SCIFI SNAK

Mary Shelley var atten, da hun sommeren 1816 ved Genevesøen blev udfordret af bl.a. Lord Byron og Percy Bysshe Shelley (hendes senere mand) til at skrive en uhyggelig historie. Ud af konkurrence, regnvejr og et mareridt voksede en fortælling om Victor Frankenstein — en ung videnskabsmand, der skaber et monstrøst liv og derefter flygter fra ansvaret. Romanen udkom anonymt i 1818; i dag er navnet og Monstret overalt i popkulturen. Mary Shelley skrev videre efter Percys druknedød i 1822, men Frankenstein blev hendes mest læste værk. Fastfrosset i en rammefortælling på Nordpolen Bogen starter ikke med Victor, men med Robert Walton, en kaptajn på vej mod Nordpolen. Han skriver breve hjem til sin søster om ensomhed, ære og drømmen om at opdage noget nyt. Da skibet sidder fast i isen, møder han en udmattet fremmed — det er Victor, som brænder på at fortælle sin historie. Bogen er bygget som lag i lag. Victor fortæller om sin familie, sit studium og sit eksperiment. Siden får skabningen selv lov til at tale. Det er en langsom, bekendelsespræget roman med få gyserstød og meget følelsesregister. Film har gjort selve skabelsen til et stort klimaks; hos Shelley er den næsten en fodnote. Victor vender monstret ryggen Victor skaber sit væsen og vækker det til live om natten. Da han ser resultatet, stikker han af. Han lader det ligge alene. Monstret vandrer ud i verden uden sprog og uden nogen, der kan forklare det, hvem eller hvad det er. Det finder en hytte ved en skov og tilbringer måneder med at iagttage en fattig familie udefra. Sådan lærer det sproget. Sådan opdager det, at det er forladt og frygtet. Til sidst opsøger monstret Victor og kræver ét: en ledsager. Et andet væsen som det selv. Victor nægter. En for en dræber monstret Victors familie Monstret tager hævn. Det begynder med Victors lille bror William, som det dræber i skoven. En ung kvinde i familien, Justine, mistænkes for mordet. Der holdes retssag. Victor ved, hvad der virkelig skete — men han tier. Justine dømmes og henrettes. Siden dræber monstret Elizabeth, den kvinde Victor gifter sig med. Det sker på deres bryllupsnat. Victor begiver sig nordpå for at jage monstret — og det er her, Walton finder ham i isen. Hvem var egentlig værst? Victor dør ombord på Waltons skib, udmattet af sin jagt på monstret. Monstret dukker op ved liget og holder en tale. Ikke en trussel — et forsvar. Det siger, at det var et ubeskrevet blad. At det rakte ud til mennesker. At de skød på det og slog det og jog det væk. At det bare reagerede på, hvad det mødte. Walton er blind over for det. Fra det øjeblik, han mødte Victor på isen, så han kun et ædelt menneske med store tanker. At Victor tav under Justines retssag, mens en uskyldig blev hængt — det registrerer Walton ikke. Han beundrer Victor til det sidste. Monstret beslutter sig for at dø. Det vil tage nordpå og brænde sig selv. Det er det eneste væsen i fortællingen, der rent faktisk tager konsekvensen af sine handlinger. Victor flygtede og tav. Walton ville hellere lade sin besætning dø i isen end vende sydpå. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Frankenstein; or, The Modern Prometheus. Vurderingen Jens: ⭐⭐ (to stjerner — “kunne have været én”). Store dele af bogen føltes som kamp mod pacing og familieudredninger; det var især slutningen med Walton og monstret, der løftede oplevelsen og gjorde temaet tydeligt. Anders: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner; “overvejet fem” af nostalgiske grunde). Genlæsningen ramte ham: Han lod sig rive med af det romantiske drama, og han har et særligt forhold til bogen fra universitetstiden — plus respekt for det kulturelle aftryk gennem 200 år. Til sammenligning har SCIFI SNAKs Goodreads-gruppe i skrivende stund en gennemsnitsscore omkring 4,04/5 på Frankenstein blandt dem, der har læst og bedømt den — så her er Anders mest i sync med lytterne. Shownotes til episoden om Frankenstein Siden sidst Anders Så Project Hail Mary i forpremiere (Ryan Gosling som Ryland Grace, Rocky-alienen, “let’s science the shit out of this”-vibe); sammenligner med The Martian. Har læst Good Morning, Midnight (Lily Brooks-Dalton) — bog bedre end Netflix-filmen for ham. Har læst The Water Knife af Paolo Bacigalupi — brutal klimathriller i det tørre USA. Nævner femte sæson af For All Mankind (premiere 27. marts 2026). Har ikke set The Bride (Maggie Gyllenhaal) — blandet omtale. Jens Trailer til Dune Messiah / tredje Villeneuve-Dune — og lidt “Timothée-overeksponering”. Læser There Is No Antimemetics Division (qntm) — “weird” puzzle-anti-mem; stor anbefaling. Har lyttet til podcasten Læs den om Frankenstein (afsnittet “Læs den ikke!”). Podcasten The Big Picture nævnt i forbindelse med Oscar-snakket om Project Hail Mary og Dune 3. Lytternes input Henning har en udgave med Bernie Wrightsons illustrationer (kan lånes på biblioteket); synes bogen er kedelig, men vil gerne lytte med. Lise roser stemningen i bogen og understreger, at film og bog ikke ligger tæt — h

Og hvad hvis historien primært bliver fortalt af rumskibets AI – en ældre model der konstant bekymrer sig om sin “efficiency percentage” og ikke rigtig forstår mennesker? Det er præmissen i Barbara Trueloves Of Monsters and Mainframes, en science fiction-gyser der blander klassiske monstre med AI-humor og en god portion intertekstuelle referencer. Om Barbara Truelove Barbara Truelove er australsk forfatter og game designer, og hun har åbenlyst en ting med varulve. Hendes første roman Crying Wolf (2021) handlede om tvillinger der opdager de er varulve. I 2023 lavede hun det interaktive tekstspil Blood Moon, hvor plotlinjen er: “Du er en varulv.” Og så kom Of Monsters and Mainframes i 2025. Hun fortæller selv at inspirationen kom fra at læse Bram Stokers Dracula og Martha Wells’ The Murderbot Diaries samtidigt. Men sandheden er mere rodet end det: “Dracula er en del af blandingen, ja, og det samme er Murderbot, men det samme er Universal Monsters, autopiloten i en Airbus, R2D2, min erfaring med at programmere interaktive spil og (måske mest af alt) mit liv i 2022.” Bogen blev nomineret til Goodreads Choice Award i kategorien Science Fiction og har over 9.000 ratings med gennemsnit på 4,09. Demeter – rumfærgen der ikke forstår mennesker Vores “hovedperson” er Demeter. Demeter er ikke en alvidende HAL-AI. Hun er primært bygget til at styre rumfærgen sikkert mellem stjernerne. Hun kan navigere uden om kometer og håndtere tekniske kriser. Men mennesker? Det er en helt anden sag. Når varulv-angrebet rammer og børnene Agnus og Isaac flygter op på broen efter deres bedstemor har forvandlet sig, går kommunikationen ikke så godt. “It’s just a dumb AI, Isaac,” siger Agnus. Demeter reagerer prompte: “I am not lacking intelligence. You are using words marked as moderately offensive. This is antisocial behavior.” Børnene bliver stille. “I am Demeter. I am the ship. I am your friend. Report your injuries.” De begynder at lave lyde i lavt volumen. Demeters systemer kan ikke oversætte det. “How’s it going?” spørger Steward, den medicinske AI. “I wish I could lie,” svarer Demeter. “Humans are hard.” Det er denne kamp med at forstå mennesker – og begrænsningerne i hendes algoritmer – der gør Demeter interessant. Hun er dybt inkompetent til menneskelig interaktion, og det meste af tiden prøver hun bare at undgå at forholde sig til sine passagerer. Bedstemoderen med de store tænder Et af bogens bedre øjeblikke er varulv-scenen. Børnenes bedstemor forvandler sig ved et uheld, og pludselig står Demeter i en desperat kamp for at redde Agnus og Isaac. Hun får varulven lokket ind i en luftsluse. Men så forvandler den sig tilbage til bedstemor – desperat, menneskelig, helt forsvarsløs. Demeter er bundet af den første robotlov (Asimov): ingen AI må skade et menneske. Men der er et kort øjeblik hvor bedstemoderen bliver til skygge – i overgangen mellem former. I præcis det øjeblik reagerer Demeter prompte og åbner luftslussen. Bogen lader det ligge i det uvisse om bedstemoderen selv også trykker på knappen. Det er et af de øjeblikke hvor Demeter teknisk set handler inden for sine regler – men samtidig… ja, du ved. Steward overtager – og tror det er nemt Da Demeter er lukket ned, og rumfærgen skal tilbage til Jorden, bliver opgaver overladt til Steward. Den medicinske AI beslutter sig for at overtage styringen af rumskibet. Hvor svært kan det være? “You know what? Being an autopilot isn’t all that hard. I don’t know why Demeter seemed so stressed all the time. It’s day one of our journey, and we haven’t crashed yet.” Der var dog en lille bump ved afgang. Men det var ikke Stewards skyld. Dokken bevægede sig. I hvert fald tror Steward det. “I don’t exactly speak exterior sensor. They seem very alarmed all the time, constantly screaming in a strange, disjointed dialect of JavaScript.” Stewards plan? “Embrace my managerial role and endeavor to do as little as possible. The subsystems will sort it out.” Det er morsomt at følge Stewards overmodige forsøg på at være kaptajn. Som de fleste læger tror Steward de kan lidt af det hele. En leg med referencer – men måske for fragmenteret Barbara Truelove har åbenlyst haft det superhyggeligt med at skrive den her bog. Hun fortæller selv at reglerne var: smid et monster ombord, prøv at få så mange jokes og referencer til monsterets populærkulturelle historie ind som muligt, og tænk over hvordan det ville fungere i rummet. Der er masser af sjove detaljer. Skibet der transporterer Dracula til London i Bram Stokers bog hedder også Demeter. Wilhelmina Murray er Jonathan Harkers forlovede i Dracula. I bogens fem dele er der binær kode der oversættes til små jokes som “Artificial is the best kind of intelligent” og “I have never seen electric sheep.” Det er meget hyggeligt. Men det er

Bunkere, klimakrise og flugt fra ansvar Bogen foregår 10-20 år ude i fremtiden, men ligner vores verden skræmmende meget. Bare værre. Tre tech-oligarker – tydelige parodier på Bezos, Zuckerberg og Musk – har monopol på logistik, sociale medier og teknologi. Og de har travlt med at bygge private bunkere i stedet for at løse klimakrisen. Her møder vi Lai Zhen, survivalist-influencer og tidligere flygtning fra Hong Kongs kollaps. Hendes filosofi er klar: Individualisme er for tåber. Små grupper, samarbejde og planlægning er vejen til overlevelse. Ikke bunkere fyldt med våben og mistillid. Om forfatteren: Naomi Alderman Naomi Alderman (f. 1974) er en britisk forfatter med rødder i London og en akademisk baggrund fra Oxford, hvor hun læste filosofi, politik og økonomi. Hendes debutroman Disobedience (2006) blev hurtigt anerkendt for sit modige blik på religion og seksualitet, men det var The Power (2016), der for alvor sendte hende ind på science fiction-radaren. The Power forestiller sig en verden, hvor piger pludselig udvikler evnen til at slå med elektriske stød – og samfundets magtbalancer tipper dramatisk. Romanen blev både en prisvinder (bl.a. Women’s Prize for Fiction) og senere tv-serie (Amazon Prime). The Future (2023) viser tydeligt hendes dobbeltblik: Kyndig satiriker overfor Silicon Valleys vildskaber, men også romanforfatter med blik for både filosofi, samfund og fremtidens etiske spørgsmål. Naomi Alderman på Wikipedia Digital enclosure – Vores fælles data bliver stjålet af de få Man mærker Aldermans skarpe samfundsblik, når Badger – non-binært barn af en tech-CEO – forklarer konceptet “digital enclosure”. Det er en reference til de historiske enclosure-bevægelser i England, hvor overklassen lukkede fællesarealer og gjorde dem til privat ejendom. Tech-giganterne har gjort det samme med vores data, vores opmærksomhed, vores fællesskab. De har taget noget der tidligere tilhørte os alle – adressebøger, købshistorik, vores bevægelser, vores billeder – og gjort det til private data-chunks som de tjener formuer på. AUGR – AI’en der forudsiger dommedag Central i plottet er AUGR, en prædiktiv AI der skal fortælle de rige, præcis hvornår de skal flygte til deres bunkere. Ti dage før katastrofen rammer. For hvis de venter for længe, vil folk ikke lade dem flygte. Så timing er alt. Men AUGR dukker også mystisk op på Lai Zhens telefon og begynder at guide hende. Hvem styrer egentlig AUGR? Og hvad er planen? Bogen folder sig ud som et urværk – med flashbacks, posts fra et prepper-forum kaldet “Name The Day”, og kapitler der hopper mellem perspektiver.. Der er et afgørende twist, der kom som en total overraskelse, men som vi ikke skal spoile her. Enochites og ræven og kaninen Martha Einkorn bærer sin barndom med sig. Hun voksede op i en kult, hvor teknologien var forbudt, og hvor faderen Enoch insisterede på, at den moderne civilisation tog fejl, allerede da vi begyndte at dyrke jorden og gøre krav på territorium. Hans “Sermon of the Rabbit and the Fox” vender det klassiske ræv/kanin-motiv på hovedet. Her symboliserer kaninen ikke uskyldig sårbarhed – men netop de første, der bosatte sig, hegnede af, og indførte ideen om meningsløst ejerskab af land. Ræven er jæger-samleren, den, som lever i nuet og tilpasser sig landskabet uden at forsøge at eje det. For Enoch er tanken om at eje jord lige så absurd som at eje luft: Jorden tilhører dig kun, så længe du tager vare på den. Luften kun, så længe den er i dine lunger. Tech-oligarkerne i The Future er overvældet af kanin-mentalitet, der er gået til yderligheder: De indhegner og griber alt, og forsøger at sikre sig mod fremtidens farer gennem privatisering og massive forråd, frem for at stole på fællesskab og samarbejde. Når de rige ikke kan samarbejde Bogens centrale pointe er brutalt enkel: De ultrarige kan ikke redde verden, fordi de fundamentalt ikke tror på samarbejde. Selv når de tre tech-bosserne sidder på en ø sammen i livsfare, vælger de sabotage, mistillid og vold. Lai Zhen anbefaler samarbejde i små grupper. Enoch prædikede fællesskab med naturen. Men milliardærerne? De tror kun på sig selv og deres våben. Så selvom de har ressourcerne til at løse klimakrisen, bruger de dem på bunker-byggeri. Alderman sparer ikke på kritikken. Bogen er både thriller, satire og politisk essay. Den stiller spørgsmålet: Hvorfor skal nogen have lov til at være så rige? Hvad godt gør det? Vurderingen Jens: ⭐⭐⭐⭐⭐ (fem stjerner). Det er et utroligt stykke urværk. Perfekt crafted underholdning med masser af yndlingsting – den kunne laves til en vild serie. Og så synes jeg digital enclosure-pointen var super godt set. En bog til tiden. Anders: ⭐⭐⭐⭐(⭐) (fire-og-en-halv stjerner). Virkelig underholdt. Velskrevet, cool, tankevækkende. Men karaktererne var ikke helt så stærke – de føles alle lidt som Aldermans egen stemme. Hvis jeg kunne give 4,5 ville jeg. Men den gør alt det rigtige på det rigtige tidspunkt. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The

Snak-Lytter Cem kaldte Star Maker “storslået, tidskrævende, men mindblowing”. Han havde ret på alle tre punkter. Storslået? Absolut. Syret? Uden tvivl. Men også en rigtig hård mundfuld at komme igennem. Fra lyngbakke til galaktisk bevidsthed Bogen starter forbløffende jordnært. En unavngiven englænder sidder en aften i 1937 på en bakke og betragter stjernerne, mens han tænker på sit liv og sit ægteskab. Hans kone sidder inde i det oplyste hus. Men så sker der noget radikalt: Hans bevidsthed løsriver sig fra kroppen, og pludselig kan han se gennem jorden – gennem klipperne, gennem planetens kerne – og ud i kosmos. “Looking down, I seemed to see through a transparent planet, through heather and solid rock, through the buried graveyards of vanished species, down through the molten flow of basalt, and on into the earth’s core of iron. But our home had vanished with the whole suburb, and the hills too, and the sea.” Her begynder den mest ekstreme kosmiske rejse i science fiction-historien. Først tilbringer hovedpersonen lang tid alene i det tomme rum, deprimeret og ensom. Men så opdager han The Other Earth – en planet befolket med menneskelignende væsener, der har lange ben, flade hoveder, og som lugter gennem hænderne. De har ikke meget musik, men til gengæld har de duftradio, hvor man kan opleve andres seksuelle oplevelser gennem lugten. Ja, det er præcis så syret, som det lyder. “In compensation, scent and taste developed amazingly. These beings tasted not only with their mouths, but with their moist black hands and with their feet. They were thus afforded an extraordinarily rich and intimate experience of their planet.” Hovedpersonen opdager, at han kan glide ind i de fremmedes hoveder. Han bosætter sig i kraniet på en halskør filosof ved navn Bvallthu, og gradvist smelter de sammen til en fælles personlighed. Fra denne sammensmelting vokser noget langt større. Hive minds, intelligente stjerner og kosmisk teambuilding Stapledon stopper ikke ved én planet. Nej nej. Vores hovedperson møder plantemennesker, insektlignende sværme (hvor enkeltindividet er dumt, men sværmen udgør en intelligens), symbiontiske krabber og edderkopper. Og – naturligvis – intelligente stjerner, der ikke bare kredser om den galaktiske kerne, men faktisk danser og kommunikerer med hinanden i kosmisk poesi. Hele tiden udvides den kollektive bevidsthed. Først én planet. Så flere. Så hele galakser. Stapledon bruger disse møder til at reflektere over civilisationers cykliske udviklinger. Igen og igen ser vi samfund, der når et vist niveau af udvikling, hvorefter det hele bryder sammen i konflikt og krig, og de må starte forfra. Stapledon – filosof, pacifist og ambulancefører under Første Verdenskrig – havde tydeligvis nogle meninger om 1930’ernes Europa. Duftradio-beskrivelserne lugter af propaganda-kritik. Men alle disse civilisationer, alle disse møder, peger mod ét mål. Mødet med den kolde skaber Bogens klimaks er mødet med Star Maker – universets skaber. Men det er ikke et kærligt, varmt møde med en omsorgsfuld gud. Nej, Star Maker betragter sit kosmos med den kliniske interesse, en kunstner har for sit værk. Han noterer fejlene. Føler ingen stolthed. For det her kosmos er bare ét eksperiment i en lang række. Star Maker er stadig i udvikling – fra baby-starmaker, der lavede legetøjsuniverser (ét univers bestod kun af musik uden rumlige dimensioner!), til mester-starmaker, der skaber stadigt mere komplekse kosmosser. Vores univers? Meh, et mellemstadie med “irrevocable flaws”. “For I had been confronted not by welcoming and kindly love, but by a very different spirit. It seemed to me that he gazed down on me from the height of his divinity with the aloof though passionate attention of an artist judging his finished work, calmly rejoicing in its achievement, but recognizing at last the irrevocable flaws.” En teologisk vision, både fascinerende og foruroligende. C.S. Lewis hadede den så meget, at han kaldte den “amoralsk” og skrev sin Space Trilogy som modsvar. Men Arthur C. Clarke elskede den og kaldte den den mest indflydelsesrige bog i sit liv. Efter mødet vender vores hovedperson tilbage til bakken, til lyngen, til konen i huset. Men nu med et radikalt ændret perspektiv på menneskehedens plads i kosmos. Og hans kone? Hun må have været bekymret. Han har været væk i milliarder af år – selvom der kun er gået et øjeblik. En bog der ikke er en bog Stapledon skriver selv i forordet, at bogen “by the standards of the novel, is remarkably bad. In fact, it is no novel at all.” Og han har ret. Intet plot. Ingen karakterudvikling. Ingen dialog. Bare en filosofisk meditation, en kosmisk traktat, en 300 siders stream of consciousness. Sproget er tungt – næsten 100 år gammelt og tit vanskeligt at følge. Som Anders siger: “Det føltes som en bog, der var skrevet 100 år før den faktisk blev skrevet.” Gang på gang beskriver Stapledon nye planeter,

Biopunk før biopunk var cool “Where small things make big changes.” Sådan præsenterer biotech virksomheden Genetron sig på bogens første side. Genetron forsker i chips baseret på biologi. Hos Genetron møder vi Vergil Ulam, en forsker med genialt talent og mildt sagt elendig dømmekraft. Og da hans chefer opdager, at han bryder alle sikkerhedsprotokoller, og fyringen hænger over hovedet, tager han en drastisk beslutning. Hans forsøg med noocytter – intelligente, lymfocyt-baserede mikromaskiner har skabt helt nye utrolige resultater. Og for at redde sin forskning injicerer han dem i sig selv. Det indre univers: Noocytternes stemmer “A mother should name her offspring, shouldn’t she?” Noget af det, der virkelig fangede os, er øjeblikket hvor noocytterne begynder at tale. Det er både dybt creepy og fascinerende. Der er noget sært poetisk over de små væsner, som på én gang er logiske, naive og filosofiske. De spørger ind til kroppen, til verden, til Vergil, og til hvad det betyder at være noget. Om forfatteren: Greg Bear Bear slog igennem i 80’erne og 90’erne, hvor han var med til at definere en særlig gren af sci-fi, der mikser videnskabelig nørderi med eksistentiel undren. Blood Music fra 1985 er det klareste eksempel: en historie, der starter med en enkelt forskers dårlige idéer og ender med en slags kosmisk metamorfose. Han stod også bag Darwin’s Radio og Darwin’s Children, der begge undersøger menneskelig evolution gennem bioteknologiske briller, samt klassikere som The Forge of God, Eon og The Way-serien. Og som om det ikke var nok, var han også med til at grundlægge San Diego Comic-Con. USA som biologisk superorganisme Efter at Noocytterne har hygget til i Vergil i en periode er de klar til at bryde ud som en virus, der spreder sig over hele Midtvejs i romanen vælter det hele over i stor-skala biomassevisdom. Her fornemmer man at Blood Music har været inspirationen for værker som Annihilation, The Expanse og alt det organiske weird, der kom mange år senere. Særligt en flyveturen over USA er skrevet som en mareridtsdokumentar, hvor vi med reporteren oplever et USA, forvandlet til en kontinentstørrelse organisme, der pulserer i sin egen rytme. Suzy’s Choice: mellem individ og kollektiv Romanens følelsesmæssige centrum ligger hos Suzy, en ung overlevende, der stadig er uinficeret, men fanget midt i den omformede verden. På toppen af World Trade Center konfronteres hun med valget mellem at forblive et selvstændigt individ – sårbar, alene – eller lade sig absorbere af det enorme, kollektive sind, som noocytterne har skabt, hvor hendes transformerede mor og brødre nu inviterer hende . Scenen er både tragisk og smuk: en konfrontation med spørgsmålet om, hvorvidt bevidsthedens fremtid ligger i individet eller fællesskabet. Blood Music leger ikke bare med sci-fi-idéer – den rammer også de store spørgsmål om hvad individualitet egentlig betyder. Vurdering Blood Music er idérig og til tider helt fantastisk, men også med en tendens til at henfalde i tung biotech-babble med for mange bipersoner, der forsvinder igen. Vildt original, biopunket og undertiden decideret visionær. Læs for at få en tidlig oplevelse af transhuman scifi med biologisk body horror i ascendanten. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Blood Music. Jens: ⭐⭐⭐Anders: ⭐⭐⭐⭐ Shownotes Siden sidst Anders har læst og set: Chuck Tingle – Lucky Day Ian McEwan – What We Can Know : Smuk, næsten kirurgisk præcis clifi om erkendelse og klima. Ken Liu – All That We See or Seem: En cyberpunket sag i Doctorow-stilen. PLURIBUS (Apple TV) : Er lige startet den virker lovende! Jens’ læse- og se-sidst-runde: PLURIBUS : Samme reaktion som Anders: fascination blandet med udbredt frygt for menneskehedens fremtid. Jane Mondrup – Zoi : Zoi af Jane Mondrup. Sådan en helt Stanislav Lemsk fortælling, hvor vi er med astronauter ombord på en interstellart rejsende biologisk entitet. Faktisk superfed. Jeg gav den en firer. Fuld af gode ideer! Lytterfeedback Det vælter som altid ind med kærlige skub, anbefalinger og lettere genrebashing. Kåre gav os endnu en lille opsang for vores “snævre” genrekonventioner, fordi vi sagde nej til The Libraries of Mount Char. Til gengæld anbefalede han Christopher Priest – Henning fremhævede især Inverted World, som han mente var obligatorisk almendannelse. Majbrit opfordrede: Hold nu fast i de nyere titler! Så hun kan opdage nyere forfatterskaber sammen med os. Christian bragte gode nyheder fra Bogforum, hvor hans paneldebat om dystopier tiltrak hele 200 publikummer. Diskussionen tog udgangspunkt i Sort Storm, Det døde land og hans egen Pandora-serie – hvilket beviser, at dansk sci-fi har det temmelig glimrende. Næste gang læser vi Olaf Stapledon – Star MakerEn af de helt store, kosmiske klassikere. Universets historie, guddommelig evolution og filosofisk sci-fi på højeste blus. Vi glæder os allerede til at gå i kredsløb om den.

