PLAY PODCASTS
Genstart

Genstart

917 episodes — Page 11 of 19

Skud mod blå hjelme

Midt i det libanesiske grænseland brager en kampvogn gennem hovedporten til en hvid FN-base. De israelske soldater kræver, at alt lys i lejren slukkes øjeblikkeligt - men basen lytter ikke. I stedet klager de over den ulovlige opførsel fra de israelske soldater. Den voldsomme indtrængen kommer efter flere israelske angreb på FN-soldater - og nu har det internationale samfund fået nok. Angrebene fordømmes vidt og bredt, men Israel holder fast i, at FN's styrker bør flytte sig, fordi de står i vejen for nedkæmpelsen af Hizbollah. Genstart spørger i dag sikkerhedspolitisk analytiker Jacob Kaarsbo, der var med til at skrive under på FN-resolutionen, der bragte blå hjelme til Sydlibanon, hvorfor Israel nu har angrebet dem. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 17. oktober 2024.

Oct 21, 202422 min

Kongens visit hos Hitler

I silkekjoler og stive puds deltog dronning Margrethes forældre i 1937 i en storstilet jagtudstilling beværtet af nazistyrets absolutte spidser. En ny bog hævder, at det danske kongehus har haft for tætte forbindelser til Nazityskland. En påstand, der har antændt den danske historikerstand, der ikke før har sat så store spørgsmålstegn ved kongehusets diplomatiske arbejde under besættelsen. Men hvis kongehusets motiver for at deltage i nazisternes festlige begivenheder skal renses en gang for alle, så er der ét særligt arkiv, der skal åbnes. Arkivet med kong Christian den 10.'s dagbøger. Her skriver kongen om sine tanker om de politiske møder, han deltager i. Genstart spørger rigsarkivar Steen Andersen, hvad der skal til, før vi kan få adgang til kongens private tanker. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 13. oktober 2024.

Oct 16, 202424 min

Melanias abort-support

Blikket fra Melania Trumps perfekt malede smokey eyes er fast, selv gennem det blødgørende filter. Til virtuos musik og med højtidelig stemme begynder hun at fortælle, hvordan hun værner om individuel frihed, og at der ikke er plads til kompromisser. Videoen er en teaser for hendes selvbiografi, som netop er udkommet, hvor hun springer ud som tilhænger af kvinders ret til abort. En ret, som hendes mand har brystet sig af at erodere i sin tid som præsident. Melania Trumps udmelding overrasker mange kommentatorer, men der er også hurtigt folk, der spekulerer i, om den i virkeligheden er en del af Trump-kampagnens strategi. I selskab med Kirstine Biltoft, udlandsredaktør i DR og forfatter til en bog om USAs førstedamer, undersøger vi Melania Trumps politiske indflydelse og spørger, hvad hendes abort-support kan få af betydning for valget i november. Vært: Annika Wetterling. Program publiceret i DR Lyd d. 11. oktober 2024.

Oct 15, 202425 min

I parterapi

"Jeg bliver lidt ked af det" siger Frank, ryster på hovedet - og kigger lidt væk i forsøget på at holde tårerne inde. Overfor ham sidder psykologen og parterapeuten, Trine Bønnerup, der forsøger at nørkle følelserne ud af den beklemte mand. Aldrig før har vi været med parrene så meget i terapi som ved årets sæson af Gift ved første blik. Vi er med, når der tales om intimitet, sex, usikkerheder, afstand og misforståelser. Og således sættes der en lup foran en af tidens tendenser. Meget tyder nemlig på, at vi bliver mere og mere optagede af vores parforhold. Vi spørger Gift ved første blik-eksperten, Trine Hjorth Bønnerup, hvor meget parterapi egentlig kan fikse. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 10. oktober 2024.

Oct 14, 202425 min

Mester på maraton

Sveden hagler ned ad Jacob Sommer Simonsen, mens kilometermærkerne forsvinder under hans hvide og pink løbesko midt i Berlin. Først ti kilometer, så tyve, tredive, mens fødderne værker og hovedet gør modstand. Og så pludselig klarer det op. Efter to timer, syv minutter og 51 sekunder er han i mål. Han har presset sin krop til det yderste og overhalet en dansk maratonrekord, der har stået urørt i 39 år. Rekorden lander midt i en tid, hvor løb bliver dyrket som aldrig før, i løbeklubber, på løbeapps, til hel- og halvmaraton-events, og måske som et frirum for den død og ødelæggelse, der også er i verden. I dagens Genstart fortæller Jacob Sommer Simonsen om sine 42.195 kilometer og det befriende ved at kunne kontrollere åndedrættet og sætte det ene ben foran det andet. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 9. oktober 2024.

Oct 13, 202425 min

Balkans danske brumme

En smilende dansk justitsminister viser Danmarks nye fængsel frem i Kosovo. Midt i Balkans bjerge skal pigtråd afskære danske fanger fra græssende får og frodige sletter. "Et lille stykke Danmark" kalder Socialdemokratiet og regeringen deres prestigeprojekt. Udvisningsdømte skal sendes til Kosovo for at afsone deres straf - et land som ikke er forpligtet af FN's menneskerettighedskonvention, og hvor fængselssystemet er under skarp kritik for brud på netop menneskerettighederne. Danmark har kastet hundredvis af millioner i fængslet, der - på fremmed grund - skal være en løsning på vores overfyldte fængsler herhjemme. Genstart tager i dag med politisk journalist på Jyllands-Posten Anders Redder på besøg i fængslet og spørger, om det er et visionært politisk nybrud eller risikofyldt og dyr symbolpolitik? Vært: Annika Wetterling. Program publiceret i DR Lyd d. 8. oktober 2024.

