
Genstart
976 episodes — Page 10 of 20
Kriseministeren vender tilbage
Da spørgsmålene bliver kritiske, løfter Mette Frederiksen øjenbrynene og begynder sin opsang til de fremmødte journalister: Løft blikket, Danmark skal opruste, det skal gå stærkt, og derfor er der, ifølge statsministeren, ikke tid til det hun kalder "akademiske udredninger", før vi lynopruster for milliarder. Krisestemningen hænger tykt i luften. Danmark kan være i fare og vores sikkerhed afhænger af sejr til Ukraine. Hvad betyder det, at Mette Frederiksen nu er gået i kriseberedskab? Dét spørger vi Pia Glud Munksgaard, journalist og politisk analytiker i DR, om. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 27. februar 2025.
Stjernekrig
Den danske astronaut Andreas Mogensen er en 'idiot' og 'fuldstændig retarderet', hvis man spørger Elon Musk. Musk og Trump mener, at to astronauter er blevet efterladt i rummet af Joe Biden af politiske årsager. Det passer ikke, ifølge Andreas Mogensen. Uenigheden bliver til en ordkrig på X. Men hvorfor sidder to astronauter på niende måned i rummet? Professor i astrofysik Anja C. Andersen fortæller om Mogensens og Musks rumkamp. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 26. februar 2025.
En revolution på ryggen
Hun har givet op. Ligger stille på fortovet iført dimittendkjole og med eksamenspapirer spredt omkring sig. Byens liv suser forbi, men i Kina bliver passivitet en protestform. En hel generation af unge, der er vokset op med løftet om et bedre liv, står nu mismodige tilbage uden job. Hver femte unge kineser er arbejdsløs, og i desperation lægger de sig - bogstaveligt talt - på gaden. Det ulmer: Kan de unges livslede udvikle sig til en trussel mod kommunistpartiets magt? Det spørger Genstart DR's Kina-korrespondent Phillip Roin om. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 25. februar 2025.
Diktator Zelenskyj
Han bliver latterliggjort, holdt udenfor, kaldt en middelmådig komiker. Men da Zelenskyj svarer igen, bryder helvede løs: Den amerikanske præsident kalder den ukrainske præsident for en diktator uden opbakning i Ukraine. Zelenskyj er fanget mellem to onder: Enten føje sig fuldstændig over for Trump eller risikere at miste en uvurderlig støtte fra USA. Flemming Splidsboel, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier fortæller om Zelenskyjs knibe. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 24. februar 2025.
Skærmtid
I gennemsnit rører vi ved vores telefon 2.617 gange dagligt. Skriver, tjekker, læser, scroller. Det er bare et lille ryk med tommelfingeren. Men over halvdelen af os ville ønske, vi kunne lade være. For tiden går fra øjenkontakt, en færdiglæst bog, leg, nærvær og fordybelse. Men selv med den erkendelse og ønsket om mindre mobiltid, så er det åbenbart ekstremt svært at lægge telefonen væk - holde fingrene i ro - eller slette en app. Jakob Sorgenfri Kjær, journalist på Politiken og forfatter til bogen "Kig op", fortæller hvordan mobilen gik fra et praktisk hjælpemiddel til en dårlig vane. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 23. februar 2025.
Sulten på Sydpolen
Han har været sulten i flere uger og nu begynder kroppen at give efter. Lårene er skrumpet ind til halv størrelse. Blodårerne står tydeligt frem under den gennemsigtige hud. I ugevis har han bevæget sig igennem en is-ørken - uden spor af dyr eller andre mennesker. Kun lyden af hans egen vejrtrækning har brudt stilheden i det isklædte landskab. Undervejs bliver han ramt af hallucinationer og farlig akut underernæring, Men efter 63 dage lykkes det ham at nå målet: At være den første dansker der på egen hånd når Sydpolen på ski. Men hvorfor sætte livet på spil for at blive den første dansker til noget som helst? Det spørger vi eventyrer og coach Rasmus Kragh om i dagens Genstart. Vært. Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 21. februar 2025.
Brandt af sin egen ild
Niels Brandt får en skæbnesvanger besked et halvt år, før han skal spille tre totalt udsolgte koncerter i Parken. Han har en depression. I virkeligheden har noget været galt i mange år. For det er ikke kun depression, det er også en sitrende angst, der har drevet ham og tvunget ham op på scenen med bandet The Minds of 99. Indtil den overmander ham og tager kontrollen kort før bandets hidtil vigtigste koncerter. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 20. februar 2025.
Trumps europæiske hymne
Det har været lidt af en mareridtsuge for Europa. Først melder USA, at Ukraine ikke skal forvente at genvinde landet, som det så ud før 2014. Senere giver den amerikanske vicepræsident en regulær sviner til Europas ledere. Til sidst mødes amerikanske repræsentanter i Saudi Arabien for at indlede fredssnakke med Rusland. Europa står helt udenfor. Udlandsredaktør Anna Libak sender en opsang til det europæiske fællesskab. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 19. februar 2025.