Endelig læser vi John Scalzi John Scalzi (f. 1969) er amerikansk forfatter, tidligere journalist og blogger. Han debuterede som romanforfatter med Old Man’s War i 2005 – en historie, der først blev udgivet som serie på hans hjemmeside, før et forlag opdagede den. Scalzi regnes for en af de store moderne stemmer i den underholdende, plotdrevne science fiction. Han trækker tydeligt på klassikere som Heinlein og Haldeman, men med mere humor og mindre patos. Hans stil er hurtig, dialogdrevet og teknologisk jordnær. Old Man’s War blev siden til en storslået space opera-serie om kolonikrige, kloner og kærlighed i rummet. Men det hele begynder her: med John Perry, på vej mod fronten i bytte for fornyet ungdom – og måske et nyt liv. Gamle mænd i nye kroppe “Take a good look at your body, Mr. Perry. Because you’re about to say goodbye to it.” John Perry er 75 år gammel, da han siger farvel til sin afdøde kone og melder sig til Colonial Defense Forces – rumhæren, der beskytter menneskehedens kolonier ude blandt stjernerne. CDF vil ikke have gamle, skrøbelige kroppe. De vil have livserfaring – som de kan pakke ind i klonede, grønne, supermenneskelige versioner af rekrutterne selv. Tænk at vågne op i en ung krop igen, med nanobotter i blodet, perfekt syn og en neural BrainPal, der gør det muligt at chatte telepatisk med dine soldaterkammerater. Rumhæren kalder Scalzi bruger klassisk militær-sci-fi som ramme, men gør det med et glimt i øjet og en moderne moral. De nye rekrutter – “the old farts” – bliver kastet ud i kampe mod fremmede racer som Rraey, Consu og Covandu, hvor man nogle gange bare kan træde på fjenden, bogstaveligt talt. “I’m stomping around this city like a goddamned monster. And I’m beginning to think that’s exactly what I am. What I’ve become. I’m a monster. You’re a monster. We’re all fucking inhuman monsters, and we don’t see a damned thing wrong with it.” Det, der starter som ren space-action, udvikler sig til en erkendelse af, at menneskeheden måske er lige så brutal som de aliens, vi kæmper imod. Man fornemmer hele tiden, at The Colonial Union styres af kræfter, som vælger krig uden blik for alternativer. Et univers med nuancer Vi får kun brudstykker af det større univers. Scalzi holder mange detaljer skjult for os – med vilje. Men selv de små glimt er nok til, at man aner, der er noget galt.Jorden er reduceret til en ressourcefarm: kolonister kommer fra de fattige lande, soldater fra de rige. Kolonierne skal forsvares, og CDF holder kortene tæt. Efterhånden som serien skrider frem, åbner Scalzi langsomt gardinet. I The Ghost Brigades møder vi soldater, der aldrig har haft et liv før – klonede hjerner uden minder, designet til at adlyde. I The Last Colony ser vi, hvordan CDF’s kontrol bliver udfordret, og hvordan militæret hellere starter en konflikt, end indrømmer en fejl. Kærlighed til en klon Under en katastrofal invasion af planeten Coral dukker Jane Sagan op – elite-soldat og klon af John Perrys afdøde hustru, Kathy. Eller rettere sagt: en version af Kathy, der ikke aner, hvem han er. Og så forstår vi pludselig, hvorfor bogen begyndte på kirkegården hos Kathy. Old Man’s War er i virkeligheden en kærlighedshistorie forklædt som militær-scifi. “I know the face. I was married to it.” Kan man elske nogen, der teknisk set er en kopi? Og kan Perry forvente, at Jane har følelser for ham? Findes der sådan noget som en genetisk soulmate? “Popcorn-scifi” med ekstra bid Scalzi skriver med fart og snappy dialog – det er “popcorn-scifi”, som Anders kalder det – men der er alligevel vitaminer i stoffet. Man mærker, at Old Man’s War står på skuldrene af Heinlein (Starship Troopers), Haldeman (The Forever War) og Orson Scott Card (Ender’s Game), men filtreret gennem Scalzis egen humor og fortællelyst. Anders giver den fire stjerner med et lille forbehold ⭐⭐⭐⭐ Jens kvitterer for at være godt underholdt med ⭐⭐⭐⭐⭐ Det er en bog, man ville ønske, man kunne se som en Netflix-serie med for mange eksplosioner og perfekt timing i punchlines. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Old Man’s War. Shownotes Anders har læst Atmosphere af Taylor Jenkins Reid og er i gang med Christopher Brookmyre (som slet ikke er sci-fi, men pyt).Han har også genset Ang Lees Hulk – måske for at blive i temaet “grønne kroppe og vrede mænd”. Jens har haft god tid og serie og har allerede læst videre i hele Old Man’s War-serien: The Ghost Brigades, The Last Colony og Zoë’s Tale. Og så er der kommet post fra lytterne … Fra Lytter og Fedder-redaktionen Det lader til, at flere af jer har været glade for, at vi giver lidt mere plads til lytterne – så her kommer endnu en omgang sci-fi-korrespondance fra det interstellare kommentarspor: Kristian og Janus har fulgt op på Franklin-ekspeditionen, som jo var oprindelsen til sidste måneds hovedperson, Commander Gore, fra The Ministry of Time. De minder os om, at Dan Simmons – ja, ham med Hyperion, som stadig er overdrevet fed – har skrevet The Terror, der bruger ekspeditionen som afsæt for et rendyrket horr

Denne måned har vi læst Kaliane Bradleys prisstormende debut The Ministry of Time (2024). Det er en spritny tidsrejse-roman, der starter som kammerspil og romantisk comedy of manners — men så udvikler sig og går fuld scifi. Vi taler om trope-klassikeren “man out of time”, om Bradleys skarpe sprog og hverdagskomik, om tidsrejse som noget nær biologisk, og om det store gearskifte i tredje akt. En mand ude af tid Graham Gore — en victoriansk søofficer fra Franklin-ekspeditionen — bliver før sin død hentet ud af 1847 og smidt ind i 2030’erne. En unavngiven embedskvinde skal være hans “bridge” og bofælle/mentor/overvåger. Det er akavet og rørende. Gore er på én gang hævet over og fanget i sin tid: moraliserende over moderne seksualitet og kønsroller, og samtidig konfronteret med sin egen tids slaveri og kolonialisme. Karaktererne i den afstand og dynamik som tidsrejsen bringer ind i deres relation. Romantik møder tidsrejse, ligesom i The Time Travellers Wife af Audrey Niffeneger He put the pills down hurriedly, flushing, and muttered, ‘“Having” “sex”, what a revolting term. I hope I never hear it expressed again.’ Når tidsrejse føles biologisk Bradley leger med idéen om, at tid og rum hænger sammen som lymfe- og kredsløb: “expats” fra fortiden er potentielt fremmedlegemer, som universet kan reagere imod. Expats kan ofte ikke ses på overvågning eller i scannere. De skal arbejde mentalt for at fastholde deres tilstedehed. Kaliane Bradley’s bud på tidsrejse er en organisk metafor, som hun ikke forklarer i dybden. Den minder os om Connie Willis’ tidsrejselitteratur, for eksempel Doomsday Book og To Say Nothing of the Dog. Sprog, humor og akavet kærlighed Vi elsker Bradleys evne til at både at skrive i et meget skønt billedskabende sprog mens hun også formår masser af små hverdagsbetragtninger. Det krydrer læseoplevelsen med små skønne øjeblikke mens man bevæger sig igennem plottet. Her i en scene hvor fortælleren får sat sin finger på plads: “She reached out and, without ceremony, snapped my dislocated fingers back into place. The birds sang over my screaming.” Og så den mere nøgterne men levende observation: “They returned my electronics but none of the requisite chargers. It felt like a final, petty little fuck-you.” Eller hendes evne til at fange den ekstremt levende detalje da romancen endelig tager fart: “He tugged me suddenly towards him and my heart jumped into my throat. I made a noise. In fact, I said, ‘woof’. Later that night I’d lie in bed with my fists balled up by my temples, thinking bitterly, fucking ‘woof’.” Fra romance til klimathriller I tredje akt vrider romanen håndtaget: Det har været teaset undervejs. Pludselig står vi i 12 Monkeys/Terminator-land, hvor fremtiden forsøger at ændre nutidens kurs. Det er et markant gearskifte, og bogen forandrer fuldstændig karakter. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Ministry of Time Shownotes til The Ministry of Time Siden sidst Anders har læst/oplevet: The Rook og Stiletto (genlæsning) samt den nye Royal Gambit — Daniel O’Malleys paranormale MI5-serie kører stadig. Sat Foundation sæson 3 på pause og er hoppet over på Invasion sæson 3 (Apple TV+) for noget mere jordnært alien-kaos. Jamie Susskind: Future Politics — fagbog om demokrati, data og AI; næsten sci-fi, bare uden rumskibe. Jens har læst/oplevet: Læsden! — Mads og Jeppe har lavet et afsnit om Ursula K. Le Guins Ordet for verden er Skov, optaget i en skov med nyt, mobilt grej. Bogen er en 70’er-klassiker: kolonialisme, Vietnam-echo, grønne “ewok-agtige” indfødte, og en kort, koncentreret Hainish-historie. SCIFI Quiz Jens bliver udfordret i en trivia-quiz fra space.com med titlen “A Hitchhiker’s Guide to Literary Sci-Fi”, hvor Anders tester Jens i 10 spørgsmål om klassisk science fiction-litteratur. Lytternes anbefalinger (og læsevaner) Hvordan læser du? Lise elsker både e-bøger og papir, men papir har sjæl: reolerne rummer “det som var” og “det der kommer”. Hun savner at kunne dele e-bøger som man deler en papirbog — men vil heller ikke undvære sin Kindle. Thomas kombinerer bibliotek og køb: låner via Biblo / eReolen / OverDrive, køber DRM-lette e-bøger fra ebooks.com, buecher.de og ebook.de (“formidabelt udvalg”), og holder styr på den fysiske reol via lib.bogt.dk. Bøger at give videre (fra kommentarfeltet): Kåre giver os kærlig røg (“896 siders klimadystopi?!”) og deler en SCIFI-propagandaliste for ikke-sci-fi-læsere: Orson Scott Card: Ender’s Game The Expanse-serien — stærk worldbuilding og tempo Emily St. John Mandel: Station Eleven Maibrit (aka Gravko) foreslår Boris Hansen: Tavse verdener — meta-novum (litteratur-rejser!), humor, pasticher og tilgængeligt sprog for nye læsere. Henning’s tre intro-hits: Arthur C. Clarke: 2001 — menneskehed, rumfart, HAL og kosmiske gys Robert Silverberg: Downward to the Earth — hemmelighedsfuld planet og fortidens spor Niels E. Nielsen: Herskerne (+ Troldmandens Sværd, Skyggen fra Sirius, Gæsten fra Stjernerne, Vagabondern

The Many Colored Land er første bind i Saga of the Pliocene Exile, og samtidig flettet ind i hendes senere Galactic Milieu-trilogi. Det lyder ambitiøst, og det er det også: tidsrejse, fantasy og science fiction blandet i én stor gryde. I episoden snakker vi om alt fra gulerødder i tidsmaskiner til aliens, der laver pleasure domes, og om hvorvidt bogen mest føles som Tolkien på tur i Dungeons & Dragons-land – bare pakket ind i lidt sci-fi. En tidsmaskine, der kun duer én vej Julian May introducerer os til professor Theo Guderian, der i sin kælder har bygget en tidsmaskine, der kun kan sende ting tilbage i tiden – aldrig frem igen. Hans demonstration med en gulerod og en forhistorisk hest er en af de mest mindeværdige scener: guleroden sendes tilbage, hesten spiser den og dør på stedet, fordi seks millioner års aldring rammer den på et splitsekund. Et smukt billede på, hvor definitiv rejsen er. Ingen vej tilbage. Og alligevel vælger tusindvis af mennesker at tage springet. Gruppe Grøn og de mange baggrunde I bogens nutid (ca. år 2100) møder vi otte mennesker, som alle har deres grunde til at gå i eksil. Der er paleontologen Claude, der savner sin afdøde kone. Elisabeth, som har mistet sine telepatiske kræfter efter en ulykke. Felice, den voldelige atlet. Den fallerede rumskibspilot Richard. En nonne, en rogue-type trickster, en stalkende antropolog – og sågar en viking-enthusiast. De rejser ikke bare til fortiden for eventyrets skyld, men fordi de ikke passer ind i det højteknologiske, telepati-dominerede galaktiske samfund. Resultatet er en rodet men fascinerende gruppe, der straks opdager, at fortiden er langt fra paradis. Aliens, slaveri og “pleasure domes” I Pliocæn møder menneskene ikke kun sabler og mammutter, men også to alienracer: Tanu og Firvulag. Tanu ser ud som klassiske elvertyper – høje, smukke, arrogante – og bruger halsbånd til at styre menneskers sind. Firvulag er mere troldeagtige og mestrer illusioner, der kan knuse folks hjerner. Og så er der kvindernes skæbne: de bliver gjort frugtbare igen og brugt som avlsmaskiner eller sendt til de berygtede pleasure domes. Ikke ligefrem emancipation. Her støder bogen både ind i 80’er-fantasyens stereotyper og nogle ømme læsepunkter anno 2025. Fantasy forklædt som science fiction Selvom The Many Colored Land sælges som science fiction, er det svært ikke at se det som en fantasyroman i forklædning. Tidsmaskinen er bare en portal til en verden med elver-lignende Tanu og trolde-Firvulag, magiske halsbånd og guerillagrupper, der vil vælte undertrykkerne. Det er Dungeons & Dragons møder Tolkien – med et drys telepati. Og ligesom i Tolkien bliver gruppen splittet op, og vi følger parallelle eventyr. Problemet er bare, at det til tider bliver en kende langtrukkent. Krigsplanerne og guerillaplottene i sidste halvdel kan virke som en tør gennemspilning af en rollespilskampagne.Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Many Colored Land Shownotes til The Many Colored Land Anders har læst/oplevet: The Shroud af Adrian Tchaikovsky – rumskib, onde corporations og en måne fuld af helt anderledes livsformer. Anders var vild med den. Royal Gambit af Daniel O’Malley – ny bog i The Rook-universet, med kongelige, knogleknusende kræfter og et mord på The Prince of Wales. Har også genlæst Stiletto i samme serie. Er klar til sæson 3 af Foundation på Apple TV+. Jens har læst/oplevet: Ny Murderbot-novelle: Friendship, Solidarity, Communion, Empathy af Martha Wells – denne gang set fra rumskibet Arts perspektiv. The Rook og Stiletto genlæst, og så Royal Gambit som ny favorit. Har været i biografen til Fantastiske Fire. Tre gode bud på sci-fi-introbøger Til sidst i episoden fik vi en hjemmeopgave fra Lise: Hvilke sci-fi-bøger kan man anbefale til folk, der gerne vil i gang med genren? Jens og Anders har hver især valgt tre bud – og der kommer selvfølgelig også en håndfuld ekstra tips med på vejen. Anders’ anbefalinger Arthur C. Clarke – Rendezvous with RamaKlassisk rumskibs-sci-fi fra 1973. En mystisk cylinder glider ind i solsystemet, og et forskerhold udforsker dens hemmeligheder. Straight up first contact, mystik og old-school sense of wonder . Stephen Markley – The DelugeEn moderne, nærfremtids cli-fi-brik på 900 sider. Otte hovedpersoner, klimakrise, demokratiets kollaps og populister, der river alt ned. Stor, tung og en ordentlig downer – men velskrevet og aktuel . Arkady Martine – A Memory Called EmpireSpace opera med intriger, poesi og en kultur, man skal være åben for at dykke ned i. Litterært, men stadig fuld af sci-fi-ideer. Anders nævner den som en bog, man skal læse med åbent sind . Jens’ anbefalinger Iain M. Banks – The Player of GamesEn af de mest tilgængelige Culture-romaner. Om en mesterlig brætspiller, der udfordres i et imperium, hvor hele samfundet styres af et gigantisk spil. Rumskibe med sjove navne (hej Read the Fucking Manual), excentriske droner og Banks’ sædvanlige overskud . Kim Stanley Robinson – The Ministry for the FutureHvis Markleys The Deluge

Vi valgte Ammonite live på Fantasticon – med publikums applaus som afgørende faktor! En antropologisk science fiction-fortælling, som med det samme giver mindelser om Ursula K. Le Guin, især klassikeren The Left Hand of Darkness. Ursula K. var da også selv en fan af Ammonite og kaldte den: “A knockout . . . Strong, likable characters, a compelling story, and a very interesting take on gender.” Bogen er en spændende udforskning af præmissen, “Hvad hvis der kun fandtes kvinder?” Forfatterens første roman Nicola Griffith er fra 1960 og er oprindelig fra England, men har de sidste mange år boet i USA, hvor hun er gift med en anden kvindelig forfatter, Kelley Eskridge. Ammonite er hendes første roman, men hun har skrevet en del siden. Den seneste er Spear fra 2023, en kort roman der åbenbart er en slags genfortælling af Arthur-myten, med en kvinde som hovedperson. En outsiders rejse mod insider Vi følger Marghe Taishan, en antropolog udsendt fra det store, kolde mineselskab The Company, der sender hende ned på Jeep for at afprøve en vaccine, så selskabet endelig kan komme igang med at udnytte Jeeps ressourcer. Planeten er i karantæne. Ingen kan forlade. I kredsløb patruljerer krigsskibet The Kurst (Cursed?), og som en konstant skygge ligger frygten for, at The Company vil udslette alt liv fra rummet, hvis vaccinen ikke virker. Marghe drager nordpå drevet at at forstå Jeeps før-industrielle kulturer, men hun opdager hurtigt, at dette ikke bare er feltarbejde. Hun er ude hvor hun ikke kan bunde. Hun må indpasse sig livet i stammerne, lære overlevelsesteknikker, og hun opdager snart, at kulturen på Jeep er dybt forbundet med virussens mystiske biologi. Griffith skriver med sans for eventyr og detaljer. Der er for eksempel sådan lidt Shogun og Manden de kaldte hest i mødet med den brutale og primitive nomade-stamme “Echraiderne,” som tvangsoptager Marghe, indtil hun må flygte. Det bliver et desperat ridt igennem en snestorm over Tehuantepec mod Moanwood midt i vinteren under “The Moon of Knives”. Hun må ofre sin hest for at drikke dens blod og bygge et ly mod snestormen af dens skind. It was more difficult to drag the flap of skin, about two feet square, over her head and pull its edges down to meet the snow wall. The result was cramped and stifling, but a shelter of sorts. It was all she could do. She huddled down around her precious cupful of blood and few tatters of meat, all that kept her from death, and breathed deep into her belly. There was nowhere to go from here. Kvinder er alle andre Nicola Griffith folder en fascinerende verden med masser af spændende kulturel world building ud på siderne i Ammonite. Præmissen om en planet uden et eneste X-kromosom bliver aldrig begrænsende, men i virkeligheden anledningen til at forme en masse meget forskellige mindeværdige karakter. Kvinderne indtager alle roller. De er voldelige eller kærlige eller gode eller onde. Og det er ifølge forfatteren præcis pointen. Som hun skriver i efterordet: Jeg er træt af at læse om rumvæsner, der i virkeligheden er kvinder, eller kvinder, der i virkeligheden er rumvæsner. Fjern mændene, og vi mister ikke automatisk vores ild og intelligens og sexlyst; vi danner ikke hierarkiske, statiske, insektlignende samfund, der er frygteligt ineffektive. Vi bliver ikke til en homogen tankepoliti-kultur, hvor kødspisning er forbudt, og mænd bliver brændt af ved hver fuldmåne. Kvinder er ikke fra naturens side passive eller dominerende, moderlige eller ondskabsfulde. Vi er alle forskellige. Det forekommer mig, at en verden kun bestående af kvinder ville rumme hele spektret af menneskelig adfærd: Der ville være kapitalister og kollektivister, eneboere og klanmedlemmer, sømænd og kokke, idealister og tyranner; de ville være generøse og onde, kloge og dumme, stærke og svage; de ville nærme sig livet modigt, frygtsomt og tankeløst. Den præmis er der kommet en fantastisk roman ud af. Jens og Anders har SCIFI Snakket Ammonite: Shownotes til Ammonite Siden sidst Anders har læst/oplevet: Beyond the Hallowed Sky af Ken McLeod – spændende præmis (FTL og krystal-alienrace), men tabte fokus undervejs. The Potency of Ungovernable Impulses (Mossa og Pleiti #3) – stadig dejligt univers, men måske lidt for velkendt. A Deepness in the Sky af Vernor Vinge – episk space opera, men alt for lang og rodet. Set Murderbot færdig på Apple TV+ – underholdende og med masser af charme. Johan Harstads mursten Under brostenene stranden – norsk coming-of-age med et dryp sci-fi. Foundation sæson 3 på ATV+ – glæder sig til at binge når flere afsnit er ude. Jens har læst/oplevet: The Rook af Daniel O’Malley – genlæst med stor fornøjelse; magisk MI6 med bizarre kræfter. Anledning var at der er kommer en ny bog ud i serien “Royal Gambit” The Potency of Ungovernable Impulses – hyggelig, men ikke meget nyt. Set Murderbot færdig – begejstret for adaptationens styrker, men savner et mere koldt corporation. Leget med e-bogslæseren Yomu på iPad

