 44 år siden. Som en form for understregning af, hvor langt, vi kommer rundt i denne podcast, bliver der nævnte kunstnere som fx The Carpenters, Bee Gees, Osvald Helmuth, Gasolin’, Kim Larsen, Slade, Sweet, The Walkers, Bruce Springsteen, Tom Petty, The Beatles, Elvis Presley.

I denne episode af POV Mediano Music handler det om at møde djævlen i skikkelse af en håndfuld lovlig smarte pladeselskabschefer. Egentlig var Joe Johansen, kendt som B-Joe, tæt på at opfylde den klassiske rock'n'roll barndomsdrøm om stjernestatus, flotte piger og hus i Los Angeles. Hans band havde underskrevet en international millionkontrakt, albummet "Ready to Ride" var indspillet, udkommet internationalt, bl.a. med stor succes i Tyskland. Efter at have opbygget et ry som et af landets bedste klubbands, bl.a. i Lades Kælder i København, havde B-Joe oplevet at spille i rockmusikkens eget land, USA. Han og hans band levede rocklivet med piger og sprut – og en aften fandt B-Joe sig selv på et luksushotel i Los Angeles, hvor det vrimlede med jakkesæt – og bullshit. Han blev bedt om at komme ind på en af pladebossernes hotelværelse, hvor han blev truet på livet. B-Joe har i årevis været fascineret om rock’n’roll ur-legenden om bluesmusikeren Robert Johnson, der ved en korsvej efter sigende solgte sin sjæl til djævelen mod til gengæld at få succes. Den aften i L.A. stod B-Joe der selv. Denne podcast handler om albummet "Ready to Ride", der udkom i 1992. ”Har jeg lyst til et liv, hvor jeg jeg tager stoffer og brænder hurtigt ud som menneske, eller vil jeg gå den anden vej? Det måtte jeg spørge mig selv om,” siger han bl.a. Historien om det 30 års jubilerende ”Ready to Ride” er en af de mest dramatiske historier om et dansk rockalbum. Den involverer feministiske demonstrationer i Texas, svindel, tyveri, kokain, mordtrusler, løfter om verdensherredømme og fame and fortune, millionkontrakter, videoindspilning i Los Angeles og, ja - sex, drugs & rock’n’roll. Hør hele historien i denne podcast. B-Joe og hans gamle band fejrer 30 årsjubilæet med et par koncerter i september, måske flere koncerter. Derudover har B-Joe Johansen mange andre jern i ilden. Han har netop produceret et nyt album med Erik Grip, spiller med sin blues-trio, han har etableret eget pladeselskab, der bl.a. udgiver en ny plade med Jens Rugsted – og han er guitarist i Michael Hardinger Band, der spiller det gamle Shu-Bi-Dua guld over hele Danmark.

I januar 2020 sagde en læge til Morten Kærså: ”Du har nok ikke mere end et par tilbage at leve i”. Fire år forinden havde han fået konstateret prostatakræft i stadie 3. Det var altså alvorligt. Det har været en hård omgang for Morten Kærså, de sidste seks år, men heldigvis har han gjort lægernes ord til skamme. ”Jeg har aldrig været så frisk og rask,” som jeg er nu, siger han i denne podcast. Også Moonjam lever i bedste velgående – har optrådt hele sommeren. De seneste tyve års tid har Morten Kærså boet i en usædvanlig hyggelig ’luksusødegård’ i nærheden af Tyringe i Sverige. Inspireret af de mange koncerter på Kærsås Facebook-profil kørte Jan Eriksen en tur langt ind i en den svenske skov og mødte musikeren, komponisten og forfatteren Morten Kærså til en snak om karrieren, om at sætte en ny barre for dansk rock med Sneakers. De talte bl.a om: - et knust hjerter i Paris, der blev grundlaget for Sneakers. - da Sanne Salomonsen erobrede Kærså og dermed pladsen som forsanger i Sneakers. - hvad der skete i maskinrummet, da fusion, jazz, funk og rock blev til dansk poprock. - Sanne og Mortens unikke samarbejde – med tekstforfatter Hans Henrik Kolze som tredje kreative hjul. - lyden af Sankt Peders Stræde. - ærgrelsen over de internationale muligheder, der brast, da Sanne Salomonsen og Kærså - og dermed Sneakers – splittedes. - et kort møde med Quincy Jones. - Kærsås helt specielle samarbejde og venskab med Sebastian gennem mere end 40 år. - om dengang underboen Kim Larsen lånte et tema fra Kærså. - Moonjams bizarre rejser til Nordkorea, Nevada og Thailand. - da Kærså efter Minnesota behandling for stof- og alkoholmisbrug besluttede at flytte til Sverige. - kræftsygdommen, der naturligt nok har stjålet en stor del af Kærsås fokus de senere år. - livet på Havgårdsnäs – hvor Kærså endelig har fundet sin lykke sammen med kæresten Majbrit.

Så er POV Mediano Music tilbage efter sommerferien. Gæsten denne gang er musiker og komponist og ”ham, der kæfter op om klima”, Jens Lysdal. Han, der med rimelig god samvittighed kan kalde sig bæredygtig musiker, udsender meget snart et nyt album, ”Paradis til låns” i sin karakteristiske stil – hvor visetradition, blues, americana, latin, jazz, pop og world møder hinanden. Alene albumtitlen, "Paradis til låns" fortæller om Lysdals engagement i miljø og klima. Det samme gør titler som ”En varmere sommer” og ”Festen er forbi”. Et meget smukt nummer i øvrigt. Desuden har han skrevet melodien til miljøsangen ”For vist vil de komme”, der blev optaget i Højskolesangbogen, selvom selveste Bent Fabricius-Bjerre egentlig havde skrevet en anden. Statements som "Charterindustrien skal da lukke nu" og "Vi pisser på vores børn og børnebørn" er skarpe. Men som han også siger: "Hvis musikken kun har det politiske lag, bliver det for agiterende. Hvis det kun har det personlige lag, bliver det for navlebeskuende." Podcasten handler om Lysdals musik, den musikalske proces i hans værksted, om forholdene for musikere i dagens Danmark og om at vælge musikalsk frihed fremfor musikalske begrænsninger – og så bringer vi en nyhed: Sammen med bl.a. tidligere Roskilde Festivalen-boss Leif Skov og tidligere pladeselskabsdirektør Michael Ritto, har Jens Lysdal dannet foreningen Grønnere Musik med formålet at stå til rådighed for festivaler, spillesteder og musikere med rådgivning om bæredygtighed. Hør mere i podcasten. Jens Lysdals første album, "A Matter of Time", udkom i 1995. Han fortæller om sit mangeårige venskab og samarbejde med den uforlignelige bassist, salig Hugo Rasmussen, og selvfølgelig er der et par anekdoter om travle Hugo. I podcasten fortæller Lysdal om sine optrædener og arbejde i lande som USA, Tyskland, Holland, England Canada og Portugal. Og han fortæller om sit samarbejde med to af rockmusikkens mest berømte session- og studiemusikere, trommeslageren Danny Frankel og steelguitaristen "The Impeccable Greg Leisz", der har indspillet hele fire album med Joni Mitchell og arbejdet med k.d. Lang, Emmylou Harris, Alison Krauss, Bon Iver, Bruce Springsteen, Daft Punk, Eagles, Emmylou Harris, Eric Clapton, Grant Lee Buffalo, Haim, Sheryl Crow … og… ”Clapton pays me a ridicolous amount of money," sagde Leisz - så Lysdal kunne sådan set bare betale, hvad han havde lyst til. Og sådan vrimler det med anekdoter.

Nu bliver det nørdet. Beatles-nørdet. Lørdag 18. juni fylder Paul McCartney 80. I denne podcast taler Jan Eriksen med den danske Mr. Beatles, Arno Guzek – kendt af Beatles-fans verden over. Sammen hylder de Sir Paul, gennemgår de forskellige faser i hans karriere – så meget, der kan nås på en time og et kvarter. Tilbage i 1976 udsendte Guzek ”Beatles Discography”, der er af mange anses for den ultimative guide til The Beatles plader. Ja, Jan købte den selv for sine sparepenge kort efter, den udkom. Her er der faktuelle oplysninger om mere eller mindre ALT, der foregik under optagelserne ikke mindst i de ikoniske Abbey Road studier. Så stor er Guzeks viden om The Beatles historie, at Paul McCartney selv har brugt ham som konsulent i forbindelse med udgivelsen af opsamlingsalbummet ’Wingsspan’. Og Arno er i øvrigt i jævnlig dialog med McCartneys selskab om diverse sjældenheder. I podcasten forsøger Arno blandt meget andet en gang for alle at forklare, hvad det med McCartney og Michael Jackson og rettighederne til Lennon/McCartney-sangene egentlig handler om. Vidste du, at der findes optagelser af koncerterne d. 6. juli 1957 ved og i Woolton Parish Church i Liverpool, hvor 14-årige Paul første gang så John Lennon og hans Quarrymen spille. Optagelserne ligger i en bankboks et eller andet sted. Vidste du, at det meste af den med god ret berømmende Peter Jackson dokumentarserie ”Let it Be” har kunnet høres – og delvis ses - på diverse ikke helt legale bootleg-optagelser, inden optagelserne med Scotland Yards mellemkomst vendte hjem til familien Beatles? Alt dette og meget mere i denne hyldest til fødselaren.