Helt på månen
Krateret er større og dybere end noget, vi kender her fra jorden. Nye, skarpe satellitfotos viser detaljerne fra den fjerne side af månen, som vi aldrig ser. Måske ligger der hemmeligheder og gemmer sig dernede på kraterbunden - hemmeligheder, der kan afsløre ny viden, ikke bare om månen, men om hele jordens tilblivelse. I dag rækker Genstart ud efter månen sammen med Berlingskes videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 18. februar 2025.
Jeg vil føde jeres børn
Nanna Brandt har lige født tvillinger. Men hun skal ikke have dem med hjem. De skal hjem til deres kendte fædre, influencerparret Frederik Haun og Morten Kjeldgaard. Nanna har selv spurgt via DMs på Instagram, om parret vil bruge hende som graviditetsvært. Det er Nannas drøm at opfylde deres drøm om at blive forældre. Men vejen mod fødslen af tvillingerne er ikke så nem, som hun troede. Dagens Genstart om lysten til at sætte krop og sind på spil for andre - uden at få en krone for det. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 17. februar 2025.
Se til højre
Han vil gøre noget nyt: Lukke grænserne og stramme udlændingepolitikken. Men det er ikke det eneste. Friedrich Merz, der er favorit som Tysklands næste kansler, åbner for at bruge parlamentsstemmer fra det yderste højre hos AfD. Et parti, der indtil nu har været helt isoleret i tysk politik. Analytiker ved Tænketanken Europa, Mads Jedzini, tegner et portræt af manden, der vil ændre tysk politik og udfordre landets største tabuer. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 16. februar 2025.
Frejas sidste rygsækrejse
Freja og Anne-Sofie mistede livet under deres rygsækrejse i Sydøstasien. Det var den klassiske dannelsesrejse, et eventyr og begyndelsen på en ny livsfase, som de to piger skulle på. Et magisk sabbatår gennem Thailand, Cambodia, Vietnam og Laos. Billeder, videoer og små glade beskeder om deres fantastiske tur, rammer Karsten Sørensen og resten af Frejas familie i en lind strøm, indtil de pludselig ikke hører fra hende. I den festlige by Vang Vieng, der er et uundgåeligt stop på mange backpackeres rejse gennem regionen, omkommer de to piger - efter alt at dømme af en metanolforgiftning. Siden har Frejas far Karsten Sørensen brugt al sin vågne tid på at råbe forældre og unge op. I dagens Genstart fortæller han om de risici, han aldrig selv havde hørt om. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 14. februar 2025.
Åndernes magt
Qupanuk Olsen ligger på en briks med lukkede øjne. På væggen hænger skroget fra en stor, sort ravn, og fra en højtaler strømmer taktfaste trommeslag ud i rummet. Hun er på en trommerejse for at bede ånderne om ro. Qupanuk er Grønlands største influencer og deler hver dag videoer og billeder fra livet i Grønland med sine flere hundrede tusinde følgere. Og ligesom flere andre i sin generation, er hun i de seneste år begyndt at søge tilbage til sine forfædres kultur. For nylig blev det, der startede som en personlig identitetsrejse, også politisk, da hun meldte sig ind i partiet Naleraq, som går til valg på hurtig grønlandsk selvstændighed. I dagens udsendelse fortæller hun om at finde tilbage til sine forfædres spiritualitet og hvordan det hænger sammen med ønsket om selvstændighed. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 13. februar 2025.
En hund efter nedskæringer
De er mellem 19 og 25 år, bærer sorte rygsække, men ingen synlige sikkerhedsgodkendelser. De laver sindelags-søgninger på offentlige ansatte, får adgang til fortrolige lønoplysninger og trænger ind i statens mest følsomme hjørner. Elon Musk og de unge tech-drenge er således i gang med at effektivisere USAs statsapparat og spare det for billioner dollars i den nye myndighed DOGE - Department of Government Efficiency. Spørgsmålet er, hvor langt de når, og hvad Musks sparekniv gør ved det amerikanske samfund. Genstart i dag med DRs techkorrespondent Henrik Moltke. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 12. februar 2025.
Et sexistisk kapitel
Højlydte kneppefantasier, et uønsket kys på munden og en overordnets hånd, som bevæger sig længere og længere op. Det er blot et lille udpluk af den sexisme, som forfatter Johanne Bille har oplevet i løbet af sine ti år i forlagsbranchen. Hendes historier taler direkte ind i en debat, som for nylig er blevet genstartet af andre vidnesbyrd fra branchen. Alle har de det til fælles, at de er trætte af at skulle diskutere, hvorvidt der er et problem med sexisme. Men to undersøgelser, som er under fem år gamle, konkluderer klart, at der slet ikke er omfattende problemer med uønsket seksuel opmærksomhed på forlagene. Vi taler med Johanne Bille om, hvad hun har set, som undersøgelserne måske har overset. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 11. februar 2025.