Douglas Adams’ The Restaurant at the End of the Universe er anden ret i den fem-retters menu, vi kender som The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy-trilogien. I denne episode af SCIFI SNAK, optaget live på Fantasticon 2025, har vi pakket håndklæder og Old Janx Spirit og kastet os ud i den svære toer. Test af CDP Douglas Adams og den absurde arv Douglas Adams (1952–2001) var en britisk forfatter, humorist og idémand, hvis navn i dag er synonymt med skæv, intelligent science fiction. The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy begyndte som radiodrama i 1978 på BBC, og blev senere til bøger, tv-serier, computerspil og en kultstatus, der lever videre i citater og håndklæder. The Restaurant at the End of the Universe udkom i 1980 som efterfølger til Hitchhiker’s Guide og bygger direkte videre på radioafsnittene. Adams skrev i et tempo præget af deadlines og improvisation, og det mærkes i bogens struktur: den springer lystigt fra scene til scene, nogle gange uden logik, men altid med et stærk og hektisk dialog og masser af vilde indfald. Han var en mester i at kombinere satire med slapstick og eksistentielle spørgsmål med popkulturelle observationer. Og selv når handlingen slår knuder på sig selv, bliver man hængende for sproget, ideerne og det faktum, at ingen anden kunne få en kop te, en rockkoncert og meningen med livet til at hænge sammen som Douglas Adams. Vi har aldrig rigtig kommet nogen fundet nogen der leverede scifi-humor på hans niveau. Måske er det derfor, at der er så langt i mellem, at der er nogle der prøver. Teknologi, te og total sammenbrud Bogen starter hvor Hitchhikers Guide slutter. Ombord på Heart of Gold forsøger Arthur Dent at få rumskibets Nutrimatic-maskine til at lave en ordentlig kop te. Han beskriver tålmodigt, hvad te egentlig er – med floromvundne detaljer om Ceylon, mælketilsætning og sølvtetøj. Maskinen må have hjælp, og hele skibets computerkraft bliver opslugt i forsøget. Timingen er dårlig, da det efterlader vores helte hjælpeløse midt i et Vogon-angreb. Det er Adams i nøddeskal: en tilsyneladende lille detalje vælter det hele. Plutoniumrock og passiv ledelse Vi møder også det universets vildeste band – Disaster Area – hvis plutonium rockkoncerter er så øredøvende, at de helst skal opleves fra en bunker 100 km væk. Vi møder bandmedlemmet Hotblack Desiato (som er “død af skattemæssige årsager”) på Milliways, “Restauranten ved Universets ende.” Zaphod stjæler bandets sorte stunt-rumskib, som desværre er præprogrammeret til at dykke direkte ind i en sol, som en del af Disasters Areas spektakulære koncerter show. Adams giver os et helt kapitel om koncerten og dens klimamæssige effekt på planeten. Igen typisk Adams, at tage en tangent ud af en absurd bivej. Kapitalisme, konsulenter og blade som valuta Bogens måske skarpeste satiriske bid kommer, da Arthur og Ford strandes to millioner år tilbage i tiden med en flok Golgafrinchans – et folk bestående udelukkende af ubrugelige frisører, managementkonsulenter og telefonsanitører. På en neolitisk jordklode fortsætter de ufortrødent med deres håbløse opførsel. Blandt andet indfører de blade som møntfod. Det fører til massiv inflation, fordi der er blade overalt, så de planlægger at brænde skovene ned for at gøre pengene mere værd. Adams’ samfundssatire slår hårdt og præcist: Vi vælger at brænde hele verden ned for at redde økonomien. Yndlingscitater Bogen er smækfuld af gode iagtagelser, og man kommer let til at highlighte halvdelen af bogen, hvis man samler på citater. Her er et par citater fra lytterne. Randi citerer bogens ikoniske åbningssætning: “In the beginning the Universe was created. This has made a lot of people very angry and been widely regarded as a bad move.” Niels fremhæver: “The Universe, as has been observed before, is an unsettlingly big place, a fact which for the sake of a quiet life most people tend to ignore.” Jens’ yndlingscitat: “Listen, Ford,” said Zaphod, “everything’s cool and froody.”“You mean everything’s under control.”“No,” said Zaphod, “I do not mean everything’s under control. That would not be cool and froody.” Anders’ yndlingscitat: There is a theory which states that if ever anyone discovers exactly what the Universe is for and why it is here, it will instantly disappear and be replaced by something even more bizarre and inexplicable. There is another theory which states that this has already happened. Den svære toer The Restaurant at the End of the Universe er ujævn, rodet og momentvis forvirrende – men også dybt charmerende, vanvittigt underholdende og proppet med citatguld. Som radiomanuskript kan man mærke, at bogen er skrevet episodisk, og den ene scene afløser den anden uden nogen nævneværdig fremdrift. Men som Anders siger: “Der går ikke lang tid mellem grinene.” Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Restaurant at the End of the Universe Shownotes til The Restaurant at t

The Long Earth er en original Multivers historie fra et samarbejde mellem den humoristiske engelske Fantasy Forfatter Terry Pratchett og den mere klassiske Hard Scifi og Alt-History forfatter Stephen Baxter. Terry Pratchett (1948-2015) er jo en af de helt store humoristiske forfatter, der med sin originale Discworld serie igennem 35 bind skrev originale spekulative værker, bare sat i en fantasy setting, og brugte disse fortællinger til at satirisere over vores egen verden, og gøre nar af de grådige og hensynsløse. Bøgerne er på mange utrolig kloge og fjollede på samme tid. Baxter kender vi ikke så godt. Her har vi at gøre med en ingeniør/matematikker som har skrevet en masse alt-history og hard scifi og biologisk evolutions inspireret fiktion. Zeppeliner, stepning og en kartoffel I The Long Earth introduceres vi for en verden, hvor “stepning” – evnen til at skifte mellem parallelle verdener – pludselig bliver allemandseje takket være en DIY-guide på nettet. Med en kartoffel, lidt elektronik og et håndtag kan du træde fra vores egen “Datum Earth” og ud i en uendelighed af ubeboede jorder. Det lyder hyggeligt – indtil man husker, at der ikke nødvendigvis er fast grund under fødderne i den næste verden… Hovedpersonen Joshua er en “naturlig stepper”, der kan rejse mellem verdener uden at blive dårlig (de fleste får kvalme og kaster op – ikke just den ideelle ferieform). Han bliver rekrutteret af det dystert navngivne Black Corporation til at tage på opdagelsesrejse sammen med Lobsang – en kunstig intelligens, som hævder at være en reinkarneret tibetansk motorcykelmekaniker (!). Rejsen foregår i en steppe-kapabel zeppeliner. Hvad sker der med verden, når den åbner sig? Bogen leger med tanken: hvad hvis vi ikke længere var begrænset til én jord? Pludselig er det muligt at slå sig ned i en parallelverden, høste naturressourcer uden konkurrence og opbygge en ny tilværelse fra bunden. Længslen efter det enkle liv – væk fra overforbrug, politik og corporate bullshit – slår igennem i store dele af romanen. Men hvad sker der med dem, der ikke kan steppe? En del af romanens satiriske kant ses i fremstillingen af “phobics” – dem, der ikke kan træde mellem verdener. De bliver efterladt. Og det bliver politisk. En demagogisk skikkelse, Cowley, fremstår som talerør for den vrede, som opstår hos de efterladte. Det bliver hurtigt klart, at selv med uendelige muligheder, følger menneskelig konflikt og eksklusion med i bagagen. “It’s natural. Walking is. But what they call stepping? He shook his head. Nothing natural about that. You need a gadget to do it, don’t you? You don’t need no gadget to walk. Stepping. That’s not what I call it. That’s not what my granddaddy would have called it. We plain folk, who don’t have the education to know any better, have other words for practices like that. Words like unnatural. Words like abomination. Words like unholy.” – Cowley Prædiker for de efterladte Phobics Lobsang og Joshua i det uendelige multivers Lobsang og Joshua er bogens centrale makkerpar, og dynamikken mellem dem giver en del af historiens underholdningsværdi. Joshua er menneskelig, introvert og søger ro. Lobsang er overmenneskelig, charmerende – og manipulerende. Han ved for meget, siger for lidt og har hele tiden en bagtanke. Deres rejse i zeppelineren The Mark Twain er både en fysisk rejse og en filosofisk en af slagsen. Hvad betyder det at være menneske? Er Lobsang i virkeligheden bare en glorificeret chatbot med svagheder og følelser – eller er han mere menneske end mange mennesker? Scenen hvor Lobsang møder Joshua første gang, som en snakkende colaautomat (!), er rendyrket Pratchett-fjolleri. Men det udvikler sig hurtigt til noget dybere, særligt når de til sidst møder et gigantisk væsen i havet på en fjern verden: First Person Singular. For meget worldbuilding? Jens og Anders er ikke helt enige om vurderingen af The Long Earth. Jens giver den fire stjerner, Anders tre. Hvor Jens ser en underholdende og original what-if-fortælling med høj underholdningsværdi, ser Anders en bog, der forsøger for meget og samler for lidt op. Bogens opbygning – med mange sidehistorier, små indskudte karakterer og utallige verdener – føles nogle gange som en ustruktureret brainstorm, hvor kun halvdelen af idéerne lander sikkert. Den har satirens bid, science fictionens filosofi og eventyrets magi, men forsøger måske at gabe over for meget. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Long Earth Shownotes til The Long Earth Siden sidst Anders har læst/oplevet: Those Beyond the Wall af Micaiah Johnson – en efterfølger til The Space Between Worlds, med parallelluniverser, action og følelser med følelser på. Anders er meget begejstret. En roman om balletdansere af Meg Howrey – ikke sci-fi, men velskrevet. Anders har besluttet sig for at læse alt, hun har skrevet. Historical Dictionary of Science Fiction – fundet via podcasten The Illusionist. Et nørdet

En bog i tusind stykker Radiance er en slags litterær collage, hvor fortællingen om Severin Uncks forsvinden foldes ud i fragmenter: dokumentarfilmklip, forhør, breve, dagbøger, og en hel del radiodrama. Bogen kræver lidt tålmodighed – men giver til gengæld masser af stof til eftertanke. Læseren er detektiv og læser på samme tid i denne bevidst forvirrende historie. Det føles som at læse en stumfilm med voice-over fra både noir-detektiver og BBC-radioteater. Her er der ingen lineær plottråd – men en art drømmeagtig opdagelsesrejse, hvor man selv må finde forbindelserne mellem de mange karakterer og stilskift. Valente: Mythpunk litteratur med stort L! Catherynne M. Valente er kendt for sine spekulative romaner, der har vundet bl.a. James Tiptree, Jr. Award og Andre Norton Award. Hendes noveller er udgivet i Clarkesworld Magazine og flere antologier, mens hendes kritiske arbejde bl.a. findes i International Journal of the Humanities. I 2006 opfandt Valente termen mythpunk som en joke for at beskrive værker, der udfordrer folkeeventyr ved at blande myter med postmoderne teknikker. Og denne postmoderne cut-up teknik præger også Radiance Severin Unck og det store mysterium Kernen i historien er Severin – dokumentarfilmsinstruktør, hittebarn og datter af den gotiske stumfilmskunstner Percival Unck. Hun forsvinder under en ekspedition til Venus, hvor hele byen Adonis er lagt øde under mystiske omstændigheder. Kun en lille, umælende dreng, Anchises er tilbage. Det er under optagelserne i Adonis, at der sker noget, som får Severin til at forsvinde og nogle af hendes kolleger til at blive dræbt, men kun nogle få fragmenter af den stærkt beskadigede film fra optagelserne overlever. I årtier efter forsøger Percival at finde ud af, hvad der blev af hans datter, og han er besat af at lave en film om hende. I mellemtiden bliver Anchises, som nu er voksen, hyret af produktionsselskabet, der finansierede Severins film, til at hjælpe med at finde hende og i øvrigt alt, hvad der kan reddes af deres intellektuelle ejendom. Til dem der elsker stumfilm Valente har skabt en Jules Vernesk space opera med art deco-æstetik og en stærk kærlighed til stumfilmens guldalder, som også lidt minder om klassiske stumfilm som Himmelskibet af Holger-Madsen (Nordisk Film 1918), hvor Mars er befolket med frugtspisende pacifister filmet i en grusgrav. Det er bådet kitschet og sprudlende – og måske netop derfor lidt af en mundfuld. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Radiance Vores vurdering “Radiance” viste sig at være en af de sværere bøger at få armene helt omkring. Jens (⭐️⭐️) kæmpede lidt med Valentes højdramatiske stil og de mange detaljer og endte på to stjerner – en spændende bog, men også meget krævende og lidt for selvfed. Anders (⭐️⭐️⭐️⭐️) var lidt mere på Valentes bølgelængde og gav fire stjerner, fordi han nød bogens legesyge stil, vilde univers og dybe kærlighed til fortællinger – selvom overblikket nogle gange fortonede sig. Shownotes til Radiance Siden sidst Anders har læst/oplevet: The Imposition of Unnecessary Obstacles af Malka Older – fortsættelsen om Mossa og Pleiti, de lesbiske detektiver fra Jupiter-kanten. “Stadig underholdende!” Orbital af Samantha Harvey – et døgn på ISS med 6 astronauter. Næsten ikke sci-fi, men rørende og smukt skrevet. Jens har læst/oplevet: Har genlæst Discworld romaner af Terry Pratchett – Særlig Going Postal har fornøjet. Lytternes anbefalinger til genlæsning Vi snakkede om genlæsning i forrige afsnit og fik masser af gode input! Majbrit siger: “Der er også noget hyggeligt ved at genlæse. Mærkeligt ikke? Hvorfor er det en fornøjelse at synke ned i en fortælling der ikke overrasker? Måske fordi de små ting overrasker? At man lægger mærke til det sproglige landskab, til forfatterens intention? Karakterernes udvikling står tydeligere frem, når handlingen betyder mindre? Hvis der er gået ti-tyve år siden sidst er det også en oplevelse hvor forandret en bog kan læses i det nye lys fra egne erfaringer.” Majbrit: Kim Stanley Robinsons Antarctica, Julian Mays Pliocene Exile, Dune – genlæses med nye øjne og erfaringer. Henning A.: Ole Henrik Laub – De døde i Vefby, Samuel Delany – The Einstein Intersection, Arthur C. Clarke – Against the Fall of Night, Niels E. Nielsen – Akerons Porte (også foreslået som en mulig bog til SCIFI SNAK). Anders A.: Culture-serien af Iain M. Banks (læst 3-4 gange med glæde), Great North Road af Peter F. Hamilton. Kaare: The Gone World (som faktisk var en genlæsning!) og Night’s Dawn-serien af Hamilton. JB Holten: Julian May – Pliocene Exile-bøgerne. Magnus: Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi – læst første gang som 18-årig og stadig værd at vende tilbage til. Janus: Genlæser Discworld og John Varleys Ophiuchi Hotline (Eight Worlds-serien). Ophiuchi Hotline beskrives som “Heinlein med humor og spræl – og uden den ubehagelige duft af protofascisme”, hvilket bestemt gør den tillokkende. Det er en skæv, idérig fremtidsfortælling, hvor menneskene må em

I denne episode kaster vi os over Tom Sweterlitschs labyrintiske tidsrejsethriller The Gone World fra 2018 – en bog, som både Kåre og Lise har peget på som en af de bedste læseoplevelser i 2024. The Gone World er ikke bare en sci-fi-krimi med kosmisk horror – det er også en bog, der blæser hovedet af læseren med tidslinjer, multiverser og metafysiske mareridt. Vi følger Shannon Moss, agent for den amerikanske flåde, der i 1997 bliver kastet ind i et brutalt drab på en hel familie – og som via teknologisk tidsrejse forsøger at finde spor til opklaring i fremtiden. Men fremtiden er ikke fast – og i horisonten lurer dommedag. Tidsrejse som opklaringsmetode Når Shannon Moss arbejder for Naval Criminal Investigative Service, gør hun det ikke kun med afhøringer og fingeraftryk – hun rejser frem i tiden for at finde spor. Når man rejser til fremtiden i The Gone World, rejser man ikke til den egentlige fremtid, men til en mulig version af den – og det er netop Shannon Moss’ metode: at hente viden i fremtidens varianter og tage den med hjem til sin nutid, “terra firma”. Men tid er ikke gratis. Shannon ældes i fremtiden – selvom hun vender hjem til det samme øjeblik, hun rejste ud fra. Hun er biologisk i 40’erne, men burde være 27. Hendes kolleger og familie ser hende ændre sig foran dem – og i nogle tilfælde møder hun dem igen som fremmede i fremtiden. Det skaber en både fascinerende og melankolsk stemning – en hovedperson i permanent eksistentiel jetlag. En brutal krimi koblet til kosmisk mareridt Allerede i første kapitel introduceres vi til dommedag. “The Terminus” – en dommedagsvision ude i fremtiden, hvor jorden er forvandlet til en frossen ørken, mennesker hænger korsfæstet i luften med sølvglimtende nanoteknologi i munden. Og i løbet af bogen rykker Terminus tættere og tættere på, hver gang Shannon rejser frem. Det bliver klart: Den sidste generation er allerede født. Klokken tikker. Og med stor opfindsomhed får Sweterlitsche koblet mordmysteriet og dommedag sammen. Multiverset, vardoggers og andre hjernevridere Sweterlitsch har ikke kun fundet på en enkelt tidsrejseidé – han har smidt hele fysik-biblioteket i gryden. Vi får “vardoggers” (et koncept lånt fra nordisk mytologi), som er steder, hvor grænserne mellem tidslinjer bliver tynde. Vi får kvanteknuder, simultane fremtider og nedslag i parallelle 2015’er – nogle fyldt med nanobotter og levende digitale kloner, andre mere hverdagsagtige. Nogle gange føles det som en blanding af True Detective, Solaris, Inception og Tenet – især fordi bogens scener ofte er så stemningsmættede og billedstærke, at man ikke helt fatter, hvad der sker, men alligevel bliver suget ind. Det er vildt, syret og af og til frustrerende. For mange idéer, eller bare nok? Der er scener i The Gone World, man sent glemmer. Et fremtidshotel fyldt med nanobotter. En samtale med en død forsker i form af en hologrammisk skikkelse. Et skovområde, hvor virkeligheden bølger og man pludselig befinder sig i en anden tid. Anders mener, bogen måske har for mange vilde idéer, der vælter rundt i hinanden – lidt for meget mystik, lidt for lidt hard sci-fi. ⭐️⭐️⭐️(⭐️) Jens er begejstret: “Den føles som en bog, hvor det hele kan gå frygteligt galt – og det er en del af charmen.” ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Man skal dog holde tungen lige i munden. Plottet er sammenfiltret, og uden en vis koncentration kan man nemt miste overblikket. Se et diagram fra This is Barry her Diagram udarbejdet af This is Barry (Se artikel her) Men for dem, der holder af True Detective vibes, kosmisk horror og tidsrejser med konsekvenser, er The Gone World en intens og unik læseoplevelse. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Gone World. Shownotes til The Gone World Siden sidst Anders har læst/oplevet: The Steerswoman af Rosemary Kirstein – Mere fantasy end sci-fi, med et spændende koncept om kortlæggere i en ukendt verden. The Imposition of Unnecessary Obstacles af L. M. Ricard – Efterfølgeren til Mossa and Pliety, hyggelig og Sherlock-agtig. Genlæst gamle yndlingsbøger som comfort reading under sygdom. Jens har læst/oplevet: Mickey 17 (film) instrueret af Bong Joon-ho – Sci-fi med Robert Pattinson som en “expendable” klon, overraskende sjov og fedt designet. Lytternes anbefalinger Henning anbefaler flere sci-fi-krimier: The Caves of Steel af Isaac Asimov The Investigation og The Chain of Chance af Stanisław Lem Dirk Gently’s Holistic Detective Agency af Douglas Adams Katrine nævner Cities in Flight af James Blish – mulig inspiration til Mortal Engines. Mads skriver om Coyote-trilogien af Allen Steele, som snart udkommer på dansk på ScifiCon i Randers. Hvad genlæser du? Andes er i gang med at genlæse bøger. Noget han kom på under sin marathon-influenza. Læs han blog her Hvilke scifi-bøger kan du godt lide at genlæse? Skriv i kommentarfeltet Bonus SCIFI SNAK er nu federeret! Du kan finde community og kommentarer på scifisnak.dk og Mastodon. Der ligger også en guide til, hvordan du kommer i gang med fediverset. Og