Verdenssucces er et stort ord. I tilfældet Tone of Voice Orchestra er det berettiget. Næst efter MØ, formentlig - og måske et eller to andre album, er deres album, ”Tone of Voice Orchestra”, det danske album, der har fået flest internationale anmeldelser i år. Dertil en placering på hitlisten World Music Charts Europe, hvor de i maj lå i top 20. Gennemgående for anmeldelserne lyder det: Dette lyder ikke som noget andet. Se evt. mere på www.vaering.com. I denne POV Mediano Music taler Jan Eriksen med kernen i orkestret, ægteparret, saxofonist med meget mere Frederik Lundin og sangskriver Trinelise Væring. Hver for sig og sammen har de afsøgt musikalske grænser i en hel del år efterhånden. I podcasten taler de om deres samarbejde gennem mange år, om begyndelsen, hvor Trinelise Væring valgte at søge ind i jazzmiljøet, hvor hun mødte Lundin: ”Da jeg var ung i 80'erne oplevede jeg popmusikken som meget storskydende, stiv og pik og håret tilbage og masser af rumklang på trommerne. I jazzmiljøet mødte jeg masser af søde drenge, der var in it for the music og ikke så meget andet. Havde jeg været født ti års senere havde jeg også siddet med en guitar som Joni Mitchell.” I podcasten taler de om at eksperimentere, om at blende sine mange inspirationskilder sammen, om at gribe fat i lytterne, inden de når "ned i beskyttelsesrummet", versioner af argentinsk musik, kompromisløshed, kampene når man arbejder sammen som par. Læsere af POV.International, som Mediano Music i dag er fusioneret med, kender Trinelise Væring som musikskribent med fingeren på pulsen, især inden for americana-musikken, som også inspirerer hendes og Tone of Voice Orchestras musik.

Efter et par års tilløb besluttede den danske sangskriver, Stefan Mørk, og hans amerikanske partner in crime, Blue Foley, at etablere festivalen Nashville Nights International Songwriters Festival. Det foregik og foregår igen i år i Odense i september. Nashville Nights er, som navnet mere end antyder, en americana-festival – med deltagelse af artister og sangskrivere fra nær og fjern. I år bl.a. den amerikanske indie-stjerne John Grant. Mediano Musics Jan Eriksens hærdede musikhjerte banker for americana-musikken, der har lige så mange musikalske forgreninger som Mississippi har bifloder. Stik ham en et billede af en Stetson, en whisky og det nye album med Miranda Lambert... Derfor taler han i denne podcast med Stefan Mørk og Blue Foley om deres initiativ, som det er planen at importere til andre europæiske lande og såmænd også USA. De taler om inspirationen fra filminstruktør David Lynch, om øjeblikket i 2021, hvor Stefan efter et stort økonomisk underskud, måtte beslutte, om han ville fortsætte i 2022. Om udfordringerne med at kommunikere ud, hvad Nashville Nights egentlig er. "I danskere er rednecks," siger Blue Foley som svar på spørgsmålet, hvorfor danskerne mon har taget så forholdsvis varmt imod festivalen. Jan har desuden talt med den danske sangskriver Lasse Storm, der sidste år modtog Nashville Nights sangskriverpris. Han udsendte tidligere år albummet "Holmegårdsvej og andre historier" med bl.a. radiohittene "Holmegårdsvej" og "Ung, fuld og dum". Lasse er en af de heldigvis mange unge danske sangskrivere, der skriver snirklede, begavede tekster med stort lyrisk snilde. Disclaimer: Til almindelig advarsel forekommer betegnelserne country og countrymusik adskillige gange i podcasten.

De seneste fire-fem år er 80erne vendt tilbage i sangskrivning og produktion - ikke mindst i dansk popmusik. 80'erne, som sitet discogs.com, der registrer alle plader i verden, betegner som den ’uskyldige æra’ i dansk rock. I denne podcast dykker Jan Eriksen ned i de rigtige firsere, som stadig lever i bedste velgående. I hvert fald hos sanger Heidi Degn og bassist Jette Schandorf fra Halberg & Friends. Poptøsen og basøsen, kalder de sig. Bandet, der ledes af Poul Halberg, er aktuelle med tre nye singler. Senere i år udkommer et album med tekster af andre sangskrivere, som også satte deres præg på det forkætrede 80ere: Steffen Brandt, Anne Dorte Michelsen, Elisabeth G. Nielsen og Alberte Winding - og Mona Larsen. Det første samarbejde mellem Halberg og Larsen siden de stoppede i 1985. Poul Halberg og Jette Schandorf – der også danner par privat – har spillet og produceret sammen siden begyndelsen af 80erne i bands som News, Halberg Larsen og Ray-Dee-Ohh, hvor Jette medvirkede på enkelte numre på sin bas. I årevis var de medlemmer af Lis Sørensens band. Heidi Degn var den ene af to sangere i pop-bandet BeePop, der kom til lidt senere. Og hun var i øvrigt med på scenen, da Emmelie de Forest vandt Det Internationale Melodi Grand Prix i 2014. Det var dengang, Danmark kvalificerede sig til ESC-finalerne. Så det handler om POP. Det handler om bas. ”Det at spille bas sammen med en stortromme er så sexet," som Schandorf siger. Det handler om dansk rock i 80erne. Men også om Jettes baggrund i 70erbands som Hos Anna og Lillith. Baggrunden, den syrede begyndelse med Cream og Hendrix. Den ikoniske baslinje i Halberg Larsens 'Magi i luften'. Om tiden med News og ikke mindst mødet med Poul Halberg – ”Han spillede sig direkte ind i mit hjerte”. Og det handler om den nye musik med Halberg & Friends. Sidste efterår udgav Schandorf bogen ”Ti sekunder – om lidt så er jeg her. 60 år – 60 billeder”. 60 billeder af hende selv mere og mindre nøgen. Man kan kalde det et kropspositivt manifest om at stå ved sin krop og sig selv. Den taler de også om.

I år ville The Man in Black være fyldt 90. For nylig åbnede der et splinternyt Johnny Cash museum som nabo til Elvis museet Memphis Mansion i Randers. Under Nashville Nights festivalen i september i Odense afholdes der et Johnny Cash Tribute Show med bl.a. Allan Olsen, Kira Skov og Bjørn Fjæstad. Johnny Cash er stadig aktuel - der er altid grund til at tale om ham – og det gør vi så i denne episode af POV Mediano Music. Ligesom i en af vores mest lyttede episoder "Gud, country og comeback – Johnny Cash og American Recordings" er gæsten Dennis Greis Lydom, der bl.a. er den lykkelige ejer af plus 30 bøger om Cash. Lydom optræder som og holder foredrag om Johnny Cash. Denne gang handler om de to fængselsalbum, ”At Folsom Prison” (1968) og ”At San Quentin”, der udkom året efter. To album, der skulle blive et vendepunkt ikke bare i Johnny Cashs skrantende karriere, men i musikhistorien som sådan. Bl.a. affødte de flere af Johnny Cashs største hits overhovedet – "A Boy Named Sue" ikke mindst. Vidste du, at det blev spillet første gang under en sangskriversession hjemme hos Johnny, hvor han havde besøg af Bob Dylan, Joni Mitchell, Kris Kristofferson, Graham Nash og sangens ophavsmand Shell Silverstein? Dennis har ikke alene mødt Johnny Cashs trommeslager, W.S. Holland, sammen med sin rockabilly-gruppe Johnny Horsepower han har indspillet sammen med Holland i Sun studiet i Memphis. Hør om baggrunden for de to album, og hvad de skulle komme til at betyde for ham – hvor var Cash i sit liv og karriere? Hvad sagde pladebossen, den legendariske Clive Davis, da han første gang hørte om projektet? Hør om baggrunden for Johnny Cashs interesse i forholdene i de amerikanske fængsler og for de indsatte. Og hør selvfølgelig musikken.

”Stories to Tell” er titlen på et af de nye numre på Kasper Windings album ”The Test of Time, Pt.1”. Skulle man fortælle hele historien om Kasper Windings karriere ville der være mange historier at fortælle, og det ville kræve adskillige podcast-episoder. Så i denne episode af POV Mediano Music gør han og Jan Eriksen nogle nedslag. Det begyndte, da Kasper Winding som 14-årig skrev filmmusik til faren, Thomas Windings film ”Revolution i vandkanten”. Podcasten kommer forbi det første pladeprojekt, Buki-Yamas, den for en generation ikoniske film ”Mig og Charlie”, jobbet som studiemusiker i New York for bl.a. The Rolling Stones. "Oprindelig kom jeg med, fordi Keith Richards havde en ide om noget med to trommeslagere. Det var jo helt åndssvagt. For identiteten ligger jo i deres lyd. Så snart, der kommer en ny med, og trommer er meget markante, så forsvinder deres identitet lidt. Jeg endte op med at spille tamburin på et og stortromme på et andet nummer,” siger Kasper Winding. Hvilke numre fremgår af podcasten, hvor du også kan høre det ene nummer. Det handler om solokarrieren, der gjorde Kasper Winding til superstjerne i 80’erne, indtil han valgte at skrue ned for ambitionsniveauet efter et angstanfald efter en koncert for tæt på 100.000 publikummer i Valby Parken. Evnen til at få en koncert for så mennesker til at virke meningsfyldt er kun givet få. Det handler om inspirationen – måske – fra geniet Prince. Jobbet som (med)producer på to af 90ernes vigtigste danske album, Caroline Hendersons ”Cinemataztic” og C.V. Jørgensens ”Sjælland”. ”Det er sjældent, jeg græder, når jeg arbejder i studiet. Men det gjorde jeg der,” siger han om et af C.V.s numre. På spørgsmålet, om der var en samlet vision for Hendersons plade – som Jan synes, han hører, svarer Winding storgrinende: ”Det var der overhovedet ikke.” Faktisk blev han fyret fra projektet, og kaldt tilbage igen. Men det blev indledningen til samarbejdet og venskabet med Thomas Blachman – og senere fulgte det pludselige, overraskende verdenshit med singlen "Speechless" med Louise Norby på sang. Og selvfølgelig handler det om det nye album, indspillet under Corona lockdown i Paris, hvor Winding hr skrevet, "mit bedste nummer nogensinde", som han siger. Hør hvilket i podcasten, hvor der trækkes tråde helt frem mod situationen i Ukraine, og den verden, vi er ved at overlade til universets nåde og fromme. Undervejs møder du i øvrigt en sanger, der var for fuld og skæv til at levere en meningsfyldt indsats i finalen i Det internationale Melodi Grand Prix.