Värsta masskjutningen
"Oh my God, det är skjutning!" råber en kvinde indefra Riksbergska-skolen i Örebro, imens skudsalver runger og 11 mennesker mister livet i det, den svenske statsminister kalder det "værste massedrab" i landets historie. Et mørkt kapitel er blevet tilføjet til modfortællingen om Sverige som et trygt og sikkert land. Bandeskyderier, likvideringer og eksplosioner martrer allerede landet. Hvad stiller man nu op med et skoleskyderi? I dagens Genstart fortæller Norden-korrespondent ved Kristeligt Dagblad Johan Varning Bendtsen om et Sverige i sorg. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 10. februar 2025.
Hvordan jeg lavede 17 millioner dollars fra mit soveværelse
"How I made 17 million dollars from my bedroom" er en af de videoer, som iværksætteren Nicolai Dahl Petersen lægger på Youtube. Her deler han sine tips til at opnå svimlende succes. Det hele foregår fra luksuriøse steder i Dubai, ofte krydret med økonomiske kurver, der kun går op, op, op. Men det er langt fra den fulde fortælling om guldfuglen, der blev portrætteret i både Euroman og Berlingskes Talent 100. Frederik Orry, journalist på DR's Kontant, har fulgt sporene tilbage til skuffede webshopkunder i Danmark. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 9. februar 2025.
Aqqaluks ønskeø
Aqqaluk Lynge har været en nøgleperson i Grønlands kamp for selvbestemmelse i flere årtier. Som ung var han en af de første til at sætte ord på drømmen om et selvstændigt Grønland, og i dag, som en af de mest respekterede stemmer i Rigsfællesskabet, står han midt i en urolig tid for øens fremtid. I dagens Genstart møder vi Lynge i hans hus i Nuuk, hvor han deler sine tanker om, hvorfor han ser Grønlands totale uafhængighed som en utopi. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 7. februar 2025.
Toldermanden
Alle bliver rigere af frihandel. Det har været den liberale ledestjerne, som USA har fulgt nærmest uafbrudt siden 2. verdenskrig. Det Hvide Hus har været billedet på kampen mod told og tariffer. Herfra har man opbygget den globale kapitalistiske verdensorden, men nu kan det altså blive billedet på det stik modsatte. For lørdag lover præsident Trump, at nærmest alle varer fra Mexico og Canada skal pålægges 25% told. En beslutning der både fremkalder chok, vrede og rædsel. Men i sidste øjeblik udskyder han beslutningen til gengæld for stærkere grænsebevogtning. Genstart spørger i dag finansjournalist og chef for Bloombergs danske kontor, Sara Sjølin, om Donald Trump bluffer eller om det her er slutningen på den økonomiske verdensorden, som USA har brugt 75 år på at bygge op. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 6. februar 2025.
Verdens Minsk'e overraskelse
Grænsevagterne ser skeptisk på Matilde Kimer: Er det virkelig klogt at lade en journalist med så mange Ukraine-stempler komme ind i pro-russiske Belarus? Men denne gang går det godt. For første gang i fire år får DR's Rusland- og Ukrainekorrespondent adgang lige i tide til at dække et valg, hvor der ikke ventes store overraskelser . Men meget er forandret. Siden 2020, hvor folket udfordrede Lukashenko, har landets diktator strammet grebet. I dagens Genstart fortæller Matilde Kimer om Lukasjenkos vej til 87,6% af stemmerne og et Belarus, hvor kritikerne er blevet tavse. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 5. februar 2025.
Løkkes fredspibe
Lars Løkke Rasmussen gæster Genstart. Det kan være overordentlig svært at finde ud af, hvilken fod man skal stå på, når verdens mægtigste mand, og nærmeste allierede, er ude efter ens territorium. Er det en krise, eller ej? Har Donald Trump i virkeligheden skænket os et nødvendigt klarsyn over vores langvarige arktiske svigt? Én ting er i hvert fald sikkert: Klarsynet følges af en milliarddyr forsvarsindsats og en spritny krisebevidsthed. Men får det os ud af kniben? Det spørger Genstart landets udenrigsminister om. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 4. februar 2025.
Kapløb med Kinas kunstige hval
Da børsmæglere verden over sidste mandag vågner til enorme rystelser i den amerikanske tech-branche, ved de knap nok, hvad der har ramt dem. De amerikanske tech-aktier styrtbløder, mens DeepSeek - en kinesisk AI-virksomhed med en blå hval som logo - skvulper ind og udfordrer USA's førerposition i det globale AI-kapløb. For DeepSeek har på ganske kort tid udviklet en AI-model, som giver USA kamp til stregen om, hvilken supermagt, der er længst fremme med kunstig intelligens. Og dét kapløb bringer mindelser tilbage til tiden, hvor russiske Sputnik overhalede USA indenom i 1950'ernes store rumkapløb. I Genstart i dag taler vi med journalist og redaktør på Ingeniøren, Therese Moreau, om hvad der er på spil og om Kina reelt har en chance for at vinde. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 3. februar 2025.
