
Genstart
976 episodes — Page 20 of 20
Søvnløs i Seoul
Malene Jensens ekskæreste venter foran hendes lejlighed i Seoul for at få hende tilbage. Han ser overrasket ud, da han opdager, hvor bange hun bliver over hans uventede besøg. I Sydkorea bliver stalking stadig fremstillet som en romantisk gestus. K-pop-ikoner synger om at være besat af en kvinde - og opsøge hende overalt. Film og tv-serier tegner også et rosenrødt og nærmest kærligt billede af de uhyggelige forfølgelser. Nu siger kvinder fra over for den romantiserede fremstilling af stalking, som er et udbredt og alvorligt problem i Sydkorea. Men sådan et opgør har svært ved at slå igennem i et land, hvor traditionelle familiestrukturer stadig dominerer. Det fortæller journalist og korrespondent for Politiken, Malene Jensen, om i dagens Genstart. Vært: Anna Ingrisch.
Appetit på vægttab
Ikke siden Viagra har et lægemiddel været så eftertragtet. Mange af patienterne i Bolette Friderichsens lægeklinik i Hobro håber at få fingrene i Novo Nordisk diabetesmedicin Ozempic og slankepræparatet Wegovy. De to lægemidler trender i hele verden og har revolutioneret behandlingen af overvægtige mennesker, fordi de kan få kiloene til at rasle af kroppen. Men selvom Bolette udskriver medicinen, så er hun og andre bekymret for, at det kan være med til at sygeliggøre overvægt og skabe et forskruet kropsideal. Så er vidundermidlet blevet en usund vane? Vært: Anna Ingrisch. I en tidligere version af denne episode blev der sagt en faktuel forkert oplysning. Fortalelsen er klippet ud.
Erdogans endeligt?
Hans kampagne bliver ført fra køkkenet foran kaffemaskine og opvaskemiddel. Kemal Kilicdaroglu er teknokrat, en beskeden bedstefar - og måske Tyrkiets næste præsident. Lige nu, kort før søndagens præsidentvalg, fører han nemlig snævert i målingerne foran Erdogan, Tyrkiets karismatiske og egenrådige leder gennem 20 år. Men i takt med at støtten til Kilicdaroglu vokser, breder bekymringen sig også. For kan Erdogan overhovedet tolerere et nederlag? Mellemøst-korrespondent for dagbladet Information, Waleed Safi fortæller om det, der føles som Tyrkiets skæbnevalg. Vært: Anna Ingrisch.
Guldimunds faderskab
En dreng danser i stolen, inden han fortæller, at han aldrig vil sove hos sin far igen. Samtaler med en sagsbehandler om deleordningen, der er 'rigtig fin'. Under kunsternavnet Guldimund synger Asger Nordtorp Pedersen om den nye virkelighed, man skal vænne sig til, når man bliver enlig far. Teksterne fra hans nye album "Jeg venter i lyset" tager udgangspunkt i helt almindelige scenarier fra hverdagen, som vi måske kan spejle os i. I dagens Genstart fortæller han om de observationer, der har været drivkraften bag hans sange. Vært: Anna Ingrisch.
Ruslands nye militser
Han råber ud i mørket. I græsset rundt om ham ligger døde, russiske soldater. Jevgenij Prigozjin, lederen af Wagner-gruppen, raser mod Kremls top og truer med at trække sine tropper fra Bakhmut, hvis han ikke får mere ammunition. Wagner-gruppen er den mest kendte, men langt fra den eneste private militærenhed i Rusland. De pibler lige nu frem i et Rusland, hvor de interne spændinger tager til, og hvor rigmænd og store virksomheder forbereder sig på tiden efter krigen og måske efter Putin. Niklas Rendboe, projektforsker ved Forsvarsakademiet, fortæller om det russiske kludetæppe af private militær-enheder. Vært: Thomas Tjaerandsen.
Haster, haster, haster
De skal stå til rådighed dag og nat. I weekender, på ferier, under barslen eller til et bryllup. Embedsmænd brænder sammen af stress og nogle er så ramt, at de helt opgiver drømmen om en karriere på ministergangene. Flere frygter, at arbejdspresset i sidste ende vil føre til lovsjusk og fatale fejl. Men hvorfor skal det gå så stærkt? Journalist på Zetland, Theis Ehler Molin, fortæller om et embedsværk, hvor alting haster. Vært: Thomas Tjaerandsen.