Hør for første gang en lidt af en helt ny Lars H.U.G.-sang med titlen “In a World Withoút Us” i denne podcast. Det er snart seks år siden Lars H.U.G optrådte officielt for sidste gang. I 2021 udkom albummet "L.A.R.S.T H.U.G Vega Koncert" med optagelser fra koncerten. 28. og 29. marts var der så premiere på en koncertfilm baseret på samme koncert. Men selvom Lars H.U.G. er stoppet som liveperformer, er han ikke færdig som gårdsanger. I denne samtale med Jan Eriksen tager han lytterne med helt ind i sit maskinrum og fortæller om sine arbejdsprocesser, om sine samarbejdspartnere, ikke mindst “vicesheriffen” Povl Kristian – og om, hvad der driver ham kunstnerisk - og i studiet. Det blev også til en snak om H.U.G.s karriere, der begyndte dengang i midten af 70erne, hvor han og en flok andre fandt sammen om et par guitarer. ”Jeg forsøgte sammen med nogle andre ligestillede at få et eller andet nyt stablet på benene. Bruge guitaren til at grave dybere ned, lave noget man kunne tage ejerskab til. Noget man selv kunne identificere sig med. Mødes med åndsbeslægtede, søge at finde en vej ind i noget terræn, hvor ingen andre havde været før.” Det blev til Kliché, der satte en ny standard for dansk rock. Og senere gik Lars H.U.G. solo med en stribe album med enorm både kunstnerisk og kommerciel succes. Det seneste, ”Ti sekunders stilhed”, udkom i 2017. Han har sågar nået at blive til leverandør til det kongelige danske hof med sangen “Mon de kan reparere dig”. “Kim Larsen kaldte mig hofsnogen,” som han siger med et grin. I dag kalder han sig Lars Haagensen og kommer også ind på sit nuværende kunstneriske arbejde. Som bl.a. er arbejdet med bogen ’Mine år med Lars H.U.G’, som er en slags biografi. Han har holdt nogle foredrag i Vartov i København om projektet. “Jeg er stolt af den bevægelse, jeg har gjort fra 1977 til nu, og jeg synes, det er en fornøjelse og en stor æressag at kunne træde ind på Vega – og bare tælle ned 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 – tak for i aften.” Men helt færdig som gårdsanger er Lars Haagensen ikke. Han skriver stadig sange, igen på engelsk og skal til at finde en til at hjælpe med at finpudse – om der er et nyt album på vej vides ikke. En af sangene er dog mere eller mindre klar. Et stykke af den kan du høre i podcasten. ”Med eneret for universet,” som H.U.G. siger.

I 2019 udsendte danske Iris Gold sit første album Planet Cool, og hun nåede endda at optræde rundt omkring i Europa, inden Corona brød løs. I forbindelse med et sponsor-arrangement mødtes hun og Eurythmics-legenden Dave Stewart. De klikkede. Lidt senere optrådte hun på Stewarts initiativ ved en Eurythmics hyldest-koncert, arrangeret af Nile Rodgers. Mødet udviklede sig til et unikt samarbejde over tre måneder på Bahamas, hvor den uhyre aktive musiker og iværksætter Dave Stewart er i færd med at indrette et studie. Med sig havde Iris Gold sin lille søn, August, og nogle ideer til sange. I denne podcast fortæller Iris Gold og Dave Stewart om deres utrolige samarbejde, der udmøntede sig i albummet ”Woman” – udkommer d. 29. april. Alle sange er skrevet i samarbejde mellem Iris og Dave. Som altid med iris Gold i den genre, hun selv kalder Hippy Hop. Det er den forunderlige historie om et usædvanligt venskab og samarbejde mellem to generationer og musikere med vidt forskellig baggrund, musikalsk og menneskeligt. Hør Iris Gold fortælle åbenhjertigt om sine nye sange. Bl.a. ”Thank God I’m Alive”. ”Det var en lidt hård sang at skrive. Den handler meget om ting, jeg har været igennem. Om visse forhold. Meget om min barndom. Meget det med at hylde livet og bare det at have det sådan, fuck mand, hvor er det fedt, jeg er her stadigvæk. På det seneste har min søn været syg og været indlagt på intensiv. Han har det godt igen nu, heldigvis. Men hvis jeg skal synge den live, tror jeg, at jeg vil ændre sidste linje til Thank God, You’re Alive. Jeg har aldrig tænkt over døden før. Fordi jeg ikke har elsket så meget som jeg gør ham nu.” Det var i mødet i studiet og på græsplænen udenfor mellem Iris historier og Dave Stewarts ører, at sangene opstod. Alle, jeg har arbejdet sammen med – fra Mick Jagger til Stevie Nicks og No Doubt. Sangene opstår hurtigt – på 15 minutter. Men det er efter en ret lang samtale. Det er lidt som at gå igennem deres følelser. På en måde er en jeg en kanal for deres følelser. Sådan har det været med mange kvindelige kunstnere i årevis. Annie Lennox i første omgang, selvfølgelig.” Hør meget mere i podcasten. Der er udsendt fire singler fra ”Woman”: ”Lover on My Own”, ”Girl Pick up Your Drum”, ”Crushed Velvet” og ”Piece of Mine”. PS: For første gang i årevis mødes Annie Lennox og Dave Stewart snart. Den 26. juni skal de optræde i New York i forbindelse med deres optagelse i Songwriters Hall of Fame. På spørgsmålet, om det kan føre til et samarbejde, siger Stewart: ”Hvem ved, det kunne være sjovt.” Foto: Amanda Thomsen

Foto: Torben Christensen (c) Omkring årsskiftet udsendte Gnags en ny single, ”Kold vinternat”, som er forløber for et kommende album. I den anledning kørte Jan Eriksen på besøg hos en af de sande legender i dansk rockmusik, Per Christian Frost – mangeårig guitarist i Gnags. Senest vendte han tilbage til Gnags i 2015 – 41 år efter, han kom med første gang. ”Dengang spurgte Jens mig, om jeg kunne tænke mig at spille guitar i Gnags, og the rest is history,” som Per Frost siger i podcasten. Det er blevet til den hidtil længste podcast (i et enkelt afsnit) i POV Mediano Musics historie. For der var meget at tale om den flotte, tidlige forårsdag i udkanten af Risskov. Mange refleksioner over udviklingen i dansk rock gennem de sidste 50 år, og hvad, det er musik kan røre i mennesker og hvad, der er musikerens rolle i den sammenhæng. "Individuel kunnen på instrumenter er fantastisk. Men hvis alle bare bliver skolastisk dygtige, kommer det let til at lyde, som noget man har hørt før. next level i noget, der bare bliver endnu sværere. Men hvis man har fire gutter, der har været sammen siden teenageårene, hvor man har lært at bøje af mod hinanden, ligesom vi har gjort i Gnags – og som Gasolin’ gjorde, opstår der personlighed i et band, der ikke lyder som nogen andre. Tag de der grupper, vi elsker Stones og Beatles. Det er kampene, der skaber det unikke. Man bliver nødt til at bøje for ikke at knække. Det er i øvrigt også et AG – citat." Per Frost købte sin første guitar i Hagstrøm i Vestergade i Aarhus for 109 kr., og sin første Hoeffner bas i Randers: ”årgangen ældre end Paul McCartneys. Åndssvagt, at jeg har skilt mig af med den..." Som 13-årig havde han sine første faste spillejob på et mælkediskotek i Mundelstrup ved Aarhus. Han kom hurtigt ind i et musikermiljø med bl.a. Georg Olesen pg Svend Erik Lerchenfeldt (senere Taurus og TV-2), Lars Muhl, Henning Stærk, Jens G. Nielsen (Gnags) og Lis Sørensen. Hør Frost fortælle om en vild ’studierejse’ til punkens og new wavens London i 1977, hvor Huey Lewis røg Frost så ”absurd skæv”, at nogle hooliganoptøjer ved Queen Park Rangers stadion lignede en surrealistisk film. Det er historien om Gnags’ rejse fra sen-hippie kollektiv til rock’n’roll orkester omkring Burhøns 1979 og den senere inspiration af engelske Steel Pulse's besøg i Gnags’ studie – ”det var totalt Cheech and Chong”. Det besøg gav inspiration fra reggae og caribisk musik, der skulle gøre Gnags til pionerer – og som fik Frost til at gå tilbage til rollen som bassist. Det blev så også porten ind til en æra, som skulle gøre Gnags til det største dansk rockband i en periode. ”Vi havde lyttet meget til reggae. Men Carl Pitterson lærte os at vi skulle holde fast i rock og pop. Vi lærte hurtigt at elske os selv som en form for bastard, der ikke bare tog de ting, der var gængse i Jamaica-reggae”. Frost forlod Gnags, da bandet var kørt fast, og da ingen af de andre medlemmer var med på Per Frosts forslag til en måde at afrunde æraen. Hør hvilket i podcasten. Du kommer du helt med ind i maskinrummet i Gnags og hører hvordan f.eks. numre som Rytmehans og Safari blev til. Om bandets musikalske visioner og Men selvfølgelig handler det også om Frosts solokarriere og mange jobs som side man for bl.a. Sanne Salomonsen, Lis Sørensen og Poul Krebs. Og den aften i 1997, hvor Frost fandt sig selv på scenen sammen med B.B. King. Lyt til podcasten her:

I denne podcast taler Jan Eriksen med guitarist Jacob Gurevitsch. Mange kender ham muligvis fra tv-programmerne 'Vild med dans' og 'Toppen af poppen', hvor han medvirker som medlem i Antonelli Orchestra. Han har tidligere spillet sammen med bl.a. The Savage Rose, Cæcilie Norby og Erann DD. Jan har inviteret Jacob Gurevitsch i studiet for at tale om ’hemmelige’ verdenssucces. Gurevitsch er nemlig en af verdens mest streamede akustiske guitarister på Spotify og især YouTube – faktisk er kun få videoer med f.eks. den spanske campéon, Paco de Lucia, streamet mere end de 35 mio. gange Gurevitschs 'Lovers in Paris' er streamet. Oprindelig var det jobbet som guitarist i Savage Rose, der ledte ham på sporet af den akustiske lyd af spansk flamenco. Helt præcist nummeret ’For Your Love’, der er stærkt inspireret af Rosens arbejde omkring 2000 på Costa Rica. For at kunne spille ’For Your Love’ købte Gurevitsch en spansk guitar, øvede sig en time om dagen, rejste til Buenos Aires, Stockholm, Prag, Rio de Janeiro og lånte en lejlighed på Montmartre i Paris, hvor han skrev nummeret ’Lovers in Paris’ – der altså i dag er en verdenssucces. Siden har Jacob Gurevitsch udsendt fire album inklusive det nyeste 'Yellow Spaceship', som har lokket en af de største stjerner i den spansk talende verden, Buika, til at synge med på. Lyt med her, hvis du trænger til lyden af sommer, sydlandsk stemning, strand eller smagen af en cerveza ved caféen og følelsen af la pasión – eller bare gerne vil høre en god historie. Undervejs hylder Jan og Jacob sidstnævntes gode ven og faste samarbejdspartner, percussionisten Jacob Andersen, der døde sidste år. Historien begynder på Ibiza.