Ingen skal dø alene
Frygten for at dø bor i mange af os. Måske hænger det sammen med, at det er noget vi skal helt alene. Det er tanken om det ukendte, det definitive, der skræmmer. Og dem der drister sig til overhovedet at tænke tanken om det sidste åndedrag, de drømmer af samme grund om, at det sker, hånd i hånd med en de elsker. Måske endda omgivet af velkendte venlige ansigte. Men sådan ender det bare ikke for alle. Hvert år dør omkring 5.000 danskere alene. Ingen familie. Ingen venner ved sengekanten. Men der er mennesker som går til kamp mod den statistik - frivillige vågere. En af dem er Hans Hoffmann Lennartz. I 13 år har han siddet ved sengekanten hos fremmede i deres sidste timer. I dagens Genstart taler vi med ham om dødsøjeblikket og hvordan han kan hjælpe en fremmed med at gå mere trygt ind i døden. Vært: Simon Stefanski Program publiceret i DR Lyd d. 2. februar 2025.
Røre i riget
Genstart er taget til Grønland. En advokat, en taxachauffør og en kunsthåndværker i Nuuk udgør nogle af de stemmer, der sætter ord på forholdet mellem Grønland og Danmark. En kompliceret relation, der går 300 år tilbage i tiden, og som både rummer mørke kapitler om tvang og overgreb, men også venskab og kærlighed. Rigsfællesskabet er i bevægelse - status quo er ikke en mulighed, har formanden for Naalakkersuisut, Grønlands regering, sagt. Så hvordan skal fremtidens forhold til Danmark se ud? Medvirkende: Kista Høegh Niclasen, Lars-Jørgen Kleist, Kristina Mørch Kleist og Miki Østergaard. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 31. januar 2025.
Levende billeder fra et gidseldrama
De træder ind på scenen, storsmilende og med knyttede næver, mens de er omgivet af maskerede Hamas-krigere. Til manges overraskelse ser de sunde og raske ud. De får en goodiebag af Hamas og så er de langt om længe frie til at tage hjem til Israel. I næsten 500 dage har de fire unge kvinder siddet som gidsler på hemmelige lokationer i det sønderbombede Gaza. Den 7. oktober var kvinderne udstationeret som værnepligtige ved grænsen til Gaza, og som de eneste indberettede de om en mistænkelig adfærd fra Hamas, men ingen overordnede tog deres advarsler seriøst. Siden krigens start har de fire gidsler stået som symbolet på den skyld Israel har følt siden terrorangrebet. Så hvad betyder det for landet og for krigen, at de fire kvinder nu er frie igen. Det fortæller Lasse Winther Jensen, journalist på Weekendavisen og bosat i Jerusalem. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 30. januar 2025.
En slædepatrulje og fire gamle skuder
"Danmark indsatte to hundeslæder for to uger siden og mente, at det var beskyttelse." Sarkasmen er til at tage at føle på. Ordene falder, da præsident Trump ombord på Air Force One endnu engang gentog, at Grønland nok skal komme på amerikanske hænder. Præsidenten nærmest hånede den danske indsats for at forsvare territoriet. Skiftende regeringer har ellers lovet ekstra penge og ekstra skibe, med kanoner, der rent faktisk kan affyres, til forsvaret af Grønland, men det virker som om, meget lidt er sket. I dagens Genstart fortæller forsvarskorrespondent Mads Korsager om et forsømt arktisk forsvar og om en forsvarsminister, der nu vil afsætte 14,6 milliarder kroner for at sikre, at selv de største isbjerge ikke kan vippe Arktis Kommando ud af kurs i fremtiden. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 29. januar 2025.
Danmarks længste søslag
Tange Sø er Danmarks største kunstige sø - en sø, som de fleste biologer og naturfolk inderligt ønsker død. For dem er den en destruktiv prop i Gudenåen, der står i vejen for enestående vild natur. Men på den anden side står de lokale, naboerne, og de elsker deres sø. Højt. Kampen om Tange Sø har gennem årene udviklet sig til en af de mest fastlåste og indædte konflikter om dansk land. 22 ministre har besøgt søen, men intet er ændret. Nu er en ny minister, Jeppe Bruus, på vej - og han skal forsøge at løse den sag, som ingen minister før ham har formået at håndtere. Genstart handler i dag om alt det, der er på spil i Danmarks længste søslag, som biolog Morten DD har kastet sig ind i. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 28. januar 2025.