Blodig mode
Tusinder ligger begravet i ruinerne. Der er både levende - og mange døde. Kollapset på Rana Plaza bliver kaldt "tøjindustriens 9/11" og afslører, at kummerlige arbejdsforhold er den røde tråd, der binder vores billige tøj sammen. De mange tekstilarbejdere vidste, at de satte livet på spil, da de mødte op på Rana Plaza den dag for 10 år siden. Men da de råbte op, lyttede ingen. Ph.d.-studerende i bæredygtig produktion ved Syddansk Universitet Julie Bundgaard fortæller om den industri, der producerer vores drabeligt billige tøj. Vært: Anna Ingrisch.
Mørklagt - Skyggekrigen
I en bil sidder to svenske journalister Ali og Maria iklædt mørkt tøj. De er på vej til et hemmeligt sted for at mødes med en kilde fra en vestlig efterretningstjeneste. Her får de fingrene i en liste med navne på mistænkte russiske efterretningsofficerer på den russiske ambassade i Sverige. Det bliver startskuddet til afsløringen af mere end 30 russiske spioner i Norden. I dag holder Genstart fri, men i stedet får du første episode af DRs nye podcastserie "Mørklagt: Skyggekrigen", der samler fortællingen og kommer med helt nye afsløringer om russiske spioner og hemmelige operationer på havene omkring de nordiske lande.
Égly Station 16.29
Klokken er 16.29, og flere end tusind mennesker ser med, da en ung fransk kvinde i 2016 hopper ud foran et tog og livestreamer sit eget selvmord. Océane, hed hun, og forinden havde hun holdt en slags oprørstale til sine brugere om livet i den franske forstad, hun boede i. Om manglen på nærvær og autenticitet i hendes generation - og om en ekskæreste, der havde udsat hende for noget voldeligt og delt det på sociale medier. I en ny forestilling bliver Océanes historie skrevet sammen med ordene fra andre unge, der, som hende, er vokset op i Frankrigs fattige forstæder, hvor splittelsen er stor. Og hvor de unge lever i én virkelighed, men drømmer sig væk i en anden. Anna Malzer, dramatiker og teaterdirektør på Mungo Park i Allerød, fortæller om Océane, hvis historie hun har taget afsæt i, i den aktuelle forestilling '16.29'. Vært: Anna Ingrisch.
Sudans sidste helle
Nils Carstensen dansede i Khartoums gader sammen med flere tusind sudanesere, da han blev gift i byen. Han har haft sit liv der. Men nu sidder han på afstand og ser, hvordan engang hyggelige gader og venners hjem bliver bombet til ukendelighed. En drabelig magtkamp hærger lige nu et i forvejen martret land. Dårligdommene har stået i kø i Sudan - befolkningen har klaret sig gennem despoter, borgerkrige, folkemord, fattigdom og hungersnød. Men måske er katastrofen alligevel større den her gang. Fordi kampene er ved at smadre Sudans sidste fredelige helle - hovedstaden, Khartoum. Journalist ved Folkekirkens Nødhjælp, Nils Carstensen, fortæller, hvad der sker, hvis freden i den by, der ellers altid går fri af konflikt - nu er fortid. Vært: Anna Ingrisch.
Lizettes greb om magten
Han står lige ved siden af Lizette Risgaard på Arbejdermuseets scene. Der er valgfest, de synger fællessang og danner menneskekæde. Stemningen er god, men pludselig mærker han Lizettes hånd på sin røv. Episoden på Arbejdermuseet er bare en af flere sager, der nu har kostet Lizette Risgaard jobbet som Danmarks mest magtfulde fagforeningsformand. Torsdag i sidste uge afslørede Berlingske og Ekstra Bladet, at Lizette Risgaard i flere tilfælde har opført sig grænseoverskridende overfor unge mænd, der har arbejdet for hende i fagbevægelsens højborg. Journalist på Berlingske Business, Jonathan Lundgren Larsen fortæller om formandens uønskede berøringer og hvorfor ingen sagde fra. Vært: Anna Ingrisch.
Færøernes russiske forbindelse
Enorme russiske skibe, mistænkt for spionage, ligger og vugger i de færøske havne. De er forment adgang til alle andre europæiske havne, men på grund af en fiskeriaftale mellem Færøerne og Rusland, kan de frit lægge til på de grønne øer. Det forarger flere danske politikere, som mener, at sagen er et udenrigspolitisk anliggende, og at Danmark må skride ind. Men netop selvbestemmelsen over fiskeri og handel er afgørende for det færøske folk, der altid har sejlet rundt på verdenshavene og har lavet deres egne handelsaftaler. Må Danmark blande sig i Færøernes russiske forbindelser? Sjurdur Skaale, medlem af Folketinget for Det Socialdemokratiske Parti i Færøerne, fortæller om spionskibe og national identitet. Vært: Anna Ingrisch.