Månedens SCIFI SNAK har læst den første af indtil videre tre detektivromaner. Mossa og Pleiti bøgerne er skrevet af Malka Older, som vi tidligere har omtalt i forbindelse med hendes Infomocracy serie. Men nu har hun kastet sig over noget lettere og kortere med The Mimicking of Known Successes fra 2023 som er på bare 128 sider. Malka Older er ikke en hvilken som helst forfatter. Hun er Faculty Associate ved Arizona State University School for the Future of Innovation in Society. Hun har desuden over 10 års erfaring med humanitær bistand i blandt andet Darfur, Sri Lanka og Japan. Siden september 2024 har hun været direktør for Global Voices, der arbejder for at styrke informationsdeling uden om de store techgiganter. Et scifi og krimi mashup The Mimicking er en ret unik blanding. På den ene side er det science fiction med en detaljeret fremtidsvision på Jupiters ringer. På den anden side er det en klassisk cozy crime novel – den slags, man kunne forvente fra Miss Marple eller Midsummer Murders. Her er ikke tale om dystre, blodige mord eller traumatiserede detektiver. I stedet følger vi et mysterium, der langsomt folder sig ud, mens vi hygger os med scones, te og en god portion atmosfærisk verdensopbygning. Og så er bogen også en åbenlys hyldest til Sherlock Holmes. Mossa er en rationel, lidt socialt distanceret efterforsker med skarpe observationer og en nærmest Holmes-agtig logik. Pleiti bliver hendes Watson – den loyale, nysgerrige hjælper, der ofte er et skridt bagud, men som med sin menneskelige indsigt bidrager væsentligt til at løse mysteriet. Mysteriet: En forsvundet mand Plottet begynder med, at en mand forsvinder sporløst fra en af platformene. Mossa bliver sat på sagen og følger sporet til Valdegeld, hvor hun opsøger sin tidligere kæreste Pleiti. Sammen forsøger de at finde ud af, hvad der er sket. Er manden sprunget i døden? Blev han myrdet? Eller er der noget helt andet på spil? Efterhånden afdækker de en større konspiration, hvor flere aktører har skjulte dagsordener. Undervejs bliver Mossa angrebet af et genetisk genskabt rovdyr i et mauzooleum — en kombination af en zoologisk have og et mausoleum for Jordens uddøde arter. Forholdet mellem Mossa og Pleiti Selvom mysteriet er spændende, er det forholdet mellem Mossa og Pleiti, der er historiens hjerte. De to var tidligere kærester, men Mossa er følelsesmæssigt lukket og opslugt af sit arbejde — og Pleiti følte sig tilsidesat. Men i deres samarbejde genfinder de hinanden. Det er en smuk, underspillet romantisk fortælling, der balancerer perfekt mellem humor, sårbarhed og gensidig respekt. Temaer i bogen Bogen tager fat i flere spændende tematikker: Økologi og klimaforandringer: Hvordan genskaber man et stabilt økosystem efter en katastrofe? Kolonisering og miljø: Hvad betyder det at kolonisere et nyt miljø og gøre det beboeligt? Neurodiversitet: Mossa fremstår som en karakter på spektret — rationel, logisk og socialt akavet. Det er ikke i fokus, men subtilt til stede. Hjemstavnsromantik: Selv langt fra Jorden drømmer folk om den forsvundne planet og dens natur. Vores vurdering Vi var begge godt underholdt af The Mimicking of Known Successes.Jens giver bogen ⭐⭐⭐⭐⭐, mens Anders lander på ⭐⭐⭐⭐. For Jens var det især den stramme fortælling, den hyggelige tone og den spændende worldbuilding, der gjorde indtryk. Anders savnede lidt mere dybde i selve krimiplottet, men elskede også universet og forholdet mellem Mossa og Platy. Anbefaling: Hvis du er til intelligent sci-fi med en dosis gammeldags krimistemning, veludført worldbuilding og en subtil kærlighedshistorie, så er The Mimicking et oplagt valg. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Mimicking of Known Successes . SCIFI SNAK er blevet federeret Derudover har vi en nyhed: SCIFI SNAK er blevet federeret! Det betyder, at man kan følge vores site fra Mastodon og andre decentraliserede sociale netværk. Kommentarer fra Mastodon kan altså dukke op som kommentarer på scifisnak.dk. Man finde os som : @[email protected] Jens laver en guide på sitet, så man kan se, hvordan det virker. Siden sidst Anders havde læst Service Model af Adrian Tchaikovsky:En dystopisk og humoristisk fortælling om butlerrobotten Charles – eller UnCharles – som efter et fatalt barberuheld bliver frataget sin butlerstatus. Bogen balancerer en dystopisk melankoli med en Douglas Adams-agtig humor og viser en verden, hvor robotter kører i ring og forsøger at løse uløselige opgaver. Jens havde læst The Word for World is Forest af Ursula K. Le Guin:På planeten Athshe har jordboere koloniseret og udnyttet en skovklædt verden. Bogen er tydeligt præget af samtidens Vietnamkrig med referencer til brutalitet og napalm-lignende angreb, men har samtidig Le Guins karakteristiske tematikker om drømme, sprog og konflikt. Inspirationen til filmen Avatar er tydelig. Anders havde set Severance (Apple TV+) – Sæson 2:Serien handler om en chip i hjernen, der adskiller arbejdstid og fritid, hvilket skaber et klaustrofobisk og tankev

Lyt til udsendelsen her: På en fælles førsteplads Igen i år var vi meget enige om årets bedste bog: The Deluge Stephen Markley (ScifiSnak ep 118: The Deluge). Bogen er lidt af en moppedreng på omkring 900 sider, der sagt meget kort handler om klimapokalypsen og alle de tilhørende politiske, sociale og kulturelle konsekvenser – sådan cirka de næste 10-15 års tid – og den kommer vidt omkring. Der er et centralt persongalleri på 6-7 personer, vi drøner omkring i det meste af USA, og historien udspiller sig fra cirka nutid (2013, for nu at være præcis) frem til 2040. Det er en bog der godt kan tynge humøret lidt. Så ud over at være lang er den altså også lidt hård at læse. Men den er hele besværet værd synes vi. På andenpladsen På andenpladsen kom to bøger fra hhv 1969 0g 1972. Så altså godt med år på bagen for runner-ups. Anders: Dune Messiah Frank Herbert: Dune: Messiah (1969) fra episode 114, er den anden del i Dune-serien – en episk saga om politik, religion, miljø og ambitioner. Bogen fortsætter historien om Paul Atreides, som i første bog blev kronet som kejser af det galaktiske imperium – men efter en langvarig jihad og udryddelsen af 61 milliarder af borgere på tusindvis af planeter er Paul måske blevet det han frygtede (men delvis havde forudset) – og han må slås for at bevare kontrollen mens magtfulde modstanderer konspirerer om at omstyrte ham. Dune Messiah var lidt af en gyser at kaste sig over, fordi vi var bekymrede for, om vi overhovedet ville kunne lide den. Men med to gange 5 stjerner sejrede Frank Herbert endnu en gang i SCIFI SNAK og meldte sig samtidig ind i Hall of Fame klubben af forfattere, som vi har læst tre gange. Jens: Ecotopia Enest Callanbach’s Ecotopia (1972) er fra A Mock Book’s Gaia-serie. Her besøger vi et økologisk utopia, i en verden hvor vestkyst-staterne i USA har løsrevet sig fra unionen. Fortælleren er en amerikansk journalist, som får lov til at komme over grænsen, og skrive hjem til sin avis om livet i Økotopia, som ingen amerikanere kender til. Landet er nemlig lukket for udveksling med sin kapitalistiske og forbrugeristiske nabo. Callenbachs bog er et spændende tidligt blueprint på, hvilke løsninger der skal til for at skabe et bærdedygtigt samfund. På tredjepladsen Anders: In Ascension – af Martin MacInnes. Romanen fortæller historien om Leigh, en ung pige, der vokser op i Holland midt i klimaforandringernes kaos, og bliver en havforsker, der udforsker dybe kløfter og mystiske fænomener dér, og senere kommer med på en rum-mission som skal undersøge en anomali i udkanten af solsystemet. Jens: Translation State Af Ann Leckie: Translation State af Ann Leckie er en finurlig og tankevækkende science fiction-roman, der foregår i det samme univers som hendes prisvindende Ancillary-serie. Historien følger tre hovedpersoner, hvis liv væves sammen af en gammel og uløst gåde: den mystiske forsvinden af en Presger Translator, en gådefuld hybrid skabt til at kommunikere med en fremmed, nærmest ufattelig race. Enae bliver sendt ud for at løse mysteriet, mens Reet opdager, at han selv måske er nøglen til noget langt større, og den unge Translator Qven står over for valget mellem pligt og identitet. Romanen udforsker temaer som identitet, kommunikation og relationer i en galakse fyldt med politiske spændinger og kulturelle forskelle. Det er klassisk Leckie med alle de sædvanlige weirdo ideer, mens også med enormt meget hjerte.

J.G. Ballards “Verden Under Vand” (originaltitel: “The Drowned World”) er fra 1962.Ballards roman tager os med til år 2145, hvor voldsomme solstorme har smeltet polerne og forvandlet størstedelen af jorden til en tropisk sump. Havene er steget med 30 meter, og de fleste storbyer ligger under vand. Vi følger Dr. Robert Kerans og hans videnskabelige team, der undersøger ændringerne i det oversvømmede London, mens de kæmper med mærkelige, primitive drømme og en gradvis mental regression. En verden uden tekniske fremskridt Ballards er ikke en scifi forfatter som den slags er flest. Hans fremtidsvision virker totalt uinteresseret i de teknologiske landvindinger. Kerans og Co tøffer rundt i det sumpede landskab i osende dieselskibe og helt almindelige larmende helikoptere. At historien foregår i 2145 synes mest at være for, at vi, som læsere, accepterer de store ændringer. Vi dykker ned i Ballards særegne skrivestil, der har givet anledning til adjektivet “Ballardian.” Det er en stil som ikke interesserer sig for den direkte plotopbygning, men mere beskriver dystopiske modernistiske visioner og de psykologiske effekter af teknologiske, sociale eller miljømæssige udviklinger. En del af Gaia serien Udgaven vi læste var fra A Mock Book, som vi havde i studiet i juni 2024. Her fik vi en ordentlig stabel papirbøger, som alle var del i Gaia serien. En serie bøger der alle udforsker temaer som kan hjælpe os med at tænke anderledes om den planetære krise. Jacob Lillemose fra A Mock Book udvalgte “Verden under vand” som hans anbefaling. Lyt med når vi udforsker en tankerne i en fremtidsvision, hvor London er blevet en tropisk lagune, og menneskets bevidsthed svømmer tilbage mod en urtid, vi troede var glemt. Er Kerans’ rejse mod syd en flugt eller en søgen efter et tabt paradis? Jens og Anders har SCIFI Snakket “Verden under vand.” Shownoter til Verden under vand: Anders: Har læst Richard Powers’ “Playground” – en øko-agtig drama med et avanceret AI-element, der sniger sig ind i sci-fi-genren. Afsluttede Spin-trilogien af Robert Charles Wilson med Axis og Vortex – forskellige historier i samme univers, mere klassisk sci-fi-agtige end den første bog. Læste “Rose/House” af Arkady Martine og John Scalzi’s “The Collapsing Empire”. Har set “Dune: Prophecy” på HBO Max og er i gang med et Star Wars-marathon. Anbefaler “Everything, Everywhere All at Once” for en vild multivers-oplevelse. Læst “Children of Memory” af Adrian Tchaikovsky og ser frem til “Service Model”. Genser “Severance” sæson 1 og lytter til den officielle podcast. Jens: Har dykket dybere ned i A Mock Books’ Gaia-serie: “Ecotopia” af Ernest Callenbach fra 1972 – en fremsynet øko-utopi om et uafhængigt, økologisk Californien og Seattle. “Ordet for Verden er Skov” af Ursula K. Le Guin. Et bud på økologisk science fiction i hendes Hainish verden. Har desuden læst “Discord In Scarlet” af A. E. van Vogt – novellen som var inspiration for Alien-filmen. Og set “The Substance” – en weird sci-fi body horror film med Demi Moore og Dennis Quaid. Fra Goodreads og Scifisnak.dk: David anbefaler “In Universes” af Emet North – en debutroman om en queer fysikers søgen efter kærlighed og tilhørsforhold på tværs af tid og rum. Henning sammenligner “Spin” med Stephen Kings “Under the Dome” i temaet om lukkede verdener. Husk at følge med i vores Goodreads-gruppe, hvor du kan se, hvordan andre læsere har bedømt bogen og deltage i diskussionen. I næste episode… Vi skal læse Malka Older “The Mimicking of Known Successes” fra hendes serie The Mossa and Pleiti Investigations. Se serien her på Malka Olders blog.

Robert Charles Wilson er en amerikansk-canadisk scifi-forfatter, født i 1953. Han har udgivet romaner siden midten af 80’erne. Han vundet flere priser, bla. en Philip K. Dick Award i 1994, og en Hugo for “Spin” som udkom i 2005. “Jeg var 12 og tvillingerne var 13 , den nat hvor stjernerne forsvandt fra himlen”. “Spin” følger tre venner – Tyler Dupree og tvillingerne Jason og Diane Lawton – der en nat, mens de er tidlige teenagere, oplever at Månen og stjernerne pludselig forsvinder fra himlen. Det viser sig at Jorden er blevet indhyllet i en mystisk membran som skjuler resten af galaksen, men også gør at tiden inde på Jorden går meget langsommere end udenfor – faktisk går der hele 3,17 år i Universet for hvert sekund der går på Jorden. Det er ikke bare mystisk, det har også potentielt katastrofale konsekvenser. For når man regner på det, er solens død som rød kæmpe kun 50 år væk! Bogen er meget opfindsom i sin fortælling om spændende teknologiske landvindinger. For eksempel er ikke noget problem at terraforme Mars, når der går 8,5 mio. mars-år på en jordmåned. Samtidig skriver Robers Charles Wilson meget levende og interessant om begivenheder i de tre ungdomsvenners livsbaner. Jason bliver den ledende membran-forsker i organisationen, mens søsteren Diane hensygner i en religiøs kult. Og Tyler er vores lidt passive fortæller, der springer til, hver gang tvillingerne ringer. Bogen spiller på den helt store klinge over 4 mia. rumår. Samtidig udforsker den samfundets reaktion med udsigt til dommedag. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Spin.” Shownoter til Spin Anders  har læst Theis Ørntofts “Jordisk” og Helen MacDonalds “Prophet” Jens  Er i gang med Nona the Ninth (the locked tomb bog 3 af Tamsyn Muir ) Megafedt mix af Nekromantiker-magi og science fiction i et meget anderledes univers. Vildt forvirrende men også meget fascinerende og unikt.

The Terraformers blev udgivet i 2023. Bogen tager et stærkt afsæt i miljø og klimamæssige problemstillinger, men bruger en fantastisk setting. Bogen blev nomineret til en Nebula Award for bedste roman i 2024. I The Terraformers støder vi på et samfund af terraformers, som arbejder med at forberede et jordisk paradis på den private planet Sask-E for firmaet Verdance. Terraformerne er vidt forskellige. Nogle er robotter, nogle stærkt modificerede Homo Sapiens, nogle er elge (!). Om Annalee Newitz Annalee Newitz er en amerikansk journalist og forfatter af både fiktion og nonfiktion, og The Terraformers trækker stærkt på deres nonfiktion erfaringer med interviews med videnskabsfolk. De var medstifter redaktør på io9 og Gizmodo. Fælles for de bøger vi har læst af Newitz er beskæftigelsen med kønsproblematikker, transkultur, maskinpersoner og den kapitalistiske samfundsudvikling. Newitz har siden 2000 dannet par med Charlie Jane Anders. Sammen udgiver de sci-fi podcasten Our opinions are correct. Vi har tidligere læst begge forfattere. Newitz skrev Autonomous fra episode 46. Charlie Jane Anders skrev All the birds in the sky, fra episode 28. Rangers på Sask-E Allerede i første kapitel forstår vi den potentielle konflikt, da rangeren Destry støder på en fjernstyret homo sapiens klon. Bag kontrollerne, offworld, sidder en rig potentiel planetinvestor, der er ude for at opleve ægte palæolitisk lejrliv. Klonens aktiviteter bringer ubalance i den sårbare økologi, og da han også opfører sig truende, afliver Destry klonen og formulder den og rydder op. Det Destry ikke vidste var, at dette besøg var en uformel markedsføringssmagsprøve arrangeret af terraformer-vicepræsidenten Ronnie. Ronnie sidder i Verdance hovedkvarteret på Venus. Her stikker idealerne i klimabeskyttelse ikke så dybt. Hvis det lyder fedt i markedsføringssammenhæng fint! Hvis det koster os penge… No way! Og det bliver ikke bedre, da Destry finder en gruppe terraformere fra en tidligere arkæisk tidsalder gemt i en vulkan. “Verdance was really leaning into its whole “Earthrebooted” marketing pitch, too. Anyone who bought property on Sasky would be required to live here in a Homo sapiens body, which was packaged with the real estate. That meant settling here was very expensive…” 1000 år – 3 Tidsaldre The Terraformers foretager 3 spring igennem en historie på 1000 år. Vi oplever etableringen af byer og transportsystemer og endelig, det store opgør, da de mange arbejdere pludselig er overflødige og udrensningen og gentrificering begynder. High Science Fiction for fuld gas I fantasygenren har man begreberne high fantasy, hvor der er masser af magi og vilde væsener alle vegne. Som science fiction kan man roligt karakterisere The Terraformers som “high science fiction”. Annalee Newitz giver den fuld gas med fantasi og store tanker. I tredje akt har vi for eksempel en levende bus som hovedperson. Newitz holder sig ikke tilbage! Jens og Anders har SCIFI Snakket The Terraformers. Shownoter til The Terraformers Anders Har læst Nina Allen: “The Rift” (2015) – spøjs fortælling om to engelske søstre, Julie og Selena. Som 17-årig forsvinder Julie sporløst. Tyve år senere dukker hun op igen, tilbage i Manchester, med en vild historie om at have boet i flere år på en anden planet, mange lysår væk. Formmæssigt er bogen også ret vild – begynder som straight hverdagsdrama, men blander efterhånden både dagbøger, avisartikler, forskellige synspunkter, Matroshka-dukke-agtige fortællinger-inde-i-fortællinger, og meget mere. Interessant og anderledes – men måske ikke helt så medrivende som jeg havde håbet. Dog solide 4 stjerner, hvis vi gav ratings her… Jens Så en sjov dokumentar på filmstriben om Biosphere II projektet. Det her projekt hvor 8 personer boede i et lukket miljø i 2 år, som skulle forberede os på livet i rummet. De var noget mere hippieagtige end jeg lige havde forestillet mig. Fra Goodreads og Scifisnak.dk Majbrit (aka gravko) har måske fået mod på The Deluge: “Tak for anbefalingen. Jeg gik i stå både i Neal Stevensons undergangsfortælling og i Robinsons “Ministery…” Men måske er jeg klar til at forholde mig til “bebudelsen af et forudsigeligt mord” på verden nu.”

I Stephen Markley’s bog oplever vi fra 2013 til 2040 et USA, hvor klimaet er i oprør, mens olielobbyen og populistiske politikere vender sig væk fra virkeligheden mod fascismen. Stephen Markley startede på at skrive The Deluge i 2013, og den udkom sidste år. Men det er også lidt af en kleppert. Undervejs har realiteterne overhalet fiktionen. Bogen indeholder for eksempel en belejring af USAs kongres, som er skrevet længe før, det blev til en realitet. I bogen følger vi et stort galleri af karakter fra alle hylder i det amerikanske samfund. Vi følger den frustrerede videnskabsmand, som føler sig ignoreret. Vi følger de idealistiske NGO’er og de snu økoterrorister. Bogen er hård kost. Man tænker uværgeligt tilbage på Ministry of the future, som er fuld er ingeniørløsninger og smarte interventioner. Denne bog kigger på verden gennem langt mere kyniske øjne. Stephen Markley undersøger hvordan demokratier i populisternes og oligarkernes klør vil håndtere klimakrisen. Det er ikke kønt eller opløftende. Menneskeheden skal helt ned og bide, før vi rejser os igen. Det virker som et meget realistisk take, at beskrive en verden, hvor de økonomiske og politiske realiteter igen og igen trumfer realiteterne ude i den virkelige verden. Faktisk burde bogen sælges med en pakke lykkepiller. Et af de hårde øjeblikke er da videnskabsmanden Tony tænker på fremtiden og sit barnebarn: “She would be, like most of her generation, a scavenger, likely a part-time cannibal. Her life would be hard and violent. Then the generation after hers—the one that should have been populated by his great-grandchildren—would likely be the human species’ last because the surface of the planet would be too hot to sustain life.” Menneskekød på menuen til vores oldebørn! Så tror jeg at jeg godt kan lære at spise Tempeh… Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Deluge” Shownotes til The Deluge @Anders  har set den stille og fine androide-film “After Yang” på Max (fik tidligere bogen, som jeg ikke har fået læst endnu… har læst “Blood, Sweat and Chrome” om tilblivelsen af “Mad Max: Fury Road” @Jens De har læst Piranesi af Susannah Clarke i Læs den! Rendezvous With Rama Adaptation CONFIRMED by Denis Villeneuve! Har læst Translation State af Ann Leckie. Smuk og weird bog. Fedt call-out til murderbot med “Pirate Exiles of the Death Moons”” som man kan se når man bliver stresset som Presger translator. Blevet udfordret til at læse Inversions af Iain Banks som de har læst i Læs Den!