Panamas tårekanal
Der er mange gode grunde til, at Donald Trump drømmer om at få Panamakanalen tilbage. Den 82 km lange kanal lader hver dag enorme skibe krydse henover det smalle stykke strategisk placerede land i Mellemamerika. Men derudover er Panamakanalen også en fuldkommen indgroet del af det komplicerede ægteskab mellem Panama og USA, og siden den blev færdigbygget for 100 år siden har den været omdrejningspunkt for blodige kampe. Sammen med Kristian Almblad, der er DR's korrespondent i Sydamerika, rejser vi i dag gennem den omstridte vandvej for at forstå, hvorfor spørgsmålet om ejerskab nu igen har frembragt en tsunami af følelser for den lille nation i Mellemamerika. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 27. januar 2025.
Dorph søger dom
På et øjeblik gik Jes Dorph-Petersen fra at være Mr. News til persona non grata i medieverdenen. Hans ansigt havde i årevis prydet stuerne i de klare farver fra TV-skærmen. Men Metoo-anklager fra to tidligere TV2-praktikanter satte et brat punktum for hans karriere. Nu vælger han at tage kampen op mod dét, han kalder "hekseproces mod mænd". Denne kamp har ført ham til landsretten, hvor han kræver knap to millioner kroner i erstatning fra den advokat, der stod for undersøgelsen af sexisme på TV2. Striden er af stor principiel betydning og centrerer sig om et redskab, der er blevet anvendt i flere Metoo-sager: advokatundersøgelsen. Genstart spørger i dag Berlingske-journalist Pernille Dreyer om, hvordan retssagen kan komme til at ændre fremtidens sager om seksuel chikane. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 26. januar 2025.
Rippers sande identitet
Han har myrdet, lemlæstet og skabt rædsel. Samtidig er han blevet genstand for bøger, film og lukrative turistattraktioner. Jack the Ripper er muligvis verdens mest mytiske seriemorder, selvom ingen ved, hvem han var. Men nu kan mysteriet måske blive løst. En af ofrenes efterkommere kræver, at sagen genåbnes. Ligesom vi for nylig har fået opklaret gamle sager i Danmark ved hjælp af moderne DNA-teknologi, er der nu også kommet beviser frem i denne sag fra folk, der mener at have svaret på, hvem der stod bag mordene i London-tågen tilbage i 1888. Men hvilken betydning har det for fortællingen om Jack the Ripper - og for ofrenes efterkommere - at få sat et endeligt ansigt på bødlen? Gæst: Lone Theils, krimiforfatter og tidligere korrespondent i London. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 24. januar 2025.
Klovneshow i Gaza
Lyden af fuglefløjt, vinden i palmetræernes top og de sagte bølgeskvulp i baggrunden. Hele sanseapparatet skal lige vænne sig til det, da den allestedsnærværende brummen fra dronerne forstummer. Det er søndag - klokken er 11.15 i Gaza, og den længe ventede våbenhvile er endelig gået i gang. Lyden af krig er sat på pause, og for en stund er det lettelsen og håbet, der fylder. I 15 måneder har de 2,1 millioner mennesker i Gazastriben levet i en intens krigszone, hvor stort set alt har handlet om overlevelse. Om at finde ly, finde mad, finde vand, finde hjælp. Men med våbenhvilen kommer hjælpen ind, folk kan bevæge sig frit igen, og folk kan tage hjem. Men spørgsmålet er, hvad der er at komme hjem til. Den danske-palæstinensiske Ahmad Joumaa er taget fra Sønderborg til Gaza for at arbejde som frivillig nødhjælpsarbejder i det krigshærgede område. Han fortæller om en verden, hvor håbet ligger i nuet - og hvor ingen tør tænke på fremtiden. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 23. januar 2025.
Trump Erobreren
Med solid opbakning og Gud på sin side er Trump nu klar til sin anden præsidentperiode. Hans indsættelsesceremoni mandag blev en magtdemonstration, fyldt med store løfter og præsidentielle dekreter, underskrevet ved et skrivebord foran 20.000 hujende tilhængere. Han vil erklære undtagelsestilstand ved grænsen, melde USA ud af internationalt samarbejde, udvinde olie, frigive stormen-på-kongressen-fangerne, indføre kun to juridiske køn, og udvide USAs territorier - tage land tilbage og plante nye flag. Men har Trump virkelig den næsten egenrådige magt, som han giver indtryk af at have? I dagens Genstart taler vi med kulturkorrespondent i DR, Sandra Brovall, om Trumps mægtige planer. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 22. januar 2025.
Abortmysteriet
Hver fjerde graviditet ender uforklarligt med abort - omkring 20.000 årligt. Tidligere har man ofte forklaret disse graviditeter som et resultat af naturlig selektion: Et foster, der ikke kan overleve i livmoderen, er et barn, der ikke ville kunne klare sig i virkeligheden. Men virkeligheden er, at vi ikke rigtigt ved, hvad årsagen er, fordi vi ikke har undersøgt det tilstrækkeligt. Det er dog ved at ændre sig. Et nyt forskningsprojekt om spontane aborter har fået midler til at undersøge, om en del af forklaringen måske ligger i kvindernes stofskifte. En større forståelse af årsagerne bag de mange spontane aborter kan potentielt ikke kun resultere i flere levende babyer, men også redde flere kvindeliv. Det fortæller forsker Sofie Bliddal, der deltager i forskningsprojektet på Hvidovre Hospital. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 21. januar 2025.