Guitarist Mika Vandborg er næsten uafbrudt på turne i 2022. Først med Sanne Salomonsen sammen med makkeren fra Electric Guitars, Søren Andersen, derefter alene med Electric Guitars – og senere alene som solist. Vandborg var medlem af Gnags i ti år og er nu fast med på guitar, når Love Shop, Claus Hempler og Princes tidligere bassist Ida Nielsen spiller live. Men selvom hans datter en gang mente, at han sang som ”en doven, død fisk”, har Mika Vandborg også haft tid til at udsende albummet ”Den danske”. Om det nye album og karrieren, der begyndte, da niårige Mika hørte Jimi Hendrix i radioen og fik en åbenbaring, taler den uhyre veloplagte guitarist og Jan Eriksen i denne podcast. Det handler om årene som lærling hos ”den gamle rystefanden”, Peter A.G. Nielsen – "han har lært mig alt" – parallelt med guitarlir i Electric Guitars frem mod det nye album, der bl.a. blev anmeldt i Gaffa med fem stjerner og overskriften "Vandborgs voksenunivers er (ve)modigt og umanerligt godt skruet sammen". Sammen med Electric Guitars har Vandborg bl.a. udgivet det nu ikoniske helte-hyldestnummer ”Hero of Mine” med medvirken af guitarister som Franz Beckerlee, Jacob Binzer, Billy Cross, Aske Jacoby, Jens Runge, Poul Halberg og Tim Christensen. Hør i podcasten, hvilken af de ti soli, Mika Vandborg synes, er den fedeste – og fortæl det i øvrigt ikke til de andre ni. Han afslører også sin værste og bedste udenlandske koncertoplevelse. Den ene foregik i en tåge af gin og vin, den anden i Jim Morrisons fodspor. På sit nye album høres Mika Vandborg i et lidt mere afdæmpet udtryk end man kender ham fra Electric Guitars, bl.a. med en uforbeholden hyldestsang til Danmark, inspireret af en løbetur ved Århus Å. "Solen skinnede og jeg blev simpelthen bare så glad for at bo i Danmark. Jeg fik sådan en, "hold kæft, hvor jeg elsker Danmark"... Der er en naiv kærlighed: Hvor er der fedt her. Nogle gange glemmer vi, at vi bor i verdens fedeste land. Om nogen har jeg som musiker og som så mange andre lidt under Corona. Men prøv at tænke på mine kolleger i USA og Australien, der intet har i dag." Men det er ikke bare lun luft og lysegrøn himmel på albummet: Det indeholder også en protestsang, "Booker Blues", der som noget usædvanligt er rettet mod Vandborgs egen branche. ”Vi er en flok hippier, der løber rundt i det mest ultra liberalistiske erhverv i verden.Sangen er opstået ud af mange år i en branche, hvor jeg f.eks. har stået i WigWam (koncertturné, der krakkede og trak et hav af musikere med i faldet) med en mand, som kostede Gnags flere millioner, og som i retssagen sagde, "jeg er færdig jeg kommer aldrig tilbage". Og flere år senere står han med Lukas Graham og er tilbage, og vi andre har tabt årslønningerne." "På den anden side elsker jeg jo mit job og kunne ikke tænke mig at lave andet." Hør meget mere i denne podcast.

Mathilde Falch oplevede et forrygende 2021, godt hjulpet på vej af en optræden i TV 2-programmet ”Toppen af poppen”. Egentlig skulle Jan Eriksen have mødt hende, da albummet ”Solen brænder” udkom i maj. På grund af tv-optagelser, bogskriveri med mere mødes de i stedet nu i denne podcast på kanten mellem 2021 og 22. Det blev til en samtale om karrieren, spiseforstyrrelser, misbrug og vejen ud af det, og hvad sangskrivningen og live-koncerterne kan gøre for at fastholde kunsten som noget, der ikke behøver at opstå i flasken. På sin vis begyndte Mathilde Falchs karriere allerede, da hun som lille var på turne med sin far, Michael, og mærkede stemningen on the road. Eller den begyndte, da hun opdagede, hvad det at skrive sange kunne gøre for hende efter en sort periode med en indlæggelse, hvor hun var tæt på at sulte sig ihjel. ”Min livslyst kom tilbage gennem at skrive. Min sangskrivning hænger 100 pct sammen med, at jeg gerne vil leve,” siger hun i podcasten.</p> Siden har Mathilde Falch skrevet 100 pct. transparente sange. Det kan ikke være anderledes – selvom det kan have sin pris. For kampen for respekt er fyldt med modstand. Jeg har spillet i rigtig mange år for få mennesker. Det kan ske, at man kan føle sig latterliggjort eller til grin. Hvor folk i salen dårligt nok gad at vende sig om for at kigge på mig. Jeg har gjort det til en drivkraft. Jeg skal kraftstejleme nok få ham der til at vende sig om og kigge." I podcasten tager Falch og Eriksen en vandring gennem hendes karriere, der begyndte med singlen "Måske om fem år" og foreløbig kulminerede med albummet ”Solen brænder” - og en lang turne, som fortsætter ind i 2022.' Mathilde Falch om: - at føle sig latterliggjort i begyndelsen af karrieren. - hvorfor glæden ved at lyden af publikums klapsalver ikke må blive vigtigere end besværet med at smøre madpakker. - kunsten at lære at leve med misbrugsdæmonen på skulderen. - hvorfor de mange koncerter på små steder aldrig bliver større end den drøm, Mathilde Falch ikke har om Royal Arena. - at føle sig allermest hjemme på landevejen på turne. - hvorfor hun eller hendes musikere helst skal have grædt mindst en gang, inden de når Storebæltsbroen - hvad Mathilde fik ud af at arbejde på en genbrugsstation. - om at møde musikbranchens fordomme hende som ung kvinde og sin fars datter. - kampen mod misbruget. - misbrugets natur og misbruget og kunstens indbyrdes afhængighed og inspiration, og hvorfor det kan være svært at være i sig selv, hvis utilpassetheden ikke dulmes med alkohol eller stoffer. - at fester i dag som ædru alkoholiker er sjovere, end da hun drak. - at drømme sig væk til et andet liv med en anden mand og vide, at det er og bliver en fantasi.

Umiddelbart lyder det måske som et akavet match. Men på papiret, på ordekvilibristernes skrivemaskinepapir viste det sig at være frugtbart. I 2018 fandt rapkunstner, perfomer og forfatter Pers Vers sammen med nationaldigter Benny Andersen om et fælles projekt. Bare en halv måned inden Benny Andersens død, besøgte han Per Vers i studiet og indlæste 30 af sine mange digte. Den dødsmærkede digter var på toppen den dag – og rapperen fik frit slag til at klippe, mikse, scratche og ikke mindst til at digte videre. Og det blev til albummet ’Sidste omgang’. Nu udkommer Mesterens og Lærlingens fælles pladeprojekt, som ikke bare blev Andersens sidste værk – det blev hans 117. værk. 117 - det nærmeste vi kommer et hverdagstal på uendelighed. I denne podcast taler Jan Eriksen og Per Vers om dette spoken word-projekt, en frit associerende samtale på tværs af generationer, og blandt meget andet om livets ubønhørlige gang mod døden. Andersen døde 16. august 2018. Pers far døde under arbejdet med musikken. Hør om: - samarbejdet mellem ’Den vildeste inspirationskilde’ og Per Vers. - at arbejde med døden som allesteds nærværende skygge. - manglende selvværd og det modsatte, livslyst og selvrespekt. - ufarlig hyggehumanisme og rasende racisme – og overleve at der altid vil være et par procent danskere, der er Vild med Paludans. - hvordan det kan være omvendt lindring at opdage, at Benny Andersen allerede for 50 år siden skrev om politisk korrekthed. - at omfavne sin folkelighed - kunst og kultur som en klub for folk, der elsker mennesker, folk der elsker fremmede mennesker. - det jazz-blå bånd mellem Benny og Per. - om balancen mellem at leve i nuet contra et liv med masser af planlægning og aftaler. - at lære at tro på fremtiden, når man som Per Vers mistede sin mor meget tidligt. - kærligheden til Dan Turèlls spoken word-projekter på især de to første plader med Sølvstjernerne. - ”altid livsglade” Søren Krarup og Sørine Godtfredsen, hvis definition af næstekærlighed ikke accepterer, at ”næsten” også er ham der går og vander sin mark i Mali.