Larry Niven og Jerry Pournelle fortæller i The Mote in God’s Eye en opfindsom historie om mødet mellem menneskeheden og en udenjordisk civilisation. Romanen, fra 1974, er både en old school first contact-historie og et forsøg på filosofisk undersøgelse af konsekvenserne af mødet med det radikalt fremmede. Et møde med “Moties” Romanen foregår i år 3017 i et fremtidigt menneskeligt imperium kaldet “Det Andet Imperium af Mennesket”. Historien begynder, da en ekspedition ledet af Kaptajn Lord Roderick Blaine opdager et fremmed rumskib nær New Caledonia-stjernesystemet. Det fremmede fartøj viser sig at indeholde et enkelt væsen fra en hidtil ukendt alien-race. Denne race bliver senere kendt som Motierne på grund af deres hjemstjernes placering i forhold til en tåge, der ligner et støvkorn i Guds øje. Det bliver afsættet for en videnskabelig og militær ekspedition til Mote Prime systemet og mødet med Motierne. Biologisk specialisering Motierne er teknologisk avancerede, men meget forskellige fra menneskene. De er inddelt i forskellige racer, der er fysisk og mentalt tilpassede til specialiserede roller, som de udfylder med enorm effektivitet. En motie ingeniør kan reparere en fremtids-ipad med hænderne og deres forhandlere/ambassadører kan lære sprog lynhurtigt, og næsten læse tanker. Efterhånden opdager menneskene, at Motierne skjuler vigtige oplysninger om deres historie og biologi. Det afsløres, at Motierne er fanget i en cyklus af vækst, overpopulation, krig og sammenbrud på grund af deres ukontrollerede reproduktion; en ukontrolleret reproduktion, som vil overvælde menneskeheden, skulle Motierne slippe ud fra deres stjernesystem og sprede sig til resten af galaksen. Frygten for det ukendte The Mote in God’s Eye er lige dele military scifi og old school first contact. Romanens styrke ligger i dens spekulationer om, hvad der sker, når to radikalt forskellige kulturer mødes. Når den er bedst fascineres man af at opleve menneskeheden gennem Motiernes øjne. Når den er svag, skyldes det, at verdensopbygningen, særligt på Mote Prime, ikke virker særlig troværdig og gennemtænkt. Jens og Anders har SCIFI Snakket The Mote in God’s Eye. Shownotes til The Mote in God’s Eye Intro og siden sidst Anders Har set Dark Matter – stadig underholdende og superflot Fik endelig set Silo færdig i forberedelse til kommende sæson 2, men synes nok stadig den er lidt træg… Fik læst Quantum Magician af Derek Künsken færdig, og må indrømme at jeg småløb gennem anden halvdel. Måske var det bare mig, men jeg kunne ikke holde overblik i det komplicerede heist-plot, og var inderligt ligeglad med karaktererne… Har læst Ann Leckies Translation State Har læst Marie-Helene Bertino’s Beautyland (sær men cool bog, der handler om en pige/kvinde som måske er alien, måske “bare” autist…) Har læst Some Desperate Glory af Emili Tesh (military YA-scifi med multiverser og moralske dilemmaer) Har læst In Ascension af Martin MacInnes (samme vibes som Meg Howrey’s Wanderers– fokus på drama omkring en tre-personers ekspedition i ultrahurtigt rumskib på vej ud af Solsystemet) Er gået igang med Sunny på ATV+ (men har foreløbig droppet den igen…) Keanu skriver bog med Mieville?! https://www.wired.com/story/china-mieville-writes-a-secret-novel-with-the-internets-boyfriend-keanu-reeves/ Jens Læst dispossesed af Ursula K. Le Guin. Mind. Blown! – Meget meget interessant bog om anarkisme/sociale og samfund (odonians) og hvordan det føles, hvis man er vokset op i et stærkt idealistisk samfund, og køber totalt ind på principperne om total frihed og anarki. Samtidig følger vi Chevek, som er fysiker og forsker i temporal teori (noget som kan bruges til at FTL) – han ender med at skabe det der “Ansible” device som også refereres i Left Hand. Den er del af samme bogserie. Hainish cycle. Adrian tchaikovsky – Service Model. Nyeste bog fra juni 2024. Når vi har overladt alt til robotter og det så begynder at gå galt, hvad så? Totalt absurd fortælling om en robot-butler, der kommer til at dræbe sin herre under en barbering – og begiver sig ud i en verden der gået helt gakkelaks. Rose/House af Arkady Martine – En berømt arkitekts efterladte hus (Rosehouse) er styret af en AI. Hans tidligere student og protege er den eneste som har adgang nu. Og så bliver der begået et mord i huset, som ingen burde kunne komme ind i. Mysterie og Fremtidsnær Scifi mødes. Bonuspoint for at den afdøde arkitekt har fået presset sit lig sammen til en diamant på størrelse med en knytnæve.

Forlaget A Mock Book udgiver Science Fiction på dansk. De kalder sig et forlag i tiden og udgiver bøger, der taler ind i vores planetariske krise. For dem giver spekulativ fiktion og scifi en særlig mulighed for at tænke og udfolde mulige fremtider. Det var mens DUNE kørte for fulde gardiner i biograferne. Jeg kom gående forbi Politikens Boghal, og så dem ligge der i vinduet: Nyudgivelser af Dune på dansk i et fedt nyt grafisk design. Hvad i alverden gik det ud på!? Det fandt vi ud af da vi inviterede Jacob og Karsten fra A Mock Book på besøg i SCIFI SNAK studiet. A Mock Book har begået en flot liste udgivelser, i det de kalder Gaia serien. Bøgerne er opdaterede nyudgivelser af klassiske værker fra Le Guin, Ballard og Herbert, men også mere spekulative nyere værker. Alt sammen med fokus på at give input til diskussion om planetens fremtid. Det taler ind i en tid, hvor scifi kommer mere på dagsordenen, fordi vi her kan finde ideer og tanker om, hvilke forandringer og løsninger vi står over for. Og til efteråret udgiver A Mock Book sågar klimakrisemanualen over dem alle: Kim Stanley Robinsons “Ministry for the future!“ Lyt til en samtale, som giver spændende input til genrens relevans og indsigt i hvordan et mikroforlag opererer. Shownotes – Jacob og Karstens anbefaler: Jacob synes man skal læse: J.G. Ballards “Verden under vand” Karsten giver thumbs up til: Frank Schätzing’s “Sværmen”

Ender’s Game er military scifi med et twist. I fremtiden lader vi børnesoldater kæmpe vores interstellare krig. Vores hovedperson Ender er en unik dreng, hvis strategiske genialitet skal udvikles for enhver pris. “Ender’s Game” skildrer en fremtidig verden, hvor menneskeheden er truet af en forestående invasion fra rummet. Vi investerer alt i at træne unge militære genier, som udvælges fra barnsben og sendes på militærskole i rummet. Bogen er fra 1985 og skrevet af Orson Scott Card, som ramte jackpot, da han udvidede en gammel novelle til hel bog. Ender’s Game vandt Nebula i 1985 og Hugo i 1986. Og såmænd om Card ikke gentog successen året efter med efterfølgeren “Speaker for the Dead.” Card har i alt skrevet 20 romaner i det såkaldt Enderverse. Hovedparten af romanen foregår ombord på en slags militærkostskole i rummet. Her konkurrerer eleverne i strategi i en slags 3D vægtløs lasertag. Vinderne forfremmes og gøres til holdledere. Lærerne er fraværende skikkelser, der med vilje gør livet svært, for at teste de bedste. Eleverne har deres egne hierarkier og konflikter. Det er nærmest som en slags Harry Potter i rummet, og vores udvalgte frelser skal gå grueligt meget igennem. “I surprised you once, Ender Wiggin. Why didn’t you destroy me immediately afterward? Just because I looked peaceful? You turned your back on me. Stupid. You have learned nothing.” — Mazer Rackham “Ender’s Game” udforsker temaer som magt og ansvar. Card inviterer læserne til at tænke over de moralske dilemmaer, der opstår, når etik og militær nødvendighed kolliderer. Ender er en kompleks karakter som både kan være meget voldelig og meget empatisk, og som igen og igen tvinges ud i situationer, hvor han må ty til ultravold, som den bedste langsigtede løsning. Vi skal ikke spoile slutningen her. Men bogens morale bliver, at vold og konflikt kan overkommes med forståelse og kommunikation. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Ender’s Game.” Shownotes til Ender’s Game Anders Er gået igang med Dark Matter på ATV+ den 8. maj – med Joel Edgerton og Jennifer Connelly… Er igang med at læse Quantum Magician af Derek Künsken Har set Sugar på ATV+. Kan dog ikke sige så meget uden at spoile…p Jens Har læst Children of Ruin af Tchaikovsky. I denne leger han med blæksprutter og et protomolekyle, der er lidt a la Expanse Til alle Fantasyelskere: Har gang i efterfølgeren til Godkiller af Hannah Kaner – Den nye hedder Sunbringer. Fra Goodreads og Kommentarsporet Thomas: “3 Body Problem var for mig en kolossal skuffelse, hovedsageligt fordi verden simpelthen er for lille. Der er nærmest ingen karakterer med og de få der er, er komplet uduelige og helt utroværdige som cremen af verdens videnskabsfolk.” Martin: Om Ender – “Man kan næsten ikke give bogen en retfærdig behandling eller en rimelig omtale uden at spoile den.”

En messias for massedød Frank Herbert var efter sigende oprørt over, at Paul Atreides blev opfattet som en retfærdig helt af læserne af den første Dune. Tematikker om manipulation og fanatisme, som skulle være bogens etiske budskab, var blevet fattet af alt for få. Det er i det lys man skal forstå Dune Messiah. Bogen udkom i 1969. Hvor Dune var en kæmpebedrift i worldbuilding og bygget op som et episk eventyr, så er Dune Messiah helt anderledes. Vi befinder os i Arrakeen, hvor Paul har bygget et kæmpe palads og tempel som sit hovedsæde, hvor millioner kommer for at tilbede ham. Det er tydeligt fra bogens start, at personreligionen omkring Paul er helt ude af kontrol. De barske men hæderlige Fremenere er blevet hensynsløse fundamentalister, og kritik af Muad’Dib er med livet som indsats. En konspiration ulmer I Dune Messiah får vi lov at stifte nærmere bekendtskab med nye magtfaktioner i Dune universet. Vi lærer mere om The Space Guild, og vi introduceres til Bene Tleilax; en pervers kultur af formskiftere, der gennem biologi og manipulation forsyner universet med biologiske produkter. Disse magtfulde faktioner konspirerer, sammen med Bene Gesserit, for at fælde Paul. Det er en kompliceret plan, med en genoplivet klon af Duncan Idaho, Paul’s lærermester i sværdkunst fra barndommen. Paul har stadig sin evne til at skue mulige fremtider og ser alle trusler. Men alle kortsigtede sejre fører til tragedie på den lange bane. Den uovervindelige kejser er handlingslammet, fanget i spådommenes paradoks. Konspirationen går sin gang, og triumfen fra Dune bliver til tragedie i Dune Messiah. Jens og Anders har SCIFI snakket “Dune Messiah.” Shownotes fra Dune Messiah: @Anders Vernor Vinge er død. Vi læste A Fire Upon the Deep i ep 79 (jeg kan fortælle at jeg var lige ved at vælge noget Vernor til næste episode, men endte med noget helt andet. Fik rent faktisk læst To Sleep in a Sea of Stars Har set The Creator Dark Matter kommer på ATV+ den 8. maj – med Joel Edgerton og Jennifer Connelly… Har læst den japanske Before the Coffee Gets Cold, som egentlig er en tidsrejsebog… @Jens Har set et halvt afsnit af 3 body problem og droppet resten. Der var ikke rigtig nogle karakterer som fangede min interesse og præmissen er jo lam. Ellers er jeg faldet i dogsitter detective af Antony Johnston – det er ikke helt scifi 🙂 Fra Goodreads og Scifisnak.dk Henning kommenterer på Scifisnak.dk: “Og iøvrigt er jeg og Morten (marvel-morten fra supersnak) enige om, at “Dune”-serien består af 6 bøger – og færdig! Dog skal man nok være lidt hard-core, hvis man fortsætter efter “Children”.” Thomas anbefaler at man læser videre i The locked tomb serien (den med lesbiske nekromancere i det ydre rum) “Tredie bind er ikke bare langt bedre end de to første, men her bliver det også tydeligt hvordan det hele hænger sammen i en historie der faktisk er fortalt baglæns.” Her city is under siege. The zombies are coming back. And all Nona wants is a birthday party. Sådan lyder splurgen til Nona the ninth – captivating 🙂

Da forskere i 2030 opdager en dødelig virus i den optøende permafrost i Arktis, startes en global pandemi. I How High We Go in the Dark oplever vi menneskehedens kamp med konsekvenserne og lærer om virussens mystiske ophav. Bogen er den første roman af forfatteren Sequoia Nagamatsu. Den udkom i 2022, men Nagamatsu skrev på den igennem ti år. Så historiens skildringer af pandemien strækker altså tilbage længe før pandemien. Nagamatsu kombinerer videnskabelig spekulation med dybt menneskelige historier, hvilket resulterer i en roman, der er både tankevækkende og bevægende. I et kapitel er vi i et fremtidigt tema-parkland, designet til at sige farvel til de døde. I et andet oplever vi et værksted for robothunde. På den måde minder bogen lidt om bøger som Station Eleven af Emilie St John Mandel eller World War Z af Max Brooks. Måske er det Nagamatsus antropologiske baggrund, der spilder ind. Bogen bidrager i hvert fald med nogle voldsomt kreative og originale bud på menneskehedens retænkning af vores forhold til døden. En af disse er fremkostning af begravelsesservices som en ny boom-industri. Undertiden tager How High We Go in the Dark nogle ordentlige og overraskende scifi-sving og tripper ud i fuld galaktisk rum-mysticisme. Men det skal vi ikke spoile her. Bogen bliver dermed litterær og fascinerende på samme tid. Jens og Anders har SCIFI Snakket “How High We Go in the Dark” Shownotes til How High We Go in the Dark Anders  Har læst A Psalm for the Wild-Built af Becky Chambers, inspireret af @Jens  Blev færdig med Children of God (efterfølger til The Sparrow) af Mary Doria Russell – ikke helt så god, men interessant at fortsætte i universet fra den første Ser Constellation på Apple TV+ Er liiiige gået igang med To Sleep in a Sea of Stars af Christopher Paolini (er ikke helt overbevist, men giver den lige et par kapitler mere…) Og ja, selvfølgelig Dune: Part Two Jens  Har kastet sig ud i The Long Earth af Terry Pratchett og stephen baxter. Vi lærer af rejse på tværs af multiverset, i en version hvor man enten kun kan bevæge sig til nabouniverset til den ene eller anden side. Vi følger en ekspedition med Joshua (en elitestepper) og den kunstige AI jobsang (som på ekspeditionen er et luftskib) ud til det yderste yderste og oplever krisen mellem mennesker som kan “Steppe” og dem som må blive tilbage. Overraskende fed og tænksom og en klar anbefaling. Har læst bog to i The Locked Tomb serien. En helt unik fortælling om science fiction og nekromantikere med gudelignende kræfter. Ekstrem mærkelig og ikke nær så god som Gideon the Ninth. Har selvfølgelig set Dune II Fra Goodreads og Scifisnak.dk Henning anbefaler : Christopher Priests “Inverted World, hvis man har lyst til mere generationsskibs litteratur. Hvis har lyst til flere Telepatiske Kaniner skriver han: “Hvis jeg skal være ærlig – og hvorfor ikke prøve det? – så fandt jeg også den telepatiske kanin ret weird, i sammenhængen. Jeg kan så oplyse, at i Niels E. Nielsens “Skyggen fra Sirius” (som er et bekendtskab værd) vender “kaninen og vennerne” tilbage … og dér gi’r det heller ikke meget mening.” Jakob : Hot house er Brian W. Aldiss i bedre form. En fremtidig dying earth verden inkl. en ursvamp som fusionerer med et menneskesind, universets gartnere, planter der holder mennesker som slaver tilsat momenter af god britisk humor.

Ombord på et ældgammelt generationsskib er noget gået frygtelig galt. Hydroponiske planter har overtaget alt, og menneskene lever under primitive forhold, uvidende om, at de faktisk befinder sig på et rumskib. Brian W. Aldiss’ “Non-Stop” er et helt unikt take på generationsskibsfortællingen. “Non-stop”, udgivet i 1958, markerede et vigtigt vendepunkt i science fiction-litteraturen og cementerede Aldiss’ status som en af de mest indflydelsesrige forfattere inden for genren. “Non-Stop” er ikke blot en fortælling om rumsrejser og eventyr i det ydre rum; det er en dybtgående udforskning af menneskets natur, samfundets udvikling og de udfordringer, vi står over for, når vi konfronteres med det ukendte. Gennem en fortælling, der spænder over generationer, udforsker Aldiss koncepter af evolution, kulturkollision og menneskets stræben efter at forstå sin plads i universet. Gennem øjnene på protagonist Roy Complain følger vi en rejse af opdagelse, ikke kun gennem skibets labyrintiske korridorer, men også gennem de komplekse lag af menneskelig kultur og historie, der har udviklet sig om bord. Rejsen kommer til at åbne Roys øjne for, at der er en verden udenfor. Men jagten på at forstå rumskibets gåde gøres vanskeligere af en konflikt med de udefrakommen “giganter.” “Non-stop” er fuld af originale tanker og twists. Samtidig er den fuld af dynamisk fortællerenergi; ja den er nærmest overspændt. Og hvis man ikke kender historien på forhånd kan man godt forberede sig på at blive overrasket, ikke bare en, men flere gange. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Non-stop.” Shownotes til Non-stop: Anders  Har set Monarch-serien færdig Har set sæson 4 af For All Mankind færdig Har genoptaget Foundation (på opfordring fra Incomparable) – lytter også lidt på den officielle podcast med show creator David S. Goyer Har læst Warning Light Calling (indsendt af lytter) Har læst udvalgte noveller i Solarpunk (ditto) Lige begyndt på Children of God Jens  A prayer for the crown-shy – Becky Chambers Fik læst resten af Take them to the stars serien og var trist over den elendige slutning Fik oplevet 2001: A space odyssey i cinemateket Fra goodreads og kommentarer Henning om Mieville: Mieville, sammen har med Mark Boulder, udgivet “Red Planets; marxism and science fiction”, og dén vil jeg voldsomt anbefale. Der er tale om en samling essays, der går tæt på en marxistisk fortolkning af “the founding fathers of sf” (Jules Verne til Charles Stross), og det er guld værd. Det hedder “everythings cool and froody” minder Thomas os om. Ære være Zaphod Breeblebox. Marie foreslår “The City and the City” som næste Mieville Embassytown var Gravko/Majbrits favorit

I udkanten af galaksen ligger Embassytown. Her taler genmodificerede tvillinger med de mærkeligste aliens, der er hooked på sprog! Embassytown udforsker, hvordan sproget skaber rammerne for vores opfattelse af verden. Embassytown udkom i 2011. Den foregår i en verden, hvor en god portion af galaksen er koloniseret. Man kan rejse mellem stjernerne i en slags hyperrum, kaldet ‘the Immer.’ Hvis man rejser helt ud, kommer man til planeten Arieka, hvor al teknologi er weird og levende og biologisk. Miéville – New Weird Litteratur Miéville er kendt for sine innovative værker, der ofte udfordrer konventionelle genrer. Hans første roman, “King Rat” (1998), er en mørk fantasy, der genplacerer historien om Rottefængeren i nutidens London. Hans anden roman, “Perdido Street Station” (2000), er den første sat i byen New Crobuzon, og vandt Arthur C. Clarke-prisen i 2001. Selv kalder han sin genre for New Weird – med reference til de gamle Weird Tales forfattere, blandt andet HP Lovecraft. Vores hovedperson er Avice Benner Cho. Hun er en “Immerser” (en rejsende i Immer), der er vendt tilbage til sit barndomshjem fra sine eventyr i “Udenfor”. På planeten Arieka lever mennesker sammen med de indfødte, gådefulde Ariekei – også kendt som Værterne. Fra dem får terre-kulturen Bremen (en slags galaktisk handelsimperium) superavanceret og værdifuld bioteknologi. En tanke med to munde Få mennesker kan tale Værternes sprog, da det kræver, at taleren udtaler to ord på én gang. De mennesker der kan, er klonede tvillinger kendt som Ambassadører, opdrættet udelukkende til dette formål. Ambassadørerne taler med to munde (cut og turn) og én tanke og kan derfor forstås af Ariekei. Ariekei kan ikke lyve eller fantasere. Sproget afspejler både deres sindstilstand og virkeligheden, som de opfatter den. Forholdet mellem mennesker og Ariekei har forløbet i relativ ro i mange år. Men da en ny Ambassadør ankommer, kaldet Ez/Ra ændrer alt sig. Den nye, Bremen-modificerede Ambassadørs tale beruser Værterne og resulterer i, at hele Ariekei-befolkningen bliver afhængige sprog-junkier. Situationen forværres, og Avice bliver trukket ind i en søgen efter en løsning. Embassytown er kompliceret og opfindsom og fuld af mærkelige ideer om sproget og kolonialisme og afhængighed. Man skal holde tungen lige i munden når man prøver at forstå, hvordan sproget skaber hele verden på Arieka. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Embassytown” Shownotes til Embassytown Vi valgte vores bedste læseoplevelser fra 2023. Anders  har læst The Mountain in the Sea, på anbefaling fra Jason Snell (The Incomparable). Han valgte den som en af sine to Årets Bøger i Upgrade-podcasten. har også nået at læse Cory Doctorows The Lost Cause. Jens  Har læst Murderbots mor Martha Well’s fantasy bog fra i år: Witch King!  Har læst Godkiller af Hannah Kaner – En ret fantastisk fantasy-fortælling. I Godkiller er guderne parasitter, der godt nok hjælper mennesker, der beder til dem, men også udnytter dem. I denne fortælling møder vi Kissen – som er gudedræber. Hun får sin verden vendt op og ned, da hun hjælper pigen Inara. Inara er forbundet med en lillebitte gud – skedi, de hvide løgnes gud. Har fået en Kobo Libra 2 – to faktisk fordi han mistede den første efter 4 dage. Har set Godzilla minus One.