Oct 11, 202425 min

Dødens vej

De hører begge lyden af droner, der svæver over dem. Rachel Stellman forbinder den evige summen med tryghed - en vished om, at det israelske militær beskytter hende. For Amna al-Khaloul i Gaza varsler dronen noget helt andet - et kommende angreb på de ruiner, hun bor i. I dag er det ét år siden Hamas' soldater stormede grænsen til Israel på motorcykler og i firhjulstrækkere - dræbte og kidnappede hundredvis af forsvarsløse israelere. Det blodigste angreb i Israels historie, der startede den blodigste krig i Gazas historie. Det seneste år har ikke blot medført død og ødelæggelse, men også had, apati og mistro. DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård fortæller i dagens Genstart om afstanden mellem israelere og palæstinensere, der kun er blevet dybere ét år inde i krigen. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 7. oktober 2024.

Oct 10, 202425 min

Damen i Donalds øre

Som en anden førstedame stiger Laura Loomer ud af Donald Trumps privatfly og ledsager ham til en tv-debat, mindehøjtideligheden for 11. september og vigtige vælgermøder. Hun er kendt fra det højreekstreme miljø, hvor hun i årevis har spredt hadefulde ytringer og løgnagtige konspirationer på sine sociale medier. Ytringer, som har fundet vej til Donald Trumps ører og ud af hans mund. Og mens Laura Loomer tilsyneladende er landet lunt hos republikanernes præsidentkandidat, frygter flere, at en ny storm på kongressen lurer, hvis Donald Trump taber valget. I dagens Genstart fortæller forsker i ekstremisme, Line Nybro Petersen, om kvinden, der har midlerne til at opildne til vold. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 6. oktober 2024.

Oct 9, 202427 min

Er der en læge til stede?

I sin lægepraksis på Nørrebro oplevede Anders Beich, at der oftere og oftere kom patienter, som havde mere brug for samtaleterapi, end for en læge. Samtidig er der langt mellem lægerne i de områder af Danmark, hvor de allersygeste danskere bor. Det var først, da han selv sad over for patienter i udkantsdanmark, der havde flere kroniske sygdomme som gigt og KOL og kræftdiagnoser i journalen, at han forstod den ulighed i sundhedsvæsenet, som regeringen, med en sundhedsreform, nu vil tage endeligt livtag med. Læge og tidligere formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich, fortæller i dagens Genstart om sin rejse fra Nørrebro til Nysted på Lolland. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 4. oktober 2024.

Oct 8, 202423 min

I pæne hjem

Helle Malmvigs barndomshjem i Hellerup så pænt ud på facaden. Der var nylakerede gulve, opera og en bogreol fuld af fin litteratur. Men så man godt efter, så var der enkelte detaljer, der afslørede, at noget ikke var, som det skulle være. På indersiden af vinduet i hendes børneværelse hang der for eksempel en lille rød hængelås, der skulle forhindre hende i at flygte ud af vinduet. Helle blev udsat for voldsomme svigt i barndommen, og de minder trækker hun nu på i sin nye roman, der har fået titlen 'Glemmer jeg'. I dagens Genstart fortæller hun om, hvad det betyder, når voldsomme barndomssvigt bliver gemt væk bag høje paneler og tykke bøger. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 3. oktober 2024.

Oct 7, 202427 min

En hovedløs milits

Krigen i Libanon eskalerer dag for dag og natten til tirsdag meldte flere medier ud, at israelske soldater nu er gået ind i det sydlige Libanon. Det er den foreløbige kulmination på de seneste ugers konflikt mellem Hizbollah og Israel. Det begyndte for alvor for to uger siden med eksploderende personsøgere og walkie-talkier. Så kom luft- og missilangrebene - endda et, der var i stand til at dræbe Hizbollahs mangeårige leder i sin underjordiske bunker. Og nu hævder Israel, at de har startet en landoffensiv i et forsøg på at udslette deres gamle ærkefjende, Hizbollah - verdens største milits, som nu igen trækker Libanon ind i en ødelæggende krig, uden at spørge folket først. I dag spørger Genstart DR's mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård om, hvorfor Hizbollah er klar på at fortsætte kampen, selvom militsen har mistet størstedelen af sin ledelse. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 2. oktober 2024.

Oct 6, 202423 min

Diez og bedraget

Hun har skjult sig under sin kasket, når hun en sjælden gang har bevæget sig ud i offentligheden. Siden plagiat-sagen om hendes tekster for alvor begyndte at rulle i januar, fortæller tidligere klummeskribent og litteraturanmelder Katherine Diez, at hun er blevet bange for andre mennesker. Hun har i stedet levet om natten, hvor hun har skrevet på sin bog 'I egen barm'. Her åbner hun døren op på vid gab ind til sit og sine tidligere kæresters private liv. Ifølge hende selv for at fortælle den virkelige historie om, hvordan hendes liv så ud bag Instagram-facaden. Og for at søge svare på, hvordan hun endte et sted, hvor hun tog æren for andres arbejde og udgav sig for at være noget, hun ikke var. Så hvad har Katherine Diez fundet frem til? Det spørger vi hende om i dagens udsendelse. Vært: Anna Ingrisch Program publiceret i DR Lyd d. 1. oktober 2024.