Den 21. januar 2022 har Det Kongelige Teater premiere på ’Lazarus’ – David Bowies forestilling, der lige akkurat nåede at få premiere inden hans død for seks år siden. Den musikalske kosmopolit Stephan Grabowski sidder bag trommerne i forestillingen, som han har gjort i mange andre teaterforestillinger, på koncertscener og på plader – egne såvel som andres. I denne podcast taler Jan Eriksen med Grabowski i anledning af Lazarus, den nye selvbiografiske bog "Engle i mit cockpit" og albummet "Elektrisk sommer". Vidste du, at han som eneste dansker har optrådt for i alt 200 mio. pakistanere? Eller at han arbejdet sammen med en producer, der sad med ved knapperne, da Bob Dylan indspillede "Time Out of Mind" og R.E.M.s "Automatic For the People". Stephan Grabowski begyndte for alvor sin karriere i Lars H.U.G. and the Zombies, der var et af firserne tre mest efterspurgte danske live-bands, han var med i Love Shop i begyndelsen, og han havde et årelangt venskab og samarbejde med salig Hilmer Hassig og Henrik Hall. Senere har han produceret og indspillet et hav af plader, bl.a. med Elisabeth, Marianne van Toornburg og Nanna. Men der, hvor Grabowskis historie for alvor bliver spændende, er i beskrivelsen af dengang, hans musikalske nysgerrighed uden forudgående aftaler bragte ham i armene på en af Indiens mest efterspurgte producere. Det er historien om at dumpe ned i sindstilstanden, som han siger, Mumbai med 24 mio. indbyggere uden meget andet end musikalsk nysgerrighed og dedikation i kufferten. En musikalsk opdagelsesrejse der på sin vis begyndte, da han og en kæreste i 1993 oplevede musikken som frisættende kraft under et technoparti i Goa i Inden.</p> Siden har Grabowski indspillet plader, hvor rock’n’roll, techno og indisk raga fusioneres ligesom han det seneste tiår har udsendte tre album med sin dansk-pakistanske Sufi-rockgruppe Rocqawali. Det ene produceret af superproduceren Mark Howard, Daniel Lanois’ lydtekniker på plader med Tom Waits, Lucinda Williams, Willie Nelson, Emmylou Harris, Neil Young og andre. Lyt med og hør om: - David Bowies Lazarus. - det livsforandrende øjeblik, da Grabowskis onkel Jess Ingerslev præsenterede ham for The Beatles. - dengang han blev valgt som trommeslager fremfor Martin Brygmann til Lars H.U.G.s band. - hvad han lærte af samarbejdet med Lars H.U.G.</li><li>hvad han har fået med fra sine venskaber med Hassig og Henrik Hall - samarbejdet med Ivan Pedersen og Peter Belli - og det ældste trick i popbogen.</li><li>inspiration fra Talk Talk/Mark Hollis. - arbejdet med den første Bollywood-forestilling i et dansk teater - Grabowskis drive og vision, der bragte ham ud af den danske selvtilstrækkelighed : "Vi bor på et knappehulshoved af en ø – der må være en verden derude". - rejserne til Indien, Pakistan og Etiopien og rollen som brobygger mellem to forskellige musiktraditioner. - at stå mutters alene i Mumbai mellem 24 mio. indbyggere og finde frem til en af Indiens største musiknavne/producer. - at fusionere pakistansk musiktradition med lyden af Led Zeppelin.

I år er det 25 år siden, de første Spice Girls-singler og albummet ”Spice” udkom. Få eller nok nærmere ingen, der så med, da videoen til gennembrudshittet ”Wannabe” hærgede MTV, havde vel på fornemmelsen, at det skulle blive anslaget til 90’ernes største popkulturelle fænomen. For nylig udkom bogen ”Generation Spice Girls”, skrevet af cand. mag, forfatter og foredragsholder Elise Ligaard og journalist Nynne Hein Møller. I denne podcast har Jan Eriksen besøg af Elise Ligaard. Hun er selv en af de mange, mange tusinde nu plus30-årige kvinder, der sprang med på Girl Power-bølgen som pige - og stadig gemmer sin merchandise. På sin side var Jan en af de journalister, der dækkede Spice Girls i begyndelsen - og som nu har genlæst sine 6-7 artikler om Spice Girls med blandede følelser. I denne podcast taler Elise og Jan om alt det, der skabte Spice Girls. Om det, der var den egentlige lyserøde revolution i fortællingen om Spice Girls, nemlig at de som de første i musikhistorien henvendte sig til en målgruppe, der ikke tidligere havde haft et popkulturelt talerør – piger helt ned til 4-5-års alderen op til det, vi i dag kalder tweens. Hvad var det, for et tomrum Spice Girls udfyldte? Og Elise og Jan taler om: - musikken. - fordomme og uvidenhed om de fem kvinder, der i høj grad selv styrede løjerne. - sexisme i medierne. - at bruge sexappeal. - især den britiske pressens vanvittige heksejagt på de fem kvinder. - den på sin side ekstremt effektive kommercielle maskine bag fænomenet Spice Girls. - konsekvenserne for medlemmerne. - Spice Girls som feminister. - arven efter Spice Girls. - og selvfølgelig kommer de omkring den skæbnesvangre dag - d. 30. maj 1998 – hvor Geri Ginger Spice Halliwell offentliggjorde, at hun forlod Spice Girls.

Gennem fire årtier har Hanne Boel sat sit tydelige aftryk på den danske musikscene – som musiker, sanger, sangskriver og som underviser og professor på Rytmisk Musikkonservatorium. Hanne Boel er den kvindelige danske kunstner, der har solgt flest plader – omkring 2,5 mio. Og hun er stadig aktiv. Så sent som sidste år modtog Hanne Boel Musikforlæggernes Ærespris. Hun har netop her i efteråret afsluttet en turné med over 30 job, mens Corona-vinduet stadig var åbent. Tidligere i år udkom hendes seneste studiealbum, 'Kopi', indspillet sammen med musiker og producer Jacob Funch. Det er anden gang, Hanne Boel besøger Mediano Music. Første gang padlede hun og Jan Eriksen sig gennem Boels 40 år lange karriere – og selvom det denne gang egentlig mest handler om den seneste plade, der er en fortolkning af tiåret 2010 – 20 i dansk rock, kom det også til at handle om valg og fravalg gennem Hannes imponerende karriere. I podcasten gennemgår hun og Jan hendes versioner af Carl-Emil Petersens ’Frit land’, Marie Keys ’Landet’, Minds of 99s ’Hurtige hænder’, Peter Sommers ’Det evige nu’, Barselonas 'Åbne arme' og Rasmus Nøhrs ’Retursekund’. Hanne Boel taler om: - at turde kaste sig ud i fortolkninger af nye nationalhymner som ’Frit land’ og ’Landet’. - at søge at ramme tonen i originalen og alligevel flytte sangene et helt andet sted hen. - at invitere Minds of 99 ‘Hurtige hænder’ ud på dansegulvet med inspiration fra Leonard Cohens 'Ten New Songs' og Grace Jones, der på mange måder var definerende i begyndelsen af Hanne Boels solokarriere. Og i den sammenhæng erkende, hvad det kan betyde at tilhøre generationen før Aids. - at have det som sin primære drivkraft IKKE at lyde som Sanne Salomonsen. - at genbruge 80ernes lydæstetik uden at lyde tilbageskuende. - hvad det egentlig er, der sker for en kunstner, når man vokser fra at være hende eller dem i øverummet til, man pludselig finder sig selv foran et fyldt Parken. - glæden ved at se, at det stadig kan lade sig gøre at vinde hele nationen for sin musik. - om undren over, den danske musikscene – alting taget i betragtning – er maskulint præget. I 80erne var det kvinderne, der sad på den danske musikscene. Hvorfor er det, at ’lyden af kvinde er mindre populær end lyden af mænd’? - at opdage en fejl i sidste sekund i en Peter Sommer-fortolkning. - at høre Charles Aznavour i Peter Sommer. - oplevelserne under koncerterne live, der gør, at Hanne Boel bliver ved. - om at spille publikum som et orgel...

Det begyndte for et par år siden med sangen ”Åltins koldt i København”, sunget på synnejysk. Den blev et stort viralt hit, og i dag har Rikke Thomsen status som en af landets flittigste optrædende. For nylig udgav hun albummet "Opland." Hun har optrådt landet over, og næste år turnerer hun vinter, forår – måske en festival eller to – og senere igen til efteråret. I anledning af det aktuelle album besøgte Rikke Mediano Music. Til vært Jan Eriksens behagelige overraskelse blev det blandt meget andet til en samtale om inspiration fra Elvis Presley, Bruce Springsteen, John Mayer, Poul Halberg, Joni Mitchell - og Karl Ove Knausgård. Men først og fremmest om at vokse op i en by, Blans mellem Sønderborg og Aabenraa, med 517 indbyggere og Danmarks bedste badestrand for enden af Ballebrovej – og om at skrive sange med udgangspunkt i sit opland og se en mission i at fastholde netop dét, sit sønderjyske mål i sange om trygheden, længslerne og kedsomheden – og alt det andet, der skabte hende og den karriere, der venter forude. Rikke Thomsen er et talentfuldt, ungt kvindeligt bud i en genre, som hidtil mest har været befolket af mænd – først og fremmest Allan Olsen, Johnny Madsen og Niels Hausgaard, der jo altid har været der. Lyt med og hør om: - sangene der har været i Rikkes liv lige siden hun og Anton legede rockstjerner i Blans. - som den yngste nogensinde at modtage Modersmålsprisen. - den svære kamp mod amerikaniseringen af det danske sprog, især i Rikkes egen generation. - beslutningen om at gå sin helt egen vej i musikbranchen. - de afgørende points of no return: den nye lærerinde på Lilleskolen, der gjorde den helt store forskel, lyden af ”Born to Run” i radioen og søsterens lille skub, der førte til et afgørende valg. - inspirationen fra især Springsteen, der gennemsyrer det nye album. - fascinationen af de der "guitar men" i deres lædertøj, der bl.a. førte til uddannelsen som guitarist. - at sidde på teenageværelset og skrive følsomme, bløde kærlighedssange. - om samarbejdet med guitarist og producer Søren Andersen på det nye album med en lyd, der lyder lige så meget af folk som de popglade digitale 80ere.