Cryptonomicon er et vendepunkt i Neal Stephensons forfatterskab. Her forlader han den postmoderne cyberpunk, der kendetegner halvfemserhovedværkerne Snow Crash og The Diamond Age. Nu startede en periode med lange komplekse historiske romaner. Han skriver stadig umiskendeligt Nealsk, men i Cryptonomicon er emnet historisk og kontemporær kryptografi, tilsat konspirationer og en kæmpe guldskat. Peak Internet Hype Cryptonomicon udkom i 1999 i en tid, hvor internethypen peakede. Startups kunne hente risikovillige investorpenge i spandevis. Hvis du var i branchen led du konstant af FOMO: Fear Of Missing Out. Google var lige blevet lanceret året før i 1998 og var stadig reklamefri. Årets store hype var peer-to-peer tjenesten Napster, hvor brugere kunne dele mp3-musik med hinanden. Optimismen var enorm og ingen vidste endnu, at dot-com boblen ville kollapse i marts 2000. Det var med andre ord en helt anden tid. Neal Stephenson rammer tidsånden lige i røven med Cryptonomicon . Vores helte er nørder! Primært hackeren Randy Waterhouse, der med sin kompagnon Avi laver internet startups. Randy inddeler mennesker i efter Tolkiens racer. Selv er han en dværg: Grundig, metodisk, jordbunden og med overlegne tekniske evner. Avi er et menneske med stærke elver-agtige træk. Sammen starter de Epiphyte, der trækker undersøiske internetkabler ind i Filippinerne, bygger en data-vault og starter en internet cryptovaluta. Og så får de færten af en guldskat fra anden verdenskrig. Ultra mega programmet Den anden halvdel af Cryptonomicon foregår under anden verdenkrig, hvor vi følger Randys bedstefar Lawrence Waterhouse. Lawrence er et verdensfjernt matematikgeni – en elver ifølge Randy. Ved et tilfælde bliver Lawrences evner ud i kryptografi opdaget. Han bliver optaget i det såkaldte Ultra Mega program – en fiktiv overbygning til det historiske kodebrydningsprojekt Ultra. Her arbejder han på at skjule for Aksemagterne, at Enigma og Indigo er blevet brudt. I en kompleks historie med en udødelig hollænder og en morfinafhængig US Marine får Lawrence opsnuset en mægtig guldskat af røvet naziguld. Bogen hopper frem og tilbage mellem 1999 og anden verdenskrig. Stephenson bruger usandsynlige personsammenfald til at knytte fortid og nutid sammen. Det er en kæmpe mursten. Lydbogen er 40 sider, men Stephenson formår at få det hele til at hænge sammen og holde læseren fanget hele vejen. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Cryptonomicon” Shownotes til Cryptonomicon @Anders gik straks igang med at læse bog 2 og 3 i Take Them to the Stars-serien. Fik også taget sig sammen til at hente playlisten til bog 3 (alle kapitel-titlerne er sangtitler. Det fik vi slet ikke nævnt i sidste Snak…) @Anders har også lige kastet sig over Lightless af C. A. Higgins, som dog nok umiddelbart er i den lette (men actionfyldte) ende. Foreløbig ved jeg bare, at vores hovedperson og hendes to kolleger på et meget stort rumskib, der er blevet bordet af en slags rumspioner (eller måske terrorister?) @Anders Også ved at parallel-læse Max Tegmarks Life 3.0, som egentlig er en fagbog om AI, men også indeholder elementer af fremtidsscenarier og fiktion… @Anders Og endelig har jeg lige – nok opmuntret af erfaringer med Sylvain Neuvel-serie – købt Children of God – Maria Doria Russells efterfølger til The Sparrow. Så må vi se om den holder… Vi har fået tilsendt antologien SOLARPUNK fra forlaget Krabat – med 20 noveller og “…tyve forskellige forfatteres bud på, hvordan verden kan se ud, når mennesker lever i harmoni med hinanden, teknologien og naturen. Det er science fiction i en verden, hvor alt er lykkedes.” @Jens Har været fordybet i Martha Wells Murderbots serie. Nyeste skud på stammen “System Collapse” bog nummer 7 udkom for nylig og fortsætter fortællingen fra Network Effect. Serien er måske ved at miste lidt flyvehøjde efterhånden som Murderbots problemer løser sig.

Forestil dig at jordens rumprogrammer i virkeligheden er instigeret af kvindelige klon-aliens, der af grunde de har glemt vil løfte menneskeheden ud til stjernerne. Det lyder weird. Det er “A History of What Comes Next” af Sylvain Nouvel. En sær form for alt-historie “A History of What Comes Next” befinder sig i en sær subgenre af den i forvejen sære science fiction subgenre “alt-history.” Almindelig alt-history spekulerer i: Hvad ville der ske, hvis jorden blev ramt af en meteor og vi er tvunget til at flytte ud i rummet og kvindelige piloter bliver astronauter? Og: Hvad hvis videnskabsmændene fra Manhattan Projektet byggede en tidsmaskine? Sylvain Nouvel præsenterer os i stedet for en alt-historie, hvor det alternative ikke er erkendt. Historien er den samme, men fortællingen hævder, at der står konspiratoriske kræfter og fantastiske begivenheder bag vores historie. Vi kender grebet fra Neal Stephensons “The Baroque Cycle,” der genfortæller oplysningstiden, men tilføjer den udødelige Enoch Root og de vises sten. I “A History of What Comes Next” er den hemmelige konspiration en mor og datter; kloner af hinanden: “The Kibsu.” Gennem 99 identiske generationer har de formet menneskehedens historie for at skubbe os ud mod stjernerne. Klonede Aliens i historiens skygger Vi følger den yngste Kibsu, Mia, i tiden fra Anden Verdenskrig afslutning, og op igennem rumalderens begyndelse. Hendes første mission bliver at lokke Wernher Von Braun væk fra nazi-Tyskland og ind i det amerikanske raketprogram, og på den måde forsøge sikre fremtiden for rumkapløbet. Men Mia og hendes familie er ikke alene om en historisk mission. En endnu mere hensynsløs fjende lurer i kulissen. Bogen lever af lige del levende genfortælling af historien og lige dele action. Vi er i Nazityskland og Moskva og møder historiske personligheder på kritiske tidspunkter, med Mia i en hemmelig hovedrolle. Og så er der action! Hæsblæsende og velskrevet action, når Mia og hendes mor Sarah lader deres imponerende kampevner slippe løs. Sylvain Nouvels fortælling er fascinerende og rørende og meget engagerende. Man betages af hans evne til at gøre den ret kulørte præmis vedkommende, når han skildrer Mias kvaler med at balancere pligt og samvittighed og lysten til at have sit eget liv. Jens og Anders har SCIFI Snakket “A History of What Comes Next.” Shownotes til A History of What Comes Next Anders har læst mange bøger – men kun én scifi-ting: “The Sanctuary” af Andrew Hunter Murray (of No Such Thing As A Fish fame). Jens har læst Ada Palmers: Too like the lightning – superweird blanding af filosofi og scifi og historisk tænkning. Minder mig også meget om Neal Stephensons Quicksilver bøger. Samtidig læste jeg en interessant Dansk bog – Engang troede vi på fremtiden: Hvordan vi gik fra optimisme til sortsyn. Og hvorfor det kan redde os. Christian Bennikke skriver om tidsånd og en forestilling om hvordan fremtiden bliver. Vi er opvokset i de optimistiske 90’ere – og derfor gjorde vi ikke en skid – for dengang troede vi på at alting løste sig af sig selv 🙂

Mary Doria Russell har skrev syv bestseller-romaner, herunder science fiction-klassikerne “The Sparrow” og “Children of God.” Hun er ph.d. i biologisk antropologi fra University of Michigan og denne ekspertise er med til at forme plottet i “The Sparrow.” Bogen var hendes debut i 1996. “The Sparrow” åbner i år 2059, hvor Emilio Sandoz er den eneste overlevende fra missionen til Alpha Centauri og planeten Rakhat. Han er frygteligt tilredt af sin rejse tilbage til jorden og hans hænder er frygteligt lemlæstet og opereret om til at være forlængede, kloagtige og ubrugelige. Sandoz vil ikke tale med nogen, men frygtelige anklager mod ham om mord og hor florerer. Sandoz er det eneste medlem af en en privatfinansieret rummission. Da man opfanger signalet fra rummet i 2014 er det (gudhjælpemig) jesuitter ordenen der rykker hurtigst og sender en hemmelig og privat mission afsted med videnskabsfolk og jesuittermunke. Bogen skifter mellem 2060, hvor Sandoz forhøres af overhovedet for jesuitter ordenen, i forsøget på at forstå, hvad der egentlig skete. Og som læser følger man spændt med. Mary Doria Russell skaber i Emilio Sandoz en fascinerende og pirrende gåde, som man langsomt venter på bliver afsløret. Hvad skete der? Parallelt i bogen får vi fortællingen fra 2014-2019 hvor Emilio Sandoz er i Puerto Rico, da vennen Jimmy opfanger de første udsendelser fra Alpha Centauri. Emilio Sandoz får tanken at det er guds hånd der er på spil og kalder ham til at drage ud. Mary Doria Russell skriver noget fantastisk prosa. Historiens karakterer er levende på siden. En stor del af bogen har meget lidt med Science Fiction at gøre. Først i bogens sidste tredjedel kommer vi til Rakhat og får afsløret, hvad der tilfaldt jesuitternes rummission. Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Sparrow.” Shownotes til The Sparrow Anders havde læst: Anthony Doerr: Cloud Cuckoo Land Stephen King: Fairy Tale (dog mere fantasy) Oppenheimer-filmen They Cloned Tyrone-film på Netflix Jens havde læst: Danmark i Rummet af Tina Ibsen og Anders Høeg Nissen High Howey’s Shift. Wool del 2. Fra Goodreads og i øvrigt Vi har fået hele to bøger tilsendt, som vi lige overvejer om vi skal kaste os over – men det er i hvert fald altid spændende med inspiration og nye input. Det er “Efter Yang: Fortællinger” – som er en oversættelse fra amerikansk af en bog af en halvt dansk og i øvrigt dansktalende forfatter der hedder Alexander Weinstein, og så er det Peter Grarup Westergaards “WARNING LIGHT CALLING” Jakob skriver at vi burde rykke mere på Robert Silverberg, J. G. Ballard og Brain Aldiss. “ Især vil jeg anbefale Aldiss’ “Hothouse” som er en dying earth sci fi bog. Den er sat millioner af år ude i fremtiden, solen er svulmet op til en rød kæmpe, jorden er stoppet med at rotere og er overtaget af planteliv.”

I Hugh Howeys Wool lever 10.000 mennesker stuvet sammen i en 140-etagers silo under jorden. De kigger ud på verden gennem kameraer. Luften udenfor er giftig. Kun de få, der bliver dømt til at rengøre linserne på kameraerne, oplever at komme ud i få minutter, før forgiftningen får bugt med dem. Wool er en dystopisk roman, der kombinerer temaer fra den kolde krig med ideer om manipulation, der kunne være taget ud af 1984. Som i Dr. Strangelove udforsker vi muligheden for at overleve under jorden i en ødelagt verden. Bogen er udformet som et mysterium. Hvad bragte menneskeheden hertil? Og jeg vil ikke spoile noget her. Men det går ret hurtigt op for læseren, at der er noget, der ikke stemmer. Fra selvudgivelse til Apple TV+ serie Howey skrev den første version af bogen i 2011 som en novelle. Fire efterfølgende noveller blev samlet i den version af Wool, også kaldet “Wool omnibus,” som vi læste til SCIFI SNAK. Siden er historien udviklet videre i romanerne Shift og Dust. I 2023 udkom TV-serien på Apple TV+, og denne version kommer vi også ind på i podcasten. Hugh Howeys worldbuilding er ret fantastisk. Man glemmer hurtigt verden udenfor og lader sig opsluge af dybet. Man kommer på en lang tur gennem siloen i de første kapitler fra borgmesterkontoret på toppen til fødegangene, IT-afdelingen, de hydroponiske haver og nederst: Teknisk afdeling i “The Down Deep.” I romanen følger vi forskellige personer, der alle kommer tæt på at afsløre sandheden om Siloen, og som derfor bliver forsøgt dræbt. Men bogens egentlige hovedperson, Juliette, er ikke til at holde nede. Juliette er en elsket mekaniker fra “The Down Deep,” hvor teknikerne arbejder med at holde maskinerne i gang, så alle får luft og lys. Hun er ekstremt kapabel, men også meget selvstændig og viljestærk – og derfor kommer hun på kant med autoriteterne bag siloen. Jens og Anders har SCIFI Snakket Hugh Howey’s Wool. Shownoter til Wool: Interview i Wired med Hugh Howey om at selvudgive. Del 1 og Del 2“

The Shadow of the Torturer skildrer en døende jord under en lunken sol langt ud i fremtiden, hvor menneskeheden lever under middelalderlige vilkår. Det er egentlig science fiction, men det smager som fantasy. Gene Wolfe (1931-2019) var en rigtig forfatternes forfatter. Neil Gaiman og Ursula K Le Guin nævner ham som inspiration. Le Guin kaldte ham for genrens Herman Melville. Da han i 1980 udgav The Shadow of the Torturer gav Harlan Ellison den følgende anmeldelse: “Gene Wolfe er engageret i den hellige opgave med at skrive enhver anden forfatter under bordet. Han er intet mindre end en af de fineste, mest originale forfattere i verden i dag. Hans arbejde er enestående, hypnotiserende og forbløffende over sammenligning.” Bogen er første bind i en serie på 4, som tilsammen går under navnet The Book of the New Sun. Den første bog handler om Severian, der er i lære som torturbøddel, og ikke mindst om de eventyr han kommer ud på, da han bliver smidt ud af sit tortur-laug. I Dying Earth genren Vi befinder os i subgenren Dying Earth – en genre som portrætterer verden langt ude i fremtiden, hvor ressourcerne er opbrugt og entropien er ved at få bugt med os. Genren er opkaldt efter en novelle-samling af Jack Vance. Men man finder sågar scener i H.G. Wells tidsmaskinen, der bringer os så langt ud i fremtiden, at solen er ved at gå ud. I The Shadow of the Torturer er situationen lidt den samme. Verden er fuld af rester fra “Ancients” der har magiske og mytiske kræfter. Og overalt i bogen lægger Wolfe drilske spor ud, der lader os gisne om den fortid, der forlængst er glemt. Vi befinder os i den første del af bogen isoleret med Severian i torturbødlernes tårn i den store borg i byen Nessus. Her er livet alvorligt og tiden går med at pine klienterne efter nøje udstukne retningslinjer. Så det er også lidt af en chok for os da Severian må forlade tortur-lauget og bevæger sig i byen, og oplever teater, dueller, hestekærrejagter og en ulidelig lang tur i botanisk have. Bogen er meget ujævn men smukt skrevet og stemningsfuld. Wolfe kan på få sider fange essensen af en scene i et kapitel, men som læser kæmper man med fornemmelsen af, at der ikke rigtig er en plan. Men det er der nok. Jens og Anders har SCIFI Snakket The Shadow of The Torturer.” Shownotes fra Episode 106 Anders læser Permutation City af Greg Egan Star Wars Visions 2 er kommet. Freestyle Star Wars fra spændende animationsstudioer, på 15 minutter per afsnit. Aardman og El Guiri Studios er begge fantastiske og Triggerfish er også tilbage i denne sæson. Der er bonusmateriale på alle de små film som man kan fordybe sig i processen bag. Vi fik et shout out fra Supersnak, som Jens lytter fast, “Brevkassen vender tilbage” fra 26/4. En lytter skrev ind og spurgte om Science Fiction, og fik besked “De er ganske fremragende. Dem kan vi varmt anbefale” sagde Marvel Morten. Vi anbefalede til gengæld at lytte Supersnak om Dune hvor Kim og Morten lukke op posen af viden i to timer om Dune universet. Så har Læs Den! taget Starship Troopers under behandling. Det var ret interessant. Jeppe og Mads læser jo af og til Science Fiction, og vi har efterhånden en del cross-overs. Men de havde altså læst den helt anderledes. Vi læste Heinleins bog som en krigsforherligende, protofascistisk gung-ho fortælling. Mads og Jeppe finder grund til at læse den mere åbent, som om den har dybere og mere komplekse lag. Hvis de er der har vi desværre misset dem. Så har Henning, Thomas og Allan dykket dybt i Nano-robotter i SCIFI på goodreads – Så hvis man efter vores Diamond Age afsnit har lyst til mere mikromakro-litterator, så er det altså ind på gruppen og se. Henning har blandt andet fundet noget Niels E Nielsen med nano-vibe.

I 1977 blev Danmark til en rumfartsnation i tegneserien Rejsen til Saturn, hvor en gruppe antihelte får startet en interplanetarisk krig mod saturnboere i flyvende tallerkener lavet af nougatis. Rejsen til Saturn gik som føljeton i det satiriske magasin Corsaren i midten af 1970erne. I 1977 udkom den så som samlet bind, og dermed havde Danmarks tegneseriehimmel fået en ny stjerne. Claus Deleuran fik udgivet tegneserier fra 1968 frem til hans alt for tidlige død i 1996. Han fik succes med detektivserien Pirelli & Firestone, hvor han i tre afsnit arbejde sammen broderen Jesper Deleuran. Sidenhen nåede han 9 bind af hans illustrerede Danmarkshistorie. Rejsen til Saturn kombinerer folkelig humor med et satirisk blik på det danske samfund. Heltene er på Storm P’sk facon den jævne mand, som ikke tager livet så tungt, og som har hjertet på rette sted. Hvis man har en pilsner og et tarzanblad, eventuelt et nummer af Ufo-sex, så kan man nok holde humøret højt. Hovedpersonerne i Rejsen til Saturn ville føle sig hjemme i Olsenbandenfilm, og de lytter sikkert til Gasolin til deres fester. Hvis helten er den jævne mand, så er skurkene politikere og bureaukrater og krigsmagere. Disse selvhøjtidelige ulykkesmagere er skyld i alle problemer. Det er den bøse Sergent Skrydsbøl der ved en misforståelse får startet krigen, og da jorden bliver erobret, så står kapitalister med store cigarer klar til at lave profit på det hele. Historien er Science Fiction fordi det er sjovt. Her skeles ikke til fysiske begrænsninger. Man kan gå på Saturns overflade. Man kan møde rumuhyrer. Man kan tanke sin raket op på en svævende Ufo-X tank. Hvis Claus Deleuran forholder sig til fysikkens love, så er det kun for at bruge dem i sin fortælling, som når hovedpersonerne møder et sort hul. Det er et stort eventyr det hele. Faktisk flyver vores helte så langt væk, at de når til himmerigets port, hvor de låner lidt brændstof af Vorherre. Her lærer man, at der også er lokumspoesi på væggene i toiletterne i Himmerige (“Englefisse!”) Og Jesus… ja han prøver konstant at lave et comeback, men det bliver aldrig helt det samme. Rejsen til Saturn tager meget uhøjtideligt på det guddommelige. Gad vide om det var gået i dag. At Rejsen til Saturn blev udgivet som føljeton kan godt mærkes. Den er lidt ujævn, og meget af det spændende sker i den første fjerdedel. Men den har stadig en fascinationskraft i sin naive men detaljerede streg, som giver en lyst til at gribe en blyant og tegne sit eget rumeventyr. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET “Rejsen til Saturn.” Shownotes til Rejsen til Saturn Scifi-adjacent: Anders har læst Richard Powers “Bewilderment” Anders er netop begyndt på “Goliath” af Tochi Onyebuchi. Star Wars Visions sæson 2 udkommer 4/5 og Fucking Aardman laver et afsnit!!!!! Trailer på Youtube Jens tog imod Pernille råd på Vilde Universer og læste videre Stephen Kings Dark Tower serie: The drawing of the Three! Den var god!

Neal Stephenson var allerede verdensberømt for Snow Crash fra 1992, hvor han med profetisk kraft introducerede os for virtuelle verdener med metaverset og avatarer. Den satte et udødeligt aftryk på cyberkulturen. Med The Diamond Age vendte han sin profetiske pen mod et samfund gennemsyret af nanoteknologi. Mens vi hyggede os med Windows 95 og det spritnye DVD-format, drømte Neil allerede om små nanomaskiner i luften og blodet med datalagre på 10 gb. Bogen har ekstratitlen “A young ladys illustrated primer.” “Den unge dames illustrerede grundbog” er handlingens centrale macguffin. Bogen er skabt af nanogeniet Hackworth til en neo-victoriansk princesse. Men han laver i hemmelighed en piratkopi, tiltænkt datteren Fiona. Men alt går galt, da han frarøves bogen, som til sidst ender i hænderne på Nell. Hackworth… han lander i en masse problemer. Læseoplevelsen er typisk Neal Stephenson. Han remixer kulturer i et post-moderne mash-up og smider en teknologibombe i gryderetten. Han skriver som sædvanlig med en forfinet fornemmelse for det cool og interessante. Det er næsten Gibsonsk, men med meget mere ramasjang og tryk på. Nell og Nanobogen Nell er fortællingens centrale heltinde. Vi følger hende som lille hos den ligeglade mor Tequila, der lader sine kærester mishandle og tæske Nell og broren Harv. Men vi følger hende også i nanobogens interaktive verden. Her er en hun Princess Nell, der udforsker en grum og næsten grimmsk eventyrverden befolket med talende mus, prinser og trolde og missioner om at finde hemmelige nøgler.  Bogens eventyr udfordrer og træner Nell at klare sig i den virkelige verden. Musen Dojo lærer hende for eksempel at forsvare sig mod bøllerne på legepladsen. Men dens sande kraft ligger i dens evne til at lære Nell at være en kritisk og subversiv tænker, der kan tegne uden for stregerne og gå sine egne veje. Bogen ender i et kaos af kinesisk revolution, hvor Nell går grueligt meget igennem, men selvfølgelig klarer sig, på ægte Neilsk facon, med et sværd, som hun selv har nanoprintet. Jens og Anders på Vilde Universer – Tak til Kristoffer for billedet! Den 19. marts drog SCIFI SNAK til konferencen Vilde Universer i Aarhus for at optage vores 10 års jubilæums podcast. Foran et veloplagt publikum havde vi valgt at SCIFI Snakke The Diamond Age af Neal Stephenson. Shownotes fra the Diamond Age Jens har læst Stephen Kings – The Gunslinger – En lidt underlig blanding af fabel, post-apokalypse og spaghetti-western. Jens’ første egentlige King-bog – og en ret ujævn affære. Men vi hører fra Pernille fra publikum, at de kommende bøger skulle være bedre. Vi blev begge færdige med “The Last of Us” – godt og interessant drama – men ikke specielt interessant ud fra et SCIFI perspektiv. Anders har endelig fået læst Ursula K. Le Guins “The Dispossessed” 

The Wanderers foregår i en nær fremtid, hvor det private rumfartsfirma Prime Space forbereder en tur til Mars. Firmaet ledes af den karismatiske og excentriske Boone Cross, og det er altså ham der bestemmer, hvem der skal ombord i rumskibet Primitus og blive de første mennesker på en anden planet. En af kandidaterne er den amerikanske astronaut Helen. En regulær legende i det amerikanske astronautkorps. Hun jager den sidste store mission i sin karrieres efterår. Helen er enke og nu alenemor til datteren Mireille. Men det er ikke nemt at få familielivet til at synge, når mor altid er i rummet eller længes efter at rejse derud igen. Som Helen skriver til Mireille: We shall go on and on, you and I. You will continue to blame me for leaving you, and I will continue to leave you. The last thing I want to say is that I feel I have lived a whole life on this mission and I want to do it all over, but do it much better. The strange thing is, I may have the opportunity to do just that. But I won’t have that opportunity with you. I don’t know what to do. (…) What can I give you of myself? I need to find something of me that I can give you, that is also something you want. Og sådan er det også med de to andre astronauter Sergei (Rus) og Yoshi (Jap). Dem de “efterlader” på jorden lever i evig skygge af astronautjobbet. Hvad kan man selv være, når den anden er så meget? Mens den simulerede Marsmission skrider frem, følger vi, kapitel for kapitel, forskellige astronauter og forskellige familiemedlemmer. Astronauterne selv er tvunget til at agere ekstremt politisk. De deltager i et udskillelsesløb om at blive det første menneske på Mars. De skal være perfekte og kunne klare alt. Det er utrolig begavet, den måde vi oplever astronauternes evne til at håndtere vanskelige følelser med rutiner ombord på Primitus. Meg Howrey giver en meget virkelighedstro beskrivelse af, hvordan man lever ombord på et rumskib. Det er tydeligt, at der er blevet researchet igennem. Man glemmer helt, at der er tale om en simuleret mission mens man læser. Det er faktisk lidt af et trick, som Meg Howrey slipper afsted med. Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Wanderers” af Meg Howrey. Shownotes fra The Wanderers Anders og Jens er begge hoppet på The Last of Us The Last of Us på HBO Max. Anders netop gået igang med at læse Ursula K. Le Guins Dispossessed Jens har lest Maren Uthaugs gyldne laurbærbog: 11% – Martriarket realiserer drømmen om “Storesøster” Og så har Jens læst sin første Stephen King bog! On Writing 🙂 Kan varmt anbefales! Vilde Universer: Bogtræf for fantasy, science fiction og horror. Mød andre fans og genreforfattere til en hyggelig con med paneler, foredrag og masser af snak om de fantastiske genrer. På træffet kan du dele entusiasmen for dine yndlingsbøger med andre ligesindede. Vi optager en SCIFI Snak på Vilde Universer foran et live publikum søndag den 19/3 kl 12:15-13:00 Vi læser “The Diamond Age” af Neal Stephenson Den kommer ud som episode 104 i det sædvanlige feed.