Oct 4, 202430 min

Det vilde vest

Det frisindede Californien hvor solen altid skinner. Den åbne sportsvogn, det løse hår i vinden og fødderne i sandet. Det er drømmen om Hollywood. Det er optimisme og frihed. Fremtidstroen på teknologien - på potentialet i det ubegrænsede menneske og ubegrænsede midler. Men også antiautoritære rebeller, der vil frisættes fra regulering, fra staten, fra selve institutionernes omklamrende hånd. Og uanset om det bliver Trump eller Harris, der bliver USA's næste præsident, så vil det være en præsident, der er formet af det Californien. Det mest amerikanske sted i Amerika - og så alligevel ikke. Hvad betyder det, når magten i USA flytter sig fra den kølige østkyst til det vilde vest? Forsker og forfatter, Vibeke Schou Tjalve fortæller om den mest magtfulde plet på kloden, The Golden State. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 30. september 2024.

Oct 3, 202427 min

Det' for børn

Siden 1970'erne har den danske filmindustri spyttet den ene børneklassiker ud efter den anden. Gummi-Tarzan, Zappa, Vil du se min smukke navle? Publikum strømmer i biograferne og flere af filmene vinder internationale priser. Men det er fortid, for branchen er i krise, der bliver længere og længere mellem nye, danske børnefilm på det store lærred. I midten står Lotte Svendsen. Hun har brugt hele sit voksenliv på at instruere børnefilm og siden uddelt støttekroner til andre projekter - men nu bliver hun også selv kritiseret for at bruge børnepuljemidler på film til voksne. I dag spørger Genstart, hvad børnefilmene kan - og hvor de blev af. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 29. september 2024.

Oct 2, 202423 min

Blodrødt og hvidt

En dansk soldat sætter forsigtigt sin fod på den afghanske jord, mens tanken om, at en mine kan gøre hvert eneste skridt til det sidste, brænder sig fast. Omringet af Taleban, vejsidebomber og miner skal de danske tropper med våben forsøge at bygge et fredeligt og demokratisk samfund op sten for sten. Fra talerstolen på Christiansborg lyder dundertalen, at den opbygning skrider hastigt frem. Men det er ikke den virkelighed, som soldaterne oplever på slagmarken. Faktisk oplever de, at der bliver tegnet et fordrejet og mere glansfuldt billede for befol kningen. Genstart tager i dag gennem Danmarks krige og taler med tidligere brigadegeneral og dekan ved Forsvarsakademiet Ole Kværnø om de mere end 40 års danske krige, som han har taget del i - og spørger ham, om befolkningen er blevet ført bag lyset. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 27. september 2024.

Oct 1, 202428 min

Et dansk handicap

Det er som om, klappen går ned, da 32 danske embedsmænd skal svare på, hvad Danmark gør for at modvirke den bekymrende udvikling på handicapområdet. Der er helt stille. Og vi går fra eksamen hos FNs handicapkomité med bragende dumpekarakter. Danmark, der ellers bryster sig af at tage hånd om alle, tager, ifølge FN, rigtig dårligt hånd om mange danskere, der lever med et handicap. Der er for meget tvang i psykiatrien, for mange magtanvendelser på bosteder, for mange mennesker med handicap, der ikke trives i skoler og på arbejdspladser. I dagens Genstart fortæller Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden, om den krasse kritik fra FN og hvad det betyder, når man ikke får den hjælp, man har brug for. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 26. september 2024.

Sep 30, 202425 min

Maries kunstige krop

Marie Watson opdager, at der ligger manipulerede nøgenbilleder af hende i et meget mørkere fællesskab på internettet, end det hun selv dyrker. Hun har aldrig rigtig passet ind, men på streamingsiden Twitch åbner der sig en verden af fællesskab, venskaber og en gryende karrierevej. Da hun bliver et berømt ansigt i gamingverdenen, dukker manipulerede billeder op af hende på helt andre sider, hvor anonyme brugere deler både falske og ægte billeder af danske piger. I dagens Genstart fortæller Marie Watson om sin næsten umulige kamp mod deep fake porno. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 25. september 2024.

Sep 29, 202425 min

Fluernes herre

På en uge æder svampen fluen op indefra og overtager dens hjerne. Zombiefluen stavrer rundt som en levende død, indtil den har bragt svampen det helt perfekte sted hen, hvor den forhekser andre fluer til at parre sig med den. Nu viser et nyt dansk forskningsprojekt, at det mystiske optrin måske kan hjælpe forskere med at udvikle medicin mod sindslidelser. I dagens Genstart fortæller Henrik de Fine Licht, lektor på Institut for plante- og miljøvidenskab på Københavns Universitet, hvad zombiefluen kan lære os om den menneskelige hjerne. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 24. september 2024.

Sep 27, 202424 min

Gisèle vender skammen

Med skarp page og runde solbriller ankommer hun til retten til klapsalver. Gennem et årti er 72-årige Gisèle Pelicot blevet bedøvet af sin ægtemand. Han har lånt hendes krop ud, ladt hende voldtage af mænd - og kun ved et tilfælde er det blevet opdaget. Nu kører retssagen mod hendes tidligere mand og 51 andre mænd, der har voldtaget hendes livløse krop. Stik mod hvad alle havde forventet, så har Gisèle Pelicot valgt, at dørene til retssalen skal være åbne. Hun insisterer på at udstille de 52 mænd, der er på anklagebænken og vende skammen mod dem. Det får franskmænd til at møde op foran retten og klappe hende ind, og på boulevarderne bliver hun hyldet som et ikon. Et ansigt på kampen for at forandre den franske voldtægtslovgivning. I dagens Genstart fortæller tidligere korrespondent i Frankrig, Solveig Gram Jensen, om en tragedie, der måske kan ændre Frankrigs syn på voldtægt. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 23. september 2024.