I 90erne var Psyched Up Janis en del af den såkaldt grønne bølge i dansk rock. Der var dem, Passion Orange, Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Inside The Whale. Senere blev Sune Wagner medlem af Tremelo Beer Gut og den ene halvdel af The Raveonettes - senere igen solist. Bassist Jakob Jørgensen fortsatte i Knallert, Childrenn og nu guitarrock/psychedelia-bandet Ring Them Bells. I anledning af en kommende gendannelse af Psyched Up Janis og hele fire nye Psyched Up Janis-album med diverse nyt og remastered materiale og Ring Them Bells' nye single 'The Fall', har Jan Eriksen talt med Jakob Jørgensen. Det er historien om - to Sønderborgdrenge, der fandt hinanden, selvom de egentlig var kommet skævt ind på hinanden på tennisbanerne. - gennembrudet med I Died in My Teens. - om ikke at være inspireret af grunge, men snarere at få bekræftet af Nirvanas Nevermind, at de ikke var alene. - om de hundrede af breve, de modtog fra fans, hvoraf nogle enkelte takkede PUJ for ikke at have begået selvmord. - om Sune Wagners teksters rod i hans eget liv. - om koncerten i den legendariske New York-klub CBGB’s, som nu udkommer som live-lp, optaget gennem boardet i klubben, nu mastereret af Jan Eliasson, så det lyder cool. - om et møde på Bobi Bar i København, hvor Sune Wagner medbragte en ubehagelig besked. - de foreløbig fire gendannelser af Psyched Up Janis. Gruppen skal på turne som opvarmning for Dizzy Mizz Lizzy i 2022. - hvordan tilfældige møder til højre for Orange Scene i Roskilde kan føre til en ny gruppe. - den nye rolle som bassist i Ring Them Bells. - en tur på Christiania, der satte Jakob Jørgensens karriere i perspektiv.

En aften på svampe i 1999 udvidede Niels Roos’ verden. Ikke fordi han tog svampe, men fordi han første gang hørte et Eminem-nummer. Allerede i 98, hvor han gjorde sig som undergrundsrapper i Aalborg, havde han læst rygterne om, at Dr. Dre havde signet en hvid rapper. Det skulle senere blive til mange, mange aflytninger af Eminems anden LP, ’The Slim Shady LP’. "If I Had, det er jo et nummer, hvor han rapper om, hvor nederen, han er. Det er kun de grimme tøser, der gider knalde med ham, Han havde et skodjob. Det havde jeg også. Jeg var fucking rengøringsafløser. Det var første gang, jeg fucking bare følte det," siger Niarn bl.a.. Som Eminem havde og har sit alter ego, Slim Shady, havde Roos Niarn. I denne udsendelse fortæller Niarn om sin yndlingsplade, og: - hvordan den formede ham, der indtil da havde haft svært ved at identificere sig med andre rappere, der rappede om deres guldkæder og hvor seje, der var. - hvordan den gav ham selvtillid. - han tager lytteren med tilbage til 90’ernes Aalborg med brune fliser på badeværelserne. - til rapbattles mellem Niarn og et ungt medlem af Nik & Jay - til brune værtshuse. - til 1000Fryds undergrundsscene. Gæst: Niels Roos Vært: Lasse Yde Hegnet

Kan man virkelig blive ved med at tale om Gasolin’? Ja da – d. 21. november er 50 år siden, den første LP, ’Gasolin’’ udkom. 2. november udkommer endnu biografi om gruppen, der forandrede den danske musikscene i 1970’erne. Inspireret af Franz Beckerlee har bogen fået titlen ’Gasolin’ – Gudernes vilje’. Bogen er skrevet på basis af samtaler med 40 personer - ikke mindst da Franz Beckerlee, Søren Berlev og Wili Jönsson - af forfatterne Jacob Wendt Jensen og Niels Ole Baadsggard. Samtidig har de to forfattere helt eksklusivt haft adgang til de godt og vel 25 timers optagelser, filminstruktøren Anders Østergaard optog til dokumentarfilmen ”Gasolin’ – hvis du tør, så kom med mig…”. Dermed indeholder bogen interviews med Kim Larsen, der aldrig har været offentliggjort før. Med udgangspunkt i ét nummer fra hver af de syv Gasolin’-album har Jan Eriksen inviteret de to forfattere til en samtale om bogen, om Gasolin’ generelt og om forfatternes personlige forhold til musikken og myterne. Om ikke andet genopfriskes gammel viden, og giver svar på spørgsmål som: - Hvor var det, David Bowies ’Life on Mars’ og Joan Baez’ ’Geordie’ inspirerede Gasolin’. - Hvad var Freddie Mercurys kælenavn for Gasolin’? - Hvor var det nu, udtrykket ’Dæmonernes port’ stammede fra? - Hvad var det et medlem af Bessefars’ familie fortalte Jan i en gang i Aalborg. - Er det rigtigt, at Gasolin’ optrådte en sidste gang sammen i 90’erne? - Hvad brugte Gasolin’ ugebladene til, når de arbejdede? - Var de virkelig så meget uvenner, som alle går rundt og tror? - Hvilken Gasolin’-sang, der har afstedkommet flest kajeraslere og blå øjne? OBS: Tommy Bogs blev kaldt den femte Gasolin'. Han arbejdede bl.a. som gruppens lydmand. Hvide var roadie for Gasolin'.

”Når man skriver hits og har meget fokus på at ligge nummer 1, kan man der ret hurtigt gå sport i den. På et eller andet tidspunkt kan det blive trættende” Hvad gør man, når man oplever hitskabelonen som mere begrænsende end kreativt berigende? Tjah. En mulighed kunne være at gøre som Troels Gustavsen. For godt og vel 12 år siden kom Troels Gustavsen og hans makker Lasse Dyrholm drønende fra Nykøbing Falster ind på den danske popscene. Noah, som duoen kaldte sig, fik kæmpe hits med bl.a. ”Alt er forbi”, ”Over byen” og ”Før vi falder”. I 2015, da succesen var allerstørst, blev Noah halveret og bestod herefter alene af Troels Gustavsen. Efter endnu et album ”1988” og ikke mindst OL-sangen, ”Vi brænder” og hittet ”Ensom for evigt”, blev enmandsprojektet Noah til Troels Gustavsen. Det sidste års tid er han vendt tilbage under sit eget navn. Har man opholdt sig i nærheden af en dansk musikradio har det været svært at undgå det nye hit ”Knuste hjerter”. Han har netop udsendt albummet ”Det’ sådan mit hjerte er”. I denne samtale med Jan Eriksen reflekterer Troels Gustavsen over skriveblokering, personlig sangskrivning, inspirationen fra hans salig far, der aldrig stoppet. Om efter lang tids hårdt arbejde og søgen endelig at finde hullet igennem til ægthed og ny energi. ”Jeg tudbrølede hele vejen til Ry fra København, da jeg endelig fik hul igennem. Det sådan en kæmpe forløsning”, siger Gustavsen i podcasten. ”Jeg gider ikke tænke over musikpolitiet. Jeg gider ikke tænke over, om det er for poppet, eller om det rammer en trend, eller om det går til radio, alle de ting, jeg har tænkt rigtig meget over i Noah regi, og i virkeligheden siden mit første album. Det har jeg prøvet at parkere på mit nye album.” Lyt til podcasten her:

Den 5. november udkommer det første studiealbum med ABBA i 40 år - Voyage. Er det noget at tale om? ”JA!,” lyder svaret fra Mediano Musics Jan Eriksen, der har inviteret ABBA-eksperten Thomas Hemdorff i studiet. Udover at være ’livslang ABBA-fan’ har Hemdorff arbejdet på to forskellige pladeselskaber, der begge havde ABBAs musik på deres repertoirer. I den sammenhæng har han mødt både Björn og Benny. Ligesom Jan har interviewet begge d’herrer og Frida, i alt fire gange på telefon. Så begge har både den private og professionelle tilgang til musikken og historierne og myterne om Agnetha, Frida, Björn og Benny. Har du brug for reboote din ABBA-viden og måske begejstring er denne podcast vejen ad hvilken. Intet mindre end 15 af sine personlige favoritter i ABBA – kataloget har han udvalgt. Ud fra disse mange sange taler de to om ABBA i forskellige perspektiver. - Hvad sker der egentlig med ABBA i 2021 og 2022? - Hvad kom forud for ABBA? - Hvad skabte musikken? - Hvad var det med tekniker og producer Mikael B. Tretow og noget med at slå en kalkun ned på våd asfalt. - Hvad er det med Agnetha og ’the sound of heartache’. - Hvorfor endte det med to skilsmisser, der skabte en lille håndfuld af de smukkeste popsange nogensinde? - Hvad det for noget med det ’ukendte ABBA-nummer’ ’Just Like That’?