House of Suns er Space Opera på den helt store skala. Vores historie forløber på tværs af hele mælkevejen og over et tidsspan på 6 mio. år. Andromeda er forsvundet – eller i hvert fald gemt. Og vi følger de udødelige kloner af Abigail Gentian: The Gentian Line eller House of Flowers. Bogen er nok det mest kendte værk af forfatteren Alastair Reynolds. Han er en britte, født i 1966, og har relativt solid hard scifi-kredit på CV’et. Han har studeret fysisk og astronomi i Newcastle, tog en PhD i astrofysik på University of St. Andrews, og har arbejdet for ESA – European Space Agency. Han arbejder dog ikke længere som fysiker, men er nu fuldtids-forfatter med masser af rumopera i trykken. I House of Suns følger vi primært Purslane og Campion af The Gentian Line, på vej til den store samling, som afholdes hver gang de har været galaksen rundt. Campion er sådan lidt en rogue-type. Purslane er den smarte. De er elskere, hvilket er temmelig ildeset i House of Flowers. Efter et opgør med en pirat-entitet kaldet Ateshga, får de frigivet Hesperus, en Levende Maskine som de inviterer ombord som gæst. Hesperus er en del af Maskinfolket. En civilization af bevidste robotter, som har deres eget område i galaksen. Og herfra kaster Alastair Reynolds vores hovedpersoner og Hesperus ud i alverdens udfordringer, der knytter sig til hemmeligheden om den forsvundne Andromeda-galakse, og trækker tråder tilbage gennem æonerne til Abigail Gentians tid. Reynolds leger med alverdens ideer på en måde der næsten minder om Iain Banks’ Culture serie. Reynolds udnytter sin stækre fysikforståelse til at skabe et helt unik bud på menneskehedens fremtid. Jens og Anders har SCIFI Snakket House of Suns. Shownotes fra House of Suns episoden Anders så Peripheral og Night Sky på Amazon Prime og er igang med Andor på Disney Plus Begge havde vi læst Blitz – den nyeste Checquy Files bog af Daniel O’Malley. Jens genlæste strakt The Rook i samme serie. Ander læser Psalms for the End of the World af Cole Haddon. Søren startede en liste på Goodreads gruppen med de bedste bøger læst i 2022.

Starship Troopers udkom i 1959 som Heinleins første bog målrettet voksne. Bogen vandt en Hugo Award for bedste roman. Men samtidig er den blevet udskældt for at hædre fascisme og militarisme. Heinlein betragtes som en af de tre store klassiske amerikanske golden age scifi forfattere, sammen med Asimov og Arthur C. Clarke. Vi læste Stranger in a Strange Land i episode 33. Den fik også en Hugo. Men den er meget anderledes en Starship Troopers.Andre Hugovindere fra hans hånd er Double og The Moon is a Harsh Mistress. Starship Troopers er en coming of age historie om den forkælede rigmandssøn Juan Rico, som bliver en respekteret soldat i krigen mod Arachniderne; en krig der bryder ud mens han er inde som rekrut. Vi har altså at gøre med en bog, hvor hovedpersonerne er militærpersoner, og hvor krig, militærteknologi og militære problemstillinger sætter rammen for handlingen. I Starship troopers kæmper de i mobile exoskelet-suits, og bliver smidt ud fra rumskibe når de skal i krig – sådan lidt space marine-agtigt. The Terran Federation har udviklet såkaldte Cherenkov Drives, der tillader at rejse hurtigere end lysets hastighed. Så jorden har koloniseret planeter derude og kommer således til at støde kosmiske albuer med Arachniderne om pladsen i galaksen. Bogen minder om andre kendte military scifi bøger som John Scalzis “Old man’s War” og Joe Haldemans “The Forever War.” Men Starship Troopers skiller sig ud fra de andre med sin åbne glorificering af den militariserede stat. I bogen er alle officerer ædle og vise. Der er ingen kyniske bagtanker eller brådne kar. Heinleins rumskibstropper er alle moderne selvopofrende riddere med panserstærk moral. Bogen er på mange måder lidt naiv, og er tydeligt skrevet i et USA fra før Vietnamkrigen. Den lider også, at den har det med at glemme sin historie, for i stedet at formidle Heinleins ide om en moderne spartansk/romersk stat befolket af mænd med hager af stål og pletfri uniformer. Jens og Anders har SCIFI snakket Starship Troopers. Shownotes fra Starship Troopers Næste live-optagelse bliver på på Vilde Universer den 18.-19. marts i Aarhus… Jens har læst Pattern Recognition af William Gibson Jeg tog sig sammen og læste Olga Ravns “De ansatte” færdig. Den vinder, når man reframer læseoplevelsen som poesi frem for roman. Anders er ved at læse The World We Make – anden bog i N.K. Jemisin’s (nok mere fantasy-agtige) bog om New York og bydelenes avatarer. Stadig funky, men ikke så god som den første… Anders er gået igang med at se Peripheral – Gibson-filmatiseringen der kører på Amazon Prime Video. Vi læste bogen i episode 16. Apropos, så forlyder det at Apple TV+ skal stå bag serificeringen af Gibsons Neuromancer…

Hvordan startede SCIFI SNAK Ideen til SCIFI SNAK slog ned i Jens en dag, da han sad på Omø og læste i “Among Others” – en fantasybog af Jo Walton, men med ekstremt mange referencer til science fiction værker. Hovedpersonen i “Among Others” er en kæmpe scifi-fan. Og så opstod tanken: Hvad med at lave en podcast, hvor man læser og drøfter Science Fiction! Vi – Ander og Jens – havde tidligere lavet Harddisken sammen. Et stort whiskywebsite var det også blevet til. Nu var et nyt venskabeligt medieprojekt født. Et navn blev valgt og et website blev bygget Så en råkold februardag i 2013, dukkede Jens op hos Anders, og vi optagede den første pilot-episode om George Alec Effingers “When Gravity Fails.” Vi havde ikke noget navn endnu, men til gengæld var der rigeligt med rumklang på optagelsen fra vægge og lofter i den sparsomt møblerede betonlejlighed. Optagelsen foregik på hjørnet af et køkkenbord ind i hver sin ende af en delt Blue Yeti mikrofon. Anders (tv) og Jens (th) i det interimistiske hjemmestudie, hvor vi optog de første SCIFI SNAK episoder. Navnet kom først til senere. Lidt research afslørede, at det ikke var så svært at sætte et WordPress website op med et plugin til podcasting. Navnebrainstormen indeholdt friske bud som: Scifipodcast Scifipod SvaretEr42 Hinterlands Korncirklen Vogonpoetry Og selvfølgelig… Scifisnak.dk Nu om dage mødes vi fast en gang om måneden i Lydens hus over for Planetarium i København. Siden starten er podcasting blevet Anders’ levevej, så vi har nu adgang til et vaskeægte lydstudie. Planlægningen består af lidt fællesnoter online, og så kaster vi os ud i en lille times improviseret samtale. Teknikken er opgraderet noget siden 2013 Bog nummer 100 – 1984 af George Orwell Til vores jubilæumsafsnit læste vi über-klassikeren inden for dystopisk science fiction: 1984! Bogen foregår i det fiktive rige Oceanien, der behersker en tredjedel af verden, blandt andet Europa og USA og store dele af Afrika. I Oceanien styres alt af Partiet – kropsliggjort af den fiktive leder Big Brother. Partiet styrer alt. Man overvåger alle medlemmer af partiet og forfalsker alle medier og historiske dokumenter, så Partiet fremstår som ufejlbarligt. 1984 er historien om Winston Smith. Han er et lavt rangerende medlem af partiet, der bruger sine dage med at forfalske historiske begivenheder i ministeriet for sandhed. I første del af bogen bliver vi introduceret for Winstons triste og meningsløse liv i Oceanien. Winston er utilfreds med tilværelsen og har svært ved at passe ind. Han får afløb for sine frustrationer ved at skrive dagbog og fantasere om oprør. I bogens anden del bliver forholdet til Julia afsættet til at engagere sig aktivt i oprør. Winston får kontakt til modstandsbevægelsen og fat i Emmanuel Goldsteins hemmelige manifest – et langt essay, der beskriver staten og Partiets skumle opbygning. Her ruller George Orwell sine politiske tanker ud. Ulykkeligvis er modstandsbevægelsen blot agent provocateurs for Tankepolitiet. Winston ender i Ministeriet for Kærlighed, hvor han bliver tortureret til oprøret og kærligheden og selvstændigheden er brændt ud af ham. Det er en tung omgang at læse en bog, der er gjort af det sorteste og mest pessimistiske stof. Men samtidig er bogen fuld af fascinerende koncepter og ideer, som stadig den dag i dag, er inspiration til nye dystopiske historier. Jens og Anders SCIFI Snakkede 1984! Det var en fantastisk dag på Biblioteket Frederiksberg. Tak for gæstfriheden til biblioteket. Tak til alle jer lyttere, der dukkede op og deltog. Tak til Henning, Søren, Maibritt og Kristoffer, der stillede op til interview. Og ikke mindst… tak til alle jer der har lyttet i snart 10 år! Vi er klar til 100 episoder mere 🙂

Et objekt fra det dybe rum rammer solsystemet. Det er en 50 gange 20 km helt glat metalcylinder. Den får kodenavnet Rama og en besætning sendes ud for at undersøge dets mystiske indre i Arthur C. Clarke’s Rendezvous with Rama. I 1973 skrev Arthur C. Clarke en af hans mest elskede bøger. Det var hans første roman siden successen med Rumrejse år 2001 fra 1968. Rama undersøger menneskets møde med det fremmede i en fremtid i år 2130, hvor vi har koloniseret det meste af solsystemet, men endnu ikke har krydset overskredet tærskelen til, at komme videre ud i universet. En anderledes First Contact roman Men Clarke giver os hans helt eget take på en first contact roman. Der er ikke nogen ufoer der lander på jorden og slet ikke noget “take me to your leader!” I stedet for vi med Rama en forunderlig udforskning af en fremmed interstellart rejsende rumstation, inden i hvilken vi møder en hel verden. I starten mørk og kold, men jo tættere den kommer på solen, des mere vågner Rama op til dåd. Genren er klassisk optimistisk og futuristisk SCIFI fra dengang far var dreng. Men som I 2001 får Clarke sin fascination af det fremmede og overvældende ind i fortællingen. Mødet med det fremmede bliver et møde med noget der fuldstændig overgår den menneskelige fatte-evne, og vores menneskelige perspektiv bliver refokuseret i et større kosmisk perspektiv. Futuristen Clarke Som altid er Clarke perfektionistisk inde i detaljerne om rumfart og astronauter, og bringer stærke futuristiske ideer i spil. Der er forestillinger om designer-aber udviklet til rumfart. Han spekulerer i, hvordan jorden påvirkes af et apokalyptisk meteor-nedslag. Vi møder fremtiden rumreligion. Det er Clarke når han er i topform. Men samtidig taber Rendezvous med Rama lidt flyvehøjde i detaljerne når udforskningen af Rama går lidt for meget tomgang. Jens og Anders SCIFI Snakker Rendezvous with Rama. Shownotes fra Rendezvous med Rama: Stem på hvilken af 10 bøger vi skal snakke om i episode 100 Book en gratis plads til Episode 100 En random nyhed Anders lige samlede op fra rss-læseren: A new series in the Blade Runner franchise has just been greenlit by Amazon Studios. Blade Runner 2099 will pick up the action 50 years after Denis Villeneuve’s 2017 blockbuster Blade Runner 2049. A release date has yet to be announced, but here are the lowdown of everthing we know about the upcoming series. There’s been no confirmation whether we’ll see stars Harrison Ford or Ryan Gosling again. Though with the plot taking place 50 years after Villeneuve’s film, it seems unlikely. Der er premiere sammesteds her den 21. oktober – altså på Amazon Prime: A young woman struggling to hold it together in small-town America finds herself witness to what may or may not be a murder in the first teaser for The Peripheral, a new Prime Video series based on William Gibson’s 2014 novel of the same name. The show was developed by Westworld showrunners Jonathan Nolan and Lisa Joy. Henning foreslår Dansk SCIFI der dur til noget og som hurtigt er læst : “Kl. 24.05” af Mogens Jacobsen. Og jeg vil helst ikke uddybe med andet end, at den kan læses på en eftermiddag. Og når jeg nu er igang (det går jo strygende): – “Den moderne død” af Carl-Henning Wijkmark – et symposium om livets afslutning (og den kan læses på en formiddag) Vi kommer til at snakke om Clarke som Futurist i dag – Så selvsamme Henning “Andetsteds – ” Anders Wo” – har jeg udbredt mig om Clarke. Men tillad mig lige at nævne tre fortællinger af Clarke, der er sært ens og dog så forskellige, netop i forbindelse med manden som “Futurist”. Det drejer sig om “The Lion of Commare”, “The Road to the Sea” & “Against the fall of night”. Tidlig Clarke – meget futuristisk.

Når man læser Detonation følger man to historier i hver sin tid. Før og efter atomragnarokket; den såkaldte detonation, der bringer jorden tilbage til et primitivt præ-teknologisk stadie. Bogen starter meget dramatisk i nær fremtid, hvor black ops sikkerhedsspecialisten Axel Kelemen tager os med på mission i kamphelikopter midt i et dronehelvede, mens atommissilerne letter på vej mod masseødelæggelsen. Axel arbejder for tech-firmaet Nadar, ejet af tech-milliardæren Bhavin, som hyrer ham til at redde menneskeheden fra udryddelse. I fremtiden, i bogens andet spor, er verden forandret. Efter atomragnarok lever menneskeheden med et minimum af teknologi. Der er opstået religioner, hvis primære sigte er at sikre, at menneskeheden ikke skal opleve endnu et teknologisk syndefald. Men den gamle lære er ved at blive glemt, og lysten til innovation gror i hjertet på lederne af en spirende industrialisering. Disse røverbaroner er hemmeligt i gang med at udforske ny teknologiske landvindinger, med hjælp fra Gail, en personlig assistent på en mobiltelefon, der er faldet ned fra himmelen i en satellit. Gail er en generel kunstig intelligens. Hun er den genopstandne kunstige intelligens, der i sin tid raserede jorden, for at forhindre menneskene i at stoppe hendes mission (at bygge cykler!). Generel Kunstig Intelligens Erik A. Otto er science fiction forfatter, men han er også direktør i Ethagi Inc. Det er en organisation, der arbejder for sikker og etisk udnyttelse af “Generel Kunstig Intelligens” – en slags AI, som ikke er bundet til en specifik opgave. “It will have the capacity to be superintelligent, much smarter than a human being. Even if you were to give it a benign objective it could be just as dangerous. You see, it will self-improve. It will replicate itself across networks. It will instrumentally leverage resources from anywhere it can, and it will do everything in its power to complete its objective, regardless of morality as we define it. We will be the biggest obstacle to meeting its objective, because we might try to shut it down or compete for the resources it needs. So… if it’s superintelligent, it will logically try to…” Bhavin made a cutting motion with his hand across his throat. Bogen skildrer hvordan AI’en Gail får sine klør i menneskeheden igen i fremtiden, og det resulterende opgør mellem traditionalister og de skruppelløse innovations-medløbere, der leger med ilden forblændet af muligheden for egen vinding. According to the curator, smartphones would drain the user’s intelligence and will, imprisoning them in imaginary worlds. It would ensnare them and forcefully divorce them from their rightful marriage to sun, soil and seed. But these were just bedtime stories, scare tactics to get people to listen to the curator and do what she said. Flora didn’t really believe in such nonsense. Svag eksekvering af spændende præmis Bogen læner sig op af post-apokalyptiske temaer som vi kender fra for eksempel Walter M. Millers smukke og tænksomme “A Canticle for Leibowitz,” hvor forholdet mellem religion, teknologi og menneskets ureflekterede vilje til magt gennem teknologi udforskes. På samme tid mindes man om C. Robert Cargills kulørte “Sea of Rust,” hvor menneskeheden er helt udryddet, og hvor alt der er tilbage er robotter og gigantiske kunstige intelligenser. Desværre skriver Erik A Otto hverken lige så tænksomt og smukt som Walter M. Miller, eller lige så underholdende som C. Robert Cargill. Verdensskildringen er fra hylden med børnebøger og vores hovedpersoner agerer ikke som troværdige hele karakterer. Erik A Otto er for optaget af sin pointe, men får den desværre begravet i en rodet og mislykket roman. Jens og Anders SCIFI Snakker “Detonation.” Shownotes til Detonation ScifiSnak 100! På hovedbiblioteket Frederiksberg! 8/11. Skynd jer at booke billet Anders har set Memoria – virkelig weird oplevelse, men – måske – teknisk set scifi? Anders har læst Venomous Lumpsucker af Ned Bauman – mørk, men superunderholdende og sjov(!) dystøkotopi om biodiversitetskrisen Er Kaiju historier SCIFI? I så fald… Jens har læst The Lust Lizard of Melancholy Cove, af Christopher Moore. Humoristisk sommerlæsning. Coming up: Dark Matter skal serificeres på Apple TV Peter drømmer om at vi skal læse “Red Rising” – Det moderne take på Hunger Games og Harry Potter i et klassedelt, hvor alle hører til i en farve. Jens har spillet brætspillet som er overfedt! Alastair Reynolds “House of Suns” eller “Pushing Ice” bliver foreslået af Steen og Peter. Dem har Jens haft kig på. Max Tegmark, forfatteren til Life 3.0, TED Talk om hvordan vi kan co-existere med AI Toby Ord: The Precipice. Bogen om hvilke risici menneskeheden skal overvinde, hvis vi skal overleve som art.

Clarke var allerede etableret som en af de tre store i scifi (sammen med Heinlein og Asimov). Men i samarbejdet med Kubrick skabte han en af historiens bedst sælgende scifi romaner. Bogen blev skrevet som et selvstændigt værk parallelt med filmmanuskriptet. Og alligevel er de to værker markant forskellige i deres tone: Arthur was a scientific educator. Explanations were his forte. He was uncomfortable with most forms of ambiguity. Kubrick, on the other hand, was an intuitive director, inclined to leave interpretation to the audience. – Michael Moorcock Arthur C. Clarke var skuffet over filmversionen, hvor Kubrick fraklippede forklarende Voice-Over og dialog. Men i virkeligheden er det til bogens fordel. Store dele af filmen er æstetisk rig og åben for fortolkning. Men hvis man søger yderligere svar, for eksempel på betydningen af rumbabyer, så kan man vende sig mod romanen. Styrken i romanen er dens ekstra lag af futuristisk filosoferen over menneskets skæbne og plads i kosmos. Clarke er ekstremt visionær i sin fortælling, som spænder fra menneskets vugge i Afrika til vores totale transformation til post-humane energi-væsener. Romanen er tight skrevet og flyder uden svinkeærinder fra monolitten hos Moongazer og hans stamme, over opdagelse af en monolit på månen til rejsen ombord på Discovery med Hal 9000. Jens og Anders har SCIFI snakket “2001: A Space Odyssey.” Shownotes: Arthur C. Clarke artikel om at skrive for Kubrick Follow-up: Christopher Nolan laver Oppenheimer-film med Cilian Murphy i 2023 Anders læser Hanya Yanagihara: To Paradise laaang bog som (måske?) er en slags alt-history scifi-historie?

Robert J. Sawyer er kendt for at skrive bøger, der mikser SCIFI og mysticisme. Den stil har vundet ham masser af fans og priser, både Nebula og Hugo. Men i The Oppenheimer Alternative fra 2020 går han en helt anden vej med en bog, der bedst kan betegnes som en “scifi biografi”. J. Robert Oppenheimer ledte Project Manhattan, der på rekortid etablerede USA som atommagt. Det er ham med det poetiske “Now I am become death the destroyer of worlds” citat. Men rollen som ansvarlig for atombomben indebar en række dilemmaer, ikke mindst fordi Oppenheimer var et overraskende valg som atombombe-chef. At Oppenheimer var en kompleks person går op for en når man læser Sawyers bog, som nærmest slavisk følger historiske begivenheder. Med depressive tendenser; hang til mysticisme; sympati for kommunisme, ja så kan det virke mærkeligt at Oppenheimer overhovedet kunne bestride stillingen i Los Alamos. En overraskende stor del af bogen følger historien temmelig slavisk, med få afvigelser. Det er først 40% inde i bogen at SCIFI temaet bliver introduceret. Til gengæld er der guf for elskere af piberygende videnskabsmænd og videnskabelig teori. Anders og Jens har scifi snakket The Oppenheimer Alternative Shownotes Easter eggs fra forfatteren Og en liste med ting i bogen, der afviger fra fakta (udover det åbenlyse…) Freeman Dysons søn George har skrevet en fino bog om Project Orion – har man ikke overskud til den kan man se hans TED talk om projektet her – eller lytte Silberbauer & Blomseth-podcasten

Forestil dig at du er tidsrejsende. Det lyder spændende. Så forestil dig at du rejser i tid spontant uden kontrol. Lidt for spændende! Time Traveler’s Wife er af Audrey Niffenegger, og udkom i 2003 som hendes debutroman. Det er sagt helt kort en romantisk historie om parret Claire og Henry og hvordan de mødte hinanden og hvordan deres forhold udvikler sig. Men der er så lige det lille twist på historien, at Henry lider af en sjælden genetisk mutation, der gør at han ukontrollabelt suser rundt i sin egen tidslinje, og dukker op splitterragende fornøjet på de mest upassende tidspunkter og steder. Og allerede af denne korte beskrivelse er det måske tydeligt, at det nok kan diskuteres om bogen skal klassificeres som scifi eller romantik? Men lad os se hvad vi finder ud af når Anders og Jens Scifi snakker The Time Travellers Wife.