Forbindelsen til Emilie Meng
Politiets efterforskning i sagen om Emilie Meng var for langsom, ukoordineret og lemfældig, har kritikken lydt i årevis. Syv år efter hendes forsvinden er sagen stadig uopklaret og ingen har været sigtet for drabet. Men nu arbejder politiet med en teori om, at den 32-årige mand, der er sigtet for at frihedsberøve og voldtage en 13-årig pige - også står bag andre forbrydelser, blandt andet drabet på Emilie Meng. Politiet indrømmer, at deres egen efterforskning KAN have stået i vejen for at opklare sagen. Kan politiet genoprette den tillid, de ødelagde dengang? Det taler vi med tidligere journalist på avisen Sjællandske, Helge Wedel, om. Vært: Anna Ingrisch.
Traumet fra Sankt Croix
En lille dreng hænger i loftet som en menneskelig vifte. En menneskelig maskine. Under ham sidder kongen til bords ved et festligt middagsselskab på Sankt Croix. Således begynder den nye spillefilm 'Viften', der kaster et kritisk lys på den danske kolonitid og måden vi snakker om den på. Kritikken lyder, at vi her 175 år efter slavefrigivelsen stort set ikke taler om den brutale vold og ofte altødelæggende skade, vi gjorde på både menneskekroppe og sind dengang. Manuskriptforfatter og skuespiller, Anna Neye, fortæller hvorfor det betyder noget, hvordan vi snakker om historien - og hvem det er, der fortæller den. Vært: Anna Ingrisch.
Det forbudte navn
Få minutter inde i grundlovsforhøret bliver der nedlagt navneforbud. Fra dét øjeblik er det ulovligt - og strafbart - at dele identiteten på den 32-årige mand, der er sigtet for at frihedsberøve og voldtage en 13-årig pige. Alligevel florerer mandens navn og billede overalt på de sociale medier. Også på Rene Christensens Facebook-profil. Han insisterer på, at alle skal kunne genkende den formodede gerningsmand, også når han kommer ud af fængslet. Men hvorfor deler René identiteten på en mand, der ikke er dømt? Det spørger Genstart ham om i dag. Vært: Anna Ingrisch.
What the Fox
Han er blevet kaldt 'en kræftknude på demokratiet' og 'verdens farligste mand'. Den 92-årige mangemilliardær, Rupert Murdoch, der ejer flere hundrede medievirksomheder verden over, har alle dage forarget og provokeret. Senest stod han sagsøgt for at tillade Fox News at sprede løgne om, at valget blev stjålet fra Donald Trump. Men akkurat som verdens øjne rettes mod Murdoch og udsigten til at se ham stå skoleret, lykkes det ham i sidste øjeblik at afværge retssagen ved at betale millioner af dollars. I dagens Genstart tegner kulturjournalist og podcastvært, Frederik Dirks Gottlieb et portræt af den magtfulde mediemogul. Vært: Anna Ingrisch.
Grønlands tabte liv
Hun er en af Grønlands største litterære stemmer og er i gang med sin anden roman, da et selvmordsforsøg tæt på hende, får hende til at skifte fokus. Pludselig fylder Grønlands dystre selvmordsstatistik hendes tanker dag og nat, og hun går i gang med at arrangere kampagner og demonstrationer for at bryde den. I dagens Genstart fortæller forfatter Niviaq Korneliussen om de sidste fem år, som en af de mest markante stemmer i debatten, om Grønlands alt for mange selvmord. Vært: Anna Ingrisch.
Overlægens advarsler
Når han åbner patienterne på operationsstuen, ser han konsekvensen af de overskredne ventetider. Oftere og oftere har kræften spredt sig for meget til, at han kan gøre noget, og han må lukke patienterne igen med det samme. Peter Nerstrøm er overlæge på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, da ventetiderne begynder at skride. Han advarer flere gange ledelsen om de livsfarlige konsekvenser, og benytter til sidst Regionens whistleblower-ordning. Men ingen gør noget. Peter Nerstrøm, der i dag er overlæge på Regionshospitalet Randers, fortæller om kræftskandalen i Aarhus. Vært: Anna Ingrisch.
Mennesker over Middelhavet
Middelhavets bølger hamrer ind mod skroget. I den lille båd sidder flere hundrede mennesker på vej mod Europa. Tusindvis er allerede druknet på turen, der er verdens dødeligste migrantrute. I disse måneder stævner så mange mennesker ud på Middelhavet, at man forventer, at et af de højeste antal migranter nogensinde tager den farlige vej henover vandet. Hvad er det for en tur, de tager på? Seniorforsker på DIIS, Sine Plambech, har mødt de mange mennesker, der drømmer om et bedre liv i Europa. Vært: Anna Ingrisch.