Sep 26, 202423 min

Ung dom

Jonas Risvig er ved at lave frokost sammen med nogle venner i et sommerhus, da han bliver tagget i en TikTok-video. Da han trykker 'play' gennemgår to unge mennesker i lystigt humør ti grunde til, at hans seneste ungdomsserie ikke holder. De kritiserer den blandt andet for at opstille usunde kropsidealer og promovere en skadelig alkoholkultur. Kritikken rammer Jonas Risvig hårdt, og den får ham til at ændre sin nye film 'Kontra', som netop har fået premiere. I dagens Genstart fortæller han om ansvaret, der følger med, når man taler direkte til tusindvis af let formelige unge mennesker, der i forvejen kæmper med presset fra en perfekthedskultur. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 22. september 2024.

Sep 25, 202426 min

Bombe i bukselommen

Personsøgere og walkie talkier eksploderer i tusindvis af libanesiske lommer. Torsdag er flere end 20 meldt dræbt, mens mere end 3000 er såret på hænder, øjne og underliv. Angrebet er målrettet toppen af Hezbollahs militante organisation - en frygtet terror-militis som er blandt Israels største fjender. Derfor har både Libanon og Hezbollah også straks peget på Israel som angrebets afsender. Nærmere bestemt Israels efterretningstjeneste, Mossad, der er berygtet for sin effektive hensynsløshed og teknologiske opfindsomhed. Og mens Libanons befolkning frygter hvilke apparater, der springer i luften næste gang, hvad gør Hezbollah så nu, hvor hele deres kommunikationsapparat er eksploderet mellem hænderne på dem? Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 20. september 2024.

Sep 24, 202424 min

Et geværløb i busken

Donald Trump er i fuld gang med et slag golf, da lyden af en række skud søndag runger ud over golfbanens velfriserede baner i Florida. For anden gang på to måneder er den republikanske præsidentkandidat angiveligt offer for et attentatforsøg, der gudskelov ikke lykkes. Den formodede gerningsmand bliver hurtigt pågrebet. I første omgang er alle venlige, medfølende og civile i tonen. Kamala Harris og Joe Biden udtrykker sympati. For et øjeblik er fløjkrigen tilsyneladende på pause. Men man skal ikke kratte længe rundt på internettet, før beskyldninger og konspirationer flyder derudad. DR-journalist og USA-kender, Lasse Engelbrecht, fortæller, hvordan de seneste vilde begivenheder sætter en stor fed streg under, at intet længere er normalt i USA. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 19. september 2024.

Sep 23, 202424 min

Redningskrantz-Theil

Socialdemokratiske hænder har knuget Københavns gyldne kæder i mere end 100 år. Og når overborgmesterposten kommer i fare, så står partiet altid klar med en redningsplan. Socialdemokratiet har sjældent været så udsatte på Københavns Rådhus som nu. Måske derfor gjorde Mette Frederiksen overborgmesterposten til en del af sin seneste ministerrokade. Noget som blev kritiseret for at være "lige lovlig smart" og "pamperi af værste skuffe". Pernille Rosenkrantz-Theil er pillet ud af regeringen og er nu officielt valgt som partiets eneste overborgmesterkandidat. Men spørgsmålet er nu, om hun kan løse socialdemokratiets hovedstadsproblemer. Genstart følger i selskab med journalist og forfatter Niels Krause-Kjær de gyldne kæder gennem København. Vært: Simon Stefansk. Program publiceret i DR Lyd d. 18. september 2024.

Sep 22, 202424 min

Barn på spektret

Autisme er en forunderlig diagnose. Selv når den er stillet, er det uklart, præcis hvordan den kommer til udtryk. For nogle er autismen en superkraft. Med nærmest fotografisk præcision, lader den mennesker løse kringlede matematiske knuder og huske uendelige talrækker. Samtidigt kan hverdagsting som lyde, lugte og en tur i metroen vælte dem omkuld. For andre ser diagnosen helt anderledes ud; måske er man udadreagerende, måske har man intet sprog. Det gør i sig selv diagnosen kompliceret at få hånd om - og oven i dén forvirring, er der flere steder i landet årelange ventetider på overhovedet at blive udredt. Det vil Moderaterne nu gøre op med. I dagens Genstart fortæller pædagogisk rådgiver og konsulent Christina Sommer, der selv er mor til et barn med autisme, om den manglende forståelse for diagnosen - og hvad det gør ved dem, der lever med den. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 17. september 2024.

Sep 20, 202425 min

En kvinde i mandefængsel

Lige nu sidder transkvinden A i forvaring på en mandlig fængselsgang. Det rejser et dilemma: Juridisk set er hun kvinde, men hun er dømt for at slå og voldtage kvinder, dengang hun levede som mand. Alligevel har A i lang en årrække kæmpet for at få lov til at sidde blandt andre kvinder og nu er sagen taget hele vejen til Højesteret.Tirsdag falder dommen, og den lyder, at A ikke har ret til at sidde blandt andre kvinder. Retten lægger vægt på, at hun biologisk set er en mand og kan udgøre en fare for de kvindelige indsatte i fængslet. Fra sidelinjen følger Frederik Blicher Jepsen sagen. Han har tidligere ført sagen i Byretten og har kendt A i 7 år. Men på trods af dommen fra Højesteret, så mener han stadig, at A har en sag. Så hvad betyder afgørelsen for andre indsatte kønsminoriteter? Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 16. september 2024.