Det store MAGA-møs
I dag bliver Donald Trump indsat som USA's 47. præsident. Men det er som om, at han allerede før, han har holdt sin store tale i Washington D.C. har fået nogle af nationens mest magtfulde moguler til at lytte. Både Apple og Google har doneret penge til Trumps indsættelsesceremoni, og det måske mest markante sving mod Maga, ser man hos Metas CEO, Mark Zuckerberg. For fire år siden smed han Trump af Facebook, og i valgkampen truede Trump så Meta-ejeren med fængsel. Men nu lægger Meta sin indholdsstrategi om, donerer penge til Trump og Zuckerberg, kalder den kommende præsident 'badass'. Så hvordan fik Trump Zuckerberg til at makke ret? Det er dagens Genstart, hvor ph.d., forfatter og ekspert i Digital Kultur, Katrine Pedersen, fortæller om modstanderne, der på få måneder er faldt hinanden om halsen. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 20. januar 2025.
Vaklende våbenhvile
DPalæstinensere jubler og danser i gaderne. Hvis alt falder i hak, så træder en våbenhvile nemlig i dag i kraft. I månedsvis har der været endeløse, umulige dialoger mellem parterne. USA's præsident Biden har forsøgt at stoppe bomberne fra at falde i Gaza og få de israelske gidsler hjem, men uden held. Indtil nu. I 11. time af hans præsidentskab, og først efter at Donald Trump har truet med at helvede bryder ud, hvis der ikke ligger en aftale, før han er indsat som ny, amerikansk præsident, sker der noget. Onsdag aften kommer en aftale på plads, og hvis Israels premierminister Benjamin Netanyahu får opbakning fra sin egen, splittede regering, så kan stilheden fra i dag flyde i Gaza. I dagens Genstart fortæller mellemøstkorrespondent Nanna Muus Steffensen, hvorfor det lykkes at få en aftale på plads - og om det overhovedet kan lykkes at skabe en holdbar fred. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 19. januar 2025.
Mormors store kolonihavehus
De var tænkt som nyttehaver, der skulle sikre grøntsager og frisk luft til arbejderen. Men mange steder er kolonihavehusene permanente parcelhuslignende boliger med flotte parketgulve, højt til loftet og priser i millionklassen. Desuden meldes der om foreninger, hvor bandekriminelle kan ordne narko- og våbenforretninger i skyggen af ligusterhækkene. Flere kommuner forsøger at slå ned på de tilsyneladende lovløse kolonihaver. Derfor spørger vi journalist på Politiken Michael Olsen om kampen mod de mange regelbrud kan vindes eller om kolonihavedrømmen i sin oprindelige form er døende? Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 17. januar 2025.
Rød himmel over L.A.
Det er dem, der plejer at skabe billederne og forme den store fortælling om apokalypsen. Men denne gang er det ikke fantasi og filmeffekter - selve Hollywood brænder. I Californien ER naturbrande uundgåelige, men de brande, der hærger nu, er mere voldsomme end nogensinde før. Varme vinde bærer gnisterne frem og efterlader øde, grå askelandskaber, hvor der engang var glamourøse boulevarder. De superrige har ellers garderet sig; hyret private brandværn, barrikaderet deres huse. Men i forsøget på at redde sig selv, har de måske forstørret katastrofen og udstillet kendsgerningen, at rig og fattig sjældent er lige i nøden. Det fortæller forsker og forfatter Vibeke Schou Tjalve om i dagens Genstart. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 16. januar 2025.
Mettes arktiske anstrengelser
Mette Frederiksen balancerer på en hårfin diplomatisk line. Den intense debat om Grønlands løsrivelse fra Danmark trækker i den ene retning, mens en usædvanlig amerikansk præsident trækker i den anden, idet han ikke udelukker militær tvang mod Danmark. Samtidig raser den hjemlige debat på Christiansborg om Rigsfællesskabet - både med støtte til den forsigtige linje og hård kritik af både regeringen og de grønlandske selvstændighedsrøster. I dagens udgave af Genstart kaster vi et blik på det indenrigspolitiske spil, som den amerikanske udmelding har udløst, sammen med politisk kommentator Hans Engell. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 15. januar 2025.