Hemmelig krig på havets bund
En maskeret og svært bevæbnet mand står på dækket af det store russiske flådeskib, Admiral Vladimirski, der ligger for anker ude i Kattegat. Overalt på skibet stikker antenner op. Ifølge DR-journalist Niels Fastrups efterretninger er det angiveligt et russisk spionskib, der er del af en større hybridkrig, som russerne lige nu fører mod Vesten. Mens den blodig krig udkæmpes på landjorden i Ukraine, så foregår der nemlig en mere diskret og lurende konflikt i havet lige ud for vores kyster. Niels Fastrup fortæller om russisk skyggekrig på havets bund. Vært: Anna Ingrisch.
Ned i skyttegraven
På kirkegårdene er der allerede gravet ud til de soldater, der snart falder i krigen. Landsby efter landsby ligger øde hen, fuldstændig pulveriseret. Journalist, historiker og radiovært Adam Holm er kørt gennem Ukraine og ud til den alleryderste frontlinje, hvor artilleriet flyver mellem skyttegravene. I dagens Genstart fortæller han om det landskab, krigen efterlader, og de mennesker, der befinder sig langs fronten. Vært: Anna Ingrisch.
Lamaens tunge
En lille indisk dreng står overfor Dalai Lama til et offentligt arrangement, da Dalai Lama pludselig stikker sin tunge ud af munden og siger "suck my tongue" til den lille dreng. Optagelsen har forarget folk verden over, og Dalai Lama har selv beklaget. Men hvorfor bad Dalai Lama den lille dreng om at sutte på hans tunge? Og hvad vil det betyde for hans ikoniske status som symbol på medfølelse og fred? Jesper Østergaard, der har skrevet ph.d. om tibetansk buddhisme, fortæller om Dalai Lama og den kontroversielle episode. Vært: Anna Ingrisch.
Den ligegyldige taleskriver
Kaspar Colling Nielsen lægger for en stund kunstneren til side, da han bliver ansat som embedsmand og taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen. Han er håbefuld og glæder sig til at skrive taler, der kan fremkalde forestillinger om, hvordan en bæredygtig fremtid kan se ud. Han arbejder i døgndrift, gør sig umage og når at skrive imponerende 142 taler i sin korte tid som taleskriver. Problemet er bare, at talerne sjældent bliver brugt. Kaspar Colling Nielsen fortæller om jobbet som taleskriver, der skulle gøre godt, men ender næsten meningsløst. Vært: Anna Ingrisch.
Grænseløs intelligens
De advarer om et udviklingsræs, ude af kontrol. Og kalder det en mulig trussel mod samfundet og menneskeheden. I et åbent brev opfordrer tusindvis af techfolk og forskere til, at man sætter udviklingen af den mest avancerede form for kunstig intelligens på pause i et halvt år og bruger tiden på at udvikle regler og planer for, hvordan AI skal fungere i vores samfund. Skal vi frygte den avancerede, kunstige intelligens - eller er vi klar til at slippe den løs? Anders Høeg Nissen, techjournalist, fortæller om de nye chatbots og deres både lovende og foruroligende sider. Vært: Anna Ingrisch.
En stormfuld affære
Sager om utroskab, skatteunderslæb og en lind strøm af upassende kommentarer har aldrig rigtig klæbet til Donald Trump. Men nu skal den tidligere - og måske kommende - præsident for en domstol i en kontroversiel sag om tys-tys penge til en pornostjerne. Kan Donald Trump styre fortællingen, når han sidder i en retssal? Udlandsredaktør på Berlingske, Birgitte Borup, fortæller om tiltalen mod Trump, der kan være den første af flere retssager mod ham. Vært: Anna Ingrisch.
En agent i Aalborg
Fra sit hjem i Aalborg dissekerer han satellitbilleder, skibsdata, videoer fra krigens frontlinje og Twitter-opdateringer. 29-årige Oliver Alexander bruger utallige timer på at finde frem til krigens sandheder gennem open source intelligence - også kaldet OSINT. Internationale medier og organisationer citerer hans analyser - som udelukkende er baseret på informationer, der ligger frit tilgængeligt på internettet. I dagens Genstart fortæller han om sit efterforskningsarbejde med åbne kilder, og hvorfor det er et vigtigt værktøj i krig. Vært: Anna Ingrisch.