Sep 19, 202423 min

Som smurt i olie

Nordmanden går gennem livet i en fornuftig uldsweater, røde kinder og frisk luft i lungerne. De har store vidder, majestætiske fjelde og fossende fjorde - en naturens urkraft og vildskab, vi andre kun kan fantasere om. Elbilen står i garagen - og vand-energien strømmer ud af stikkontakten. Nordmanden er næsten i en slags symbiose med naturen. Men under landet mod nord løber den sorte olie som en rød tråd gennem hele samfundet. Olie, der har gjort Norge stenrig og hvert andet år samler de hele den europæiske olie- og gasindustri i Stavanger for at fejre sig selv. Journalist på Dagbladet Information, Mathias Sindberg, har været til den gigantiske norske olie- og gasmesse, hvor olien er både grøn og demokratisk. Vi får en rapport. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 15. september 2024.

Sep 18, 202428 min

Ni dages skælven

Et gigantisk fjeldskred langt inde i den dybe Dickson Fjord i det øde kolde nordøstlige Grønland udløser en enorm flodbølge. Og så bliver det mærkeligt. For samtidig begynder hele kloden at vibrere. Verden over registrerer seismografer den lille bevægelse. En bevægelse der varer i ni dage. I USA tror de, at deres udstyr er gået i stykker: I Tyskland noterer de det som en "USO", an unidentified seismic object. Den danske geolog, Kristian Svennevig har sammen med en stor gruppe internationale forskere undersøgt det sære fænomen og dokumenteret et hidtil uset naturfænomen; en ni dage lang tsunami. Men bag den fascinerende opdagelse ligger en mere foruroligende fortælling om klimaforandringerne. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 13. september 2024.

Sep 17, 202425 min

I Ohio spiser de hunde

Kamala Harris går direkte hen mod Trump, giver hånd og præsenterer sig selv ved navn. Et håndtryk som måske bliver det eneste inden november. For første gang i en næsten to timer lang live tv-debat på ABC News, står de to kandidater ansigt til ansigt. Donald Trump kan måske få ram på Kamala Harris, som han har haft så svært ved at sætte et ultimativt sårende hug ind på. Omvendt kan Kamala Harris bruge debatten til at bevise, at hun rent faktisk er et præsidentemne, der kan klare presset. I dagens Genstart fortæller Sandra Brovall, kulturkorrespondent i DR om, om debatten, der både handlede om hunde i Ohio og det betændte abortspørgsmål. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 12. september 2024.

Sep 16, 202423 min

Fanget på kamera

På et grynet overvågningsbånd træder en skikkelse over gaden. Måske er det en kriminel. Det kan ansigtsgenkendelse nu hjælpe dansk politi med at afgøre. Værktøjet kan bruges på de millioner af timers videomateriale, der hver dag løber ind på kameraerne over os. Politiet jubler over deres nye redskab, men kritikere mener, at det er et markant indgreb i retten til at færdes frit og bekymrer sig over, at der domstolskontrol med, hvordan det bruges. Danskerne har for længst accepteret overvågningskameraer på gadehjørner, men Genstart spørger i dag DRs tech-korrespondent, Henrik Moltke, om vi også skal acceptere, at de kan genkende os. Vært: Simon Stefanski Tilrettelæggelse: Magnus Mio & Jacob Stenager Redaktør: Astrid Randrup Lyddesign: Søren Elbek Program publiceret i DR Lyd d. 11. september 2024.

Sep 15, 202423 min

Marilyn Monroes nøgenbillede

Hun håbede, at det ville forsvinde ud i glemslen. At pinup-billedet, hvor hun ligger nøgen på et rødt klæde og kigger forførerisk ind i kameraet, aldrig ville komme tilbage og hjemsøge hende. Men så købte Hugh Hefner det, puttede det i sit nye magasin 'Playboy' og byggede sit imperium på det. Uden at Marilyn Monroe vidste besked. Frem til sin død havde Hefner en guldindrammet original hængende i sit hjem i The Playboy Mansion, men nu har den danske kunstner Maja Malou Lyse købt det og udstillet det i København. Dagens Genstart tager med hende til auktionen i Hollywood i hendes forsøg på at redde Marilyn Monroe ud af Hugh Hefners favn. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 10. september 2024.

Sep 13, 202425 min

Tom forsvinder

Bryllupsrejsen er forsvundet ud af hukommelsen sammen med evnen til at bruge en hammer og huske, hvor han var i forgårs. Bid for bid forsvinder Toms erfaringer, minder og indlevelsesevne. Han er netop blevet en smule berømt - fordi han sammen med en masse ligesindede lige nu synger i DRs demenskor: På overfladen ligner han sig selv og humoren har han stadig - men han er tydeligt mærket af de fire demensdiagnoser, han fik for nu fem år siden. Sygdomme der er ved at stjæle ham fra hans pårørende og i sidste ende, vil tage livet af ham. Mere end 4000 danskere dør årligt af demens, mens knap 100.000 lever med den. Alligevel findes der ingen kur - ingen vej tilbage. Men hvordan er det - hvordan er man i livet - når man lever med demens? Det spørger vi Tom Heidner og hans kone, Silje Heidner Amholt om. Vært: Simon Stefanski Program publiceret i DR Lyd d. 9. september 2024.