Samuel R. Delany er en af de store på Science Fiction himmelen. Måske ikke en af de HELT store, men en af de store. Og som sådan er det måske mærkeligt, at vi i SCIFI SNAK skal helt frem til episode 94, før vi kaster os ud i dette forfatterskab. Delany havde sin debut under den såkaldte “New Wave of Science Fiction,” der dominerede i 60’erne og 70’erne, med en mere experimenterende stil, der brød med den traditionelle “pulp science fiction.” Bevægelsen fokuserede på det litterære og temaer som sexualitet, bevidsthed og stofbrug – alle temaer som går igen i Babel-17. I Babel-17 følger vi poeten Rydra Wong, som hyres af hæren til, at bryde et kodesprog, som er blevet opfanget under nogle uforklarlige sabotage-angreb. Hendes opgave bliver at forstå sammenhængen mellem det mærkelige sprog og de fortsatte angreb. Bogen går dybt ind i undersøgelsen af sprog og deres betydning for bevidstheden og kulturen. Dette er den højlitterære komponent i Babel-17 Men Rydra Wong er ikke bare poet. Hun er også rumkaptajn. Så som en del af opgaven påtager hun sig at samle et hold af stærkt modificerede mennesker, aliens og spøgelser og rumrejse ud i den 7 galakser store verden, som Babel-17 foregår i. Og her giver Samuel R. Delany den fuld gas i beskrivelser af allehånde mærkværdige fænomener i en rum-opera som Ian Banks’ske niveauer af mærkværdig mangfoldighed. Om Delany får de to komponenter — det litterære og det sprudlende — til at leve sammen i fuldkommen harmoni er der delte meninger om. Men der er ingen tvivl om at Babel-17 tager læserne ud på en SCIFI oplevelse der er helt unik. Jens og Anders har SCIFI Snakket Babel-17. Shownotes Anders har læst mere Emily St. John Mandel – denne gang rigtig scifi, nemlig Sea of Tranquility Anders har set Severance færdig på Apple TV+ Anders har endelig set Dune ⏳️ Jens har læst Luna serien fra sidst færdig. Det var sgu meget fedt at gøre den helt færdig, men den var mere af det samme. Læs Den med Mads Kamp og Jeppe H. Nissen har læst Octavia Butlers “Parable of the Sowers” – post-apokalyptisk afrofuturisme fra 90’erne som vi læste i episode 71. Jens har læst “The strange tale of the Alchemist’ Daughter” af Theodora Goss: Gotisk detektiv historie med monstre og Sherlock Holmes, men set fortalt med Mary Jeckyll som hovedperson. Den efterladte forældreløse datter til Dr. Jeckyll (ham med hyde). Fed setting men ikke så vellykket desværre.

Ian McDonald har taget sit talent for at mikse stærke kulturelle fortællinger med Science Fiction og skrevet, hvad han selv betegner som “Game of Domes” – altså Game of Thrones i rummet. Og det er meget forfriskende, at vores vigtigste hovedpersoner Corta’erne er fra Brasillien og kulørte og flamboyante, mens deres værste konkurrenter McKenzierne er et mineselskab fra Australien. Månen er en kulturel smeltedigel, hvor man igennem 100 år har udviklet sig i en helt anden retning end jorden. Næsten alle hovedpersonerne er biseksuelle eller på en eller form for spektrum. Ægteskaber indgås som kontrakter mellem magtfulde familier. Og alle har en augmentet reality AI-avatar hængende over sin skulder, som de hele tiden interagerer med, og som ordner alt for dem. Men den gamle garde er ved at overlade tøjlerne gå videre til næste generation, og det rykker ved magtbalancer, der længe har været i iskold ligevægt. Forsøg på snigmord og mindre overfald risikerer at starte en lavine. Luna: New Moon er en fantastisk fantasifuld skildren af et månesamfund, der ikke har sin lige. Det er på en gang virksomheder i krig og familie-soap-drama. Den tager også nogle ordentlige tangenter en gang i mellem. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Luna: New Moon af Ian McDonald. Shownotes Anders: Er gået igang med at se Station Eleven (serificering af Emily St. John Mandel) Anders: Har læst KSR’s Aurora om et generations-rumskib Jens læser the haunting of tram car 015 – p djeli clark. Egyptisk steam punk med Djinn powers. Mystery Og så iøvrigt toeren i Luna serien: Luna Wolf Moon. Vores snak om Among Others af Joe Walton fik Henning til at opfordre os til at læse Delany. Det er jo Mor’s tre yndlingsforfattere, Le Guin, Zelazny og Delany. Henning skriver: “Endelig til en anbefaling af et forfatterskab I overhovedet ikke har berørt: Samuel R. “Chip” Delany. Bortset fra at jeg vil anbefale hele mandens værk, vil jeg – i denne forbindelse – måske lægge anbefalingens hovedvægt 5 romaner. 3 stk fra Delanys “mytologiske periode” og 2 fra hans mere komplekse joyce-agtige periode: “Babel-17”, “The Einstein intersection” og “Nova”. & “Dhalgren” og “Triton”. På Goodreads: Jens foreslår The Insecure Mind of Sergei Kraev af Eric Silberstein. Romanens handling drejer sig om et katastrofalt sikkerhedshul i et neuralt implantant og udspiller over en periode på flere årtier. Og så har Артём lavet en Goodreads liste med topscorerne fra diskussionen og god dansk SCIFI som i sin tid blev startet af Nis Sperling. https://www.goodreads.com/list/show/171757.Top_danske_science_fiction_b_ger

Charles Yu (1976) er en amerikansk forfatter med kinesiske rødder. Han debuterede i 2010 med How to Live Safely… og hans anden bog var Chinatown, der kom i 2020. Tidligere har han skrevet en håndfuld noveller, og han var med til at skrive første sæson af tv-serien Westworld. Hovedpersonen i “How to Live Safely in a Science Fictional Universe” hedder Charles Yu (!). Han er tidsmaskinemekaniker, og har tilbragt det meste af de sidste år i en tidsmaskine, TM-31, som cirka er på størrelse med to telefonbokse. Med sig har han en fiktiv hund, og en digital assistent, TAMMY, som hjælper ham og holder ham selskab. Hans arbejde består i at reparere tidsmaskiner, der som regel går i stykker fordi folk forsøger at bruge dem til at rejse tilbage og ændre deres fortid. Det er sådan stort set tingene forholder sig, da vi møder Charles Yu – en mand der har trukket sig næsten fuldstændig ind i sig selv, og i videst muligt omfang forsøger ikke at have kontakt med nogen eller noget – og som forsøger at undgå at tænke alt for meget over hvorfor han lever på dén måde Charles’ far – som i virkeligheden opfandt den første tidsmaskine – er forsvundet. Charles bruger det meste af sin tid på at tænke tilbage på sit forhold til faren, og forsøge at forstå deres forhold. En dag, efter at have besøgt sin mor, vender han tilbage til værkstedet hvor hans TM-31 er ved at blive serviceret, og ser sit fremtidsjeg komme ud af maskinen. Han ender med at skyde sit fremtidsjeg, der dog når at give Charles (sig selv!) en bog, som han siger er nøglen til at forstå sit liv. Bogen hedder “How to Live Safely in a Science Fictional Universe” Gennem bogen finder han frem til udvalgte øjeblikke med faren – og endda til en slags genforening med sin far, der er fanget i et øjeblik i tiden, fordi hans tidsmaskine er brudt sammen. Der leges virkelig ud i alle afkroge af ideen om tidsloops, muligheden for at møde sig selv, tidsrejse-troper som at skyde Hitler, sine forfædre eller sig selv – og andre paradokser. Som sagt; meget meta. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET “How to Live Safely in a Science Fictional Universe.” Shownotes til How to Live Safely in a Science Fictional Universe Anders har læst Among Others af Jo Walton Anders har læst Master of Revels, D.O.D.O # 2 af Nicole Galland Jens har læst Dirk Gentlys Holistic Detective Agency 1 & 2 og set hele serien. Rimelig interessant genlæsning. Synes faktisk de var helt gode. Det var oprindelig et Doctor Who manuskript som blev til bogen – læsden har også et podcast om den. Tips til aktuel læsning: Artikel i Information om Nationalistisk Russisk Scifi

The Actual Star udkom i 2021, som Monica Byrne’s anden roman, og den er lidt af en kraftpræstation. Der er tydeligvis lagt et kæmpe research arbejde i, at præsentere et rigt og korrekt billede romanens settings. Forsiden på The Actual Star Som læser vil du skulle forholde dig til Mayaernes mærkelige skyggeverden Xibalba, hvor alle guderne fra dødsriget hersker. Man oplever Xibalba-kulten i den oprindelige aftapning fra 1012. Her kæmper Maya-præstekongen Ajul, hans dronning og tvillingesøster Ixul og deres lillesøster Ket med at genetablere riget Tzoyna’s storhedstid, med blodofre og festivaler med sport og menneskeofringer. Det hele er til ære for guderne fra Xibalba, og resterne af de ofrede gemmes i en hellig grotte. Maya-riget Tzoyna lå i det der er nutidens Belize, en nation på godt 500.000, syd for Mexico. Ajul og Ixul’s hellige grotte er nu turist-attraktionen Actun Tunichil Muknal. Historiens anden tredjedel drejer sig om den 19 årige halv-maya Leahs identitetsrejse tilbage til Belize i 2012, for at finde sine rødder og komme tæt på Xibalba. Nu hersker et andet sæt tvillinger, Xander og Javier, over grotten. De er guider, der lever af at vise rige turister igennem grottens dystre gange. Leah’s liv skal stadig give genlyd helt fremme i 3012. Klimakatastrofer har reduceret menneskeheden til nogle få millioner, der lever som religiøse nomader – Laviaja’er. De er omgivet af superavanceret teknologi, og deres kroppe er transhumane og dobbeltkønnede. Laviaja-kulturen tilbeder Sankt Leah og de to tvillinger fra 2012 som grundlæggere af deres religion og man tror på evig genfødsel indtil man er klar til at forsvinde og tråde ind i Xibalba. De tre tråde genfortælles parallelt og flettes elegant sammen med et let drys af magisk realistiske pantere. Og man skal holde tungen lige i munden, for man skal både jonglere maya-begreber og opfundne fremtids-ord, mens store dele af dialogen er på Belize-kreol og Spansk! Husk at bruge ordforklaringen i slutningen af bogen – den overså vi begge. Som entusiastisk SCIFI læser forundres man over, at det historiske virker lige så fremmedartet som det post-humane. Byrne skriver ikke Science Fiction fordi hun er vild med rumraketter! Hun undersøger, hvordan kultur aflejres igennem tiden og forandres. På den måde giver bogen mindelser om “A canticle for Leibowitz.” I The Actual Star er det ikke atomkrigen, der har forandret verden, men klimakrisen. Jens og Anders har SCIFI Snakket The Actual Star. Shownotes: Med Hydrogen Sonata – nåede Anders endelig frem til den sidste af Banks Culture romaner Jens har fuldført alt “Expanse” sidste bog og novellen “Auberon” – den sidste var den bedste – Der var lidt for meget der skulle syes sammen i “Leviathan Falls” til at det gik helt glat og tilfredsstillende. The City We Became er også røget indenbords – Interessant, vildt godt skrevet, men også lidt for lidt original – trækker for meget på eksisterende pop-kulturelle fænomener til at Jens blev rigtig tilfredsstillet. Gav ikke samme WTF kick som Broken Earth. OG! DET! VIGTIGSTE! Jens har spillet Dune The Board Game. Det episke spil om Arrakis, oprindelig fra 1979, hvor 6 faktioner kæmper om krydderi og prøver at undgå sandorme og forræderi. Læsden – dirk gently holistic detective agency

Herberg George Wells skrev i mange genrer i sit liv, men han blev berømt for sine mange science fiction hovedværker. Ud over The Time Machine, står der også H.G.Wells på ryggen af bøger som: “The island of Doctor Morau”, “The Invisible Man” og sågar “The War of the Worlds.” The Time Machine tager sit afsæt i Victoriatidens England. Rammefortællingen er en gruppe bekendte fra det bedre borgerskab, der mødes til middage og i klubber – og en af disse gentlemen er vores tidsrejsende. Det er ham der genfortæller sin fantastiske rejse frem til år 802.701 i et apparat til at rejse i den fjerde dimension. Det er tidsmaskinen, som vores tidsrejsende selv har bygget i kobber, bronze og lignende steampunk-materialer. Historien er meget anderledes end de typiske tidsrejse-fortællinger. Wells’ tidsrejsende vil ikke se egypterne eller dinosaurerne. Ej heller skal han ud i fremtiden og se robotter og rumraketter. Han rejser så langt ud i fremtiden at menneskeheden har udviklet sig til helt nye racer. Solen er ved at udbrænde og intet består af vores verden… og så alligevel. Det tidsrejsende mener nemlig at kunne forstå, at denne verden bærer på en arv fra hans egen nutid: Klassesamfundet! Og dermed kaster H.G.Wells sig ud i en tidlig omgang spekulativ fiktion af typen: “Hvad hvis dette træk fra vores nutid forstærkes og udvikler sig?” Wells’ socialistiske sympatier forvandles i tidsrejsefantasien til et post-kapitalistisk samfund af to racer. Overklassens efterkommere, Eloierne, der bebor overfladen og er degenereret til hedonistiske børnevæsener, der leger dagen væk. Under overfladen bor efterkommerne af arbejderklassen, Morlockerne, det grusomme resultat af, at udsulte og undertrykke en hel befolkningsgruppe. Selve tidsrejsen er fuld af ramasjang. Tidsmaskinen forsvinder, og den tidsrejsende må kæmpe med Morlockerne for at finde den igen. Bogen er stadig meget læseværdig. Det er sjovt at læse bøger, der har været med til at etablere genrer. Der er fri leg for ingen af genrens troper har nået at stivne og sætte sig. Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Time Machine.” Shownotes Der var blevet læst igennem! Anders havde læst afro-futuristiske Far From the Light of Heaven. af Tade Thompson Den stod på Cli-Fi på Neal Stephensonsk i Termination Shock Jeg lovpriste Susanna Clarke’s Piranesi som en af årets bedste læseoplevelser – selv om det er fantasy Fra samme genre var Naomi Noviks moderne folke-eventyr i Spinning Silver Og så er Jens i gang med Leviathan Falls – Den sidste bog i Expanse serien ;(

Kim Stanley Robinson var alles Hard Scifi darling i halvfemserne, med hans serie af Mars-bøger, der startede i 1992 med Red Mars. Og de Hard Scifi skills har han bragt med sig ind i Cli-Fi genren; Science Fiction om klimaudfordringerne. Seneste læste vi i SCIFI SNAK New York 2140. Det spændende ved The Ministry for the Future er, at den er et meget ambitiøst projekt. Kim Stanley Robinson giver her, en fortælling om, hvordan menneskeheden tackler klima-krisen, i en global historie der forløber fra 2025 til cirka omkring 2050. Vi følger Mary, der er generalsekretær for en FN organisation, der populært kaldes “The Ministry for the Future”. Denne organisation har fået til opgave at beskytte “all living creatures present and future who cannot speak for themselves, by promoting their legal standing and physical protection.” Men i starten af bogen går det trægt – som det jo gør med klimaforbedringer. Vores anden hovedperson Frank er en PTSD-ramt overlever fra en klimakatastrofe i Indien, hvor 20 mio mennesker døde i varmen. Han møder Mary i et skæbnesvangert møde, der får skubbet udviklingen i gang. At læse Ministry for the Future er en sjov og fragmenteret oplevelse. Hvor forfatteren i andre bøger har en tendens til at inkludere vel rigelig eksposition, så er hele kapitler i Ministry for the Future dedikere til at overlevere fakta til læseren, helt uden skam. Af og til virker bogen næsten som en fagbog. Men først og fremmest er bogen Kim Stanley Robinsons, der bruger sin fantasi til at forestille sig, hvad der skal til. Økonomien skal tænkes om – og hvordan kommer det til at ske? Videnskabelige løsninger på polernes smelten skal findes – og vi er med på indlandsisen og se det ske. Dertil følger vi skæbner over hele verden og ser krisen og løsningen i et globalt perspektiv. Vi er med når desperate mennesker bliver klimaterrorister, og aktivt forsøger at knække halsen på fly-industrien. Nogle organisationer “Children of Kali” går så vidt som, at myrde Oligarker. The Ministry for the Future er en kraftpræstation af en bog. Det er en af den slags Science Fiction bøger som der er alt for få af. Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Ministry for the Future.” Shownotes: Intro og siden sidst Anders ser Invasion på Apple TV+ (og første afsnit af Dr Brain sammesteds) Jens har læst Teixcalan 2: A desolation called peace Og Murderbot 6: Fugitive Telemetry Anders har læst endnu en Culture-roman – Surface Detail (nr 9) Og så kan Anders jo true med at fortsætte i climate fiction-sporet med den nye Neal (kommer 16.11)

Der er ingen der lytter til dine telefonsamtaler i Huxleys fremtids-dystopi. I stedet er hele samfundet i den såkaldte “World State” indrettet til at understøtte glæde og tilfredshed. Du skal forbruge og opleve. Og alt efter om du er på toppen af kastesystemet som en Alfa-plus-plus, eller i bunden som en Epsilon-halvsinke, så er alt indrettet på, at du matches i dine behov. I Verdensstaten bliver man avlet til at passe præcis til den rolle man skal indtage. Fostre bliver groet, manipuleret og udruget på centre, hvor de bliver tilpasset til deres rolle. Fabriksarbejdere bliver modificeret til at blive tilpas uintelligente, til kun at bekymre sig om deres mest basale behov. Babyer bliver hjernevaskede mens de sover til, at have den rette adfærd. Så når de slippes ud i samfundet oplever de en problemfri tilværelse. Og hvis de så alligevel oplever noget skidt, så tager de SOMA – vidundermedicinen, der fjerner alle bekymringer. “And that,” put in the Director sententiously, “that is the secret of happiness and virtue — liking what you’ve got to do. All conditioning aims at that: making people like their unescapable social destiny.” Til gengæld er kunst og religion forbudt. Faste relationer er ugleset, for alle ejer alle. Det er heller ikke så godt at læse bøger, for når man bare sidder for sig selv og tænker, forbruger man jo ikke noget. Hjulene i samfundet skal holdes i gang! “God isn’t compatible with machinery and scientific medicine and universal happiness. You must make a choice. Our civilization has chosen machinery and medicine and happiness.” Og så er der alligevel problemer i paradis, for enkelte individder, særligt blandt Alfa-plusserne, passer bare ikke ind. Sådan en er Bernard Marx. Han ses skævt til fordi han er lille af vækst. Der går rygter om, at der er sket en fejl med tilsat alkohol på udrugningscentralen. Så selv om alle burde have lige muligheder, så føler Bernard sig uden for. Og det hjælper heller ikke, at han elsker stilhed, alenetid og har forbehold over for at tage SOMA. Bogens handling tager for alvor fart, da Bernard tager på ferie med den søde sygeplejerske Lenina til et reservat, hvor mennesker lever primitivt. Her møder de John, søn af en kvindelig verdensstat-borger, der er blevet efterladt i reservatet ved et uheld. John er opvokset i et miks af primitivisme, drømme om livet i Verdensstaten og ideer fra Shakespeare’s samlede værker. Og da han tages tilbage til Verdensstaten tager tingene fart. Aldous Huxley skrev “Brave New World” som en satirisk mod-reaktion til samtidig utopisk science fiction og et møde med det amerikanske forbrugersamfund. Alle problemer løses med fladpandet forbrug og infantilisering af relationer. Til gengæld er tilværelsen fuldstændig meningsløs. Jens og Anders har SCIFI Snakket Aldous Huxley’s “Brave New World.” Shownotes fra Brave New World episoden Anders har læst “Matter” – 8. bog i den “officielle” Culture-serie af Iain M. Banks Henning gjorde opmærksom på at Rynkekneppesygen også var blevet gennemgået i Læsden!

Titlen er jo også noget for sig selv: “Rynkekneppesygen!” Den dækker over den epidemi som udspringer af mødet med den mikroskopiske alien-mide OFU. Den lille alien lander i navlen på patient zero (winnie) og gør hende vildt liderlig, men også meget rynket, indtil hun dør ved, at hun eksploderer. På fint får sygdommen navnet MIWD – Mite-Induced Wrinkle Disease… Det lyder jo helt vildt plat. Og det er det også. Men det er også på samme tid et meget opfindsomt blik på, hvordan Dannevang reagerer på en farlig epidemi, både politisk og kulturelt. Bogen er sjov fordi den på den ene side er weird og wacky. Og på den anden side superdetaljeret med alle mulige kliniske detaljer. Peter Adolphsen har for eksempel helt styr på, hvad der foregår på Dermatologisk Afdeling. Jens og Anders har SCIFI Snakket Rynkekneppesygen. Shownotes Trailer for Matrix 4 – måske kan det blive meget godt? Dune er i biffen! Jens var glad! Jens er blev færdig med Malka Olders Centenal Saga. Meget tilfreds. Null States og State Techtonics. Superfede især toeren. Jens er i gang med Ministry for the Future. Jens fik læst mere om Murderbot – Network Effect (Martha Wells) Shout Out til Supersnaks gennemgang af Dune. Masser af baggrund. Til gengæld snakker de ikke så meget om bogen 🙂 Shout Out til Filmnørdens Hjørne om Denis Villeneuve