36.000 kunstige børn
Han blev dømt for at skabe 36.000 billeder af overgreb mod børn. Der er bare lige dét, at alle billederne er kunstige, fremstillet med AI. For første gang er en mand i Danmark nu dømt for netop dette. Den 29-årige fra Randers mente selv, at han gjorde en god gerning ved at sælge de promptede billeder via en abonnementsservice. For fem år siden modtog Red Barnet blot 18 anmeldelser om kunstigt fremstillede overgrebsbilleder af børn. Sidste år fik de 1.900 anmeldelser. Denne stigning betyder, at både justitsminister Peter Hummelgaard og Red Barnet vil gøre det lettere at straffe AI-skabt overgrebsmateriale. Men hvorfor egentlig, hvis ingen virkelige børn er kommet til skade? Det spørger vi techjournalist hos Ingeniøren, Therese Moreau, om. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 14. januar 2025.
MiskMusk i Europa
På X kalder han den tyske kansler for en "tyran" og den britiske premierminister, Keir Starmer, for "uduelig" og "medskyldig i voldtægt af den britiske befolkning". Elon Musk har haft travlt med at trolle flere af Europas regeringsledere hen over jul og nytår. Det skaber en vis utryghed, for måske er Elon Musk ikke bare verdens rigeste mand, men også den mest magtfulde. I hvert fald ligner han lige nu Trumps nærmeste allierede, og flere taler om ham som en slags skyggepræsident. Så hvad stiller man op, når Elon Musk kræver, at regeringsledere væltes, taler om fortabte demokratier, anbefaler bestemte politiske partier og afskriver andre som forbrydere? Udlandsjournalist på Dagbladet Information, Mathias Sindberg, gør os klogere på, hvad Elon Musk har gang i. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 13. januar 2025.
Mothersmål
"Scrambled eggs og en medium latte, tak". Engang lærte vi engelsk for at begå os i udlandet. I dag sniger engelsk sig ind i vores sætninger, selv når vi taler dansk. For vi møder engelsk alle vegne: Når vi scroller, i kaffebaren og på arbejdspladsen. Professor og forsker på Københavns Universitet, Janus Mortensen er en af forskerne bag en ny kortlægning af danskernes brug af engelsk. Genstart spørger, hvordan engelsk blev et hverdagssprog - og om vi skal frygte for vores modersmåls velbefindende. Vært: Anna Englisch. Program publiceret i DR Lyd d. 12. januar 2025.
Et Blaket ry
Iført glitrende kjole ankommer skuespillerinden Blake Lively på den røde løber til gallapremieren på sin nyeste film 'It ends with us'. Men imens paparazzierne knipser, er der ved at blive slået sprækker i Hollywood-darlingens omdømme. Tusindvis af sociale medie-profiler er pludselig begyndt at beskrive hende som en privilegeret mean girl. Og det er ikke tilfældigt. I hvert fald ikke, hvis man skal tro det søgsmål, som hun har indgivet, hvor hun anklager sin skuespillerkollega Justin Baldoni for at have startet en smædekampagne mod hende. Søgsmålet giver et sjældent indblik i detaljerede sms'er mellem Baldoni og hans PR-folk, der forsikrer ham om, at de skam kan 'begrave' Blake Lively, hvis det skulle blive nødvendigt. Mie Frejo Copsø, journalist og vært på podcasten Celebkebab, fortæller i dagens udsendelse om de spin-maskiner, der former vores indtryk at Hollywoods store stjerner. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 10. januar 2025.
Junior i Grønland
Det sender rystelser gennem den tykke, grønlandske iskappe, da Donald Trump udtaler, at han ikke vil afvise militær tvang i sit forsøg på at få "ejerskab" og "kontrol" over landet. Ordene falder kort tid efter, at han har sendt sin søn Donald Trump Jr. med "Trump Force One"-flyet på charmetur i det arktiske. Pludselig bliver den kommende amerikanske præsidents besættelse af verdens største ø taget mere alvorligt end nogensinde før. Sønnen deler røde MAGA-kasketter ud og inviterer de grønlændere, der tager dem på, på fint restaurantbesøg. Juniorversionen af Donald Trump insisterer på, at han er i landet som turist, men en alvorstung plan er sat i værk, lyder det fra DRs internationale korrespondent Steffen Kretz i dagens Genstart. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 9. januar 2025.
Slanger i havet
Den finske specialpatrulje 'Bjørnegruppen' firer sig ned fra to helikoptere midt om natten. Finske myndigheder har netop fået besked om, at et el-kabel på havbunden er blevet ødelagt. Fragtskibet Eagle S er hovedmistænkt. Det ligger i farvandet nær kabelbruddet, og finnerne sætter gang i en spektakulær aktion. De finske specialstyrker er svært bevæbnede med maskinpistoler, men ildkampen udebliver, og de kan tage kontrol med skibet. Eagle S er nu mistænkt for at være aktør i den såkaldt russiske skyggeflåde og sabotere den kritiske infrastruktur, der ligger som ubeskyttede og følsomme slanger på havets bund. Eagle S er bare ét eksempel på det, der efterhånden ligner en tendens. Genstart spørger i dag Tobias Liebetrau, forsker i cybersikkerhed og maritime infrastrukturer, om man kan komme den formodede sabotage til livs. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 8. januar 2025.