Sep 12, 202425 min

Bornedal og apokalypsen

Måske er Putin slet ikke så vanvittig, som præmisserne i den offentlige samtale forudsætter. Ole Bornedal er kendt for sine film og serier om historiske krige. Nu blander han sig i den igangværende krig i Ukraine i en kronik i Politiken. Han mener, at krigen bliver fortalt i alt for skarpe præmisser, hvor Ruslands præsident er vanvidsmanden, der vil invadere hele Europa - uden at Bornedal kan se nogen beviser for det. Genstart spørger, om Bornedal, i sin iver efter fred, ikke frygter at blive Putins nyttige idiot. Vært: Simon Stefanski Program publiceret i DR Lyd d. 8. september 2024.

Sep 11, 202424 min

Seks ligposer

Seks livløse kroppe ligger gemt væk i en mørk tunnel under byen Rafah. De har ligger der i mindst 48 timer, da de bliver fundet af israelske soldater. Skudhullerne i deres hoveder afslører, at de er blevet likvideret kort tid forinden af flygtende Hamas-soldater. En af de dræbte er den 23-årige Hersh Goldberg-Polin. Han blev kidnappet den7.oktober til Nova festivalen i den israelske ørken. Natten igennem havde han festet med sin bedste ven, men om morgenen bliver han bortført og kørt væk på ladet af en pickup-truck med en sprængt arm. Siden da har hans forældre kæmpet for at få ham tilbage i live - men forgæves. Drabet på Hersch og de fem andre gidsler bliver et chok i den israelske befolkning og det får hundredtusindvis af israelere til at på gaden i de største demonstrationer siden krigens start. De erklærer deres vrede mod Netanyahus regering, som ikke er lykkedes med at forhandle en gidselaftale på plads. Lasse Winther Jensen, der er skribent på Weekendavisen bor til daglig i Jerusalem med sin kone og fra første parket har han fulgt Israels krig mod Hamas. I dag spørger Genstart ham, om de seks døde gidsler kan blive et vendepunkt, som får Israels regering til at ændre strategi i krigen? Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 6. september 2024.

Sep 10, 202424 min

Løkkes hængeparti

Moderaterne antænder kort før Lars Løkke Rasmussen fredag kan gå på weekend. Anklager om sexisme, mobning og et usundt arbejdsmiljø i Moderaterne lander på Løkkes skrivebord - og forsiden af B.T. Der indkaldes til krisemøde og partiet står i et flammehav, der vurderes at kunne futte det hele af. Men ind i flammerne kommer Lars Løkke med erfaring i netop brandslukning, og bruger en af de særlige metoder, han før har haft succes med. Med sig selv for bordenden afholder han et maratonmøde - mens alle parter kun bliver mere og mere trætte og medgørlige. Genstart spørger i dag politisk kommentator på B.T. og en af de journalister, der ventede troligt foran mødet, Joachim B. Olsen, om evighedsmødet kvalte flammerne eller gløderne stadig ulmer. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 5. september 2024.

Sep 9, 202424 min

Forbudte stemmer

I de første ni år af hendes liv, kendte Zara Wali kun sin mormor som en stemme. Den kom fra et kassettebånd og strømmede ud af højtalerne på en gammel båndoptager, og formanede hende om at lave lektier og tage en uddannelse. Det er stemmer som den, man nu ikke længere må høre i Afghanistan. Taleban har indført en 114 sider lang lov, der blandt andet forbyder kvinder at tale, synge og læse højt i det offentlige rum. Også indenfor hjemmets fire vægge skal de afholde sig fra højtlæsning og sang. I dagens Genstart fortæller Zara Wali, der er kreativ chef i reklamebureauet Moonraker, og som flygtede fra Afghanistan, da hun var to år gammel, om sin mor og mormors stemmers kraft. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 4. september 2024.

Sep 8, 202422 min

En dødelig dosis

På en bænk i Portland sidder KT og ryster. Hendes ben er forvredne, huden grålig og hendes øjne helt tomme. Abstinenserne efter et fix fentanyl tager til, mens hun fortæller DRs USA-korrespondent Jakob Krog, hvordan hun er endt på bænken. KT er bare en af tusindvis af amerikanere, hvis liv er blevet fuldstændig ødelagt af jagten på det næste livsfarlige fix. Hver dag mister 200 amerikanere livet i en fentanyl overdose, og det er den førende dødsårsag for amerikanere mellem 18 og 45 år. Fentanylens greb om de amerikanske storbyer er blevet et afgørende emne i valgkampen, og i dag besøger Genstart Portland i Oregon, der forsøger at løse opioidkrisen med nye metoder, men som er endt med at blive et sandt skræmmeeksempel. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 3. september 2024.

Sep 6, 202423 min

En mærkelig regering

"Regeringen er mærkelig". Mette Frederiksen giver selv diagnosen på pressemødet i Statsministeriet. Regeringstoppen har selv indkaldt pressen - for en ny kommissær skal udnævnes, nye ministerier skal oprettes og regeringens fremtidsvisioner skal se dagens lys. En kærkommen lejlighed til at starte på en frisk. Men efterhånden som pressemødet skrider frem, falder det positive budskab fra hinanden og blotter uenighederne. Engang var SVM-regeringen nødvendighedens regering - den, der turde som ingen andre - men nu har fortællingen forandret sig: Nu er de blevet... mærkelige. I dagens Genstart fortæller politisk kommentator Lars Trier Mogensen om regeringens mærkelige manøvre. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 2. september 2024.