I denne podcast dykker Beatles-eksperten Per Wium og Jan Eriksen ned i The Beatles' kvaliteter som sangere. Hvem lå mon nr. 1 på 2020-listen over de bedst sælgende rockgrupper i verden … det gjorde The Beatles. Vi taler her om fysisk salg, vinyler og cd’er - 1,4 mio. i alt, ifølge Forbes. 51 år efter deres brud fylder The Beatles stadig en masse. Men måske fordi det forekommer at være en selvfølgelighed, taler man ikke så ofte om beatlerne som sangere. Det råder vi bod på i denne podcast. "Jeg er ikke Pavarotti," sagde Ringo Starr en gang. Men de tre andre var hver især markante sangere, faktisk er det svært, om ikke umuligt at forestille sig The Beatles’ sange uden lige præcis John, Paul og George hver for sig eller sammen tostemmigt og trestemmigt. De sang som en drøm, når de sang sammen. "De færreste mænd kan synge et A uden at gå i falset, det kunne Paul," som Per Wium siger i podcasten. Man kan ligefrem argumentere for, at det, der måske især adskilte de tidlige The Beatles fra andre pop- og beatgrupper, netop var deres sofistikerede vokaler. Rutinen efter mange hundrede job i Hamborg og hjemme i England. Selvfølgelig stærkt inspireret af forbilleder som Elvis Presley, Buddy Holly, Little Richard, Carl Perkins, The Everly Brothers, de tidlige soulsangere som The Marvelettes - dem med "Please, Mr. Postman". Efter to podcast med Per Wium er Mediano Music POVcast, som det hedder nu, er vi tilbage med en tredje, hvor Per som altid veloplagt fortæller om de fab fires arbejde som sangere. Og selvfølgelig er der eksempler: ANNA (GO TO HIM) LONG TALL SALLY DON'T BOTHER ME HONEY DON'T TICKET TO RIDE THIS BOY HELP NOWHERE MAN THINK FOR YOURSELF BECAUSE

I foråret udsendte Sylvester Larsen sit 8. album ’Trolddom’. Hans bedste efter Mediano Musics Jan Eriksens mening – det gælder både melodier og produktion. Det virker som om, Sylvester er ved at finde sin form. I den anledning besøgte Jan ham i lejligheden tæt på Søerne i København, hvor han også boede som dreng. Tæt på Irmahønen, som hans far synger så smukt om i ’Hjerter dame’. Vi talte om Sylvesters karriere, hans mange plader, inspiration, samfundskritik og hans keyboardspil. Om at undre sig og søge svar. Det blev til en hyggelig samtale over et par økologiske øl. Vi talte også om musikrummet, som blev brugt af hans far, mens Sylvester midt om natten i værelset siden af hørte faren sidde med trommemaskinen og hans Korg keyboard, mens han skrev sange som ’Susan Himmelblå’, ’Jutlandia’, ’Flyvere om natten’ og ikke mindst ’De smukke unge mennesker’, der blev skrevet til Sylvesters nonfirmation. Senere optræder samme Korg på alle Sylvesters plader. I podcasten kan du høre hele historien om ’De smukke unge mennesker’ og Sylvesters svarsang ’Daddy-O’, skrevet til Kims 70 årsfødselsdag. Det handler bl.a. om, hvordan det var at blive lært i sangskrivningens ABC af Kim Larsen. - Om den afgørende køretur i farens 2CV. - Om det med den gode melodi, der helst skal være der. - Om hvad Sylvester lærte af sine år i New York som dreng. - Om alt det, der inspirerer ham som musiker, fra Scott Joplin over Supertramp til Blur og ikke mindst andre pianomen som Elton John og Billy Joel. - Om de heldigvis korte øjeblikke, hvor han spørger sig selv, om han gider fortsætte. - Om hans kærlighedsforhold til Rom, der fik ham til at skrive sangen ’Den evige stad’. - Om at skrive om og holde af hverdagen. - Om søgen efter svar på de store spørgsmål. Om at efterlade sig en verden Om karma. Om hvad det var, Sylvester ville med livet.

Tidligere i år og 2020 udkom der fire nye album, Johnny Cash, Forever Words Expanded med ny musik til gamle digte og tekster af Johnny Cash. POVs musikredaktør Jan Eriksen blev så begejstret for disse album, at han kontaktede en af Danmarks største Johnny Cash-entusiaster. Dennis Greis Lydom, der holder foredrag og optræder med Cash-musik. Resultatet af denne podcast, hvor de tager på vandring ned gennem de seks American Recordings album, der udkom i den sene del af Cash's karriere. De to sidste udkom efter Johnny Cash's død i 2003. Efter musikpodcasten Mediano Music er blevet en del af POV hedder det fremover Mediano Music POVcast. I 1969 udgav Johnny Cash albummet At San Quentin, der blev det mest solgte album det år - i hele verden. 20 år senere var Johnny Cash på mange måder rangeret ud på et sidespor i sin karriere og til dels også menneskeligt. Godt nok havde han fundet sin gud og var kommet clean ud af sin misbrugsbehandling i 1983, men det kneb indimellem med at holde sig på stien. Efter sin anden fyring, denne gang fra selskabet Mercury, sang Cash Bob Dylans "It Ain't Me Babe" under en hyldestkoncert til den gamle ven, som Cash bl.a. havde indspillet sammen med på Dylans Nashville Skyline. Da pladeselskabsmanden Rick Rubin overværede koncerten, opstod der en drøm i ham. En drøm om at give Johnny Cash den respekt og de sange, han som en af de tidlige rockpionerer havde fortjent. Den var Cash helt med på, faktisk havde han en liste med 100 sange, som han godt kunne tænke sig at indspille. Så de mødtes og begyndte at indspille i Rubins stue. Resten er musikhistorie. Nu også fortalt i denne POVcast: På grund af en fejl i en ellers helt nyindkøbt mikser er lyden lidt ulden, men kan sagtens høres. Det beklager vi. Og så skal det tilføjes at The Class of '55, 'de fire vise mænd', som Jan Eriksen nævner i podcasten, er Jerry Lee Lewis, Carl Perkins, Roy Orbison og Johnny Cash. Nogle gange kan de ske, at det løber af med nørder, når de får talt sig varme. American Recordings American II: Unchained American III: Solitary Man American IV: The Man Comes Around American V: A Hundred Highways American VI: Ain't No Grave

Lydlandskabet #9: Rapport fra Summer Days i Roskilde, optakt til Minds of 99 i Parken – og vilde FVN. Efter en lovlig lang pause er Mediano Music tilbage – denne gang med niende episode af Lydlandskabet. Jan Eriksen og Tanja Brinks Toubro har haft travlt med bogskriveri, andre podcasts. Og nå ja, der var også noget med corona og bl.a. bla. De er i det hele taget fulde af undskyldninger. Men nu er der her med kort gæsteoptræden af Jans kat, Kiksen, i Lydlandskabet, podcasten der tager et vue ud over musikscenen lige nu og her. Tanja rapporterer fra Roskilde Festivals coronasikre mikrofestival Summer Days, hvor hun bl.a. har set Amina, Branco og faldt pladask for FVN. Og på dag 2 oplevede hun Ganger og Joyce og hun var til tyskerrave med Greta, der efterhånden er stamgæst i Lydlandskabet. Jan og Tanja ser frem mod festivalåret 2022 – og de ser på årets helt store begivenhed i dansk rock, bedømt ud fra volumen: Minds of 99’s udsolgte koncert i Parken d. 11. september. Ingen af de to af decideret fans af Minds of 99, men vil gerne forstå dem, som man siger. De har lyttet til Coco O’s nye album It’s a Process. Tanja er faldet for Angående Mig og Jan for et nyt album med Johnny Cash-sange. Efter at have gået i vuggestue hos Mediano, er Mediano Music er fusioneret med mediet POV.International. Der er tale om et helt udramatisk brud med Mediano, der fremover kun fokuserer på fodbold. Det betyder at Mediano Music flytter ind POV’s nye lokaler med podcaststudie tæt på Strøget i København. Der følger masser af nye podcasts i sensommeren og til efteråret. Bl.a. om The Man in Black, Johnny Cash.

Normalt står Lau Højen på scenen sammen med Carpark North. Siden 2003 har trioen udsendt seks album og en stribe singler. De tre unge efterskoledrenge, Søren Balsner, Morten Thorhauge og Lau, skulle blive et af Danmarks mest markante rockbands i 00’erne og 10’erne. De fleste, der var i nærheden af en radio i 00’erne kender ”Transparent and Glasslike” og ”Save Me From Myself”. Carpark North eksisterer stadig, men for øjeblikket forsøger Lau sig som solist. Han har bl.a. udsendt singlerne ”Stenfuglene”, ”Kun dig”, ”Hold mig tæt” og ”Køreturen/Flyveturen”. Og hvorfor så det? ”Der er nogle ting, der ikke passer i et rockband,” siger Lau blandt meget andet i denne podcast, hvor han reflekterer over sit liv, Carpark Norths karriere indtil nu og sit soloprojekt. Lyt med og hør Jan indrømme en af sin karrieres store brølere. Men hør først og fremmest Lau Højen fortælle om: - da han med en masse Dizzy Mizz Lizzy, Björk og Daft Punk i bagagen løb ind i en stormende forelskelse i højskolemiljøet. - da han og de to andre opdagede, at deres første navn Weed ikke bare betød græs som i græsplæne. - hvad der inspirerede Carpark North, da de og bl.a. Nephew, Kashmir og Spleen United skabte en ny scene i dansk rock. - han har fået ud af ”Transparent and Glasslike”, der blev skrevet, inspireret af Sting og en oplevelse, da han fik bank af nogle tilfældigt forbipasserende bøller. - det store privilegium, det er at være Carpark North. - første gang han mødte vildt ambitiøse Lukas Graham. - hvad han og bandet fik ud af at optræde i Irak, trods stor modstand mod krigen i den danske befolkning. - da opgaven som support for Jared Letos band til 30 Second To Mars blev et vendepunkt for Lau som rocksanger. - da en medstuderende fra Konservatoriet uopfordret meldte sig ind i liveversionen af Carpark North. - da han blev ”savet over” af produceren Brian Sperber. - kampen mod den forfærdelige sygdom, kræft, som Lau har gjort til en livssag, personligt og som artist. - overvejelserne om han, der er vokset op i en tryg familiebaggrund overhovedet havde ret til at byde ind med rock’n’roll. - sin absolutte, store kærlighed til sin kone, der inspirerer ham som soloartist. - da en vens erfaringer som skilsmissebarn inspirerede til en ny single. - hvordan han har brugt sin flyskræk konstruktivt