Et glat ansigt
Engang var det nemt at se, når nogen havde fået "lavet noget". Resultatet var måske lidt for stift, lidt for stramt eller lidt for stort. Men sådan er det ikke altid i dag. Med få stik kan ansigtets asymmetrier diskret udlignes, aldringstegn kan opløses og indsunkne områder kan på forunderlig vis genvinde fordums fylde. På få årtier er især botox og fillers gået fra at være lidt ekstreme fænomener til at være noget, som rigtig mange almindelige mennesker benytter sig af. Er de kosmetiske justeringer af vores ansigter et naturligt næste skridt i menneskets selvpleje? Eller bør de, der stadig kan, rynke brynene i bekymring over udbredelsen? Bodil Skovgaard, kulturjournalist og anmelder på Dagbladet Information fortæller i dagens udsendelse om skønhed og udbredelsen af botox. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 7. januar 2025.
Trumps julehilsen til Grønland
"Ejerskab og kontrol af Grønland er en absolut nødvendighed". Den kommende præsident Donald Trump flirter endnu en gang med at overtage kontrollen af Grønland, da han i juledagene annoncerer sin nye danske ambassadør på sit medie Truth Social. Den melding lander på et tidspunkt, hvor Rigsfællesskabet er udfordret, og hvor der har rejst sig en vrede fra det grønlandske folk mod den uret, der gennem tiden er begået imod dem. Nu er der bare ganske få uger til Donald Trump indtager Det Hvide Hus med øjnene stift rettet mod det hvide land mod Nord, og spørgsmålet er hvad hans plan egentlig er? Det spørgsmål stiller vi journalist og grønlandskender Martin Breum. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 6. januar 2025.
Caribisk kollaps
Juleaftensdag i Haiti regner det pludselig med skudsalver under et pressemøde. Et af landets største hospitaler skal genåbne efter at have være lukket ned, og her bliver to journalister og en politimand dræbt på stedet. Det er væbnede grupper, der i et forsøg på at overtage magten i landet skyder mod alle, der modsætter sig deres vilje. Tidligere i år slog banderne sig sammen og er gået i krig mod den svage stat. I gaderne hersker borgerkrigslignende tilstande og skudsår er hverdag for en befolkning, der stort set ingen officielle myndigheder har at gå til. I dag rejser vi med læge Peter Tengberg ind i Haiti, hvor han netop har været udsendt, for at forstå, hvad der sker, når et land er på randen af kollaps. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 5. januar 2025.
Et herrens år
"Vi kan ikke tage freden og friheden for givet". Det er den dystre overskrift i statsministerens nytårstale. Mørke kræfter vil os det ondt, og vi må være beredte, lyder beskeden. Det er også som om de dårlige nyheder er væltet ind over os i det forgangne år. Og intet tyder på at lettere og lysere tider er på vej. Nej, tværtimod. Mette Frederiksen står ikke alene med sin dystre fremtidsprognose. Kloge hoveder taler om demokratiets deroute - ja, enden på historien, som vi kender den. Det liv vi i vesten har levet indtil nu, var måske bare en fredelig parentes i en ellers brutal verden. Og nu hvor den parentes angiveligt er slut, hvad er det så for en ny virkelighed, der venter os derude? Det spørgsmål stiller vi til professor i sikkerhedspolitik og risikoanalyse, Mikkel Vedby Rasmussen. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 3. januar 2025.
Hvis strømmen går
Uden Golfstrømmen vil Danmark ligne Alaska - eller måske snarere Nordsverige. Havstrømmene transporterer varme fra syd mod nord og sikrer et balanceret klima i Danmark. Men hvor længe vil det vare? Dansk forskning viser, at havstrømmene kan kollapse allerede fra 2025. Studiet skabte rystelser globalt, og medier talte om en ny istid med temperaturer, der ikke er set siden den seneste istid for 12.000 år siden. Samtidig blev den danske forskning kraftigt kritiseret for at være usikker og upræcis. Uanset hvad er havstrømmene udsatte på grund af de konstante klimaændringer. Hvad sker der så? Det svarer klimaforsker Peter Ditlevsen på. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 2. januar 2025.
Nytårskur
Periodisk faste, kolde isbade, grøn grød, og vitamin-cocktails. Der er mange bud på den gode opskrift til selvoptimering, og når klokken slår tolv på årets sidste aften, øjner mange muligheden for at vinke farvel til gamle vaner og genføde sig selv i en ny og sundere version. Jagten på et smukkere og raskere legeme har ind imellem drevet mennesket til ekstremer, og nogle sundhedstrends har været decideret sundhedsskadelige. I dagens udsendelse ser vi tilbage på nogle af dem sammen med Bente Klarlund, der er professor, overlæge og leder af Trygfondens Center for Aktiv Sundhed. Og så spørger vi hende, hvad der er det vigtigste, hvis man vil gøre noget godt for sin krop og sjæl i det nye år. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 30. december 2024.