Sep 5, 202424 min

Frihed for helte og skurke

Han poserer helst i bar overkrop foran sandbanker i ørkenen. Telegrams mystiske ejer, der promoverer sig som en actionman, en frihedselsker og ikke bare liberal, men ultraliberal. I sådan en grad at han nu er blevet anholdt i Frankrig, fordi han nægter at samarbejde med myndigheder eller moderere noget af alt det forfærdelige indhold, der ligger frit tilgængeligt på hans platform. Men han hyldes også som en helt, fordi selvsamme modstand mod autoriteter og regeringer, gør, at Telegrams millioner af brugere kan skrive sikkert til hinanden og arrangere protester, uden at drabelige regimer kan bryde ind. Journalist på Zetland Frederik Kulager fortæller, hvorfor Pavel Durov både er en helt og en skurk. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 1. september 2024.

Sep 4, 202424 min

Trumps besværlige bondeknold

På papiret er han en perfekt historie. Bestsellerforfatter. Irak-veteran. Mønsterbryder fra rustbæltet med en jura-uddannelse fra Yale. JD Vance har gjort kometkarriere i amerikansk politik og står nu som Donald Trumps bud på en fremtidig vicepræsident. Men det er som om, han er ved at tabe det hele på gulvet - for folk taler mest om hans angreb på barnløse borgere, blandet op med ondsindede rygter om hans hang til sex med sofaer. I dagens Genstart fortæller USA-kender Mirco Reimer Elster, hvordan hillbillyen blev den mest upopulære vicepræsidentkandidat i moderne amerikansk historie. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 30. august 2024.

Sep 3, 202423 min

Brødre i synd

I det vestjyske bibelbælte gemmer de to brødre Andreas og Sune på samme hemmelighed - både for hinanden og for omverdenen. De bevæger sig gennem kristne skoler, heteroseksuelle forhold og omvendelsesterapi for at slippe af med deres homoseksualitet. Intet af det hjælper, og til sidst springer de begge ud for familien - og dermed også hinanden. Genstart taler i dag med forfatterne til bogen "De fortabte sønner", Andreas og Sune Gylling Æbelø, om skylden, skammen og seksualitetens uransagelige - men i sidste ende ustoppelige - veje. Program publiceret i DR Lyd d. 29. august 2024.

Sep 2, 202429 min

Simonas fængsel

Hun blev kendt som en af 'Prinsesserne fra blokken'. Med tunge, sorte øjenvipper og diamanter på kindbenene, blev Simona Tayanna ansigt på en gruppe piger, der levede i en parallel virkelighed. De var droppet ud af skolen, de festede, drak og eksperimenterede med stoffer. Nu - otte år senere - følger dokumentaren op, og intet er gået, som Simona havde håbet. For selvom vores velfærdssystem har forsøgt at hjælpe hende med kontaktpersoner, opholdssteder og afrusningsforløb, så bliver hun ved med at ende det samme sted igen. Hvorfor kan Simona ikke slippe fri? Det spørger vi hende om i dagens udsendelse, hvor vi møder hende i det tidligere Vridsløselille Statsfængsel. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 28. august 2024.

Sep 1, 202425 min

Far til otte

Anders Lund Madsen kan remse navn og alder op på under 10 sekunder, men det kniber med at huske fødselsdagene for alle otte børn. Mens danskere får færre og færre børn, fortsætter han sin familieforøgelse. Politikere og embedsmænd forsøger forgæves at opfinde nye strukturelle gulerødder, der skal gøre danskerne skrukke. Nu er det moderaterne og Lars Løkke Rasmussen der står klar med en løsning på det, han kalder velfærdssamfundets største krise. Så mens alle leder efter en forklaring på, hvorfor vi ikke får flere børn, så spørger vi i dag journalist Anders Lund Madsen, hvorfor vi overhovedet skal få dem. Program publiceret i DR Lyd d. 27. august 2024.

Aug 30, 202427 min

Frelseren fra Caracas

Ud af den tætte menneskemængde i Caracas kravler en hætteklædt kvinde op på en scenevogn. Da hun trækker hætten af og giver sig til kende, går folk amok. Hun er mange venezuelaneres sidste håb for et demokratisk magtskifte i et land, der stadig oftere bliver beskrevet som et diktatur. Men hvordan kan en kvinde i skjul, der ikke engang var på stemmesedlen, blive ansigtet på det sidste håb? Freelancejournalist Mie Dahl har fulgt oppositionsleder Maria Machado i forsøget på at overtage magten i Venezuela. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 26. august 2024.

Aug 29, 202421 min

Forladte forældre

En søn slår hånden af sin mor, angiveligt fordi de ikke kan blive enige om at dele deres sommerhus. En far mister kontakten til sin søn efter en strid om et kørekort. Og en uheldig samtale i Netto udløser et brud mellem en mor og hendes tre sønner - et brud, der nu har varet i mere end 20 år. Dødsfald i familien, misbrug, psykisk sygdom, skilsmisser og svigerdøtre er ofte en udløsende faktor. Noget går helt skævt. Men for forældrene, den ene part af en tilsyneladende uløselig konflikt, kan det føles næsten tilfældigt. Som noget, der dukker op ud af det blå. Pludselig vil deres barn ikke se dem længere. Psykolog Andreas Nikolajsen fra Fonden de Ensomme Gamles Værn har talt med mere end 100 forældre, der har mistet kontakten til deres børn. Han har netop afleveret sin ph.d. om emnet - og vi taler med ham om, hvor tabubelagt og sorgfuldt det er for de her forældre at miste kontakten til dem, de jo i virkeligheden har allermest kær. Vært: Simon Stefanski Program publiceret i DR Lyd d. 25. august 2024.