Bob Dylan fylder 80 år den 24. maj. Det fejrer vi med forfatter og teolog Jakob Brønnums gennemgang af de efter hans mening ti bedste Bob Dylan-album. Og i denne POVcast - som i dagens anledning er døbt BOBcast - uddyber Brønnum sine valg i samtale med musikredaktør Jan Eriksen. Podcasten er lang, det handler om en lang karriere. 100 minutters BOBcast. 80 års levet liv. 60 år lang karriere. 40 album. Godt og vel. At sætte sig for at udnævne de bedste ti Dylan-album kræver beslutsomhed, stor viden og et vist mod. Alt det kendetegner Dylan-eksperten Jakob Brønnum. I denne podcast taler han og værten ikke bare om de ti album på listen, men også om afgørende træk, musikalsk og teksmæssigt, der kom til at påvirke Dylan efter det store brud med folkemusikbevægelsen i begyndelsen af 60'erne. Og de taler ikke mindst om den betydning Dylan løbende har haft på den øvrige musikscene og den omgivende verden, der omvendt har påvirket Dylans sangskrivning. På det seneste har Brønnum og Dylan-eksperten Eyolf Østrem udsendt første udgave af det, de kalder et "in-depth newsletter about Bob Dylan's music and lyrics", med andre ord et lille månedligt tidsskrift med artikler og analyser og anmeldelser og klummer, men i den nye Substack-form, hvor det går direkte i indbakken som mail og man samtidig har arkivet på hjemmesiden. Brønnum har bl.a. skrevet bogen "Sange ved himlens port - Bob Dylans bibelske inspirationskilder". Jan Eriksen mødte Brønnum på et hotel i København, da denne var på vej hjem til Sverige. Der er lidt rumlen fra andre hotelgæster undervejs. I løbet af samtalen taler de blandt meget andet om: Robbie Robertsons indfølte guitarspil, der nærmest er et nummer i sig selv på versionen af "Blowing in the Wind" på Before the Flood Forholdet til den daværende kone Sara Lowdes, der påvirker flere af Bob Dylans smukkeste numre. Dylans inspiration i den jødiske Kabbala-tænkning De uendelig mange oneliners i Dylans sange Dylans Nobel-pris Den evige afsøgning af eksistentielle spørgsmål i Dylans sange Forholdet mellem og folkemusikbevægelsen, der kom til at påvirke Dylans sangskrivning i mange år senere. Dylans påvirkning af resten af musikscenen. Hvad der skete, der Dylan for første og sidste gang arbejdede sammen med en anden tekstforfatter - på albummet Desire. BOBcastens playliste: Bob Dylan Greatest Hits vol. 2, "Positively 4. Street" Before The Flood, "I Shall Be Released" Oh Mercy, "Ring them Bells", version med Joe Cocker Blood on the Tracks, "If You See Her Say Hallo" Highway 61 Revisited, "Desolation Row" Desire, "Hurricane" Time Out of Mind, "Trying to Get to Heaven" Blonde on Blonde, "Sad Eyed Lady of the Lowlands" Love and Theft, "Mississippi" Bring it All Back Home, "Love Minus Zero/No Limit"

Lasse Helner er en af de danske rockmusikere, der har været med længst. Allerede som 12-årig stod han første gang på scenen – det var i 1959. Helner er stadig aktiv med og uden sin kone Mathilde Bondo. Han har netop udgivet albummet med den både selvironiske og kampivrige titel ”Over the Hill – Still Got the Thrill” med en række fine sange i en genre, som man sikkert ville kalde roots eller americana i dag. Det er en form for musikalsk testamente. Jan Eriksen kørte til Lundeborg på det forårsklædte Fyn for at tale med Lasse Helner. Det er blevet til en podcast, hvor Lasse og Jan taler om den 62 år lange karriere - og det fyger med anekdoter fra musikeren, der stadig føler, at han har masser at bidrage med på musikscenen. "Jeg har altid haft et svagt hjerte for publikum på Tivoli og makedspladserne. Mennesker, der ikke nødvendigvis har så meget forstand på musik, men fornemmer noget, der berører dem. Det behøver ikke være plat. Publikum fornemmer meget tydeligt, om man lyver." Her møder du hilsner til The Who, Trille, Jan Toftlund, Sebastian, Ole Fick, Peter Abrahamsen, Kim Larsen, Poul Bruun, Folkeklubben, Dr. John, Wili Jönsson, Alex og Ane Riel, John Lennon, Oluf Palme, Kris Kristofferson, Nelson Mandela, Kennedy-brødrene John og Robert og mange andre. Lyt med her og hør, hvordan det gik til, da: … da Lasse mødte Mathilde. ... Mathilde fik hevet Daniel Lanois ud af kløerne på U2 og Peter Gabriel, så hendes mand kunne arbejde sammen med ham i New Orleans. … Pete Townsend og Keith Moon spillede sammen med Helners band The Baronets … et forsvundet bånd under indspilningerne af U2’s 'Actung Baby' i Berlin blev til gavn for Lasse Helner. … Helner var en del den frodige danske folkscene i 70erne omkring pladeselskabet Exlibris … det senere blev big business på det store selskab CBS med fester 'hele tiden'. … ægteparret Peter og Nina Færgemann forlod en fordømmende familie og rejste til Fyn, hvor de købte ’ruinen’ Ryslinge Kro og skabte den om til Fyns Hotel California - og senere sammen med bl.a. Lasse Helner skabte Midtfynsfestivalen. … da Lasse Helner med en enkelt nats frist måtte sætte musik til et brev fra Jan Monrad for at skrive en sang om Fyn. … det kunne sikres en større udveksling og gensidig respekt mellem generationerne på den danske musikscene, inspireret af den amerikanske musikscener. … da Helner indspillede i Sun Studios med Elvis Presleys gamle musikerhold fra American Sounds Studios. Endda på Kongens fødselsdag. … den nat, det var fuldmåne i New Orleans … da Helner fik god tid til at indspille sit nye album. Og der var tid til at reflektere over karrieren og et liv, hvor det lykkedes ham at komme ud af et stort alkoholmisbrug.

Siden begyndelsen for ti år siden har Fribytterdrømme udgivet fire album. Kompromisløst har det fulgt sin egen vej på den danske musikscene. Bandnavnet har de lånt fra Tom Kristensens første digtsamling. Og man skal ikke have talt længe med Lau I.V. Pedersen fra Fribytterdrømme for at fornemme, at litteratur og digtekunst inspirerer ham meget. I denne podcast taler Jan Eriksen og Lau I.V. Pedersen bl.a. om Broby Johansen, Tom K., Emil Aarestrup, Bob Dylan og Rimbaud. Og selvfølgelig om musik, og også den musik, der inspirerer. Fribytterdrømme er aktuelle med albummet ”Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet”. Hvor sadomasochisme, eksistentialisme og livsglæde går hånd i hånd i en ny, hårdere og strammere lyd, som bl.a. skyldes producerne Rune Rask og Anders Hvass. Fribytterdrømme er tilknyttet pladeselskabet Tabu, der er etableret af Rasks gruppe, Suspekt. Lyt til podcasten og opdag: - hvordan Lau har det med at være en af de første danske musikere, der kommer ud at spille på genåbningsdagen 6. maj. (Svaret er ikke overraskende). - hvordan det lyder, når John Lennons gamle ”Lucy in the Sky with Diamonds” går på diskotek på dansk med forårsfornemmelserne dunkende i blodet. hvad Lau mener, når han siger: "Jeg kan godt li' at være i live og være lykkelig, men man bliver måske også mere opmærksom på, hvorfor man er lykkelig, hvis man har prøvet ikke at være det. - hvad Lau mener, når han synger om emner som selvmord og kvælningssex. - hvordan Lydmor kom med som sanger på albummet - hvad en skilsmisse kom til at betyde for ”Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet”.

Allerede som 18-årig kunne Marianne van Toornburg læse i pressen, at hun var med i det nye ABBA. For bandet, Sidewalk, som hun var medlem af, var opdaget af ABBAs tidligere manager Stikkan Andersson. Ambitionerne var store. ”Dengang tænkte jeg, nu er det bare helikoptere og champagne fra nu af,” siger Marianne van Toornburg til Jan Eriksen i denne podcast. Det blev dog ikke til det helt store. Senere blev hun korsanger for Marquis de Sade, Miss B. Haven, Dodos and the Dodos og Master Fatmans Freedom Figthers - og med til at starte Sweethearts sammen med Pernille Højmark. Senere husmoderafløser i Venter på far og Jodeladies - og medlem af The Nancy Sinatra og Lee Hazelwood Show og Dreamtones. Nu er hun aktuel med albummet ”Simpelt”. Om dette og karrieren i det hele taget taler hun og Jan. Denne podcast er historien om at fastholde sine drømme, om at komme videre, når det er træls, synge dansktopsange som et "oprør", synge Nancy Sinatra og Lee Hazelwood om musikpolitik i den musikbranche om at tilhøre generationen mellem rødstrømperne og #MeToo. Om: - arbejds- og eksistensvilkår i musikbranchen i dag, hvor mange spiller gratis på scenerne. - om dengang hende, der kunne ”Træk en gammel sweater på”, blev medlem af Sweethearts, fordi de andre ikke kunne synge ”Rør ved mig”. - At dumpe mere eller mindre tilfældigt ind i dansk musikpolitik, bl.a. fordi bossen nægtede at bruge computer og uddelegerede ansvar til telefondamen. - at dyrke melankoli og tristesse i rette doser - og så er der er en kæmpe cadeau til Lise Cabble og Miss B. Haven, som van Toornburg sang kor for i en periode. Sætliste: Marianne van Toornburg: Sand Sweethearts: Rør ved mig Nancy Sinatra & Lee Hazelwood: Summer Wine Dream Tones: Like a Love Song Marianne van Toornburg: Mit hår var næsten lige så lyst som hendes Marianne van Toornburg: De gule markiser Marianne van Toornburg: Anonyme melankolikere Marianne van Toornburg: Den kinesiske æske Marianne van Toornburg: Simpelt