Aug 28, 202425 min

Kvindedrabet i Kolkata

På et hospital i Kolkata har en 31-årig kvindelig lægestuderende en maratonvagt. Hun har været i gang i 36 timer, da hun udmattet lægger sig til at sove i et afsides lokale. Da hun bliver fundet næste morgen, er hun afklædt, slemt tilredt og livløs. Voldtægten og drabet på Moumita Debnath bliver endnu et eksempel på en brutal skyggeside i det konservative, indiske samfund, hvor risikoen for voldtægt og seksuel chikane er en del af hverdagen for mange kvinder. Hændelsen får titusinder af kvinder til at gå på gaden og kræve at kunne færdes trygt i det offentlige rum. I dagens Genstart fortæller antropolog og Indien-kender Caroline Lillelund om protesterne og konsekvenserne af en kultur funderet i indgroede, konservative kønsroller. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 23. august 2024.

Aug 27, 202425 min

Ufri dressur

Det ser nærmest unaturligt smukt ud, når hesten danser over dressurbanen med små chasséer. Manken er sirligt friseret, pelsen er sprøjtet blank og hovene skinner velpudsede. Men under hestesportens yndige, polerede overflade er der blevet gravet videoer af heste frem, hvor de får pisk og viser tegn på mistrivsel. Episoder som bekymrer både politikere og flere organisationer, der kræver et opgør med måden, hestene bliver behandlet på i sporten. Og nu er Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Jacob Jensen gået ind i sagen. Genstart stiller i dag Janne Winther Christensen, der forsker i hestes adfærd ved Aarhus Universitet, spørgsmålet: Kan man overhovedet forene hestevelfærd med en sport, der i sin essens handler om at kontrollere det stolte dyrs naturlige adfærd? Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 22. august 2024.

Aug 26, 202422 min

Plørefulde planer

Kan det virkelig være så simpelt? At ukrainske topfolk i en kæmpe brandert og høje på krigslykke planlagde den spektakulære sabotageaktion mod Nord Stream. Det mener den velansete avis Wall Street Journal at kunne bevise. De har talt med fire anonyme kilder, som angiveligt har været en del af plottet eller kendt til det - og nu påstår avisen, at de kan udfolde den "sande" historie om operationen. Aller mest graverende er måske, at Volodymyr Zelenskyj angiveligt har godkendt planen, før han blev presset af CIA til at fortryde den. Historien kommer kort efter, at tysk politi har udstedt en international arrestordre på en ukrainsk dykker, hvilket får flere til at pege på ukrainske aktører. Men er der en mulighed for, at avisens kilder slet ikke er, hvem de siger, de er? Det tror sikkerhedspolitisk analytiker i Tænketanken Europa, Jacob Kaarsbo. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 21. august 2024.

Aug 25, 202422 min

Mettes tilbagetrækning

I løse hvide skjorteærmer og med sænkede skuldre træder Mette Frederiksen nu ind i en tilsyneladende ny politisk virkelighed. Før sommerferien var der krisestemning - vælgerne havde vendt Socialdemokratiet ryggen, men nu er der er lagt i kakkelovnen til comeback: I sensommersolens skær og smukke omgivelser ved Vejle Fjord fortæller statsministeren den inviterede presse, at partiet fremover bestræber sig på at være mere frisat - mere sig selv, og mindre SVM. Og hvor Mette Frederiksen hele sidste år snakkede meget om at vi skulle arbejde mere - vil hun nu i stedet diskutere om vi måske risikerer at arbejde for længe. Politisk analytiker på Jyllands-Posten, Niels Th. Dahl fortæller om Mettes forvandling. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 20. august 2024.

Aug 23, 202424 min

Papprinsens voldelige cokerus

En lysekrone er revet ned fra loftet, væltede møbler og en kødkniv spiddet ind i væggen. Scenen danner ramme for en voldsepisode og for en hidtil uset skandale i det norske kongehus. Gerningsmanden er kronprinsessens søn fra et tidligere ægteskab, Marius Borg Høiby. Han har ingen officielle forpligtelser i det norske kongehus, men hans handlinger kaster tunge skygger over den royale familie. Kongehuskommentator og journalist på Berlingske, Jakob Steen Olsen, fortæller i dagens Genstart om skandalen og om den norske tronfølgers papsøn. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 19. august 2024.

Aug 22, 202424 min

Et romantisk partnerdrab

Efter frokostkurven var spist i Nørreskoven på Taasinge, var der ingen anden udvej end at gå i døden sammen. Den romantiske fortælling om linedanseren Elvira Madigan og løjtnanten Sixten Sparre har i mere end 130 år været genfortalt som historien om umulig kærlighed. Men den kendte kærlighedshistorie er efter al sandsynlighed helt forkert. Måske har vi i virkeligheden hyldet en myte, der forherliger et partnerdrab. Det mener idéhistoriker Morten Hammeken, der har oversat en kritisk bog om kærlighedsmyten. Kritikken af historie fremstillingen er tiltaget de seneste uger - og det har blandt andet fået Taasinge Museum til at gentænke deres populære udstilling, der hvert år tiltrækker tusindvis af turister. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 18. august 2024.

Aug 21, 202426 min